Kunsten.nu 15 år. Tilstandsrapport fra hele landet

Kunsten.nu 15 år. Tilstandsrapport fra hele landet

Del af Hartmund Stockters installation til udstillingen Rite of Passage i Skovsnogen Artspace. Foto: Ole Bak Jakobsen

Kunsten.nu fylder 15 år, og nu dykker redaktør Ole Bak Jakobsen, der har været med hele vejen fra begyndelsen, ned i det omfattende artikelarkiv og ser på, hvad der har været på dagsordenen gennem årene. Følg med i rejsen i arkivet, hvor der på den måde tegner sig en slags portræt – ikke alene af af kunsten.nu – men også af den danske kunstscene i de forgangne 15 år.

Hvis jeg bliver bedt om at fortælle, hvad der kendetegner kunsten.nu som kunstmagasin, fremhæver jeg som regel, at det helt fra starten har været en del af vores DNA at kultivere en faglig og geografisk spændvidde. Lidt forenklet sagt skriver vi om den højtprofilerede kunsthalsudstilling i hovedstaden, men også om det kunstnerstyrede projekt i en landsby i Vestjylland.

Vi kan selvfølgelig ikke dække alt, og der er rigtig mange interessante kunstprojekter, som vi ikke har musklerne til at skrive om, selvom der burde være en offentlighed omkring dem, og selvom disse initiativer higer efter omtale. Men vi forsøger efter bedste evne at komme vidt omkring.

Her følger et par eksempler. Først skal vi til en landsby helt ude vestpå og høre om, hvordan billedkunstner Klavs Weiss gennem en menneskealder har introduceret samtidskunsten i den såkaldte ‘udkant’.
Læs interview fra 2012: Netværkscentralen i Nees 

Klavs Weiss: Foto: Ole Bak Jakobsen

I dag besøger mere end 50.000 mennesker hvert år Deep Forest Art Land – ‘skulpturskoven’ syd for Herning. Men for år tilbage hed stedet Skovsnogen og nød måske ikke den store nationale opmærksomhed. Men kunsten.nu var (selvfølgelig:-)) på besøg:
Læs reportagen fra 2014: Tilstandsrapport fra Skovsnogen

De mange kunstnerdrevne udstillingssteder, der findes overalt i landet tilfører kunstscenen en helt særlig dynamik, og her får du en nylig rundtur med Lisbeth Bonde til tre steder i København. “Få syn for, hvor høj kvaliteten er”, skriver hun.
Læs artiklen: Et tryghedsfix på stationen

Louise Bonde-Hansen. Væggene holder mig sammen. Udstillingsbillede. Foto: Rine Rodin.

Når man er på vandring i vores omfattende arkiv, manifesterer spændvidden sig på mange måder. Hør eksempelvis om kollektivismen på kunstscenen, der i denne artikel fremhæves som en alternativ magt.
Læs baggrundsartikel fra 2012: Kollektivisme – en anden vej til magten

Og gå til kamp for en vigtig outsider i kunsten sammen med billedkunstner Jesper Rasmussen, som i denne klumme leverer et opråb mod nedlæggelsen af Museum Ovartaci i 2015:

For nylig blev det offentliggjort, at Inuuteq Storch skal repræsentere Danmark – eller rettere Grønland – på Venedig Biennalen i 2024. Men gennem alle årene har kunsten.nu faktisk haft et ‘nichefokus’ på den grønlandske kunstscene, hvorfra ikke mindst Mai Misfeldt og Stine Lundberg Hansen har rapporteret. Læs med her om Pia Arke, der “insisterede på blandingen, på bastarden, på det midt imellem, som de 300 års kolonihistorie og kulturmøde har efterladt os med”.
Læs artiklen: Hysteriet om arktis (fra 2020)

Pia Arke: Artic Hysteria, videostill
Pia Arke: Artic Hysteria, videostill.

På mange måder har vi altså forsøgt at bidrage til at opbløde og ophæve center/periferi-konstruktionen. Det betyder dog ikke, at vi ikke har beskæftiget os med ‘de store, etablerede’ kunstnere og udstillingssteder.

Til slut får I et par anmeldelser i dén boldgade. Læs først min egen anmeldelse af Socle du Monde biennalen på Heart i 2012 – et eksempel på, at kunsten.nu også er et kritisk medie: “Der er meget varm luft, og indimellem lugter det af andet end god kunstudstilling”:
Læs anmeldelsen: Biennale med mangelfuld selvrefleksion

Til gengæld slutter Matthias Hvass Borello sin anmeldelse af Pipilotti Rists udstilling på Louisiana i 2019 med følgende ekstatiske salut: “Det eneste meningsfulde ville være, at vi alle sammen som en respons på Pipilotti Rists sansevækkende punk-energiudladning smed tøjet og løb ned og kastede os i bølgerne. Gæsterne, kustoderne, kuratoren, direktøren og kunstneren – allesammen, og så mærkede lidt efter, hengav os lidt, skreg lidt, levede lidt”.
Læs anmeldelsen: Mit blod koger

Pipilotti Rist. Årets bedste udstillinger 2019
Pipilotti Rist: Open my Glade (Flatten), 2000. © Pipilotti Rist. Courtesy the artist, Hauser & Wirth and Luhring Augustine.

Det får mig til at tænke på, at noget står klart efter at have trawlet rundt i 15 års artikelproduktion: Begejstring! På alle måder er det nemlig en stor – hvis ikke den store – drivkraft bag kunsten.nu: begejstring for kunsten.

En begejstring, som vi gerne vil give videre til alle jer, der læser med.

Del artiklen

'Kunsten.nu 15 år. Tilstandsrapport fra hele landet'

Facebook