Historisk set har der været et skisma mellem queer kunstneres sikkerhedsmæssige behov for at gemme deres seksualitet væk, og deres samtidige ønske om synlighed og repræsentation. I dag er vi heldigvis nået så langt, at queer kunstnere ikke længere i samme grad lider under det, og Rasmus Myrup (f. 1991) skriver sig ind i en generation af kunstnere, der tager magten tilbage og bruger det førhen-udskammede til egen fordel.

Et kunstnerisk forspil til Gøteborg Biennalen

Tre store runesten i melerede grå- og brunlige nuancer spejles i det diagonale flisegulv på Overgadens 1. sal. RASMUS:MADE:THESE:CUMS:IN:HONOR:OF:HIS:FOREDADDIES står der med runelignende bogstaver på den midterste.

Jeg oplevede Rasmus Myrups værker for første gang, da han i 2020 udstillede sin totalinstallation Salon des Refusés på Kunsthal Charlottenborg. Installationen var en del af udstillingen Heksejagt, og allerede dér måtte jeg samle kæben op fra gulvet, da Myrup både viste et vanvittigt håndværk og en kærlighed til de udstødte, som rørte mig dybt.

Myrups nyåbnede udstilling har fået navnet Precoming, en titel, der på komisk vis reducerer udstillingen til at være – undskyld mit sprog – præ-spermen til hans deltagelse i Gøteborg Biennalen lige rundt om hjørnet. Men med værker, der spænder utroligt bredt, må jeg sige, at dette er en kæmpe forenkling af Myrups præstation på Overgaden.

”Dette forklarer ikke noget”

På vej ind i Precoming tager jeg, som jeg altid gør, en udstillingsfolder med mig. I folderen finder jeg selvfølgelig den klassiske lynguide, der skal hjælpe den besøgende igennem udstillingen uden at føle sig helt tabt på gulvet – en gennemgang af de temaer som Myrup arbejder med, og en kort introduktion til udstillingen.

Men der er mere end blot de obligatoriske formidlende ord fra institutionen, for når man bladrer en gang, har Rasmus Myrup efterladt en personlig tekst til de gæster, der vælger at tage en flyer med sig. Med karakteristiske Comic Sans-bogstaver og skriblede blyantsnotater møder Myrup mig i øjenhøjde. ”This is not explaining anything, but making it much milkier and opaque”, skriver han – og jeg er straks interesseret.

Myrup fortsætter så med at forklare den norske litterære teknik ”kennings”, som er en form for poetisk omskrivning af et navneord til et andet navneord med lidt mere ”schwung”. En ”hest” kunne for eksempel omskrives til at være en ”ædel ganger”. De to betegnelser har samme betydning, og så alligevel slet ikke – og det er præcis denne form for udviskning af sprogets grænser, der er helt essentielt i udstillingen på Overgaden.

Med de tre værker, der alle bærer titlen Sangskjuler, kommer denne undersøgende tilgang til sproget også til syne – for jeg ville nok aldrig selv være kommet frem til, at det var dét, disse objekter var. En stol med sammenrullede stykker papir stikkende ud af sig som et forvokset pindsvin, en høj flettet metalstruktur og en overdimensioneret pakke cigaretter er alle sangskjulere i Myrups univers – og det må jeg som beskuer bare acceptere.

Spækket med seksuelle undertoner

I sin tekst forklarer Myrup, hvordan ordet ”bøsse” altid forskrækkede ham som barn, selvom det er et helt almindeligt ord, der blot betyder en beholder. Dog er ordet som bekendt et homonym, hvor dets anden betydning i mange år har været et nedladende ord for homoseksuelle mænd – et faktum der gjorde, at Myrup som barn forbandt almindelige ord som ”peberbøsse” eller ”haglbøsse” med homoseksualitet. Disse dobbeltbetydninger bearbejder og betvinger Myrup med sine mangefacetterede værker, der tager form som både malerier og skulpturer i mange forskellige afskygninger og materialer.

Seksualitet bliver et tydeligt omdrejningspunkt hos Myrup, og næsten alle værkerne indeholder referencer til queerkultur – dog igennem drilske ordspil og sproglige finurligheder, der udfordrer beskuerens referenceramme. Myrup arbejder på grænsen til det vulgære med titler som Nut in my hole – et maleri af en mand med blondt overskæg og et jordbær i munden, og Bøsserøv – et maleri af en væltet saltbøsse med ‘røven’ til. Det er forfriskende og provokerende med alle de seksuelle billeder, man får smidt i hovedet, især fordi intet af det rent faktisk er eksplicit seksuelt.

Til mine ”Foredaddies”

Jeg kigger igen i den lille flyer og læser beskrivelsen af runestenene midt i rummet som One for the gays who came before me – My Foredaddies! – det sidste er skrevet med blyant og dekoreret med et hjerte. Myrup tager genstande, der er fyldt med konnotationer, tømmer genstandene for den betydning, vi tror, vi kender, og fylder dem op på ny. Genstande som et vækkeur, metaltønder og sangskjulere bliver genopfundet for øjnene af den besøgende.

I runestenenes tilfælde er det en måde at arbejde med en tilsyneladende anakronisme – i det heteronormative samfund, er vi ikke vant til, at queerpersoner kan eksistere historisk. Derfor virker det nærmest historisk ukorrekt at placere Myrups homoseksuelle ”Foredaddies” i denne kontekst af en runesten, der refererer tilbage til vikingetiden.

På den måde omskrives historien og viser, at den seksuelle diversitet altid har været til stede, om end den ikke er repræsenteret i den kunsthistoriske kanon. Det skal der nok blive ændret på, hvis det står til kunstnere som Rasmus Myrup.

Sprogets grænseløshed og faste former

Langs væggene finder man både skulpturer og malerier. Værkteksterne putter sig væk helt nede mod gulvet, og jeg bruger lang tid i udstillingen med krum ryg for at få det hele med.

Ligesom at Myrups skriv i udstillingsfolderen er både sjovt og interessant, er værkteksterne for mig at se små værker i sig selv. Det er her, den sproglige genialitet og nysgerrighed virkelig kommer til udtryk, og jeg kan ikke lade være med at give et tilfreds grynt fra mig, hver gang jeg forstår joken eller kobler referencerne sammen.

Sproget er hos Myrup næsten grænseløst, og udfordrer mig gang på gang igennem udstillingen. Tag for eksempel Myrups tre værker med titlen Pepper Grinder eller Peberbøsse, der er ladet med så mange sproglige og visuelle betydninger, at jeg lige skal tage en dyb indånding for at få det hele med. Selvfølgelig er der det føromtalte bøsse-suffix, men jeg tænker også straks på den bøssevenlige datingapp Grindr.

De tre værker er lavet af forskellige metalbeholdere, der refererer visuelt til den tøndeskulptur, man som ungkarl kan få tildelt som et symbol på ens civilstatus, hvis man stadig er ugift som 30-årig. Puha, man får bestemt betydningsmæssig smæk for skillingen.

Oversættelse og udveksling af sproglige betydninger tilføjer konstant et ekstra lag til værkerne. Men dobbeltbetydninger og ordspil kan ikke altid oversættes uden problemer. Det kan man se i rækken af værker lavet i fyrretræ. Værkerne bærer titler som Flot fyr, en lysekrone af fyr dekoreret med sølvkæder og krystaller, Stor fyr, et stykke træ med ubestridelig lighed til de mandlige kønsdele, og Sød fyr, et stykke fyrretræ med glasur og krymmel på.

På engelsk bliver Myrup nødt til at oversætte ”fyr” til ”guy” og dermed mister han det ordspil, der er i de danske titler. Men disse værker synes at være en del af et større studie for Rasmus Myrup, hvor fejlslagne oversættelser blot tilføjer til den videre analyse af sproget og dets iboende betydninger.

Sprogets marginer

I Overgadens lyse lokaler står de mange skulpturer og malerier klart frem, og der bliver plads til en udforskning af vores opfattelse af evolution, sprog og samfundsstrukturer, som giver stof til eftertanke.

Rasmus Myrup slår et slag for de seksuelt marginaliserede, dem der førhen er blevet – og i en vis grad stadig bliver – sat udenfor indflydelse. Han viser, at det måske netop er den marginaliserede, der formår at betvinge sprogets marginer og udnytte dem til sin egen fordel. Myrup har fået øje på noget, som ikke alle ser, og det er en kæmpe styrke.

Precoming er en udstilling der skal opleves med nysgerrighed og humor – og jeg tror godt, at jeg med sikkerhed kan sige, at de kan begynde at glæde sig til at få Rasmus Myrup på besøg i Göteborg.