Porøse kroppe: En introduktion til transhumanismen og det posthumane

Menneskekroppen, som vi har kendt den hidtil, er i opløsning. Michelangelos David, en velproportioneret, harmonisk, klart afgrænset krop, der i hård, hvid carrara-marmor resolut knejser mod loftet i det florentinske Galleria dell’Accademia, er en renæssancefantasi; et ideologisk monument over menneskets væren i verden, der hører en anden tid til.

For den moderne krop er porøs og ustabil – og forbinder sig med sine omgivelser via teknologiske proteser eller i biologisk symbiose. Bevidstheden kredser ikke om ét essentielt ‘jeg’, men er en konstruktion, der hele tiden rekonfigureres, tilpasses og indgår i et kollektivt ‘vi’.

Ja, selve spørgsmålet om, hvad det vil sige at være ‘menneskelig’, er i forandring – og måske skal vi begynde at forestille os fremtider, hvori det menneskelige kan antage mange former, uafhængig af den biologiske krop, eller hvor mennesket måske ligefrem kan skrives helt ud af ligningen.

Disse radikale tanker udgør kernen i den filosofiske retning, som under en paraplybetegnelse kan betegnes som ‘Transhumanisme’ og senere ‘Posthumanisme’; filosofier som også finder udtryk i store dele af samtidskunsten.

Den ukrænkelige krop

Et centralt opgør i samtidskunsten retter sig imod den traditionelle, antropocentriske forestilling om menneskekroppen som en suveræn, absolut og ukrænkelig organisme. En ide, der i vestlig sammenhæng trækker rødder tilbage til såvel det græske begreb ‘Scala Naturae’, som til den bibelske forestilling om mennesket, der er skabt i Guds billede og sat på jorden adskilt fra og med det formål at herske over naturen.

Som Pico della Miradola formulerer det i sit renæssancemanifest De hominis dignitate (Om menneskets værdighed) i 1486, er mennesket som noget særligt fritsat fra det guddommelige hierarki og naturens orden, men med potentialet for at nærme sig det guddommelige gennem kunsten og filosofien.

Ideen om denne suveræne position har formet den vestlige forestilling om, hvad mennesket og dets rolle i verden er – og at udfordre denne position har i en vis forstand også været at udfordre skaberværk og selve den guddommelige orden. Men denne forestilling er i løbet af det 20. århundrede smuldret, og nu, på tærsklen til et nyt årtusinde, spirer en ny humanisme – og en ny forståelse af menneskets plads i verden – frem.

Science Fiction-fantasi?

Selve begrebet ‘Transhumanisme’ [dét, der overskrider det menneskelige] trækker rødder tilbage til 1957 og til Julian Huxleys essay med samme titel. I sin grundform er der tale om en filosofisk bevægelse, der beskæftiger sig med menneskets videre evolution – muliggjort gennem videnskabelige fremskridt. Kort og godt: Mennesket skal frisættes fra den biologiske krops begrænsninger gennem teknologien.

Fra 1980’erne og frem har begrebet vundet stor udbredelse og er knopskudt i en myriade af underkategorier, der involverer alt fra cyborgs, nanoteknologi og livsforlængelse, til bio-hacking, kunstig intelligens og kolonisering af andre planeter. Måske er det heller ikke tilfældigt, at transhumanismen opstår parallelt med dét, man kunne kalde “science fiction-genrens guldalder”, for begge er præget af den samme teknologifascination og fremtidsoptimisme. Sammenfaldet har da også fået kulturteoretikeren Pramod Nayar til at referere til transhumanismen som “the pop posthumanism of cinema and pop culture”.

Verdens farligste ide

Fortalere for transhumanismen fremhæver oftest dens potentiale for at forbedre menneskets livsvilkår – fra udryddelse af sygdomme, til kolonisering af rummet, som en løsning på klimakrise og overbefolkning.

Med den nyeste udvikling inden for eksempelvis biomedicin og genetik rejser også en række etiske dilemmaer, som bevægelsens fortalere ofte nedtoner. Dilemmaer som kalder på stillingtagen mere end nogensinde før. Ikke mindst fordi der i dele af transhumanismen i dens bestræbelser på at skabe modificerede ‘overmennesker’ anes et ideologisk slægtskab med mørkere sider af videnskabshistorien, som eksempelvis eugenikken.

Dette fik i 2004 den amerikanske politiske teoretiker Francis Fukuyama til at omtale transhumanismen som “verdens farligste ide” og anklage dens fortalere for ikke til fulde at forstå omfanget og de mulige konsekvenser af ideologiens præmisser.

En mytologisk urfortælling

Som den franske kulturteoretiker Paul Virillo formulerede det: “Opfindelsen af skibet var også opfindelsen af forliset”. Dermed mente han, at enhver teknologisk udvikling også bærer den iboende mulighed for katastrofen.

For modernitetens vision om en fremtid, der hele tiden bevæger sig mod det bedre, er alligevel podet med en grundangst for, at vi i vores hovmod ikke evner at se verdens virkelige kompleksitet, og at vi med fremskridtet risikerer at gøre mere skade end gavn.

Mytologien er da også rig på fortællinger om den hybris, som menneskets begær efter accelereret teknologisk evolution medfører, fra Ikaros til moderne iterationer som Frankensteins monster og The Terminator: Menneskets begær efter at lege Gud og tage kontrollen over sin egen fremtid gennem teknologien er i et utal af fortællinger forbundet med angsten for, at frembringelserne i sidste ende vil tilintetgøre os.

Hvor Guderne tidligere straffede den, der søger at blive deres lige, er det i dag menneskets egen manglende (selv)indsigt, der risikerer at blive dets undergang, som Ikaros, der ikke begriber sammenhængen mellem solens varme og den voks, der binder fjerene på hans vinger sammen, før det er for sent.

Det er en begyndende ydmyghed i forhold til menneskets position og evner, som afspejler sig i det med Transhumansimen nært beslægtede begreb ‘Posthumanismen’, som især i de seneste år har vundet stort indpas i meget af samtidskunsten – ikke mindst i lyset af den lurende klimakatastrofe. For hvis mennesket er en del af problemet, er det så nødvendigvis også en del af løsningen?

En verden efter mennesket

Transhumanisme og posthumanisme bruges ofte synonymt med hinanden, men adskiller sig dog på ét centralt punkt, nemlig hvad angår menneskets position. Hvor transhumanismen stadig forudsætter en form for menneskeligt subjekt (som dog skal overskrides, forbedres – og potentielt opløses), afviser posthumansimen det antropocentriske fuldstændigt og placerer det menneskelige som blot én af mange ligeværdige aktørers væren i verden.

Hvor transhumanismen i en vis forstand er populariseret igennem populærkulturens science fiction, repræsenterer den kritiske posthumanisme en radikal andethed, som netop forsøger at forkaste en menneskelig begrebsverden, og forskyde perspektivet i retning af det ikke-meneskelige.

Et sådant perspektiv er i sagens natur vanskeligere som menneske at identificere sig med – vi tillægger gerne planter, dyr og genstande menneskelige egenskaber i et forsøg på at forstå deres agens og gøre den relatérbar (Når vi eksempelvis taler med katten, spiller jazz for potteplanterne eller klistrer googly-eyes på robotstøvsugeren og kalder den John) – men vel vidende, at vi på et fundamentalt plan aldrig vil være i stand til til fulde at forstå oplevelsen af at være en bisværm, en champignon eller en brødrister.

Den radikale posthumansimes pointe er, at disse andre måder at være i verden på er den menneskelige ligeværdig – og ikke mindst, at det, set i lyset af klimakatastrofer og krig, fuldt ud er muligt at forestille sig fremtider, hvor menneskets overherredømme på jorden ikke længere er nogen selvfølge, eller hvor mennesket simpelthen er skrevet helt ud af ligningen. Som SUPERFLEX påpegede med titlen på udstillingen It’s Not the End of The World i Cisternerne: Klimakatastrofen kan meget vel være den menneskelige civilisations undergang – men verden skal nok komme videre uden os.

Kunstens etiske laboratorium

Udspændt mellem Trans- og Posthumanismens utopier og dystopier er kunsten et prisme hvorigennem disse mulige fremtider udspaltes i en form, hvormed den kan erfares og gøres til genstand for en etisk granskning.

For kunsten kan ikke alene være en rugekasse for nye tanker og ideer: Med sin holistiske tilgang til menneskets væren i verden, kan netop kunsten være en måde omsætte det hyperkomplekse eller abstrakte til en erfarbar virkelighed, som vi lettere kan forholde os til.

Én måde at betragte kunsten på er som et “etisk laboratorium”, i hvilket vi kan udforske ideer om mulige fremtider, og hvor vi som samfund – ja, måske endda som art – er på vej hen. For når vi taler om forholdet til natur og teknologi, er der et stadigt mere presserende behov for, at også kunsten tager kritisk stilling til de muligheder og udfordringer, som udviklingen rejser.

I denne artikelserie vil vi foretage en række nedsalg i samtidskunsten og belyse, hvordan denne krydsbestøvning finder sted i fænomener som Kunstig Intelligens, kropsmodifikationer, økokritik og katastrofiske fortællinger.