Kunst og Spiritualitet: Lea Porsager

“I hverdagssproget betegner energi legemlig og åndelig kraft. I fysikken betegner energi evnen til at udføre arbejde eller opvarme noget”.
Ja, sådan siger Wikipedia, som jeg, lettere desperat, har vendt mig mod for at komme i gang med at skrive om Lea Porsager, for kan energi være et omdrejningspunkt?

Lea Porsager er nemlig ikke let at få hold på. I hendes praksis kan værker på én gang præsenteres som blandt andet skulpturer, ting, sexlegetøj, videnskabelige måleinstrumenter og kultgenstande.

Hun laver installationer og bruger ofte readymades, altså ting der allerede i forvejen er derude i verden. Det kan være instrumenter, som fysikere bruger til at granske bittesmå elektriske partikler, eller stabiliseringskryds, som bruges i byggeriet for at holde trækkræfternes energi i skak.

Så der er ofte en påtrængende fysik i spil. Dertil kommer mere forarbejdede skulpturelle objekter (der til tider ligner readymades), og som ofte er udført i lidt kølige materialer som eksempelvis stål. Ud over det: videoværker og tekster, herunder titler.

Sædvanligvis er udstillingerne ret minimalistiske og holdt i stramme æstetiske greb. Til gengæld er de få genstande præsenteret som en slags potente højenergiske fetishobjekter. Ikke mindst fordi der i fabulerende tekster og værktitler sættes et vildt, spekulativt spil i gang med referencer til såvel videnskabelige fysiske teorier som til spirituelle tankesæt.

En parteret vindmølle

I udstillingen Stripped vist på Moderna Museet i Stockholm og siden på Kunsthal Charlottenborg havde kunstneren skåret tre kæmpestore vindmøllevinger i stykker og lagt dem på gulvet. I sig selv et overvældende greb, der sætter kroppen i gang for udstillingsgæsten.

Titlen er G.O.D. Generator. Organizor. Destroyer og et eksempel på, hvordan Porsager med sine titler spinder storladne episke fortællinger rundt om genstandene. Er den opretstående mølle, der tidligere snurrede rundt og rundt i gentagende ‘ophidselse’, mens den generede energi, udtryk for fallisk (destruktiv) energi? Der nu har nået en form for udmattelse, har ‘kastreret’ sig selv og dermed åbnet for blik ind i åbninger – et skift i retning af en mere feminin energi? Eller en syntese af forskellige kvaliteter?

Et andet sted i udstillingen havde kunstneren udstillet ‘et stativ’ med en række genstande, der kunne minde om bedemøller, som dem man indenfor buddhismen bruger, når mantraerne igen og igen gentages med henblik på at kontakte et højere energi- og bevidsthedsmæssigt niveau. Bare Excitation kalder Porsager værket.

Hvad sker der i koblingen mellem møllevinger og bedemøller? Jo, måske kan man få færten af en fusion mellem fysikken, der undersøger stof, energi og bevægelse i den ydre natur, og den spirituelle praksis, der søger at realisere sindets inderste.

Mantraer og tungetale

Spændingen mellem naturvidenskabelige og spirituelle praksisser genfandt man i udstillingens videoværk, Mighty Rushed Experiment, hvis hypnotiske lydside penetrerede hele udstillingen.

Billedsiden viser udefinerbare overflader og animationer – ja, det er som om, vi er helt nede i stoffet og mister overblikket, som så vi verden gennem et mikroskop. I et hypnotisk, gungrende lydunivers gentages blandt andet sanskrit-mantraet “Har”, som kan oversættes til “Gud som den skabende uendelighed”. Et mantra består af korte ord eller sætninger, som gentages – chantes – gennem længere tid og er en metode, der kendes indenfor mange spirituelle retninger som en vej til at nærme sig meditative tilstande, der rækker ud over den almindelige jeg-bevidsthed .

Indimellem klippes til tekstpassager, en slags tungetaleslogans, som netop filtrer naturvidenskabelige, spirituelle og (ofte obskøne, seksuelle) kropslige sansninger sammen.

Hør blot:
The mighty wind arrives at
Pentecost, the day of first fruits,
flesh unfolding upon the earth.
The cunt mills purr in forked
and flaming tongues.
Leftist sustainability reworked
as a left-path tantric vortex.

Porsagers værker er baseret på omfattende research og gennemsyret af referencer. Den venstrehåndede tantrisme, som denne tekstpassage henviser til, er eksempelvis en retning indenfor hinduistisk tantra – nogle vil sige den mest ekstreme – hvor de indviede igennem rituelle overskridelser af tabuer, også seksuelle, søger at hæve sig over det sanselige og nå til enhed med et højere bevidsthedsniveau.

Ikke mindst i tekster som ovenstående kan man opleve den fabulerende tænkning, der præger kunstnerskabet, og som eksempelvis kan sammenføre kvantefysik, neutrinopartikler, tantra, kundalini yoga, kosmiske storme og seksuel drivkraft i et univers, man aldrig får helt hold på med forstanden.

Men nu skal vi nok heller ikke forstå Porsagers værker. Snarere kræver de en form for overgivelse. At vi lægger vore normalbevidsthed ned.

Porsagers værker stræber mod de erkendelser, som mange spirituelle retninger søger, nemlig at bevæge sig udover en (begrænset og kontrollerende) bevidsthed, som er centreret omkring Jeg’et. Normalt opfatter jeg, at jeg er centrum, mens de andre og omverdenen udgør periferien. Ligesom jeg synes, at Jeg’et er en primær størrelse, mens bevidstheden er sekundær – noget som ‘jeg har’.

Men hvad, hvis det forholder sig omvendt – at det er bevidstheden, der så at sige danner kroppen og sindet? Det er en grundide i de fleste spirituelle retninger, og selv om det er et provokerende udsagn – provokerende som Kopernikus påstand i 1500 tallet, der formulerede, at det var solen og ikke jorden, der var centrum – er det en mindblowing overgivelse i det nabolag, Porsagers kunst kan afstedkomme.

Læs anmeldelse af Stripped her: Pirringens potentialer i Porsagers portaler

Sandhedens bjerg

Det gennemsyrer Porsagers praksis, at hendes værker tager mere eller mindre direkte afsæt i spirituelle ritualer eller tankesæt, som hun så investerer sig selv i på en ret radikal måde.

Det gælder eksempelvis Anatta eksperimentet, som blev præsenteret på den toneangivende kunstfestival Documenta i Kassel i 2012, hvor en ugelang gruppeseance, udført sammen med syv venner, var afsættet. Her søgte deltagerne gennem ritualer inspireret af blandt andre okkultister som Rudolf Steiner og G.I. Gurdjieff – samt den buddhistiske forståelse af, at der ikke findes et uforanderligt, permanent Jeg (Anatta = ikke selv) – at opnå en kollektiv enhedsbevidsthed. Ritualerne blev gennemlevet i en hytte på det schweiziske bjerg Monte Verita – sandhedens bjerg – et mytisk sted, hvor anarkister, dadaister, teosofer og psykoanalytikere udførte okkulte eksperimenter i begyndelsen af 1900-tallet. Den filmiske dokumentation af seancerne indgik i den samlede værkpræsentation.

I andre værkgrupper materialiserer Porsager tankeformer med afsæt i teosofferne Annie Besant og C. W. Leadbeaters bog, Thought-Forms: A Record of Clairvoyant Investigation (1905) eller skaber en storslået scenografi på baggrund af mystikeren Gurdjieffs kosmiske fabel, Beelzebub´s Tales to His Grandson, hvori det ubevidste menneske agerer som ‘føde for månen’.

Manifestationer af energi

For mig at se kan energi være et sted at starte i Porsagers kunst. Den er elektrisk, for den lever i spændingsfeltet mellem den stramme æstetik og kunstoplevelsen. Det kan man i princippet sige om al kunst, men det virker særlig relevant i forhold til denne praksis.

For genstandene, sproget og billederne i Porsagers kunst er ikke bare genstande, sprog eller billeder. De må opleves som manifestationer af energi – en energi vi ikke kan se, sprogliggøre eller fatte, men som ikke desto mindre gennemsyrer det hele.

Og ikke alene genstandene, sproget og billederne! Men også den krop, de tanker, det sind, som oplever Porsagers kunst.