Med sine sanselige kunstværker er vietnamesiske Thao Nguyen Phan de senere år er blevet et verdensnavn med optrædener på prestigefulde udstillingssteder som Pirelli HangarBicocca, Venedig Biennalen og Tate St Ives.

Det kunstneriske udtryk fremstår på mangfoldige måder: som sarte silkemalerier, der hænger frie og transparente i rummet, som store rumdelere af jute eller som komplekse, fortællelystne og visuelt markante filminstallationer, der mikser kunstnerens optagethed af historieskrivning og miljøspørgsmål med folkelige myter og spirituelle anskuelser.

Vietnams blodige historie

Thao Nguyen Phans værker tager ofte afsæt i hjemlandets turbulente, blodige og smertefulde historie. Den amerikanske involvering i Vietnamkrigen er kendt af mange i vesten – Vietnamdemonstrationerne er ligefrem en del af ‘vores’ historieskrivning ligesom utallige amerikanske film har beskrevet krigens traumer – set fra ‘vores’ perspektiv.

Men udover denne ‘velkendte’ krig har Vietnam mange krige, besættelser og katastrofer i sin historiebog. I 1800-tallet blev landet koloniseret af Frankrig, under 2. verdenskrig var landet besat af Japan – og også blodige konflikter med Kina og Cambodia hører med.

Den franske kolonisering og katolske intervention af landet behandles blandt andet af Nguyen i en serie tegninger malet på siderne af en bog af en fransk missionær fra 1600 tallet, ligesom den historiske konflikt med Cambodia udfordres af et filmværk, der fortæller en eventyrlig myte om et kærlighedsforhold mellem en vietnameser og en cambodjaner – kærligheden manifesterer sig symbolsk i form af en særlig frugt, der går igennem som et ledemotiv i fortællingen.

I kunstnerens værker lavet af jutestængler refereres til hungersnøden i 1945, der opstod, da den japanske besættelsesmagt i årene 1940-45 tvang vietnameserne til at dyrke jute i stedet for ris. Sammen med tørke og oversvømmelser banede det vejen for den værste hungersnød nogensinde. Man mener, at op mod 5 millioner mennesker døde.

Samme tematik foldes ud i filmværket Mute Grain, 2019, som blander dokumentariske førstehåndsberretninger og arkivbilleder fra hungersnøden med fiktionshistorien om søskendeparret Marts og August – opkaldt efter de to fattigste måneder i den vietnamesiske landbrugskalender: de måneder, hvor den nye høst endnu ikke er klar, og den forrige er brugt op.

Magisk modstand

Det er et karakteristisk træk, at Thao Nguyen Phan blender det grumme, mørke historiske bagtæppe med folkekultur, litterære citater, iscenesatte sekvenser, eventyr, fantasy, myter og spiritualitet, og ud af dette miks – som forekommer at være groet uanstrengt og ufortænkt frem – vokser en ny historieskrivning, som rummer lige dele magi såvel som modstand mod – ikke alene volden i historien – men også den officielle historieskrivning, som i en vietnamesisk sammenhæng er meget kontrolleret og autoritativ.

Overlevelseskraft

Således optræder søskendeparret Marts og April fra Mute Grain også som hovedaktører i æteriske silkemalerier, der fremmaner en verden fri for hungersnød og økologisk ruin. Her lever børnene i bedste velgående. De kører på knallert (uden hænder!), plukker rigelige risafgrøder og danser blandt blomsterne.

For at tænke en anden fremtid, må man kunne revidere fortiden, synes værkerne at udsige. Det er kollektiv traumebearbejdning, som nok ser gruen lukt i øjnene uden at ryste på hånden, men også blidt spejder efter sprækker af uindfriede potentialer, poesi og overlevelseskraft.

Mekong som livsnerve

Et andet markant omdrejningspunkt for Thao Nguyen Phans er den mægtige Mekongflod, der udmunder i det sydlige Vietnam. Hendes værker reflekterer over flodens karakter af livsnerve for det vietnamesiske samfund, men også over de mange miljømæssige og sociale konsekvenser af den enorme rovdrift på naturressourcer og ødelæggelse af landskabet.

Filmværket Becoming Alluvium fortæller således om en dæmning, der kollapsede i 2018 og forårsagede mange menneskers død. Filmen sammenstiller – atter typisk for kunstneren – hverdagsagtige, dokumentariske scener med iscenesatte og magiske sekvenser.

I filmen er to søskende, der døde i ulykken, således blevet reinkarneret som henholdsvis en hellig delfin og en vandhyacint – og filmen slutter med et eventyr: en animeret fortælling om en prinsesse, der ønskede sig et smykke lavet af morgendug. Ve guldsmedene, hvis de ikke kunne fremstille det, så måtte de af med knoppen! Hun indser dog sit hovmod og for at angre forvandler hun sig til de dugdråber, som herefter samler sig til floden Mekong.

Sådan er der sprækker til håb, værdighed og ikke mindst overvældende skønhed i Nguyens fabulerende historieskrivning. Den  fungerer som en kompostbunke. Ud af den genfødes nyt liv.