Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet

Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet

Obvious: Edmond de Belamy

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

Jan Løhmann Stephensen forsker som adjunkt på Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet, i kreativitet. Ikke mindst interesserer han sig for spørgsmål, som kobler an til en kreativitet, som ikke længere blot er en ren menneskelig aktivitet: For hvad kommer efter den menneskelige skaben?

For nogle få uger siden blev maleriet Portrait of Edmond Belamy solgt på auktionshuset Christie’s for den nette sum af $432,500 (dvs. godt 2,8 mio. kr.). Det særlige ved dette portræt, ud over prisen, var, at det er malet af en kunstig intelligens, som forinden var blevet trænet ved hjælp af et datasæt bestående af en masse andre billeder inden for genren portrætmaleri. Efter at have tillært sig genrekonventionerne ved hjælp af såkaldt machine learning (nærmere bestemt en metode, der hedder generative adversarial network (GAN)) spyttede det så dette maleri ud, og resten er, som man siger, historie. Eller faktisk så ender historien slet ikke her.

Jan Løhmann Stephensen

Kunstig kreativitet – kunstnerisk anerkendelse?

Auktionshuset havde selv anslået en salgssum på omkring $7,000 til $10,000 med henvisning til, at værkets særlige karakteristika var dets tilblivelseshistorie: At det var skabt af en kunstig intelligens.

Men med den endelige pris rykker værket lige pludselig op i en anden liga, der hvor unikke, auratiske værker typisk holder til, og hvor nogle helt andre diskussioner finder sted. For med dette salg er det, man også kalder “kunstig kreativitet” (artificial creativity), ikke længere blot et pudsigt fænomen, en konceptuel gimmick, som står uden for kunstfeltets normale mekanismer.

Nu er den kunstneriske kreativitets produkter, processer og aktører (eller skulle vi med Bruno Latour og ligesindede aktør-netværks-teoretikere sige aktanter, da de jo ikke alle er menneskelige?) pludselig hevet med ind som kombattanter i de kampe, som det sidste århundrede har blusset op på kunstscenen. Kampe om kunstnerisk og æstetisk anerkendelse såvel som privilegier — herunder ikke mindst økonomi.

Hvem ejer værket?

I kølvandet på dette spektakulære salg er diskussioner om ejerskab til værket eksempelvis blusset op. Den algoritme, som havde genereret værket, var en, som kunstnerkollektivet Obvious, der stod bag, havde lånt fra en anden kunstner, Robbie Barrat. Og desuden er store dele af kunstig intelligens-feltet, som ofte opererer ud fra en open source-delingslogik, bekymret over, hvad denne pludselige økonomiske opskalering kan komme til at betyde.

Men denne historie rejser også nogle mere filosofiske diskussioner om originalitet, intentionalitet og ikke mindst kreativitet, som i disse år i stigende grad presser sig på, især i kraft af vores stadig mere sammenfiltrede omgang med automatiserede, digitale teknologier – også når vi befinder os i kreative processer. Eller som kunstkollektivet Obvious selv har formuleret deres motto i en pressemeddelelse: “Creativity isn’t only for humans.”

Obvious: Edmond de Belamy

Kampen for den menneskelige kreativitets almenhed

Inden for kunstens verden har ideen om kreativitet altid stået centralt. Enten som den kilde, man tænkte kunsten flød fra, eksempelvis i geniæstetikken. Eller som dét, kunsten forsøgte at frisætte fra sin egen omklamring, om man så må sige.

Især efterkrigstidens forskellige avantgardebevægelsers praksisser kan i høj grad ses som en kritisk genforhandling af en masse kreativitetsrelaterede problematikker: Den faste rollefordeling mellem kunstner og publikum, værkbegrebet, kunstinstitutionens og kunstideologiernes rolle osv.

Der er selvfølgelig også mange andre dagsordner ude at gå. Men denne agenda ligger som en markant strømning i store dele af efterkrigstidens kunst. Eksempelvis alle de kunstværker, som ikke rigtig vil være værker – og da slet ikke færdige, afsluttede, autonome kunstværker. Og i alle periodens forsagelser af kunstnerens primat og invitationer til inddragelse af det tidligere så passive publikum. Og i bevægelsen ud fra kunsthallernes hellige rum og ud i gader og stræder (hvis man da ikke blot blev tilbage i institutionen for at bedrive institutionskritik).

George Maciunas’ Fluxus manifest fra 1963. Et eksempel på en avantgardebevægelse, der ønskede en demokratisering af kreativiteten.

Kreativitetens demokratisering

Det fælles kodeord er her kreativitetens demokratisering, ofte helt eksplicit. En dagsorden, som selvfølgelig flugter fint med ungdomsoprørets og modkulturens opgør med tidligere generationers tankemønstre, magtkonstellationer og privilegier. Derfor kan vi også finde tilsvarende dagsordner inden for eksempelvis det politiske, den samfundsvidenskabelige tænkning og medieteorien, hvor især Internettet og det såkaldte Web 2.0 de sidste årtier er blevet italesat — og ikke mindst solgt — som den endelige realisering af drømmen om en platform for kollaborativ interkreativitet.

Hvis der er én ting, der går igen i alle de måder, vi så at sige genopfinder kreativiteten i denne periode – og som stadig dominerer vores tænkning om og sprog for kreativitet – så er det forestillingen om, at den er en essentielt menneskelig størrelse. Ja, faktisk synes opgøret med geniets privilegerede evne til kreativitet netop typisk at befæste forestillingen om kreativiteten som noget fælles og dermed også særligt menneskeligt. Hvilket vi faktisk helt synes at have glemt er en ret ny tanke, især nu hvor det samtidig skyller ind over som et pres udefra, at vi skal være kreative i nær sagt alle livets forhold – selvfølgelig allermest i arbejdslivet.

Det er netop denne idé, som Obvious’ portrætmaleri udfordrer. For hvad nu hvis kreativiteten ikke længere er noget, der udelukkende hører til det menneskeliges domæne?

Udfordringen bliver selvfølgelig samtidig ikke mindre af, at det netop ofte er kreativiteten, som fremhæves som ét af vores sidste tilflugtssteder, når betydningen af robotisering, automatisering og kunstig intelligens bringes på bane. Især nu, hvor det, som vi tidligere tænkte som vores artsmæssige fortrin, evnen til rationel tænkning, forlængst er blevet overgået.

“Kreativitet”, lyder det derfor i dag, “dét er det, vi kan gøre bedre end maskinerne.” Men hvad nu hvis det ikke er sandt? Hvad nu hvis algoritmerne også kan slå os på vores (nye) hjemmebane?

Den postkreative dagsorden

Det, jeg interesserer mig for i min forskning, som adjunkt på Æstetik & Kultur (AU) er spørgsmål, som kobler an til en sådan post-antropocentrisk kreativitet, dvs. en kreativitet, som ikke længere blot er en ren menneskelig aktivitet. Eller som jeg typisk bare kalder det: postkreativitet (fordi kreativitet netop altid associeres med det menneskelige).

Eksemplet med salget af maleriet Portrait of Edmond Belamy er selvfølgelig særligt interessant i kraft af det økonomiske aspekt i forbindelse med det nylige salg. Men det er langt fra enestående.
Der er en relativt lang tradition for at eksperimentere med kunstig kreativitet inden for næsten alle kunstarter. Typisk som en form for konceptuel leg, som har handlet om, om folk vil være i stand til at skelne denne “kunst” fra virkelig kunst, dvs. menneskefrembragt.

Hello World. Et album komponeret af musikere/kunstig intelligens

Men især de senere år er der sket en eksplosiv vækst. Inden for populærmusikken har en flok forskere i Paris i forbindelse med projektet Flow Machines eksempelvis eksperimenteret med at få algoritmerne til at skrive musik (fx med udgangspunkt i Beatles’ sangsskat). Et projekt, som ganske vist gradvist er gået fra at blive talt om som en form for autonom, kunstnerisk kreativitet (dvs. hvor algoritmerne selvstændigt komponerer) til i højere grad at blive tænkt som et kreativitetsbefordrende værktøj eller en computer-kollega.

I løbet af sommeren 2018 udgav de således et regulært album under aliaset Skygge, i samarbejde med en række allerede etablerede menneskelige musikere. Selv om det promoveres med henvisning til dets “kunstige” oprindelse, er det dog samtidig tydeligt, at folkene bag nu ønsker at afprøve formatet på musikkens og musikmarkedets egne præmisser. Hør mere her

At finde ord for nye tiders kreativitet

En del af mit arbejde handler således om at finde et adækvat vokabular til at kunne tale om praksisser som disse, som vi kommer til at se flere af i fremtiden (også uden for kunsten).

Diskussionen om ejerskabet til maleriet Portrait of Edmond Belamy afspejler nemlig netop, hvor svært det kan være, ikke at tænke kreativitet ud fra vores sædvanlige kategorier, som sætter ikke blot mennesket i centrum, men også – og her bevæger vi os ud i et lidt mere kritisk register – det at have ejerskab til ideer og frembringelser.

Sådan er det sprog, vi har indrettet til at tale om kreativitet, gearet. Og sådan er vores kulturelle forståelsesformer og ikke mindst samfundsmæssige indretning orienteret.

Jan Løhmann Stephensen, (f. 1972).
Bor og arbejder i Aarhus
Jan Løhmann Stephensen er adjunkt på Æstetik & Kultur, Aarhus Universitet.
Hans primære forskningsfelter er:
1. Kreativitet og postkreativitet i et samtidsdiagnostisk perspektiv,
2. Kulturelle og demokratiske deltagelsesformer samt
3. Transmediale adaptationer (filmatisering, bogmatisering og lign.)

Publikationer (udvalg) af Jan Løhmann Stephensen:
Kreativitet (Tænkepauser), Aarhus Universitetsforlag, 2018. Se mere her
Rum til kreativitet: Indretningen af fysiske og virtuelle rum som udtryk for arbejdsfilosofiske antagelser in Workspaces: Open Room, Arkitektskolens Aarhus Forlag, 2016
Perverterede realiseringer: prekariatet og det kreative arbejde,Turbulens, maj 2014
Kreativitet og videnspolitik: Perspektiver på kreativitetsbegrebets indtog i og relevans for universitetets vidensproduktionPeripeti (særnummer om kunst, kreativitet og viden), 2012

Se Jan Løhmann Stephensens forskerprofil her

Læs mere om kunstnerkollektivet Obvious her

Læs tidligere indlæg i artikelserien Kunstforskerne:
Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde
Kunstforskerne II: Lise Skytte Jakobsen: 3D-revolutionen
Kunstforskerne III: Pernille Leth-Espensen: Kunstneriske interventioner i bioteknologien
Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer
Kunstforskerne V: Helle Breth Klausen: Lyde, der føles godt

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

Del artiklen

'Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet'

Facebook