Kunstforskerne VII: Gunhild Borggreen: Feltstudier i japansk samtidskunst

Kunstforskerne VII: Gunhild Borggreen: Feltstudier i japansk samtidskunst

Echigo-Tsumari Art Triennalen inviterer kunstnere til at benytte egnes forladte huse som ramme for kunstneriske projekter. Foto: Gunhild Borggreen

At være forsker behøver ikke at betyde, at man gror fast til et skrivebord på en støvet universitetsgang. Gunhild Borggreen er lektor i kunsthistorie og visuel kultur på Københavns Universitet. Hun forsker i japansk samtidskunst og tager os her med i felten for at se på, hvordan kunst kan være en dynamo for lokal revitalisering i et japansk udkantsområde.

Gunhild Borggreen
Portræt af Gunhild Borggreen

Mit forskningsarbejde foregår nogle gange i marken, bogstaveligt talt. I sommers opholdt jeg mig i fem uger i Niigata præfektur i det nordvestlige Japan og bevægede mig rundt i landskaber med grønne rismarker og små landsbyer spredt mellem skovklædte bakker.

Dette er Udkantsjapan. Det er en egn, som traditionelt er kendt for sine velsmagende ris og gode kimonosilke, men som i lighed med mange andre landområder i Japan nu om dage oplever dalende befolkningstilvækst og fraflytning.

Samtidskunst mod affolkning

Her er samtidskunst blevet et middel til at vende affolkningstendensen: Siden 2000 har området afholdt kunstfestivalen Echigo-Tsumari Art Triennale i et forsøg på at forstærke eksisterende sociale netværk og gøre det attraktivt for fraflyttere at vende tilbage. Måske endda tiltrække nye tilflyttere. Grundlagt af Kitagawa Fram og organiseret af Art Front Gallery er Echigo-Tsumari Art Triennale en af de første af mange lokale kunstfestivaler (chiiki āto), der er skudt op forskellige steder i Japan i de seneste årtier.

Gunhild Borggreen
Echigo-Tsumari Art Triennales banner. Foto: Gunhild Borggreen

Echigo-Tsumari Art Triennale trækker et stort kunstpublikum fra Tokyo og andre steder i Japan, såvel som fra Kina, Hong Kong og andre asiatiske lande. I år var der over en halv million besøgende i de halvtreds dage, festivalen varede, og det økonomiske aspekt er således et incitament for, at lokale kommunalråd og virksomheder bakker op om projektet.

Et andet og vigtigt element for festivalen er at bruge samtidskunst til at italesætte lokal identitet og historie. Kunsten har til formål at engagere folk i lokalområdet som frivillige til at vedligeholde, udvikle eller medproducere kunstværket og hermed skabe nye sociale relationer som erstatning for traditionelle fora, som er ved at forsvinde.

Men hvordan kan man udforske en omfattende kunstfestival som kulturelt og socialt fænomen? Hvordan undersøger man, hvorvidt samtidskunst vitterligt skaber lokal identitet og sociale relationer – eller hvordan det sker? Det er her, feltarbejdet kommer ind.

Tilstedeværelse på elcykel

Echigo-Tsumari Art Triennale havde i år over 300 kunstprojekter spredt ud over et 700 km2 stort område. Det er med andre ord ikke noget, man lige kan overskue på en eftermiddag. Det er en undersøgelse, der kræver tid og tilstedeværelse. Jeg boede i området sammen med en kollega, der er antropolog, og sammen brugte vi lokale transportmidler eller lejede elcykler for at komme rundt og opleve så mange af kunstprojekterne som muligt.

Denne kropslige investering i at bevæge sig rundt i landskabet – føle den fugtige hede og høre insekter og fugle – blev en del af oplevelsen. At gå eller cykle gav os mulighed for at stoppe op og sludre med lokale beboere, når de gik i deres køkkenhave og passede grøntsager.

Gunhild Borggreen
Isobe Yukihisa: Hvor gik floden hen?, 2000. Foto: Gunhild Borggreen

Hvor gik floden hen?

Mange af kunstværkerne på Echigo-Tsumari Art Triennale er placeret i landskabet, og flere af dem er blevet stående som permanente værker fra tidligere festivaler. Det gælder eksempelvis Isobe Yukihisas projekt Hvor gik floden hen? (Kawa wa doko e itta), der med gule flag markerer de steder i rismarkerne, hvor den nærliggende flod plejede at løbe.

Denne afmærkning peger på, hvordan århundreders risdyrkning har bidraget til at forme landskabet gennem omdirigering af floder og vandløb, men også hvordan naturens egne kræfter udhuler og forandrer de geologiske lag i undergrunden.

Isobes naturvidenskabelige tilgang til landskabsskildringer implicerer endvidere emner vedrørende lokal og national identitet, fordi flodens løb bl.a. har været påvirket af en stor dæmning, der blev bygget i nærheden for at levere elektricitet til det nationale jernbanenet. De gule flag fungerer således som symbol for både erindring og forandring – to centrale begreber i udkantsområders overlevelsesstrategier.

Spindelvæv i huset

Andre projekter i Echigo-Tsumari Art Triennale relaterer sig til landsbyliv og sociale netværk. Mange af egnens gamle træhuse står tomme, fordi beboerne er flyttet eller døde. Her opkøber og restaurerer festivalens organisation nogle af husene og inviterer kunstnere til at bruge bygningen som ramme for et kunstnerisk projekt.

Et eksempel er Shiota Chiharu, som i værket Husets erindring (Ie no kioku) har anvendt et smukt hus i landsbyen Shimoebiike til at udspænde sorte garntråde på kryds og tværs i det indre af huset, således at vægge og lofter er spundet ind i kunstnerens karakteristiske spindelsvævsagtige sammenfiltringer.

Shiota Chiharu: Husets erindring, 2018. Foto: Gunhild Borggreen

Det transparente net både tilslører og fremhæver husets arkitektoniske elementer og materialitet og giver det ellers tomme hus et nyt liv. I den lille entré sidder to ældre nabokoner og passer værket, mens de sludrer med besøgende og hinanden. De kan fortælle historier om huset og landsbyen og bliver hermed medproducenter af værket som nærværende og lokale stemmer, der fastholder en levet erindring.

Gnid et blad

En anden form for bygningsgenbrug ses i Sakai Kōichis projekt Det grønne rum (Midori no heya purojekuto), som har været opført et andet sted tidligere, og som siden 2012 har været installeret i et nedlagt skihus i landsbyen Sekiasa.

Gunhild Borggreen
Sakai Kōichi: Stolpe, 2009. Foto: Gunhild Borggreen

Kunstneren fastholder lokal historie og erindring gennem frottage, gnidebilleder. Sakai har besøgt gamle træhuse i området og udført gnidebilleder af hashira, den bærende stolpe i huset. Hans taktile aftryk udført med farveblyanter i forskellige brune og grå nuancer skaber en indeksikal og nærværende reference til et stykke træ, der manifesterer både sociale og materielle dimensioner af det lokale liv.

Gunhild Borggreen
Udsnit af Sakai Kōichi: Det grønne rum projekt, 2012. Foto: Gunhild Borggreen

På 1. sal i det tidligere skihus er vægge og loft i et stort åbent rum helt tildækket med tusindvis af grønne papirblade. I lokalet er et bord og nogle bænke, hvor både lokale beboere og besøgende kan bidrage til værket ved selv at lave grønne gnidebilleder fra tørrede, pressede blade og bagefter klistre dem op på væggen sammen med andre besøgendes blade.

Sakai Kōichi fortalte, at han havde valgt teknikken med gnidebilleder for at fremhæve de taktile kvaliteter og for at få folk til at relatere til den lokale økologi gennem fysisk berøring og en enkel og nem tilgængelig proces.

Gennem samtaler med kunstneren og lokale beboere fremgik det, at folk i landsbyen er meget engagerede i Det grønne rum-projektet. Tidligere var landsbyens fællesskab centreret omkring at drive skihuset og den tilhørende skilift på bakken udenfor. Efter at skibakken blev lukket i 1994, ansøgte landsbyforeningen om at få et kunstprojekt til byen, som kunne passe ind i det tomme skihus.

De lokale beboere har på eget initiativ iværksat et projekt uden for skihuset, hvor de byggede en 55 meter lang tunnelkonstruktion beplantet med græskar, bønner, snerler og lignende, som voksede op og formede en grøn tunnel af levende planter.

En æstetisk og etnografisk undersøgelse

Den metodiske tilgang til at udforske Echigo-Tsumari Art Triennale er således både æstetisk og etnografisk. En del af arbejdet går ud på at analysere kunstværker i deres sociale og kulturelle kontekst. Ved at besøge projekterne over mange timer og vende tilbage flere gange var det muligt at observere, hvordan lokale beboere og kunstpublikum interagerede med værket og med hinanden.

Uformelle samtaler og interviewsituationer giver indsigt i, hvordan de enkelte værker indvirker på landsbyen, både før og under festivalen, og hvad Echigo-Tsumari Art Triennale på længere sigt betyder for lokalområdet.

Lokalt engagement

Vi håber på at kunne vende tilbage til området og fortsætte vores feltstudier, men vores foreløbige undersøgelser tyder på, at lokalbefolkningen føler sig engagerede, når de selv kan bidrage til udvikling af værkerne eller selv skabe aktiviteter, der relaterer sig til projekterne.

Samtidig er lokale beboere opmærksomme på landsbyernes sårbarhed og er forsigtige med at etablere projekter, der forpligter landsbyen mere, end der er menneskelige ressourcer til.

Vi har endvidere mødt individer, der har været flyttet væk, men nu er vendt tilbage til området for at udvikle forskellige private initiativer inden for kulturfeltet. De projekter er ikke knyttet specifikt til Echigo-Tsumari Art Triennale, men opstår, fordi området nu er blevet en attraktiv platform, der både har det lokale særpræg, og hvor folk kender hinanden, samtidig med at det tiltrækker besøgende udefra.

Samtidskunst er således både en direkte og en indirekte dynamo for lokal revitalisering.

Er man på vej til Japan, kan man i 2019 opleve Setouchi Triennale, som foregår på mange forskellige øer i det japanske indlandshav. Læs mere her

Den internationale kunsttriennale Aichi Triennale finder sted i Nagoya fra 1. august til 14. oktober 2019. Læs mere her

Gunhild Borggreen er lektor i kunsthistorie og visuel kultur på Københavns Universitet. Hun forsker i japansk samtidskunst og leder det internationale forskningsnetværk Collaboration and Community Building in Contemporary Art. Læs mere her

Læs også Gunhild Borggreens blog om Echigo-Tsumari Art Triennale og andet japansk samtidskunst her

Udvalg af artikler af Gunhild Borggreen
Borggreen, Gunhild (2018): “Visualizing Elders by Young Artists”, in Being Young in Super-Aging Japan. Formative Events and Cultural Reactions, eds. Patrick Heinrich and Christian Galan, New York: Routledge, pp. 198-213.

Borggreen, Gunhild (2018): “Art and Consumption in Post-Bubble Japan: From Postmodern Irony to Shared Engagement”, inConsuming Life in Post-bubble Japan: Transdisciplinary Perspectives, eds. Katarzyna Cwiertka and Ewa Machotka, Amsterdam: Amsterdam University Press, pp. 175-194.

Se Gunhild Borggreens forskerprofil og alle hendes publikationer her

Læs tidligere indlæg i artikelserien Kunstforskerne:
Kunstforskerne I: Lea Laura Michelsen: Kunsten at forsvinde
Kunstforskerne II: Lise Skytte Jakobsen: 3D-revolutionen
Kunstforskerne III: Pernille Leth-Espensen: Kunstneriske interventioner i bioteknologien
Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer
Kunstforskerne V: Helle Breth Klausen: Lyde, der føles godt
Kunstforskerne VI: Jan Løhmann Stephensen: Postkreativitet

Del artiklen

'Kunstforskerne VII: Gunhild Borggreen: Feltstudier i japansk samtidskunst'

Facebook