Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer

Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer

Alexei Leonov: Kosmisk daggry, 1966. Maleri gengivet på sovjetisk postkort

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

Postdoc i kunsthistorie Kristian Handberg ser i sit forskningsprojekt ud over den etablerede kanon om modernismen: “På mange måder starter vores verden i dag efter 1945 – ikke mindst i forhold til den globale forbundethed og en internationalt orienteret kunstverden.”

Kristian Handberg
Kristian Handberg. Foto: Kim Hansen

I 1946 kunne en V2-raket tage de første billeder fra den ydre atmosfære. Og efter rumkapløbet i 1960’erne og månelandingen i 1969 stod man i start-1970’erne med det berømte billede The Blue Marble, den blå marmorkugle af hele jordkloden. Disse billeder indrammer meget godt de nye horisonter, der åbnede sig i tiden efter 1945, hvor verden for alvor blev moderne og globalt forbundet. Derfor har vi også brug for en ny kunsthistorie, der ikke kun kigger mod den etablerede kanon, men har forståelse for kunstens globale udbredelse og modernismens mange sider.

Som postdoc i kunsthistorie ved Louisiana Museum of Modern Art og Københavns Universitet forsker jeg med projektet Multiple Modernities: Verdensbilleder og drømmeverdener i kunst og kultur, 1946-1972 i denne periodes kunstverden, og hvordan den skal forstås som meget mere globalt sammensat.

Når man ser nærmere på det, var kunstneriske eksperimenter og internationale udvekslinger i modernistisk antræk virkeligt udbredte i perioden og tæt forbundne med udviklinger som afkoloniseringen i Afrika og Asien, nye ideologiers kamp om indretningen af verden, ny teknologi og videnskabelige indsigter.

På mange måder starter vores verden i dag efter 1945 – ikke mindst i forhold til den globale forbundethed og en internationalt orienteret kunstverden.

Udstillingen som tidsmaskine

Jeg har særligt fokus på kunstudstillingen som perspektiv på efterkrigstidens kunstverden. Det er jo gennem udstillinger, at kunsten præsenteres for et publikum, og her får man virkelig en spændende indgang til tiden. Udstillingen af moderne kunst er en aktiv udlægning af samtiden, som inkluderer såvel kunstner som udstillingens arrangører og tidens kunstoffentlighed.

Og netop i denne periode fik den moderne kunstudstilling verden over en ny relevans – ikke bare for en lille elite i de store byer, men som offentligt udbredt gennem nye museer og kunsthaller dedikeret til samtidskunsten. Her kan vi bare se på Louisiana, som åbnede i 1958 som en helt ny måde at lave museum på.

Installationsview fra Vitalitet i kunsten Louisiana Museum of Modern Art, 1960. Foto: Jørn Freddie

Nu er vi meget tilbøjelige til at se Louisiana som en ærkedansk institution. Men i virkeligheden var Louisiana en del af en ny international kunstverden. Gennem samarbejder med andre helt nye institutioner rundt om i Europa formede man en måde at anskue sin egen tid og dens baggrund på, som var helt anderledes end den store tradition, som museerne indtil da havde dedikeret sig til.

Jeg har for eksempel analyseret forbindelserne mellem den store documenta-udstilling i Tyskland, som startede i 1950’erne, og Louisiana som nyt museum. Og på Louisianas ambitioner om at ”pejle” hele samtidstilstanden i de eksperimenterende 1960’ere, fra antologien Pejling af modernismen (1962) op til den famøse udstilling Tabernakel (den med hesteofringen), som havde arbejdstitlen Pejlinger ’70.

Her venter der fortsat et væsentligt arbejde, ikke mindst ved at sammenligne med andre institutioner i for eksempel Sverige, Norge og Tyskland. Den internationale, oftest engelsksprogede forskning i modernismens udstillinger og institutioner har det fortsat med at overse Nordeuropa som en form for ”semi-periferi”, mens man får ny opmærksomhed på væsentlige kunstscener i for eksempel Sydamerika eller Japan.

Plakat, 1960

Jeg er ved at skrive et kunsthistorisk essay omkring den særlige samtidsfortolkning, som fandt sted ved de nordiske museer for moderne kunst med titlen Conquering the present in the Long Sixties: The curatorial birth of contemporary art.

Sovjetkunst og kosmonautmalerier ved Venedig Biennalen

Ved siden af disse nære, men fortsat underbelyste forbindelser i Nordeuropa, har jeg en interesse i den måde, man forsøgte at skabe en helt anden kunstverden i det sovjetdominerede øst i koldkrigsårene. Selv på tværs af jerntæppet var der kontakter og udvekslinger af udstillinger.

For eksempel havde Sovjetunionen sin pavillon ved Venedig Biennalen, hvor det officielle Sovjetunionen stødte sammen med Vestens eksperimenterende kunst midt i den kolde krig. Det er jo spændende i sig selv og bliver helt sensationelt, da man i 1968 kunne se malerier af kosmonauten Alexei Leonov som officiel kunstner fra Sovjetunionen. Og så lige i det notoriske oprørsår 1968, som også omfattede de store udstillinger som biennalen og documenta.

Det viser, hvor sammensat en virkelighed, kunsten er en del af, og hvordan studiet af kunst kaster én ind i sådan en verden. Jeg har lige været på forskningsrejse til Moskva for at se nærmere på kosmonautmalerier og også på, hvordan de russiske museer præsenterer kunsten fra før 1991. Her bliver man bevidst om, hvordan kunstverdenen både er yderst international, men også præget af forskellige traditioner og politiske rammer.

Arkivmaterialer fra Louisiana. Knud W. Jensen møder Giacommeti og artikel om rummets erobring i Louisiana Revy fra 1964

Et nyt forskningsfelt

De seneste år har der formet sig et helt nyt forskningsfelt omkring den globaliserede kunsthistorie med et særligt fokus på netop modernismen og efterkrigstiden. Denne forsknings resultater og aktuelle udfordringer stillede vi skarpt på med Louisiana Research-konferencen Multiple Modernisms: A Symposium on Globalism in Postwar Art i 2017 (alle konferencens præsentationer kan opleves her). På baggrund af konferencens samling af den internationale forskning er vi ved at redigere en større videnskabelig antologi.

Det er en krævende måde at praktisere kunsthistorie på, hvor man skal dybt ned i materialet og må have fokus på alle aspekter af kunstverdenen. Men så er der ellers mulighed for at åbne feltet og kombinere omhyggelige historiske studier med aktuel relevans.

Mens forskningen i global kunsthistorie er set som et hovedanliggende for ledende forskningsmiljøer rundt om i Europa og USA, har vi ikke haft så stort et fokus på det i Danmark. Her er ellers også mulighed for at føje nye forståelser til dansk kunsts historie. Hvordan gik det dansk kunst ved São Paulo Biennalen – den første store udstilling uden for Vesten fra 1951 – eller hvad med de ikke så få danske kunstnere, der udstillede i DDR?

Fra udstillingen Post War – Art between the Pacific and the Atlantic 1945-65, Haus der Kunst, München. Pressefoto

Museerne gentænker kunsthistorien

Den globale modernisme har også fundet vej til museernes udstillingsprogrammer på det seneste, så man har kunnet opleve en lang række udstillinger af materiale, som ingen ville have kendt til for få år siden. Således har man kunnet se en større udstilling om ægyptisk surrealisme og gruppen Art et Liberté i 1940’ernes Cairo på en række store museer i Europa. Og Museum of Modern Art i New York viser for tiden en udstilling om betonbyggerier i Jugoslavien 1948-1980.

Okwui Enwezor, som er en af verdens mest berømte kuratorer, ledte i 2016 arbejdet med en kæmpeudstilling, som prøvede på at skabe et helt nyt billede af efterkrigstiden. Postwar. Art between the Pacific and the Atlantic, 1945-1965 viste den vestlige kunsts velkendte navne som Picasso og Beuys sammen med kunstnere fra alle regioner og forsøgte at illustrere den nye verdensorden gennem kunsten. En meget fascinerende udstilling, som der underligt nok ikke blev skrevet et ord om her i Danmark!

Installationsview fra The World Goes Pop, Tate Modern, 2015. Pressefoto

Tate-museerne i Storbritannien har også genfortolket deres rolle fra at være et nationalt museum til at dække hele verden gennem et stort netværk af lokale rådgivere. Det har blandt andet resulteret i en udstilling som The World Goes Pop. A Global History of Pop Art i 2015 og udstillinger med kunstnere som den tyrkiske modernist Fahrelnissa Zeid og indiske Bhupen Khakar.

Denne udvikling følger jeg også i min forskning. Jeg synes, det er interessant at sammenligne periodens billeder af sig selv med vore dages repræsentation af tiden. På en måde er vi ved at genopdage denne periode, efterhånden som den er kommet på en vis afstand, og finder den interessant og relevant som aldrig før.

Læs første del af artikelserien Kunstforskerne om Lea Laura Michelsens forskningsprojekt her

Læs anden del af artikelserien Kunstforskerne om Lise Skytte Jakobsens forskningsprojekt her

Læs tredje del af artikelserien Kunstforskerne om Pernille Leth-Espensens forskningsprojekt her

Billedserie

I artikelserien Kunstforskerne undersøger Kunsten.nu, hvad der lige nu optager forskerne på de æstetiske fag på landets universiteter.

Del artiklen

'Kunstforskerne IV: Kristian Handberg: Mangfoldige modernismer'

Facebook