Det skal du se! uge 14

Det skal du se! uge 14

Niels Pugholm: Endnu en undergang på Møstings, 2024. Pressefoto.

Påskeferien er vel overstået, og vi skriver nu april måned. Redaktionen peger her på en håndfuld dugfriske kunstudstillinger, som du ikke må gå glip af – og det er ingen aprilsnar! Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

Møstings
5 apr – 9 jun, Niels Pugholm: Endnu en undergang

Med keramikken som medie udforsker Pugholm spørgsmålet om menneskets rolle, magt og skæbne i undergangens evige kredsløb. I fire stemningsmæssigt og motivisk forskellige udstillingsrum rejser publikum gennem undergangsmytens fire stadier: det bestående, kaos, ødelæggelsen og opblomstringen.

Skovhuset Kunst & Natur
6 apr – 3 nov, TERRA: Morf

Forestillingen om menneskets sammensmeltning med naturen – at være menneske og natur på samme tid – har været et genkommende motiv i kunsthistorien. Gruppeudstillingens værker rusker op i vores vante forestillinger og peger på nye, mere sanselige veje til en dybere samhørighed med naturen. Med blandt andre Baum & Leahy, Marianne Jørgensen og Julie Nord.

Ordrupgaard
6 apr – 3 nov, Rune Bosse – bagved overfladen

Rune Bosse indtager drivhuset i Kunstparken med en stedspecifik og levende skulptur, der genopliver husets oprindelige funktion som væksthus i et nyt format. Med en naturvidenskabelig og filosofisk undersøgende tilgang skaber Bosse en lodret voksende kornmark, der rejser sig monumentalt i rummet.

Galerie Pi
5 apr – 4 maj, Birgit Bjerre: Rumfald

Bjerre undersøger maleriet og tegningen, som en slags ordløst alfabet, hvor naturens fænomener eller andre systemer – nære som de fjerne – fortolkes i et på én gang komplekst og enkelt billede. Rumfald handler om de symboler, som overlever en sandstorm, eller om de følelser der står tilbage, når ord er utilstrækkelige.

Skitsehandlen
6 apr – 25 maj, Cecilia Fiona & Emil Krog: Urformer

Fiona og Krog arbejder begge med spirituelle eller mytologiske undertoner. Fiona arbejder med maleri, hvor planter og blomster vokser rundt om planteagtige figurer. Krog arbejder på papir og træ, hvor han tegner, maler og udskærer totemvæsner, træer og planter fra en ukendt kultur eller fjern fortid.

Charlotte Fogh Gallery
5 apr – 27 apr, Spring Edition

Med tegning og grafik som omdrejningspunktet viser udstillingen udvalgte værker af Birgit Bjerre, Erik A. Frandsen, Katja Bjørn, HuskMitNavn and Morten Schelde. Udstillingen byder blandt andet på træsnit, broderi, fotografi, papirrelieffer – og scener fra Tour de France!

Del artiklen

'Det skal du se! uge 14'

Facebook