Kunstforskerne X: Birgit Eriksson: Deltagelse i kunst, kultur og samfund

Kunstforskerne X: Birgit Eriksson: Deltagelse i kunst, kultur og samfund

Deltagerbaseret værk af Jenny Selldén under Copenhagen Art Week 2016. Deltagerne 'producerede parfume' af vand fra kanalerne i København. Foto: Matthias Hvass Borello

Billedserie

Kunstforskerne er en serie artikler, hvor vi undersøger, hvad der forskes i på de æstetiske fag på landets universiteter.

I sin forskning interesserer Lektor Birgit Eriksson, Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, sig for, hvordan deltagelse i kunsten hænger sammen med det fokus, der er på deltagelse og borgerinddragelse i andre samfundsmæssige felter.

I 2018 kunne man møde dansk-caribiske Jeannette Ehlers på ARoS. Hun opførte her sit værk Whip It Good, som siden 2013 har været opført på mange kunstmuseer og udstillinger rundt omkring i verden. I Ehlers’ performance ruller hun, iført hvid ansigtsmaling og hvidt tøj, en pisk i en bunke knust sort kul på gulvet og giver et hvidt lærred et hårdt piskeslag.

Birgit Eriksson. Foto: Aarhus Universitet.

Efter at have gentaget det et antal gange har pisken tegnet sorte kulstreger på kryds og tværs af det hvide lærred – som en repræsentation og omvending af sårene på de slavegjortes rygge i kolonitiden. Herefter inviterer Ehlers med et insisterende blik publikum til at overtage den fremrakte pisk, og nogle tager imod invitationen og deltager i ’afstraffelsen’ af det hvide lærred, mens andre holder sig tilbage og bliver ved med at se på.

Ehlers’ performance var intens og anfægtende. Stilheden i rummet mellem piskeslagene var ladet med spænding og ubehag. Man blev nødt til at tage stilling til, om man ville deltage med pisken eller bare som tilskuer. Samtidig igangsatte værket meget direkte refleksioner over, hvorvidt man (i mit tilfælde som hvid dansker) deltager eller har deltaget i racisme, imperialisme, kolonialisme og undertrykkelse, og hvordan man fra forskellige positioner kan forholde sig til det i dag.

Lav lamper sammen, få dit tøj syet, rist dit hoved

Whip It Good er ét eksempel på et værk, der direkte arbejder med tilskuernes deltagelse. Men der er masser af andre eksempler i samtidskunsten. På Venedig Biennalen i 2017 inviterede Olafur Eliasson fx til at deltage i Green Light – en kunstnerisk workshop, der søgte at involvere både publikum og flygtninge/migranter i udvekslinger og samarbejdede omkring lampeproduktion.

Et andet sted på biennalen kunne man se Lee Mingweis konceptuelle installation The Mending Project, der i udgangspunktet bestod af et langt bord, to stole og en væg fyldt med kulørte trådruller. Her kunne man aflevere sit beskadigede tøj, sætte sig og få det syet af kunstneren eller en frivillig, som derefter lagde tøjet på bordet uden at klippe trådene mellem tøjet og væggen over.

Et tredje sted, i den østrigske pavillon, kunne publikum fysisk bidrage til Erwin Wurms One Minute Sculptures ved at følge hans anvisninger til mere eller mindre absurde og humoristiske poseringer, hvor man fx kunne riste sit hoved under Epicur’s Sun, en varm lampe, eller fra øverste køje i en lille campingvogn stikke benene ud gennem dertil indrettede huller i væggen (Just about virtues and vices in general).

Ændrede vilkår for kommunikation og kreativitet

I disse eksempler (og jeg kunne nævne mange flere) er publikums deltagelse afgørende for værket. Deltagelsen optræder i mange forskellige værker og projekter, og den behandles og teoretiseres under mange overskrifter som fx relationel eller social æstetik, dialogisk, kollaborativ eller participatorisk kunst.

I min forskning interesserer jeg mig især for, hvordan deltagelsen i kunsten hænger sammen med det fokus, der er på deltagelse og borgerinddragelse i andre samfundsmæssige felter. Hvordan hænger den aktuelle deltagelseskunst fx sammen med udviklingen af digitale medieplatforme og de sociale forestillinger, der knytter sig til disse? De digitale teknologier ændrer jo ikke bare vores praksis i forhold til bestemte nye medier, men gennemtrænger vores hverdagsliv i en grad, så det også afgørende påvirker vores opfattelse af mange andre fænomener.

Med de mobile og allestedsnærværende medier ændres vilkårene for kommunikation og kreativitet – og dermed også for kunst og socialitet. Det betyder noget for (opfattelsen af) kunsten, når (opfattelsen af) vores kommunikative og kreative praksis ændrer sig.

Fx passer en traditionel romantisk kunstopfattelse temmelig dårligt til de nye vilkår, og vi konfronteres i stadig stigende grad med kollaborative forfatterskaber, med en udviskning af den klare grænse mellem produktion og reception, aktivitet og passivitet, og med kulturelle produkter, der kopieres, deles, remixes og modificeres på mangfoldige måder.

Under video- og performancefestivalen MEETINGS, 2017, skabte kunstnerne Molly Haslund, Will Owen, Helle Fuglsang og Siff Pristed en fællesdans i samarbejde med beboere i Thyborøn. Foto: Siff Pristed

Er deltagelse i kunsten lig med demokratisk deltagelse?

Jeg interesserer mig også for, hvordan deltagelse i kunsten hænger sammen med demokratisk deltagelse. Demokrati betyder som bekendt folkestyre, og hvis borgerne ikke deltager i styringen af samfundet, findes demokratiet ikke. Derfor anses stemmeprocenten ved valg til parlamenter o.l. også som så vigtig. Fx er det et krisetegn, at kun knap 28% af de 18-24-årige europæere stemte ved valget til Europaparlamentet i 2014.

Samtidig deltager folk på andre måder. Mistillid til klassiske politiske institutioner fører til civile forsøg på at løse aktuelle sociale udfordringer som fx klima og migration på nye og mere aktivistiske måder. Et eksempel kunne være Venligboerne, som med initiativer til en mere ’venlig’ behandling af flygtninge og andre deltager i løsningen af sociale udfordringer, som staten ikke tager hånd om på en for borgerne tilfredsstillende måde.

Deltagelse handler tit om indflydelse, demokrati og magtdeling. Men begrebet bruges også ofte i sammenhænge, hvor det knyttes tæt til identitet, socialitet og fællesskab.
I det kulturelle felt blandes disse betydninger. En del af interessen i participatorisk kunst er knyttet til en forestilling om, at man via det æstetiske kan udvikle nye kommunikations-, socialitets- og deltagelsesformer.

Agendaen for meget participatorisk kunst er ikke kun, at publikum skal deltage i værket, men også at kunsten på en eller anden måde skal deltage i samfundet og dets problemstillinger. Igen kan det tage mange former – fra Ehlers’ kritiske insisteren på vores konfliktfyldte arv fra kolonialismen over Eliassons forsøg på at forbinde kunstverdenen med aktuelle migrationsproblematikker til Mingweis sociale interaktioner og gavegivning.

Bottom up eller top down

Den participatoriske kunst optræder på de mest prestigefyldte biennaler o.l. Men den findes også uden for institutionerne, hvor den under betegnelser som community-based eller socially engaged art prøver at etablere nye relationer mellem kunstnerisk praksis og andre former for vidensproduktion, ofte inspireret af eller tilknyttet sociale bevægelser.

Aktuelt optræder socialt engagement dog overalt i kunst- og kulturfeltet, og indimellem kan det være svært at skelne en bottom up aktivistisk kunst fra en top down instrumentel kulturpolitisk strategi, som ud fra socio-økonomiske agendaer gerne vil inkludere marginaliserede befolkningsgrupper i sunde, kreative, opbyggelige og identitetsskabende kulturelle fællesskaber. I aktuel kulturpolitik er brugerinddragelse et stærkt krav til de store kulturinstitutioner. De skal engagere folk – og helst også befolkningsgrupper, der ikke allerede er engagerede.

Et vigtigt spørgsmål er her, om deltagelsen kun betyder, at man kan inkluderes i et fællesskab, eller om man også kan anfægte og få indflydelse på fællesskabets måde at fungere på. Bestræbelsen på at gøre publikum til deltagere kan let føre til nye former for dominans, hvor beskuerne forventes at interagere og at stille sig til rådighed, uden at det forandrer institutionernes struktur. Wurms One Minute Sculptures kan ses som en humoristisk udpegning af dette.

Hvem har retten til at invitere andre til at deltage?

FN’s Universelle Menneskerettighedserklæring fra 1948 formulerede det princip, der har været grundlaget for megen kulturpolitik: ”Alle har retten til frit at deltage i samfundets kulturliv, til at nyde kunstarterne […]” (art. 27). Her var der ét kulturliv og ét samfund eller fællesskab.

Godt 50 år senere supplerede UNESCO med den Universelle Erklæring om Kulturel Diversitet, hvori det hedder, at “[…] alle mennesker har retten til at deltage i et kulturliv efter deres eget valg og at udføre deres egne kulturelle praksisser […]” (art. 5).

Her er der forskellige kulturliv, forskellige valg og noget, man har og ikke har ejerskab til. I en verden med stor ulighed, også i kunstfeltet, er det vigtigt at spørge til ejerskab. Hvem har fx retten til og mulighederne for at invitere andre til at deltage?

I min forskning interesserer jeg mig for både fællesskab og ejerskab – også fordi det meget tit er nødvendigt at spørge til begge dele, hvis man skal forstå konkrete deltagelsesfænomener både i og uden for kunsten.

Fakta:
Birgit Eriksson (f. 1963)
Forsker og underviser i Æstetik & Kultur på Aarhus Universitet.

Forskerprofil
au.academia.edu/BirgitEriksson

Udvalgte artikler:
Forms and effects of citizen participation in European cultural centres. Participations: Journal of Audience & Reception Studies, 2018: 15(2) (skrevet med C. Stage og C.M. Reestorff).

Are we really there, and in contact? Staging firsthand witnesses of contemporary Danish warfare, Peripeti 27-28.

Rethinking Participation and Re-enacting Its Dilemmas? Aarhus 2017 and ‘The Playful Society’. Conjunctions 2015: 2(2) (skrevet med J.L. Stephensen)

Mellem kommunikation og kreativitet: Deltagelse som æstetikkens missing link?. K&K: kultur og klasse, 2014: 118.

Udvalgte bøger:
Ny Kulturteori (red. med B. Schiermer), 2019/under udgivelse.
Kunst, kultur og deltagelse (red. med A.S. Sørensen og M.H. Rung), 2019.
Moderne dannelse: Goethe og dannelsesromanens aktualitet, 2013.
Æstetisering – forbindelser og forskelle. (red. med H.K. Nielsen, J. Lund, B.S. Pedersen), 2012.

Læs de foregående udgivelser i serien om Kunstforskerne:

Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde
Kunstforskerne II: Lise Skytte Jakobsen: 3D-revolutionen
Kunstforskerne III: Pernille Leth-Espensen: Kunstneriske interventioner i bioteknologien
Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer
Kunstforskerne V: Helle Breth Klausen: Lyde, der føles godt
Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet
Kunstforskerne VII: Gunhild Borggreen: Feltstudier i japansk samtidskunst
Kunstforskerne VIII: Jakob Rosendal: Det pædofile blik. Om seksualitet i billeder af børn
Kunstforskerne IX: Mette Højsgaard: Kunstens sociale potentiale

 

Billedserie

Kunstforskerne er en serie artikler, hvor vi undersøger, hvad der forskes i på de æstetiske fag på landets universiteter.

Del artiklen

'Kunstforskerne X: Birgit Eriksson: Deltagelse i kunst, kultur og samfund'

Facebook