Kunstnertidsskriftet som tværæstetisk eksperimentarium

Kunstnertidsskriftet som tværæstetisk eksperimentarium

Victor. B Andersen's Maskinfabrik. nr. 27, 2003.

Billedserie

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960´erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

I 1960’erne var fysiske kunstnerpublikationer en hyppigt anvendt kunstform, og mange af dem havde tilknytning til avantgardemiljøet og de dertilhørende politiske og æstetiske idealer. Første artikel i temaserien om kunstnertidskrifter dykker ned i historien for at søge efter rødderne.

Man kan passende starte med at spørge: Hvad karakteriserer et kunstnertidskrift? Hvor placerer genren sig i forhold til andre lignende genrer såsom kunsttidsskriftet og kunstnerbogen?
Forskellen på et kunsttidsskrift og et kunstnertidsskrift er markant; kunsttidsskriftet er et tidsskrift om kunst, og kan f.eks. være en monografi om en kunstners værker, og kan indeholde reproduktioner af værker samt tekster om disse. Et kunstnertidsskrift er derimod et kunstværk i sig selv, og består ofte af materialer, som kunstneren selv udgiver.

Kunstnerbogen og kunstnertidsskriftet placerer sig genremæssigt tæt på hinanden, idet de begge er eksperimentelle publikationskunstværker. Men kunstnertidsskriftet adskiller sig fra kunstnerbogen ved ikke at være en enkelt udgivelse men en seriel udgivelsesrække, hvor læseren kan forvente mere i samme stil under samme navn eller koncept.

Et kunstnertidsskrift er altså et serielt kunstværk, der kan kaldes en hybrid mellem kommercielle tidsskrifter og kunstnerbøger. Det har ofte en overskuelig pris, det udkommer periodisk og det har en kunstnerisk eksperimentel karakter.

Anti-institutionel do-it-yourself kunstpraksis

I 1960’erne var fysiske kunstnerpublikationer en hyppigt anvendt kunstform, og mange af disse havde tilknytning til 60’er-avantgardemiljøet og de dertilhørende politiske og æstetiske idealer. Dette ses f.eks. med brugen af det tværæstetiske, hvor dialoger mellem kunstarter er i fokus, hvilket kan ses i de fysiske publikationer fra kunstnerne omkring Den Eksperimenterende Kunstskole (også kendt som Eks-skolen) i København.

Tidsskriftet ta’.

Her blev tidsskriftet ta’ (1967-68) skabt af forfatter Hans-Jørgen Nielsen og maler Per Kirkeby, og tog form som et typisk tidsskrift med tekstindhold på siderne, men var forbeholdt eksperimenterende kunst, musik og litteratur. ta’ fungerede som tværæstetisk program og manifest for den kunstneriske gruppe omkring Eks-skolen, og her blev deres ideer nedfældet. ta’ blev senere videreført som ta’ box, som var mere eksperimenterende i forhold til form og materialer, og blev f.eks. udgivet som en pose eller en kuvert fyldt med artikler og andre artefakter.

Der er flere årsager til, at de fysiske publikationer i denne periode fik en opblomstring. Med en lettere tilgang til trykkemaskiner såsom offsetmaskiner, stencilduplikator og kopimaskiner blev det muligt at lave en billig og hurtig produktion af bøger og andre tryksager. Denne produktion var et led i en anti-institutionel do-it-yourself bevægelse, hvor kunstnere begyndte at etablere kunstneriske praksisser, der kunne eksistere uden for de etablerede kommercielle gallerier, statsstøttede museer og kunstakademier.

Denne kunstnerdrevne og selvorganiserede kunstscene eksisterede som en demokratisk modoffentlighed, hvor det trykte medie fungerede som et kunstnerisk arbejds- og udstillingsrum. Det var ikke dyrt for kunstnerne at lave, og det var muligt for ’upcoming’ kunstnere, der endnu ikke havde museernes og galleriernes anseelse, at udstille og eksperimentere på tidsskriftets sider.

Det er med tresseravantgarderne, at de fysiske, eksperimentelle publikationsværker får status som sit eget kunstmedie. Mange elementer i denne kunstpraksis er inspireret af de historiske avantgarders forskellige kunstforetagender og udfordringer af, hvad kunst er, kan og vil.

Arbejdet med tværæstetiske elementer ses inden for kunstnertidsskriftsgenren som en bearbejdning og udfordring af det traditionelle tidsskriftmedies form, materialer og indhold. Trods tidsskriftsgenrens ophav i litteraturen, bliver der med det tværæstetiske kunstnertidsskrift inkorporeret og blandet materialer og teknikker fra øvrige kunstarter således, at genren danner et separat felt, der placerer sig et sted mellem litteraturen og billedkunsten.

Klingen, 1. aarg, nr. 3, 1918.

En uensartet masse

Kunstnertidsskrifternes opblomstring hos tresseravantgarderne betyder dog ikke, at mediet har sin opkomst her eller repræsenterer et radikalt brud i form af hidtil usete kunstneriske fænomener.

I dansk regi er der tidsskrifterne Klingen fra 1917, som både udgav skriftligt indhold og originalgrafik og Linien, der blev dannet i 1934 af en gruppe abstrakt-surrealistiske kunstnere. Fælles for begge tidsskrifterne var, at selvom indholdet gik på tværs af kunstarter havde de en overvægt af artikler.

Senere eksempler, hvor der eksperimenteres mere med form og materialer, finder man i de to samarbejdsprojekter mellem Asger Jorn og franskmanden Guy Debord: Fin de Copenhague (1957), der bl.a. er lavet af udklip fra aviser og magasiner og med dryppet blæk udover og Mémoires (1958), hvis forside er lavet af sandpapir. Begge er fremtrædende som eksperimentelle fysiske publikationer, der blev lavet kort før og under Jorns og Debords tid i avantgardebevægelsen Situationistisk Internationale, men de træder mere frem som eksperimenterende kunstnerbøger end som kunstnertidsskrifter.

Victor B Andersens Maskinfabrik, nr. 33, 2006.

Af nyere tidsskrifter er Victor B. Andersen’s Maskinfabrik , der udkom første gang i 1975, og hvis seneste udgave blev publiceret i 2017. Tidsskriftet er udelukkende sort/hvidt og med gennemgående format, skrifttyper og layout igennem hele tidsskriftet inklusiv forsiden.

Tidsskriftet, hvis ophavsmand er maleren Kenn André Stilling, omtales ofte som litterært, men rummer også mange billedcollager.

I et interview fra 2002 med Stilling i Information udtaler han sig om, hvordan materialet til tidsskriftet udvælges: ”Der er ikke nogen kriterier. Der er nogle, der sender noget ind, andre ting finder jeg. Så sætter jeg mig ned og komponerer et nummer ud fra princippet om, at man ikke skal kunne vide, hvad der kommer på siden efter”. Denne umiddelbart tilfældige og rodede fremgangsmåde træder frem som et gennemgående element for flere kunstnertidsskrifter – man ved som læser/beskuer aldrig helt, hvad man får.

En udvidelse af kunstens offentlighed

Og det er måske netop det interessante ved genren, både for kunstneren og modtageren, at siderne kan fungere som en slags eksperimentarium, hvor det meste er muligt og ikke bliver kontrolleret af en kurator eller redaktør. Kunstnertidsskriftsgenren er med til at udfordre de dominerende kræfter i kunstsamfundet (museer, gallerier, kunsthaller) og tager del i en udvidelse af kunstens offentlighed.

Det kan være vanskeligt at udsige noget generelt om den sprælske genre, men dog er det fælles for flere af tidsskrifterne, at der anvendes alskens materiale – en blandet landhandel af høj- og lavkulturelle elementer i form af bl.a. originaltryk/-grafik, litteratur, pornografisk materiale, privatfotografier, digte, tegneserier, reklamer etc. Og dette er netop fordelene ved det tværæstetiske eksperimentariums frirum; alt kan indgå på lige fod.

Netop dette skal udforskes nærmere i næste artikel, som går i dybden med danske Pist Protta, der er et interessant eksempel på et samtidigt kunstnertidsskrift, hvor forventninger om form og indhold bliver udfordret.

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960´erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

Læs anden artikel i serien
Kunstnertidsskriftet Pist Protta – et processuelt værk

Billedserie

TEMA: Kunstnertidskriftet i går, i dag og i morgen.

Tre artikler: Et tilbageblik til 1960´erne – en nutidig case – og noget om genrens fremtid i en digital tidsalder.

Del artiklen

'Kunstnertidsskriftet som tværæstetisk eksperimentarium'

Facebook