Internetkunstens teknoæstetikker

Kunstens historie er altid også en mediehistorie. I en moderne kunstforståelse har der eksisteret en stærk fortælling om de traditionelle kunstformer som mediespecifikke: Litteraturen består af bogstaver på papir, malerkunsten af olie på lærred og musikken af lydbølger frembragt af menneskelige stemmer eller af instrumenter ved menneskelig mellemkomst.

At man aldrig har skullet kradse meget i et kunstværks overflade, for at få øje på dets transmedialitet (digtets grafiske formation opererer billedligt, maleriets tekstur bliver skulpturel, sangen benytter digterkunstens virkemidler), ændrer dog ikke på kunstformernes afgørende afhængighed af medieteknologierne.

Af samme grund er de forskellige kunstformer også sensitive over for de medieteknologiske forandringer, der optræder igennem historien; trykpressen forandrede litteraturen, fotografiet forandrede maleriet, båndoptageren forandrede musikken.

Denne sensitivitet betyder også, at der ofte sker dybe og afgørende forandringer i kunsten i perioder med omfattende ændringer i det mediemæssige landskab, og ikke sjældent at kunstneriske praksisser bidrager til at udvikle potentialer i nye medieformer. Man kan her tænke på udviklingen af filmen, der som teknologi kombinerer elementer af billede, lyd og bevægelse, og som udvikler sig til en kunstform på tværs af tidligere grænsedragninger mellem medier og bliver en afgørende faktor i vores forståelse og brug af levende billeder.

Computerteknologiens hastige udvikling gennem de seneste årtier har tilsvarende haft en dybtgående indflydelse på alle de kendte kunstformer, og computeren og netværket er i dag fuldstændig afgørende for måden, hvorpå vi producerer, distribuerer og bruger alle former for kunst.

Computeren har forandret de eksisterende medieøkologier og de tilvante måder at arbejde kunstnerisk med tekst, billede, lyd, osv. på. Men samtidig har vi også set – ligesom det var tilfældet med filmen – opkomsten af en ny kunstart eller kunstform, der arbejder direkte med det nye medium: den netværksbaserede digitale kunst.

I essayet Hjemmedyrket, outsourcet, organiseret: infrastrukturens teknoæstetik og den netværksbaserede kunst præsenterer Kristoffer Gansing på en gang et historisk overblik og en systematisk analyse af de sidste tredive års internetkunst. De tre ord i overskriften “hjemmedyrket, outsourcet, organiseret” henviser til tre faser af netværksbaseret kunst gennem perioden, der knytter sig nært til den historiske medieudvikling.

Den “hjemmedyrkede” netværkskunst arbejder med udgangspunkt i den netværksopkoblede hjemmecomputer, mens den “outsourcede” afsøger de kunstneriske muligheder i det konsoliderede (og industrialiserede) web 2.0, og den “organiserede” arbejder med udtryks- og organiseringsformer, der bruger og reflekterer over de nye blockchain-teknologier.

De tre faser giver overblik over et stort antal meget forskelligartede kunstneriske udtryk og måder at interagere med den eksplosive medieudvikling i perioden på, sammen med en række af de politiske perspektiver og sociale interaktionsmåder, der følger af engagementet med et nyt teknologisk univers.

Med begrebet “teknoæstetik” leverer Gansing samtidig en teoretisk og analytisk ramme for forståelsen af den netværksbaserede kunsts udvikling og udtryksformer. Begrebet stammer fra den franske antropolog og filosof Gilbert Simondon (1924-1989), der især er kendt for en original sammenknytning af teknikkens historie og udviklingen af menneskelige livs- og tankeformer.

Med begrebet teknoæstetik sigter han til denne sammenhæng og understreger, hvordan forholdet til teknikken altid har en æstetisk dimension i den forstand, at det påvirker måderne, vi sanseligt opfatter verden og forholder os til den på, samtidig med at æstetikken i mere snæver forstand, knyttet til kunsten og til den æstetiske nydelse, også har et teknisk moment i fremstillingen af og forholdet til en kunstnerisk formidlet formverden.

Af samme grund bliver de forskellige teknoæstetikker også drivkræfter for kunstnerisk forskning, idet deres kombination af det kunstnerisk sanselige med det teknisk funktionelle kan udkrystallisere den særlige form for vidensskabelse, som kunsten kan bidrage til.

Med dette dobbelte historiske og teoretiske udgangspunkt præsenterer Gansing i denne udgivelse et indtrængende billede af den netværksbaserede kunst, dens forhold til de tekniske infrastrukturer den opererer indenfor, og de nye former for socialitet og interaktion, der udfolder sig omkring den.

Og samtidig bliver den netværksbaserede kunst et interessant prisme at betragte kunstens samfundsmæssige eksistensmodus igennem. Ikke mindst fordi vi lever i en gennemdigitaliseret tid, hvor modernismens drøm om mediernes klare adskillelse ikke bare er bristet, men også har mistet meget af sin tiltrækningskraft.

Her manifesterer sig, i Gansings fremstilling, en infrastrukturel teknoæstetik, som han forstår gennem et begrebsmæssigt skred fra medium til infrastruktur. Dette er et skred, der genfindes mange steder i samtidskunsten – den digitale såvel som den (tilsyneladende) analoge – hvor kunsten i stigende grad inddrager sine infrastrukturelle vilkår i det, der udstilles, og således på forskellig vis gør infrastrukturen til sit medium.