One-two-three-four. En barnestemme flyder ud af en højtaler og allerede her, på vej op ad stentrappen til O-Overgaden, tælles jeg ind i Cally Spooners univers.

Den britiske kunstners performative værk med den overordnede titel Duration fortsætter, da jeg passerer skranken i kunsthallen og svinger ind igennem scenetæppet til endnu et lydværk; nu med Spooners egen stemme, der afgiver ordrer som ”Stop”, ”Jackal” og ”Still Life” mixet med åndedræt og en insisterende bip-lyd hvert 42. sekund, der virker som en nedtælling til handling, til at være på, til at performe.

For enden af mellemgangen i den store sal dukker videoværket DEAD TIME (Maggie´s solo) (2021) med danseren Maggie Segale op og fylder hele den ene endevæg.

I 43 minutter og 59 sekunder smelter de forskellige lydbilleder sammen med Segales koreograferede vekslen mellem udmattet, koncentreret venten i en nul-position til attakerende kampbevægelser blandt andet hentet fra rugby og videre til poseringer, hvor Segale standser, indtager en positur og ser direkte ind i kameraet, som var hun til et fotoshoot. En tidskode i bunden af billedet viser os, at uanset hvordan hun agerer, løber tiden i en præcis og fremadskridende bevægelse.

Tidstyranni

Iscenesættelsen er skarp og grebene enkle i udstillingen Duration, der er sidste del af Cally Spooners forskningsprojekt tilknyttet O-Overgaden, hvor hun undersøger det komplekse begreb ’tidslighed’. Her stiller hun spørgsmålstegn ved, hvordan vi lader os styre af tiden og om vi kan udfordre det pres, vi allerede fra barnsben opdrages ind i, ved at insistere på andre tidsopfattelser som for eksempel at være ude af synk eller i proces.

Jeg møder Cally Spooner over Zoom nogle dage efter, og timingen er perfekt, da vi i løbet af få sekunder bliver afbrudt af hendes 4-årige datter, som var det en understregning af en af Spooners pointer. Det er indlysende, at tidsbegrebet forandres, når man bliver forælder, og at ens evne til at præstere både privat og professionelt udfordres, men ifølge Spooner kan de benspænd anvendes subversivt i modstanden overfor den krono-normative tidslighed, der er standarden i vestlige samfund. Cally Spooner uddyber:

”Begrebet ’krono-normativ’ har jeg hentet fra den amerikanske professor i engelsk, Elisabeth Freeman, som i bogen Time Binds: Queer Temporalities, Queer Histories fra 2010 kritiserer, hvordan tiden bruges til at organisere kroppen med henblik på maksimal produktivitet. At den vestlige verdens tidsopfattelse på en måde skaber et pres, som vi alle er underlagt. Jeg har altid været interesseret i, hvordan det eksempelvis i elitesport eller dans, som jeg selv har en baggrund indenfor, forventes at en krop skal levere og performe på et højt niveau. Hvad det gør ved os fysisk og psykisk. Og hvordan de her krav eller forventninger er sivet ind i vores hverdagsliv, hvor – selvom man måske ikke direkte skal stille sig op på en scene og performe – så gør vi det i en vis forstand alligevel i den digitale og markedsorienterede verden, vi lever i.”

Modstands-hypoteser

For at stikke en kæp i det krono-normative hamsterhjul har Cally Spooner i sin kunstneriske praksis – heriblandt en essay-serie, med den overordnede titel A Hypothesis of Resistance – undersøgt fem alternative tidsligheder: det asynkrone, det processuelle ved at være i en øvesituation, dét at insistere på nuet, det ikke umiddelbart synlige eller registrerbare samt udstrakt varighed.

Alt sammen noget der kendetegner livet med børn, som jo sjældent frivilligt lader sig tilpasse den vestlige verdens tidsforståelse og forventning om resultater. Den forskydning af perspektiver, hun oplever i moderskabet, dyrker hun også qua den tværdisciplinære tilgang i sit kunstneriske virke.

Udover samarbejdet med Maggie Segale har hun i sit forskningsprojekt blandt andet inddraget typografen Will Holder, og hun er også en del af gruppen INTERSECT, som består af forskere fra Københavns Universitet, der i et interdisciplinært fællesskab undersøger komplekse samfundsrelevante problemstillinger. Cally Spooner fortæller om sin metode:

”Den transdisciplinære tilgang er fantastisk, fordi man her tillader, at viden fra andre discipliner og medier ´forstyrrer´ ens arbejde. Når jeg kommer med al min viden fra filosofi og som kunstner og så møder en geograf eller en byplanlægger, der ser helt anderledes på tingene, bliver jeg trukket ned fra mit elfenbenstårn og tvunget til at gentænke det hele”.

“Ofte kommer nye erkendelser fra en helt uventet kant, fra et ’forkert’ sted, så jeg ser det som en frugtbar tilgang til forskning. Jeg er også mest interesseret i den kunst, der udspringer af en transdisciplinær tilgang”.

“For eksempel er jeg stor fan af den amerikanske kunstner Bruce Nauman, fordi han aldrig forsøger at perfektionere sig i én retning, men anvender det medie, der kommunikerer hans tanker bedst. På den måde er han en evig begynder, og dét stadie er jeg vild med.”

Praksisbaseret forskning

Imens vi taler videre om de åbenlyse fordele ved samarbejder, et bredt kunstbegreb og opløsning af faggrænser, hæfter jeg mig ved hendes insisteren på at stille sig et usikkert sted.

Hun er optaget af at afsøge nyt land, men altid med afsæt i grundig forberedelse og med en åbenhed overfor at blive skubbet i en ny retning. Den filmede performance, DEAD TIME (Maggie’s solo), bygger for eksempel på et mangeårigt samarbejde imellem Spooner og Maggie Segale, men er optaget i ét take uden redigering, hvilket tilfører værket en autenticitet, hvor jeg som beskuer får en oplevelse af, at det sker lige nu. Som i en live-performance eller på teatret er der rum for uforudsigelighed og for fejl. Her bliver de bare foreviget.

Cally Spooner ser heller ikke DEAD TIME (Maggie’s solo) som et afsluttet produkt, da det kommer til at fungere som bagtæppe for en videreudvikling af materialet i en offentligt tilgængelig workshop. Her vil Spooner og Segale ud fra samtaler og de givne omstændigheder og værker i udstillingen udvikle et nyt koreografisk værk. For Spooner er dét at kunne forvandle udstillingsrummet til en platform for praksisbaseret forskning vigtigt:

”Jeg har efterhånden lært at elske den lidt sårbare, åbne prøvesituation, fordi den kropsliggør min forskning og samtidig giver publikum mulighed for at få et indblik i, hvordan en kollaborativ proces med alt det ’rod’ og de samtaler, der ligger til grund for udviklingen af et værk, fungerer”.

“Jeg ved ikke præcist, hvad der kommer til at ske, så lad os se. Det lander, hvor det lander.”