Kunstforskerne VIII: Jakob Rosendal: Det pædofile blik? Om seksualitet i billeder af børn

Kunstforskerne VIII: Jakob Rosendal: Det pædofile blik? Om seksualitet i billeder af børn

Del Kathryn Barton: eye land of kell, 2008, 85 x 60cm, C-type photograph (udsnit). Courtesy Del Katryn Barton

Hvordan kan vi gennem billedkunsten begynde at forstå barnet udenom både den pædofile fantasi om det seksuelle barn og den dominerende visuelle kulturs fantasi om det uskyldige barn? Jakob Rosendal er postdoc under Aarhus Universitet og Kvindemuseet og forsker i hverdagslivets billeder af børn.

Jakob Rosendal er post doc under gruppeprojektet “Køn redelighed – Hverdagsliv, aktivisme og diversitet” – et samarbejde mellem Kvindemuseet og Aarhus Universitet

At se en forbindelse mellem det barnlige og det seksuelle er stadig noget, vi – i Vesten i bred forstand – har svært ved. Ikke mindst hvis det bliver klart for os, at denne forbindelse formidles til os gennem et voksent blik. I sådanne tilfælde bliver blikket på barnet hurtigt forstået som et udtryk for en upassende seksualisering af det barnlige eller en pervers, pædofil skuelyst.

Skandaler

En lang række skandalesager inden for kunsthistorien de sidste tre årtier vidner herom: Tænk på den forargede reception af Sally Manns familiefotografier i 1990’ernes USA; balladen omkring Tierney Gearons fotografier af sine to børn på Saatchi Gallery-udstillingen I Am a Camera i 2001 i England; eller den nationale skandale i Australien som følge af udstillingen på galleriet Roslyn Oxley9 af Bill Hensons fotografier af unge teenagere, der endte med at blive beslaglagt af politiet.

Det måske seneste eksempel kom med underskriftsindsamlingen i 2017 imod The Metropolitan Museum of Arts ophængning af Balthus’ Thérèse rêvant fra 1938 på grund af dets formodede pædofile indhold.

Seksualitet
Balthaus: Thérèse Dreaming. I 2017 deltog tusindvis i en underskriftsindsamling mod Metropolitan Museum of Arts ophængning af Balthus’ maleri fra 1938 på grund af dets formodede pædofile indhold.

Vi synes stadig i høj grad at (skulle) se børn som aseksuelle, som tilhørende en tid før seksualiteten, og vi har svært ved at tænke seksualitet som en del af det at være barn. Men er alle billeder, hvori børn ses som seksuelle, hvor børns seksualitet får lov at træde frem, udtryk for et problematisk pædofilt blik? For så vidt børn har en seksualitet, bør vi vel også kunne afbillede den (og tale om den)? I sidste ende vil jeg mene, at vi kommer længere i forhold til at beskytte børn mod seksuelle overgreb ved netop at have blik for børns seksualitet.

Uskyldens ordinære seksualisering

Et første skridt i den retning kunne bestå i at indse, at der ikke eksisterer et skarpt skel mellem uskyld og seksualitet eller, at dette skel i længden ikke kan opretholdes. Nogle få nedslag i hverdagslivets visuelle kultur giver en fornemmelse for umuligheden i at fastholde et sådant skel.

Selvom seksualiteten udelukkes fra vores visuelle kulturs dominerende billede af det uskyldige barn, så dukker den alligevel frem i de stereotype billeder, hvor småbørn er sat til at optræde som forløbere for voksne kærestepar.

I disse billeder ses det, hvordan vores uskyldiggørende visuelle kultur også afstedkommer en paradoksal heteroseksualisering af det uskyldige barn. Kulturens heteronormativitet trænger sig her på i en sådan grad, at normen om barnets aseksualitet med regelmæssige mellemrum må vige tilbage for en seksualiserende afbildning.

Det er som om, sådanne billeder er til for at forsikre beskuerne om, at barnets uskyld ikke skal forstås som en endnu åben seksuel potentialitet, idet barnet paradoksalt nok altid allerede er heteroseksuelt i dets uskyld.

På denne måde er det uskyldige barn ikke på helt så sikker afstand af seksualiteten som først antaget, hvilket uforvarende vidner om barnets uundgåelige indlejring i voksenverdenens seksualitet.

Et kulturelt begær efter det barnlige

Denne uundgåelig indlejring i eller interaktion med en voksen seksualitet kommer også mere generelt til udtryk gennem et vist kulturelt begær efter det barnlige. I bogen med den sigende titel Erotic Innocence har den amerikansk litterat James R. Kincaid følgende tankevækkende opsummering af denne tendens:

“We see children as, among other things, sweet, innocent, vacant, smooth-skinned, spontaneous, and mischievous. We construct the desirable as, among other things, sweet, innocent, vacant, smooth-skinned, spontaneous, and mischievous. There’s more to how we see the child, and more to how we construct what is sexually desirable – but not much more.”

Vi begærer visse aspekter af det barnlige i voksne. Især kvindelige skønhedsidealer synes at vidne herom i kraft af at være sammensat af flere forskellige barnlige træk (såsom store runde øjne, glat hud, små fødder og hofter) – men også mandlige berømtheder kan være tiltrækkende i kraft af et drenget udseende (deres “boyish charm”). Voksnes skønhed og sexappeal kan altså højnes gennem det barnlige. Betyder det så ikke også omvendt, som Kincaid argumenterer for, at vi drages mod og begærer disse barnlige aspekter ved børn selv?

Anne Geddes: Small World, Taschen, 2017

Barnekroppens renhed

Det er ikke svært at finde billeder i vores dagligdags visuelle kultur af mere eller mindre nøgne børn, som ikke bare udtrykker barnlig uskyld gennem barnekroppens rene og glatte form, men netop også synes at være resultatet af et vist skopisk begær efter barnehud.

Vi ser for eksempel denne skuelyst i den australske børnefotograf Anne Geddes’ billeder, hvor børn som oftest optræder nøgne. Generelt i kraft af den tiltrækkende varme glød, som belysningen forlener barnehuden med i hendes billeder, men også på markant vis i de sjældnere tilfælde, hvor nærbilleder af småbørns hænder, nakker og bløde hudfolder vidner om, hvordan hendes kamerablik drages af barnets krop. Og det samtidig med, at barnlig uskyld er det helt centrale tema for hendes fotografier.

Anne Geddes er uden tvivl den mest populære børnefotograf i dag. Hun har gennem de sidste 30 år haft stor succes med at gentage det samme stereotype billede af barnet. Hun har modtaget en lang række internationale priser, udgivet syv coffee table books, senest en retrospektiv Taschen-udgivelse, Small World fra 2017, og hendes billeder har solgt i millionvis i form af postkort, plakater, kalendere, puslespil, dukker mm. Geddes’ fotografier udgør således i dag det dominerende billede af det uskyldige barn.

Overordnet set er der særligt tre billedelementer, der bidrager til produktionen af barnlig uskyld i Geddes’ fotografier.
For det første er der barnets overordnede isolation i kraft af billedernes monokrome baggrunde, der sikrer en tydelig afsondring fra en genkendelig voksenverdenen.
For det andet er der barnets formindskelse, der gør, at også når det kommer til barnets størrelse, forrykkes det fra voksenverdenen i kraft af det ændrede skalaforhold.
For det tredje er der billedernes symbolik, der udgøres af et relativt begrænset repertoire af blomster og dyr, hvorved børnene fortsat afgrænses fra voksenverdenen, idet de flyttes over i plante- og dyreriget.

Isolationen, formindskelsen og symbolbrugen skaber således et skarpt skel mellem barn og voksen, der fjerner barnet fra enhver mere omfattende og komplicerende intersubjektiv eller social sammenhæng.

At barnet derved også sættes på afstand af sådanne sammenhænges seksuelle aspekter afspejler sig tydeligt i den måde billedernes idealiserende symbolbrug begrænser sig til det renlige og det opløftede (blomstens kronblade), det skrøbelige og uberørte (sommerfuglens vinger) og det søde og nuttede (kaninen med dens bløde pels).

Det urene, det nedre, det besmittede og dermed det seksuelle er det, som disse billeder tillader beskueren at se bort fra; og herved ignoreres det, der ellers er en uomgængelig del af den natur, som symbolikken trækker på. En renset symbolik anvendes til at rense barnet, og denne rensende symbolbrug gør barnet selv til et rent uskyldssymbol.

Denne idealisering resulterer ydermere i, at barnet indtager positionen som det, vi med den franske psykoanalytiker Jacques Lacan kan kalde for subjektet-der-formodes-at-nyde. Børnene i Geddes’ billeder kommer grundlæggende set kun i to varianter – glade og veltilfredse eller trygt sovende. Igen og igen ser vi barnet som i en tilstand af uspoleret ro og lykkelig tilfredsstillelse. Det er barnet i en tilstand, der aldrig forstyrres af basale behov eller af begæret som et ønske om andet eller mere, hvorved barnet kommer til at fremstå som fuldt ud nydende.

Herved antager den afstand, som billederne indstifter mellem barn og voksenverdenen, sin fulde betydning, idet voksenverdenens intersubjektive og sociale relationer netop så let kunne komme til at vidne om behov og begær og derved spolere nydelsen. Barnet som uskyldssymbol er hos Geddes også et symbol for den fuldendte nydelse.

Aseksuel pædofili

Det betyder nu, at også her sniger seksualiteten sig uforvarende tilbage ind i billedet, idet den pædofile – sådan som dennes forståelse af barnet er analyseret af psykoanalytikerne Serge André og Guidino Gosselin – netop indstifter barnet i samme position som det subjekt for hvem, den fuldendte nydelse er mulig. Og interessant nok sker det også gennem en fjernelse af barnet fra voksenverdenen; i den forstand at den pædofile ser sig selv som en befrier af barnet fra familiens og samfundets undertrykkelse af nydelsen.

Hos Geddes og den pædofile placeres barnet således i samme strukturelle position men med omvendt fortegn. Blikket på barnet er det samme men med den afgørende forskel, at hos den ene inkarnerer barnet nydelsen på aseksuel eller afseksualiseret vis, hvorimod det netop er gennem seksualiteten og sexakten, at nydelsen er mulig for den anden.

Geddes’ billeder af børn vidner således ikke bare om, at barnet i dag skal stå som garant for en nydelse, voksne ikke kan opnå, men også om hvordan det dominerende billede af barnet i dag er udtryk for en paradoksal aseksuel pædofili.

Således synes vores populære visuelle kultur og den pædofile at stå i et uløseligt men også gensidigt bekræftende modsætningsforhold: Den visuelle kultur vil beskytte barnets uskyld, hvorimod den pædofile vil frisætte barnet fra uskylden, men begge vil de barnet som fuldt ud nydende.

Det følger heraf, at hvis vi vil gøre noget ved den pædofile fantasi om barnet, bliver vi nødt til at gøre op med vores egen fantasi om det uskyldige barn.

Billeder af barnlig seksualitet

Et første skridt må være at turde at se barnets seksualitet i øjnene. Så hvorledes kan vi i billeder begynde at anerkende denne seksualitet? Faren ved en sådan anerkendelse er, at den let kan kamme over i en seksualisering, der i for høj grad foregår på de voksnes præmisser, og som derfor mister fornemmelsen for, hvordan barnets seksualitet viser sig. Et eksempel herpå kunne være Chapman-brødrenes livagtige skulpturer, hvor svulmende kønsorganer og åbne endetarmsåbninger placeres i ansigtet på børnefigurer i fuld størrelse.

Men snarere end at vise os en barnlig seksualitet synes denne stærke seksualisering af barnet blot at tjene som profanering af vores kulturs ophøjede billede af barnlig uskyld. For mig at se fremstår disse barneskulpturer som en noget tom provokation for provokationens skyld, der som kunstnerisk strategi i bedste fald er ineffektiv.

Andre mere subtile billeder af børn er i denne henseende langt mere interessante. Den australske kunstner Del Kathryn Bartons fotografi Eye Land of Kell fra 2010 kunne være et eksempel herpå.

Del Kathryn Barton: eye land of kell, 2008, 85 x 60cm, C-type photograph. Courtesy Del Kathryn Barton

Blik for barnets seksualitet

Den afbillede drengs hænder synes på samme tid både at udtrykke en typisk barnlig generthedsgestus – hvor barnet piller ved sine egne fingre samtidig med, at det som oftest også vender blikket ned af eller ind af – og at indikere en mere masturbatorisk selvberøring, idet den højre hånds fingre forsigtigt griber fat om spidsen af den venstre pegefinger, alt imens begge hænders fingerspidser forsvinder ind i de mørke skygger ved barnets skridt.

Denne tvetydige gestus – mellem generthed og onani – fremstår desto mere seksuel, når det medtages, at blikket her netop ikke er nedslået, men roligt og selvsikkert retter sig direkte mod beskueren.

Blikkets fastholdelse og dets intensitet tydeliggør øjnenes karakter af erogen zone, hvilket billedet synes at visualisere ved at lade sort-hvide øjne (såkaldte rulleøjne) sprede sig udover drengens ansigt og torso – nærmest som et kropsligt udslet eller en seksuel rødmen og i hvert fald som en understregning af billedets skuelyst.

Bartons fotografi placerer barnet mellem en intens blikudveksling og generthed og mellem en kropslig selvberøring og en mulig gryende skamfølelse. Billedet udviser således en fornemmelse for, hvordan barnet kommer med en kropslig seksualitet, men uden at det nødvendigvis helt har tillært sig seksualitetens kulturelle betydninger.

Barnets seksualitet kommer her til udtryk for vores blik og gennem Bartons iscenesættelse, men uden dermed at fremstille en unødigt stærk seksualisering af barnet.

Vi får snarere en mulighed for at begynde at tænke karakteren af barnets seksualitet som en seksualitet, der udspiller sig i spændingsfeltet mellem barnets egen erogene krop på den ene side og den voksne beskuer og voksenverdenens forståelse af seksualiteten på den anden side.

At denne seksualitet repræsenteres for voksne beskuere og af Barton betyder ikke, at billedet er resultat af et pædofilt blik. Tværtimod synes barnets henvendte og selvsikre blik at spørge til beskuerens intentioner med barnet: “Hvad vil du mig? Hvad er jeg for dig?”

Billedet modvirker således en entydig placering af barnet i rollen som subjekt-der-formodes-at-nyde, idet det sætter spørgsmålstegn ved barnets rolle i billedet og for beskueren.

Dette brud med barnets sædvanlige rolle i vores visuelle kultur understøttes også af billedets brug af sæbeboblen. Almindeligvis fungerer sæbebobler som endnu et uskyldssymbol i kraft af deres skrøbelighed, deres tomhed og deres perfekte rene overflade; kvaliteter, som barnet så kan forlenes med via mere eller mindre direkte metaforiske koblinger med barnet gennem dets sæbeboblelignende runde og skinnende øjne.

Sådanne koblinger iscenesætter ydermere barnet som i en tilstand af fuldendt nydelse, når det glad leger med sæbebobler, eller når det fremstilles som lyksaligt fortabt i en sæbeboble, der svæver over hovedet på det. Den ene sæbeboble i Bartons fotografi understreger tværtimod billedets intense blikudveksling ved at svæve udefinerbart mellem drengen og beskueren. Som en stor lysende kugle bliver det til endnu et øje, der stirrer ud på beskueren, og som blot forstærker barnets spørgende blik. Således undergraver billedet også på uskyldssymbolikkens niveau barnets sædvanlige rolle som inkarnationen af en fuldendt nydelse.

Det er med de relativt sjældne billeder som dette, at vi kan begynde at forstå barnet udenom både den pædofile fantasi om det seksuelle barn og den dominerende visuelle kulturs fantasi om det uskyldige barn. Det er sådanne billeder, der giver os blik for barnets seksualitet.

 

 

Læs tidligere indlæg i artikelserien Kunstforskerne:
Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde
Kunstforskerne II: Lise Skytte Jakobsen: 3D-revolutionen
Kunstforskerne III: Pernille Leth-Espensen: Kunstneriske interventioner i bioteknologien
Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer
Kunstforskerne V: Helle Breth Klausen: Lyde, der føles godt
Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet
Kunstforskerne VII: Gunhild Borggreen: Feltstudier i japansk samtidskunst

Jakob Rosendal (f. 1984, bor og arbejder i Aarhus)
Jakob Rosendal er postdoc under gruppeprojektet “Køn redelighed – Hverdagsliv, aktivisme og diversitet”, der er et samarbejde mellem Kvindemuseet og Aarhus Universitet finansieret af Velux Fonden.

Han forsker i hverdagslivets billeder af børn. Det vil sige både vores visuelle kulturs billeder af børn og de billeder, børn selv laver. Dette sidste fokus på børns egen billedproduktion kommer, under titlen Barnestreger, til at tage form som en foredragsrække i løbet foråret 2019 og en udstilling i starten af 2020 på Kvindemuseet.

Jakob Rosendal er redaktør for Selskab for teoretisk psykoanalyses tidsskrift Lamella og kunsthistorie tidsskriftet Passepartout og har senest redigeret temanummeret Billeder af børn

Udvalgte artikler af Jakob Rosendal:
Michael Anchers blomster – Semiotiske tydninger, i Michael Ancher og kvinderne fra Skagen (udstillingskatalog), Anna Schram Vejlby (red.), Skagens Museerne, Ribe Kunstmuseum og Den Hirschsprungske Samling, 2018.

Blomsten som fallosLamella – Tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 3., 2018.

Fantasiens paradokser – En lacaniansk analyse af hverdagens billeder af børn i reklame-magasinet Børn & Fritid , Passepartout – Billeder af børn, nr. 38, 2017.

Overlooked Signs – On the Ideological Fantasies of Everyday Visual Culture (ph.d.-afhandling), Institut for Kultur og Kommunikation, Aarhus Universitet, 2016.

Fra neurotisk til pervers reklame – Bidrag til en lacaniansk reklameanalyse, Lamella – Tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, nr. 1., Selskab for teoretisk psykoanalyse, 2016.

Kunstnere:
Anne Geddes
Del Kathryn Barton

Del artiklen

'Kunstforskerne VIII: Jakob Rosendal: Det pædofile blik? Om seksualitet i billeder af børn'

Facebook