Tilstandsrapport fra Skovsnogen

I et område af Døvling Meldgaard Skov med tætte graner står et enkelt egetræ. Det er fritlagt ved, at man har ryddet området omkring det. Snart skal det brændes og stå som et forkullet udsagn midt i det grønne – som endnu et værk i den bemærkelsesværdige kunstskov Skovsnogen Artspace mellem Herning og Brande.

Vi har flere gange her på sitet omtalt Skovsnogen, der startede i 2009 på initiativ af billedkunstnerne Søren Taaning og René Scmidt.

Den korte version er, at det er en skov med skulpturer i. Men at den udendørs ´kunsthal´ blandt samarbejdspartnerne tæller såvel frilluftsrådet som den lokale borgerforening, fortæller allerede meget om stedets hybride karakter og vilje til at tænke kunsten og dens funktion ud af boksen.

Og nok kan man tænke Skovsnogen Artspace som en forlængelse af 1960´ernes Landart-tradition – men her i en langt mere uren, innovativ og uforudsigeligt knopskydende udgave.

Skovsnogen er en helt igennem unik størrelse i det danske kunstlandskab, og også internationalt, vil jeg mene, at stedet i koncept, kvalitet og spændvidde er ret enestående. Med andre ord: Tag helt ud i skoven, hvis du ikke allerede har været der!

Læs interview med Søren Taaning om Skovsnogen her

Overgangsritualer i skoven
I dag er jeg taget herud for at se, hvad der er sket siden sidst, jeg var her (aktivitetsniveauet er højt og det er svært at følge med!) og for at opleve opbygningen af det nye projekt i skoven – Rite of Passage – stedets første kuraterede udstilling, der åbner lørdag 2 august og er skabt i samarbejde med den svenske kunstner og kurator Jonas Liveröd.

Der er langt til Døvling og der er gået lidt kuk i timeplanen, så jeg ankommer lidt forsinket til Søren Taanings guidede tur i skoven for en lille gruppe lokale. Jeg finder dem i lysningen i granskoven, hvor Jonas Liveröd netop er ved at fortælle om meningen med at forkulle et egetræ.

“Skoven er i sig selv et meget skulpturelt sted, hvor træerne er objekter, der er så perfekte, at det er svært for en skulptur at konkurrere med det”, forklarer han. Derfor ønsker Liveröd med sine egne bidrag til Rite of Passage ikke at tilføre noget – “blot ændre lidt på tingene”, som han siger.

Hvordan det forbrændte træ midt i granskoven vil virke, ved han ikke endnu, men han forestiller sig, at det på en gang vil fremstå brutalt og smukt og markere et strejf af ubehag i det grønne: “Er det her menneskeskabt eller et uheld”?

At indtage en skov med skulpturer
Liveröd ser kreative udfordringer i at arbejde med kunsten i et ukontrolleret miljø, hvor vejr og vind spiller ind. Det uforudseelige ligger i projektets overordnede tematik, som netop kredser om værkernes foranderlighed og anskueliggørelse af transformative processer. Til projektet har han udvalgt en række nordiske kunstnere, som han alle finder, er stærke skulpturelt, og som er i stand til “at indtage rummet, hvilket ikke er så nemt, når rummet er en skov”.

Et internationalt blik
Det er noget nyt for Skovsnogen at invitere en ekstern kurator til at husere i skoven. “Jeg vidste jo heller ikke på forhånd, at han ville brænde træer af”, siger Søren Taaning med et glimt i øjet, da vi går videre. “Men kuratorer udefra er noget, vi arbejder på i fremtiden – også for at få et internationalt blik på stedet her. Man kunne eksempelvis få PS1 (kunstinstitution i New York, red) til at udvælge kunstnere, der kunne arbejde stedspecifikt i Skovsnogen”.

“Der sker det, når man overlader kontrollen til andre, at der åbnes til nye rum. Jeg har for eksempel aldrig været netop her i skoven”, fortsætter han, og viser os ind til stedet, hvor Liverôds andet værk skal folde sig ud. Et dybt hul er gravet i skovbunden. Stearinlys ligger parat til at blive smeltet: Liveröd vil lave en drypstenshule af stearin på denne skjulte plet i skoven.

Mens vi bevæger os videre frem, kommer vi forbi en række af skovens kunstneriske interventioner: Anastasia Axs sammenpressede papirstakke (også er en del af Rite of Passage), Anders Bonnesens containerskulptur, Jes Brinks monumentale murstensværk HATE. Blandt andet. Antallet er siden 2009 vokset stødt, og skoven byder nu på over 60 kunstværker. Vi passerer også et par af Skovsnogens 3 kunsthaller, der er små udstillingsskure med skiftende udstillinger.

Slowart i skoven
“Man skal vænne sig lidt til det”, siger et par af de lokale, der besøger Skovsnogen for første gang. I første omgang virker det lidt “naturstridigt”, mener de, men siger i samme åndedrag, at det også er det, der gør indtryk. Omvendt fortæller Søren Taaning, at skov- og filluftsentusiaster netop peger på, at skoven her har meget mere karakter af naturskov end andre steder, fordi den ikke drives som industriskov.

Og det traditionelle kunstpublikum har også i stigende grad opdaget stedet. “Det er sådan en slowart ting”, siger Taaning. “Hvor folk – fordi de bruger lang tid på at komme herud – også er stillet ind på virkelig at bruge lang tid på oplevelsen. Her farer man ikke fortravlet gennem et storbymuseum, men har tid til at få hele kroppen med”.

En dansesø
Vi er kommet til et dunkelt hjørne af skoven, og vi støder på Hartmund Stocker, som netop har færdiggjort sin installation. Stocker arbejder ofte poetisk, humoristisk – men ikke uden alvor – med  forbindelsen mellem ´kultur´ og ´natur´, og har her etableret et kunstigt vandhul, over hvilket en sværm af forstørrede kobbermyg danser ophængt i stålwirer.

Taaning fortæller, at Stockter medbragte alle materialer til værket i en kasse på sin cykel, og man forbavses over, hvor rumligt et resultat, der så er kommet ud af det.
Her findes også en ´myggemaske´, der passer til et menneskehovede. Så kan også mennesket deltage i denne mystiske, rituelle ravedans omkring vandhullet. Det eneste, der mangler, er næsten stroboskoplys, og dog: lyseffekterne gennem granerne på en stærk solskinsdag som i dag virker næsten lige så hallucinerende. Dance Floor hedder værket.

“Jeg er spændt på, hvordan installationen klarer storme og regnvejr – med tiden vil den sikkert forgå, og tilbage vil måske bare være sporene efter en forladt kultplads”, siger Stockter.

Da vi længere fremme af ruten går forbi Katja Løgstrup-Hansens Monetaristisk Monument, Malehal Øst, Lindøværftet, ser jeg , at et træ er væltet indover skulpturen.
“Sådan må man vælge”, siger Taaning. “Om man skal bevare værkerne i deres oprindelige form, eller om processerne skal være en del af værket – om de tilfører noget”.

En duft af skulptur
I en teatralsk lysning er Nanna Abell i gang ved en støbeform. Hendes værk til Rite of Passage er ved at materialisere sig i form som en forstørret Chanel no 5 flaske. Det er meningen at 8 gram af det sagnomspundne duftstof Musk, som indgår i forførende parfumer, skal indstøbes i betonskulpturen. Kunstneren har indkøbt de dyre gram for kr. 11.000! Alene det at bringe duften ind som skulpturelt virkemiddel er ifølge kurator Liveröd interessant, da dufte ellers er en underprioriteret størrelse i kunsten.

Implikationerne er mange, fortæller Abell, som blandt andet er inspireret af, at man i visse islamiske moskeer i bygningernes mure indstøbte Musk, som man betragtede som Muhammeds duft og tildelte religiøse dimensioner. Som mange af de andre kunstnere, jeg møder i dag, er hun optaget af de sammenstød, der opstår når kunsten og det hyperkultiverede bringes i spil et helt andet sted end normalt.  Hvordan det lugter, og om hjortene duftforførte vil flokkes om skulpturen, kan vi så sammen med Abell spændt imødese.

Et generøst projekt
Vi forlader Abell i den steghede lysning og finder skygge, vand og kaffe i Skovsnogens tilhørende kunstner-camp.

Inden jeg tager af sted, møder jeg også lige Lisbeth Bank, der sammen med Pernille Bøggild er ved at færdiggøre deres modificerede sommerfugletavler, hvor man må konstatere, at nye visuelle systemer og (sommerfugle)kategorier opstår. Tavlerne skal opstilles i en glasmontre i skoven, som et musealt fremmedlegeme, der så at sige er transporteret tilbage til arnestedet.

På den måde flyttes kultur og natur frem og tilbage og ramler sammen på utallige måder i denne særegne udendørs kunstskov, som alle, jeg møder i dag, peger på er båret af et ukonventionelt, usnoppet drive:

“Stedet her er udfordrende og byder på et stort frirum”, siger Lisbeth Bank. “Det er et sympatisk og generøst projekt, vi gerne vil være en del af”.

Læs fakta om de nye tiltag i Skovsnogen og om ferniseringen lørdag 2 august.