Subjektets dobbelte dans

De sidste 30 år er begrebet ‘samtidskunst’ blevet diskuteret flittigt både i den æstetiske filosofi og i kunst- og kulturteorien. Fra kunstens forbindelser med sociale opstande til dens selvkritik, som udfordrer både kunstinstitutionen og kunstneren selv, forhandlede kunsten op gennem 1960’erne og 70’erne flittigt med sin samtid, og derfor blev den også opkaldt efter den. Og hvad så med performancekunsten? Ifølge forfatter, forsker og kritiker Josefine Wikström opstod den i New York, og i grænselandet mellem flere tids- og stedsspecifikke fænomener, som her strømmede sammen i helt nye kunstneriske udtryk.

På den ene side foregik der i 1960’ernes Nordamerika et opgør, set fra danserens perspektiv, mod ballettens rigide former, og på den anden side bevægede skulpturen sig, med kunsthistorikeren Rosalind Krauss’ begreb, i stigende grad ind i et ”udvidet felt”. Og sidst, men ikke mindst, begyndte flere og flere kunstnere af afsøge relationen mellem kunst og politisk aktivisme i politiske aktioner, såsom demonstrationerne mod Vietnam-krigen. I den moderne dans indebar det sidstnævnte en udvidet interesse for nye bevægelsesformer, herunder den gående masse og det dagligt arbejdende individ.

I 2021 publicerede Wikström bogen Practices of Relations in Task-Dance and the Event-Score: A Critique of Performance (Routledge 2021). Et centralt spørgsmål, som hun stiller i bogen, er, hvordan den arbejdende krop som kunstnerisk form og kritikken af denne form spiller sammen på en ganske særlig måde, når kunstner og kunstværk således falder sammen. Det er med udgangspunkt i netop dette særlige samspil, at Wikström kaster nyt lys over både performance som kunstart og begrebet performativitet, med udgangspunkt i den kritiske teoris forståelse af størrelser som subjekt, objekt, relation og værdi.

I sin forskning genforhandler Wikström genealogien for begreberne performance og performativitet med fokus på arbejdets sociale relationer, kunstens autonomi og kunstværkets mulighed for at modarbejde sin egen vareform. Essayet Kan det strukturalistiske subjekt danse? Subjektivitet og form i Trisha Browns performative struktur-objekter er et uddrag af dette omfattende arbejde, som baserer sig på et foredrag Wikström afholdt i Kunsten som Forums regi i november 2020.

I en specifik historisk kontekst som ofte opfattes som kilden til den ‘postmoderne’ vending i kunsten, dens ‘dematerialisering og ‘konceptualisering’, udpeger Wikström en blind vinkel, nemlig den rolle, den moderne dans har spillet i denne udvikling. Under hendes ræsonnement ligger de sociale oprørsbevægelser i efterkrigstidens Nordamerika, hvor kampen for seksuel frigørelse, antiracisme og sociale rettigheder voksede vildt på gader og universiteter, såvel som inde i kunstens rum. Dansens subjektive arbejde og objektive form er umulige at adskille, mener Wikström. Hun underbygger dette ved at forklare det strukturalistiske objekt som et kartesiansk subjekt, altså et subjekt som bliver til, trods sin abstraktion som objekt.

Ifølge den tyske filosof Theodor W. Adorno er det et spørgsmål om en historisk undertrykt erfaring, som kommer til syne i det objekt, hvis dele hver især stræber mod deres abstrakte ‘helhed’. En sådan modstræben bemærker Wikström også hos Judson Church-pionererne i New York, hvis scene af samme navn blev et frirum, hvor dansere, billedhuggere og kritikere lod deres klassiske skoling omformes gennem oprørets og undertrykkelsens koreografier. Wikström tager her udgangspunkt i Judson-grundlæggeren Tricia Browns Accumulation Series (1971-73). Med hjælp fra de to franske filosoffer Gilles Deleuze og Étienne Balibar forstår hun værket som en relation i udvikling mellem subjekt og objekt.

Den væsentligste pointe, Wikström fremdrager i sit filosofiske arbejde, er, at det kartesianske subjekt i denne bevægelse både udvikles og kompliceres. Dette understreges ikke mindst af de sociale relationer, som omgav og prægede Accumulation Series, da den fandt sted. Her forvandledes det, der i dag kan fremstå som et imperativ om deltagelse og interaktion til et nødvendigt spørgsmål: hvor går værkets grænser, og hvis arbejde er det at trække dem? Og her falder Wikströms anden centrale pointe: hvis danserne i Browns serie fremstår som både dansens objekter og dens subjekter (som både beskuere og udøvende, for eksempel), så udvikles begge positioner i en koreografisk serie, hvis fremdrift er praksisbåret.

Wikström forstår dansens praksis med udgangspunkt i Marx’s praksisbegreb, som kort kan sammenfattes som et arbejde, der genforhandler arbejdets former – og dets relationer. Og i tilfældet Brown genforhandles altså på samme vis kunstens former – og dens relationer. Således bliver kunsten – og performancekunsten – selvkritisk, og sætter sit eget begreb på spil. Det samme gælder kunstnersubjektet: også det bliver selvkritisk.

Det resultat Wikström når frem til i sin bog fra 2021, er et ‘kritisk performancebegreb’, som i Accumulation Series tager sig udtryk i, at det specifikke værk og dets generiske form – dets kunstneriske praksis og den formelle kontekst, som denne praksis præsenteres i – falder sammen. Her medieres en kritisk, selvreflekterende subjektivitet trods den strenge objektive form, som kunstens arbejde forudsætter. Wikström udvikler med andre ord Adornos begreb om kunsten som ‘dobbelt’ – både socialt domineret og fri fra social dominans. Hun tager udgangspunkt i Adornos egen reference til Marx, for hvem arbejderen netop både er et subjekt og et objekt.

Ifølge Wikströms gælder den moderne dobbelthed også for danseren og for dansen. Hun lægger her grunden til en immanent kritik af kunsten – i dette tilfælde performancekunsten – og ikke bare en kritik gældende kunstens begreber. Det er en form for kritik af det arbejde, kunsten forudsætter, inde fra arbejdet selv. Kort sagt kommer performancekunsten til at reflektere relationerne mellem kritik og praksis. Performance som begreb og praksis er altså ubestrideligt kritisk, mener Wikström. Og den siger dermed nødvendigvis noget om sin samtid.

I udgivelsen Kan det strukturalistiske subjekt danse? Subjektivitet og form i Trisha Browns performative struktur-objekter leverer Wikström en længe savnet, men ikke helt ukompliceret, sammenføjning af kritisk teori og kunstnerisk arbejde. Mens den kritiske teori i de senere år ikke har været særlig optaget af kunstbegrebet, har vi i en kunstnerisk sammenhæng set en voksende modstand mod det kritiske subjekt. Det, Wikström gør, er at udpege, hvordan denne gensidige afvisning også påviser en immanent relation, hvis omstændigheder, vi er nødt til at kortlægge. At denne relation er vanskelig, er både Wikströms udgangspunkt og hendes svar, som her er situeret i en kunst, som er en form for samtidskritik. Samtalen er kun lige begyndt.