Kollektivismen har en særlig dynamisk plads i kunsthistorien og på kunstscenen: Markante møder og alliancer mellem kunstnere, der har udfordret og stadig ønsker at udfordre de etablerede magtstrukturer.
Hvad er det egentlig kollektivet kan? Helt generelt kan man vel sige, at kollektivet har været og stadig er et forsøg på at formulere og udleve alternativer til det etablerede magtsystem, marked, normer, boformer, samfund, kønsmønstre, skoler og institutioner for at nævne nogle markante hegnspæle i denne ret usynlige og ofte ubemærkede ‘etablerede magt’.
Selvom kunsten altid har haft en karakter af outsider til ‘det etablerede’, så findes der – ligesom udenfor – en masse etablerede normer og magtstrukturer i kunstfeltet med institutioner, kunsthistorier, kuratorer, kritikere, medier og definerede dagsordener.
Men også i kunstfeltet har kollektiverne indtaget ‘en alternativ’ rolle. Det er ofte her, i mødet mellem ligesindede praktikere og tænkerer, at nye strømninger er blevet barslet. Tænk bare på de tidlige Dadaister, Futurister, CoBrA og Situationisterne og Fluxus eller andre af de store avantgardebevægelser i kunsten.
Kollektivisme som kritik
I efterkrigstiden var kollektivet knap så udbredt som organisationssform (måske især i kraft af kommunismens støvletrampende kollektivitet).
Men i de mere magt-, kapital- og institutionskritiske årtier i 60’erne og 70’erne, fik kollektivet en ny kraft som opgør med koldkrigspolitik og -funktionalisme, kapitalisme og menneskefjern modernisme, og i kunstfeltet var ‘kunstinstitutionen’ det store monster, der blev udfordret af utallige kollektive kunstbevægelser (mange kollektiver har gennem kunsthistorien netop dyrket varierende former for ‘anti-art’).
En manifestation
Kollektivet har i mange tilfælde været formuleringen eller etableringen af en ny magtfaktor i kunsten. Og hvor netværket er en mere løs og uforpligtende udvekslingsform og -struktur, så er kollektivet i høj grad forpligtende.
Manifestet er et godt eksempel på dette. Manifestet har kunsthistorisk set været en formulering fra kollektivet, en rapport fra en nyetableret faktor i kunsten støttet af ikke én men en defineret gruppe af kunstnere. Manifestet er illustrationen og formidlingen af nye standpunkter, nye normer, nye praksisformer, ny kunst. Og som del af kollektivet fik man en plads blandt magtens udøvere. I kollektivet fandt man således også en autonomi, hvilket manifestet typisk cementerede i sin formulering af ‘opgør mod’ og ‘kamp for’.
En institution
Det er med andre ord helt forfejlet at tildele ‘kollektivet’ som kunstnerisk fænomen en rolle som apolitisk, anarkistisk, ikke-magthavende, ikke-bureaukratisk spiller. I bakspejlet er det netop kollektivet, der for en masse kunstnere både internationalt og i Danmark har været vejen til at indtage en magtposition, skabe deres egen institution.
Det er også her kollektivet fra 60’erne-70’erne adskiller sig fra ‘kunstgruppen’, der sjældent antager denne mange-armede og funktionsdygtige institutionsform.
“In the prewar period, artists’ organizations had most often been loose associations geared for the support of avant-garde artistic practices (think of the impressionists, futurists, constructivists), which was a reasonable stance given the relatively open modes of agency in the society.”
“Now, in the wake of the Second World War these organizations took a turn toward bureaucratization, mirroring but also instantiating this turn taken by postwar U.S. and European culture. In this context, the decision of a group of artists to organize on their own terms itself embodied resistance, since in doing so they presumed to dictate the terms of their own sociality.”
“A key concept for this new form of collectivity is the “institution”,” som den amerikanske teoretiker og kurator Chris Gilbert kort skitserer i bogen Collectivism after Modernism – the art of social imagination after 1945 fra 2007.
Nye beføjelser
Kollektiver har været den ramme, hvor man som kunstner kunne tilegne sig andre og nye beføjelser, som typisk har været tilskrevet kuratorer, museumsinspektører, direktører og redaktører.
På bedste Do It Yourself-vis har kunstnerkollektivet typisk stået for alt fra konceptualisering til udførsel, kuratering og formidling (ofte med egne tryksager og publikationer). Et andet godt og aktuelt eksemepel er det amerikanske kollektiv Flux Factory (med reference til både Fluxus og Warhols ‘Factory’), som varetager deres eget Artist in Residency-program.
Alle disse magtbeføjelser og praktiske facetter har helt sikkert ikke været friktionsløse punkter i kunstkollektivernes historie, tværtimod. Intern friktion har snarere været reglen end undtagelsen. Det gælder både det meget centrale, britiske kunstkollektiv Art & Language (grundlagt i 1968) og de tidligere nævnte avantgarder som fx. Situationisterne, hvor uenigheden nærmest kom til at være en form for drivkraft i kollektivet. Samtidig er det selvsamme kollektiver, der har formuleret de mange nybrud, der har formet den samtidskunst, vi kender i dag.
Et nutidigt behov?
Et århusiansk udstillingssted som Spanien 19c, rum46 eller det københavnske kollektiv Toves Galleri – er netop aktuelle og typiske udtryk for både kunstnernes stadige behov for de udvidede beføjelser, hvor man selv producerer, kuraterer, formidler, og kollektivernes gentagende forsøg på at tage afstand til de typiske greb i kunstfeltet og aktivt forsøge at formulere noget nyt.
Her er meget sigende programmet for den aktuelle udstilling i Toves Galleri Un_Curate_Able (indtil 2. sep. 2012):
Un_Curate_Able is an exhibition project in three parts, organized, curated and produced by the artists at Tove’s Gallery. The project unfolds over the summer of 2012 in the following stages:
1) An uncurated group exhibition in Tove’s own premises, which examines and presents the current interests of Tove’s artists.
2) A re-curating of the exhibition in Fatforms space, an artist and curator-collective in Amsterdam. In this exhibition Tove’s artists mix the roles of artist and curator, and thus renegotiate the initial positions of the first exhibition.
3) And finally, a contribution to the art fair during Copenhagen Art Festival, in which the three stages of Un_Curate_Able are documented in a live-editing and production process, that results in a publication presented on a finissage at Tove’s Gallery.
Kollektivisme eller gentagelse
Opgøret med det tidstypiske og det etablerede, institutionelle system er stadig et tydeligt behov på den internationale og ikke mindst danske kunstscene, hvor kollektiver er en voksende organisationsform knyttet til fx. de såkaldte ‘kunstnerdrevne udstillingssteder’, hvor kunstnere eksperimenterer, inviterer outsidere indenfor, genererer nye netværk og ny viden.
‘Institutionen’ er som fænomen kendetegnet ved at kunne reproducere sig selv og sin struktur, og det er netop denne reproduktion, som kollektiverne står som et – ja kunsthistorisk – opgør imod. Et forsøg på og en realisering af det at indtage en magtposition, der kan udfordre normen. Og hvor mon vi ville have været uden..?
