Kunstnertidsskriftet Pist Protta – et processuelt værk

Kunstnertidsskriftet Pist Protta – et processuelt værk

Pist Protta nr. 60.

Billedserie

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960´erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

Det danske kunstnertidsskrift Pist Protta bestræber sig på at fastholde foranderligheden, og arbejder med et omskifteligt udtryk, der skaber mange forskellige indtryk. Hver enkelt udgivelse af Pist Protta kan ses som et kunstværk i sig selv, men helheden af alle tidligere og kommende udgivelser kan også ses som ét stort dynamisk og processuelt værk, der hele tiden er under forandring. Her følger den anden artikel i serien om kunstnertidskrifter.

Pist Protta opstod i 1981 i et kunstnerkollektiv i Himmerland, hvor redaktionen i starten bestod af Jesper Fabricius, Jesper Rasmussen, Åse Eg Jørgensen, Claus Egemose og Jørgen Brandt Birman. Da de to sidstnævnte forlod redaktionen, fortsatte de tre resterende og har siden udgjort den faste del af Pist Protta.

De tre nuværende redaktører er alle kunstnere: Jesper Rasmussen er billedkunstner og arbejder med skulptur, fotografi, installation, film, grafik og publikationer. Jesper Fabricius er uddannet på Den Danske Filmskoles klipperlinje, men arbejder primært som forlægger, billedkunstner, forfatter, kurator og publicist og Åse Eg Jørgensen er grafisk designer og udstillingstilrettelægger.

De tre redaktørers forskelligartede baggrunde og arbejdsområder viser sig også i tidsskriftet, der har en tværæstetisk profil, der placerer sig et i krydsfeltet mellem litteratur og billedkunst. Målet med Pist Protta, der stadig udgives i dag, er ifølge de tre redaktører, at det ”ikke begrænser sig til kun at handle om kunst, men at det også i sig selv skal være kunst!”. Pist Protta er det kunstnertidsskrift, der har eksisteret i længst tid i Danmark.

Selvom Fabricius, Rasmussen og Eg Jørgensen er den faste del af Pist Protta, er de ikke de eneste, der udformer tidsskriftet. Pist Protta laves i samarbejde med kunstnerkolleger, hvor der både i redaktionen og blandt de bidragende kunstnere sker udskiftning til de forskellige udgivelser.

At utallige danske og udenlandske kunstnere har været og er med til at udforme Pist Protta ses også i det æstetiske udtryk, der er diverst og mangfoldigt. Den eneste faste regel for Pist Protta er, at det altid kommer i et nyt format, der er forskelligt fra de foregående. På den måde er Pist Protta karakteriseret ved en bevidst og insisterende forskellighed, og redaktionen fortsætter med at genopfinde tidsskriftet i nye materielle og indholdsmæssige former.

Eksperimenter med format, layout, papirkvalitet, trykmetode, grafiske virkemidler osv. skal give hvert nummer et selvstændigt udtryk. Fællestrækket ved Pist Protta udgivelserne er altså, at de sjældent overhovedet har noget til fælles.

Form og indhold

For Pist Protta er tidsskriftet ikke blot et tomt medie, hvori der fyldes kunstnerisk indhold. I flere udgivelser bliver der reflekteret over mediet og tidsskriftformen – i visse tilfælde bliver det til en filosofisk overvejelse: I Pist Protta 76 går bestræbelsen på at undersøge, hvor lidt materiale der skal til for, at der genereres et tidsskrift og dermed også et kunstværk. Udgivelsen, som rummer mange blanke sider, skal fungere som en refleksion over kunstnerisk meningsfuldt indhold; kan det kaldes et tidsskrift, når indholdet er manglende men formen eksisterer?

Omfangsliste i Pist Protta 60.

Legen med form og indhold ses også i Pist Protta 60, der består af en papmappe med løst indhold. Først finder man en omfangsliste, hvor man kan kontrollere, om udgivelsen indeholder alle de elementer, der er oplistet herpå.

Udgivelsen er en slags rettelses- og supplementsnummer, hvor der bl.a. er et 32 siders hæfte, hvori redaktionen undskylder for fejl og mangler i tidligere udgivelser. Det hele er meget humoristisk, ligesom der generelt hos Pist Protta er en ironisk tilgang til foretagendet, og den første oplistede undskyldning til nr. 57 lyder: ”Undskyld at det er vanskeligt at bladre i!” og til nr. 15 lyder det: ”Undskyld at redaktionen har taget sig en slapper. Det bedste man kan gøre er at smide nr. 15 i skraldespanden”.

Indholdet i udgivelsen tjener det formål, at man kan reparere sine tidligere udgivelser, der har haft en fejl, og alt indhold peger altså tilbage i tiden.

Pist Protta #38

Kun forsider

Et andet eksempel er nr. 34-45, der udelukkende består af omslag fra og med nummer 34 til 45. Omslagene indeholder tilmed indholdsfortegnelser over det manglende indhold, og hver gang man bladrer, møder man en ny forside. Udgivelsen er både meget stoflig og taktil, med forskellige papir- og kartonkvaliteter, størrelser og formater, og er i høj grad også konceptuel.

I udgivelsen udfordres netop det traditionelle ved tidsskriftsformatet – det forventes, at der bag forsiden er noget indhold. Indholdet er i denne udgivelse blot flere forsider, og udfordringen af den traditionelle relation mellem form og indhold bliver tydelig. Læseren kan blive ved med at lede efter (det manglende) indhold, i forventningen om, at hver gang en ny forside vendes, vil et tilhørende indhold dukke op. I nummeret leger kunstnerne med de traditionelle former, der knytter sig til mediet, og på den måde bliver grænserne for mediets væren udvidet – formen bliver indholdet, og indholdet er ligeledes formen.

Når formen og indholdet til hver udgivelse er til forhandling og skal genopfindes, bliver det værk, der er Pist Protta, ved med at udfolde og forandre sig. Den konstante variation i tidsskriftsnumrene flytter grænserne for, hvad kunstnertidsskriftet kan være, og dermed er Pist Protta så at sige altid allerede selvvalgt underlagt forandring og fornyelse.

Som det blev nævnt i sidste artikel, har kunstnertidsskriftsgenren en arv fra avantgardetraditionerne, og det neoavantgardistiske projekt om at undersøge og udvide grænserne for hvad kunst er, kan og vil. I helheden af alle udgivelser er Pist Protta netop et sådant eksperiment med kunsten i tidsskriftets utraditionelle rammer.

Læs: Kunstnertidsskriftet som tværæstetisk eksperimentarium

Arkivisk fotomontage

Trods det evigt fornyende udtryk hos Pist Protta er der en ting, der går igen i flere af udgivelserne: Brugen af billeder fra arkiv. Arkivet indeholder udklip og billedfragmenter fra den evigt pulserende grafiske medieforetagsomhed, som det lyder i beskrivelsen til Pist Protta nr. 61.

Pist Protta nr. 75. Foto: Pernille Thorup Nørbo.

Man finder billeder aftrykt på alt, hvad der kan klippes i med en saks i arkivet, og her bliver Jesper Fabricius’ baggrund som filmklipper tydelig. Pist Protta 75 er en fotomontage, som tager sig ud som et ”gør-det-selv-katastrofe værk”: I bedste klippe-klistre stil har redaktørerne udvalgt billeder fra diverse katastrofale hændelser og sat dem sammen. Siderne er klippet i, sådan at de overlapper hinanden, så man kan se de forrige og kommende sider, og udgør på den måde en montage af de udvalgte katastrofebilleder. Billederne udgør sammen et nyt narrativ, opfundet af kunstnerne i sammenstillingen, og får næsten en filmisk serialitet over sig med sidernes fremadskridende katastrofefortælling.

Pist Protta nr. 83 er en boglignende udgivelse opdelt i tre dele, der udelukkende består af billeder og tilhørende lister med informationer om billederne. Det er en samling af alverdens billeder, alt fra et fotografi af Amy Winehouse og turistfotografier til et olie-på-lærred-værk af Urs Lüthi fra serien Der grossen Gefühle 1987.

Billederne fra arkivet har redaktionen fundet frem og tænkt, at de ville fungere godt sammen, men hvad de tre visuelle narrativer, som billederne udgør, handler om, er de ikke klar over, som det lyder om udgivelse på Space Poetrys hjemmeside. De forskelligartede billeder fra arkivet bindes sammen af en lilla trykfarve, og der er ikke meget mening bag, udover at det skal se godt ud – og det gør det.

Pist Protta #83

I Pist Prottas kunstneriske praksis udgør arkivet en materialebank, der står til rådighed for nye sammenstillinger. I de udgivelser, hvor arkivet anvendes, udgør det den konstante variant, der altid tilbyder det samme, men som også altid er foranderligt.

Det akkumulerende arkiv muliggør utallige variationsmuligheder og kombinationer af det samme, som kan fremtræde forskelligt hver gang, hvilket især bliver tydeligt med montagen, hvor klippe-klistre metoden muliggør, at samme billedfragmenter kan genbruges og omrokeres i nye konstruktioner.

Pist Protta er en eksperimenterende kunstnerisk legeplads, hvor tidsskriftssiderne er lærredet, og værket er et årelangt, ufærdigt og sammensat kunstværk. Et kunstværk der udvikles af kunstnere selv, og som er med til at udvide de offentligheder, hvori kunst kan laves, udstilles, købes og beskues.

Pist Protta er et godt eksempel på, hvordan kunstnertidsskriftsgenren tager sig ud; den besidder en enorm diversitet, som er svær at karakterisere ud over forskelligheden som gennemgående faktor.

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960'erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

Læs første artikel i serien:
Kunstnertidsskriftet som tværæstetisk eksperimentarium

 

Billedserie

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960´erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

Del artiklen

'Kunstnertidsskriftet Pist Protta – et processuelt værk'

Facebook