Kunst og kollektivt arbejde

En af de vigtigste problemstillinger, der i dag rammesætter vores forståelse af kunst og politik og deres indre forbindelser, knytter sig til spørgsmålet om repræsentation.

I kunstnerisk sammenhæng handler repræsentation om, hvad kunstværker fremstiller og fremviser; og i politisk sammenhæng handler repræsentation om, hvem der kan tale på vegne af andre, som når vi taler om et ‘repræsentativt demokrati’. To forskellige betydninger, med andre ord, men også to betydninger, der kaster lys over hinanden. Således kan vi til et kunstværk spørge, ikke alene hvad det fremstiller et billede af, men også på vegne af hvem denne fremstilling er den rette? Og tilsvarende kan vi spørge, om en politisk repræsentation giver et retvisende billede, er rigtig fremstilling af dem, som den vil repræsentere?

Ved at føre de to betydninger af ordet repræsentation sammen, får vi et mere komplet billede af, hvor kompliceret ideen om repræsentation er, både i kunst og politik.

I kataloget til udstillingen Making Things Public fra 2005 skriver Bruno Latour: ”Vi kræver for meget af repræsentationen, hvis vi tror at den kan repræsentere uden allerede også at være en re-præsentation, fuld af foreløbige udsagn og manglende beviser, ugennemskuelige lag af oversættelse, transmission og forrådelse, og et kompliceret maskineri af sammensætninger, delegeringer, beviser, argumenter, forhandlinger og følgeslutninger.”

Siegfried Zielinskis essay afsøger nogle af disse sammensatte kendetegn ved repræsentationen ved at undersøge en række eksempler på kollektiv kunstnerisk produktion, der på samme tid skaber billeder af og repræsenterer forskellige fællesskaber.

Essayet er historisk anlagt, med hovedvægt på det tyvende og enogtyvende århundrede, hvor han med stort overblik gennemgår og analyserer en lang række forskellige kunstneriske projekter og udtryksformer, der krystalliserer sig omkring kollektive processer. I denne henseende er essayet også et bidrag til opgøret med den sejlivede myte, at kunsten først og fremmest har sit udspring i det geniale og inspirerede individ, der lader sit originale indre komme til syne i kunstværkets ydre form.

Det historiske overblik byder samtidig på en mere systematisk typologi, der diskuterer kollektive arbejdsformer ud fra deres forskellige skala, fra de stærkt organiserede og institutionelt stabile (fabrikken, kooperationen, værkstedet) til de løsere organiserede og ofte temporære fællesskaber (kollaborative projekter, par, venskaber).

De mange eksempler i Zielinskis essay giver et godt indtryk af både omfanget og mangfoldigheden af kollektive organiserings- og udtryksformer i kunstens verden. Og samtidig demonstrerer de det frugtbare i ikke alene at se på skabere og værker, men også at være opmærksom på de bestandigt foranderlige konstellationer af kunstnerisk repræsentation og kollektiv repræsentation, som de sætter i værk, og hvad det betyder for forholdet mellem kunst og politik.

Siegfried Zielinski er en af den nyere medievidenskabs pionerer i det tysksprogede område og har været central i profileringen af den moderne mediearkæologi. Med udgangspunkt i Michel Foucaults arkæologibegreb undersøger mediearkæologien de konkrete særtræk i mediernes apparater, praktikker og infrastrukturer.

Mediearkæologien stiller sig imod de store fortællinger i historiografien, som er blevet tegnet op fra det europæiske modernes perspektiv. Zielinskis tager i stedet udgangspunkt i det, han selv kalder en “variantologi”, der vedrører “deep time-forbindelser mellem kunst, videnskab og teknik”.

Zielinski har virket som professor i medieteori ved Universität der Künste i Berlin, Michel Foucault Professor i mediearkæologi og teknokultur ved European Graduate School og gæsteprofessor ved Tongji University i Shanghai. Fra 1994 til 2000 var han rektor for Akademiet for Mediekunst i Köln, fra 1998 til 2016 leder af Vilém Flusser arkivet, og fra 2016 til 18 rektor for Kunst- og Designskolen i Karlsruhe.

I tillæg til hans akademiske arbejde og talrige publikationer har han været aktiv som kurator, bl.a. i samarbejde med Peter Weibel og Bruno Latour ved Zentrum für Kunst og Medien i Karlsruhe, og som musiker og producer, bl.a. i samarbejde med komponisten FM Einheit.

”Varianter af fælles handling i kunsten. Fra det betingelsesløse jeg til det ubetingede vi?” er en nedskrevet version af et foredrag, Zielinski leverede ved Kunsten som Forums konference Connect/Cut. Infrastructures and collective activity i april 2022.