Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde

Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde

Zach Blas: Facial Weaponization Suite. Procession of Biometric Sorrows, MUAC, Mexico City, Mexico June 5, 2014 photo by Orestes Montero Cruz.

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

I sit forskningsprojekt undersøger Lea Laura Michelsen en aktuel bølge af kunstaktivistiske praksisser, der udfordrer den diskrimination og hyperkontrol, som nye biometriske teknologier producerer.

Lea Laura Michelsen. Foto: Lars Kruse, AU Foto

Jeg møder Lea Laura Michelsen på hendes kontor i det såkaldte Forskerhus på Institut for Kommunikation og Kultur under Aarhus Universitet. Hun påbegyndte sit ph.d.-studie i februar i år under afdeling for Æstetik og Kultur, og på opslagstavlen hænger værkeksempler af kunstnere som Zach Blas, Adam Harvey og Heather Dewey-Hagborg. Det er kunstnere, der arbejder i et mangesidet felt af maskeringer, camouflage og kritik af overvågnings- og kategoriseringsteknologier, og det er nogle af de kunstnere, der har den 29-årige forskers interesse.

For en sikkerheds skyld
Lea Laura Michelsens forskningsprojekt bærer titlen Kunsten at forsvinde og kredser om biometrik, som er en samlebetegnelse for en gruppe af teknologier, der bruges til at identificere en person ud fra specifikke biologiske kendetegn. Det kan eksempelvis være fingeraftryk, iris, gangart eller ansigtstræk. For at indsnævre det store felt har Michelsen valgt at centrere sin undersøgelse omkring ansigtsbiometrik.

De biometriske teknologier anvendes ved grænseovergange, i lufthavne, i overvågningskameraer, på skoler og arbejdspladser i USA, og teknologien bruges til at identificere de mennesker, der befinder sig de pågældende steder. Det er en industri i voldsom vækst, forklarer forklarer Lea Laura Michelsen:

“Anvendelsen af biometrisk teknologi er eksploderet efter 9/11, hvor sikkerhedsindustrien begyndte at fremskrive et narrativ om, at man kan bruge teknologien til at identificere terrorister i byrummet, inden de begår en terroristisk handling. Det er altså en teknologi, der er udviklet primært for ‘en sikkerheds skyld’.”

“Men mange er desuden i daglig berøring med ansigtsbiometrisk teknologi gennem sociale medier som Instagram og Snapchat,” fortsætter hun. “Her kan man ‘for sjov’ ændre sit ansigt med tilsyneladende uskyldige filtre, så man bliver mere “maskulin”, “feminin”, “Hollywood” etc.”

Hvordan disse biometriske masker skabes, er ofte uklart for brugeren, for de genereres af en usynlig digital infrastruktur, men det viser sig, at de visualiserer en stærk normativ kropspolitik, der sat på spidsen favoriserer hvide, blåøjede, ikke-handicappede, ikke-for-gamle, ikke-for-unge ansigter.

Langt fra uskyldigt
Michelsen viser mig et eksempel fra 2017, hvor en sort mand brugte FaceApps såkaldte “Hot”- filter med det resultat, at hans hud blev lysnet. “The #FaceApp idea of making me hot is making me white. That’s racist as hell,” skrev brugeren.

“På samme måde kan biometriske overvågningsteknologier have svært ved at forstå subjekter, der falder uden for disse hvide kropsnormer,” fortsætter hun. “Det kan eksempelvis gøre sig gældende for mennesker, der kommer fra Asien og har anderledes øjenåbninger end vestlige subjekter. Konkret er der eksempler på, at det kan resultere i midlertidige tilbageholdelser i lufthavne.”

Derfor er de biometriske masker langt fra uskyldige, mener Michelsen, og viser mig i den forbindelse Zach Blas’ installationsværk Face Cages (2013-16), hvor kunstneren har ladet de usynlige algoritmer manifestere sig som et gitter af metal, bag hvilket personen er fanget.

“Værket visualiserer den dybt klaustrofobiske oplevelse, det kan være at være underlagt biometriske masker, der overskriver subjektets egenværdi med normativt struktureret kulturel betydning.”

Zach Blas: Face Cage #3. Endurance performance with Micha Cárdenas, 2014. Foto: Christopher O’Leary

Men faktisk viser det sig, når man begynder at undersøge det nærmere, at biometrikken er udtryk for en fordomstænkning, som har lange historiske rødder:

Fordomstænkning med historiske rødder
“Det er udtryk for en bestemt logik og en særligt vestlig tankegang, som har eksisteret siden antikken,” fortæller Michelsen. ”I 1700-1800-tallet begyndte man at videnskabeliggøre det, jeg kalder for analoge former for biometrik. Den schweiziske teolog Johann Caspar Lavater (1741-1801) udviklede fysiognomiske kartoteker over ansigter og beskrev, hvordan man kunne fortolke forskellige ansigtstyper: Altså noget a la hvis man havde en høj pande, så var man klog – hvis man havde en fremskudt underlæbe, så var man dum. Sådan nogle meget normative beskrivelser af forholdet mellem udseende og identitet.”

I samme boldgade lancerede den italienske læge og kriminal-antropolog Cesare Lombroso (1835-1909) teorien om, at forbrydere adskiller sig fra andre mennesker ved en række fysiske kendetegn, ligesom den britiske psykolog Francis Galton (1822-191) forsøgte at sammenlægge en stor mængde portrætfotografier af kriminelle for at fremvise en stereotyp på, hvordan en kriminel ser ud.

Fordomsfuld kategorisering: Petrus Camper sammenstiller det afrikanske ansigt med en abe og placerer et mandligt kaukasisk ansigt øverst i hierarkiet.

“Det man på det tidspunkt forsøgte var altså at videnskabeliggøre hele vores fordomsapparat. Og desuden at fremme en tankegang om, at ansigtet er en transparent portal til sjælen, som man kan kigge lige igennem, for på den måde at afsløre, hvad der gemmer sig indeni et menneske.”

“Hele den logik og tankegang har vi taget med i udviklingen af nye digitale teknologier, som nu ikke gør brug af fotografiet, der var det helt nye medie på Galtons tid, men af digitale algoritmer. Og det sker på trods af, at man gennem historien har oplevet stor kritik af tankegangen om, at der skulle være en direkte forbindelse mellem, hvordan man ser ud, og hvordan man er. Selvom fysiognomikken er blevet betegnet som pseudovidenskab, dukker den selv samme fordomstænkning nu op igen. Men vi lægger ikke så meget mærke til det, fordi den gemmer sig i algoritmer, som vi ikke kan se med det blotte øje.”

Zach Blas: Facial Weaponization Suite: Fag Face Mask, 2012, Los Angeles, SA. Foto: Christopher O’Leary

Modmasker
Lea Laura Michelsen er i den forbindelse optaget af en stribe kunstnere, som stemmer sig op imod den grundlæggende præmis og æstetik, der ligger i det biometriske ansigtsgenkendelsesapparat.

Zach Blas har i værket Facial Weaponization Suite (2011-14) skabt forskellige plastikmasker, som ikke kan genkendes biometrisk. Maskerne er skabt på workshops ved at deltagernes ansigter scannes, hvorefter den samlede mængde ansigtsdata samples og manipuleres indtil de bliver biometrisk uforståelige og på den måde kommer til at fungere som en slags masker mod biometrik. Den første maske i projektet, Fag Face Mask, blev lavet ved hjælp af ansigtsdata fra homoseksuelle mænds ansigter.

Adam Harvey: CV Dazzle Look 1, 2010. Hair by Pia Vivas. Model: Jen Jaffe. Foto: ©Adam Harvey

Også Adam Harvey arbejder med ‘kunsten at forsvinde’. I værkgruppen CV Dazzle i kraft af en form for ‘mode-camouflage’, hvor hårstil og kosmetik bliver anvendt for at undgå ansigtsgenkendelse.

Andre kunstnere, der har Michelsens opmærksomhed, er Heather Dewey-Hagborg, Sterlin Crispin, Hito Steyerl og Leo Selvaggio.

En udfordring for kritisk humanistisk forskning
Når Michelsen interesserer sig for ovennævnte kunstnere – som vel at mærke også er både aktivister og forskere (mange af dem underviser på universiteter rundt om i verden) – er det fordi, hun finder, at de bringer andre perspektiver til feltet end den stringent akademiske forskning.

“Den humanistiske forskning kritiserer i vid udstrækning biometrisk teknologi og har hele biometrikkens forhistorie med i sin kritik. Alligevel ender mange med at foreslå at tilpasse og justere apparatet – eller lovgivningen – så man kan udvikle en mere demokratisk brug af teknologien i den forstand, at den bliver bedre til at forstå alle slags subjekter.”

“Det er selvfølgelig et vigtigt bidrag til forskningen nu og her. Men samtidig må man forholde sig kritisk til hvilke konsekvenser, det kan have: Hvis man på den ene side siger, at det er et apparat, der grundlæggende bygger på diskrimination og samtidig er kendetegnet ved, at jo mere velfungerende, det er, jo større kontrol kan man udøve med det, så er der noget problematisk ved at foreslå, at vi skal videreudvikle og styrke det. Kan man så ikke ende med at udvikle et apparat, der rent faktisk kan kontrollere alle subjekter?”

Kunstnerisk forskning/aktivisme
Michelsen er i den sammenhæng optaget af, hvad den type forskning, kunstnerne laver, bidrager med til den øvrige forskning i biometrik.

“I modsætning til den akademiske forskning undersøger kunstnerne biometrikkens grænser: hvordan kan man være uforståelig for biometrik? Og i den undersøgelse peger de på, at det er vigtigt at insistere på et ubiometrisk møde med andre mennesker – og på en ubiometrisk konceptualisering af mennesket.”

“Hvad betyder det egentlig, at man både er forsker – og kunstner – og aktivist? Hvad er det for en måde at skabe viden på? Min grundtese er, at den måde, disse kunstaktivistiske forskere arbejder på, adskiller sig fra mere traditionelle forskere ved, at de har en anden metodologi og en anden arbejdsform. Og jeg tror, at det er ret afgørende for, hvilke perspektiver de fremkommer med: At de tør at begive sig ud i at insistere på, at vi skal afskaffe biometrik – at den måde, vi bruger biometrikken på, ikke er hensigtsmæssig for menneskeheden.”

Lea Laura Michelsen er opmærksom på, at flere indenfor den humanistiske forskning synes, at kunstnernes perspektiver virker naive eller for æstetiserende.
“Men jeg synes alligevel, at der er noget forfriskende i, at der faktisk er nogen, der tør være naive, og nogen der tør insistere på andre æstetikker end den æstetik og den repræsentationsform, som biometrik producerer,” siger hun og fortæller, at hun allerede er i dialog med flere af de kunstnere, hun undersøger, og at det at arbejde tværfagligt er en vigtig ambition for hende.

–Har du et specifikt mål med din forskning?
“Ud over at bedrive mere traditionel akademisk forskning ved at beskrive og perspektivere området, er jeg måske lidt atypisk – og mere politisk – i min forskning. Det er en udfordring, men for mig er det vigtigt, at det jeg laver er samfundsvendt og har en aktualitet. Jeg tror på, at en tættere dialog mellem mange forskellige discipliner – som ikke kun er stringent akademiske – skaber bedre og mere nuanceret viden. Og i sidste ende kan man jo spørge sig selv, om ikke alting alligevel er politisk?”

Lea Laura Michelsen
Ph.d-studerende, Æstetik og Kultur, Aarhus Universitet
Født: 1989.

Bor og arbejder i Aarhus

Forskningsprojekt: Kunsten at forsvinde – Kunstaktivistiske maskeringer i en digital biometrisk kontekst
Se Forskerprofil

Læs mere om det forskningsprogram Lea Laura Michelsen hører under:
Contemporary Aesthetics and Technology

Kunstnere:
Zach Blas
Adam Harvey
Heather Dewey-Hagborg
Sterling Cripin
Leo Selvaggio

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

Del artiklen

'Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde'

Facebook