“Udstillingen undersøger, hvad vil vi have friheden til eller frihed fra at skulle gøre. Netop forskellen og spændingen mellem disse friheder er ofte til forhandling til de for- og efterfester, som er udgangspunktet for denne udstilling. Og det er noget, jeg både beskæftiger mig med i udstillingen og i mit eget liv”, indleder Burisch, der med udstillingen Bring Time inviterer de besøgende til et intimt blik ind i en omfattende og personligt investeret proces, der har været længe undervejs.

Centralt i udstillingen er en 2-kanals videoinstallation, som fokuserer på de tidslige ‘mellemrum’ – på tiden før og efter festen. På vej ind i udstillingen mødes betragteren af et stort stillads, der kan vække associationer til de bygninger og midlertidige steder, hvor techno-miljøets rave-fester ofte udspiller sig. “Det er en visuel cadeau til de steder, hvor festerne foregår, men også et opgør med temporaliteten i det: Det er alt sammen til låns”, fortæller Burisch og fortsætter:

“Bring Time dvæler ved før- og efterfestens flydende, tidskrævende og forgængelige struktur. Det er her, venskaber skabes, konflikter heles og skuldrene kan sænke sig efter en lang nat – modsat til selve festen, hvor musikken spiller højt, forventninger skal indfries, og man ikke kan høre hinanden. Det er også her, hvor vi kan få plads og ro til at begynde at tale om, hvad det er for en utopisk verden, vi gerne vil skabe sammen.”

Mellem dokumentar og performance

Den færdige udstilling er produktet af et langt researcharbejde, og udstillingen forgrener sig da også i mange forskellige udtryksformer: Ud over selve videoværkerne består udstillingen – der også byder på et techno-soundtrack og musikvideoer – af en mængde dokumentationsmateriale, og tre ’zines’, publikationer, som er skabt som en del af den indledende research.

“I dette projekt gennemgik jeg først en længere, akademisk rejse ved at læse, skrive om og interviewe mennesker i miljøet.” Personerne tæller mennesker fra kunstnerens egen omgangskreds, som Burisch har personlige relationer til, eller på anden måde beundrer. I de færdige videoværker optræder nogle af disse personer som performere – omend Burisch selv er tilbageholdende med at stemple værkerne som hverken performance eller dokumentar:

“Det er ikke en performance i den forstand, at man klæder sig ud for en enkelt aften eller for et publikum. Alle aktører giver os et generøst indblik i deres levede virkelighed, og på den måde performer de ikke på andre måder, end vi alle gør, når vi går ud ad døren. Men dermed heller ikke sagt, at det er en form for dokumentar om dem.”

Burisch forklarer: ”Jeg nyder at arbejde sammen med folk, jeg beundrer, og er altid åben for deres fortolkning af projektets fokus. Zines’ene har fungeret som en slags forventningsafstemning i forhold til hvilke emner, der interesserer mig. I dette projekt er det især det euforiske, sørgende og afventende til efterfesterne, jeg har været nysgerrig på at arbejde videre med sammen performerne.”

I det hele taget giver udstillingen indtryk af, at processen for Liesel Burisch lige så central, som det endelige resultat; at rummelighed, inklusion og medskabelse er ingredienser, som informerer og i sidste ende skaber værket:

“Jeg stræber efter at skabe arbejdsforløb, som kan rumme alle de fantastiske tanker og ideer, som aktørerne kommer med, og derfor har jeg det helt okay med, at projekterne ofte bliver til noget andet end det, jeg oprindeligt havde planlagt. Fælles for mine projekter er, at jeg er overbevist om, at alle de udfordringer, som de fleste mennesker har – om det så er sygdom, systemisk racisme, homofobi, børnepasning, handicap, mentale udsving eller basal logistik – er udfordringer, vi skal omfavne, skabe plads til og rumme.”

For Burisch er den kunstneriske praksis og kunstnerens egen, personlige erfaring uløseligt sammenvævet i udstillingen. Og netop dét i at lukke et bredt publikum ind i et meget intimt og skrøbeligt rum er for Liesel Burisch forbundet med svære og ambivalente overvejelser.

“I mit arbejde tænker jeg altid på, at værket skal skabe et kollektivt samtalerum, mere end at det skal give svar eller synspunkter. Så selvfølgelig er jeg interesseret i, at publikum kan relatere til aktørenes overvejelser i udstillingen. Men jeg har ikke behov for, at denne udstilling bliver et sted, man skal gå hen for at forstå noget. I virkeligheden handler efterfesterne jo om at få lov til at gøre, hvad man nu gør, uden at skulle undskylde eller forklare hvorfor”, påpeger Burisch. “Og jeg ønsker jo også, at publikum lader sig rive med af den destruktive magi, der ligger i at være så sen til at forlade festen, at man ligeså godt kan tage direkte videre til forfesten.”

Kunstens potentiale for social forandring

Ifølge Burisch rummer festmiljøets utopier om frihed en dobbelthed: På den ene side er det et fristed, hvor der er plads til at være den, man er. Men samtidig er netop adskillelsen fra ‘andre’ et dilemma: “Det handler om at kæmpe for en verden, hvor vi kan være, som vi gerne vil være, uden at skulle diskrimineres eller nedgøres. Men for at komme derhen, så er der ofte behov for steder, hvor man lige kan få et break og kan være fri fra netop diskriminationen og nedgørelserne”. Så for Liesel Burisch er kunsten blot én af mange områder, hvor kampen for BiPoCLGBTQ+-rettigheder skal tages:

“De seneste år har gjort det tydeligt – også for andre, end de systematisk diskriminerede grupperinger – at kunstverdenen halter gevaldigt bagud på alle parametre. Strukturerne virker til at køre ufortrødent videre, så det kan ofte virke håbløst at være en del af en industri uden en HR afdeling.”

”På trods af de ofte ubehagelige arbejdsforhold kan og skal kunsten skabe samtaler og konfrontere disse strukturer på en måde, som dialog, debat, demoer og aktioner ikke kan. Især når politiske landskab går i en ubehagelig retning mod højre og kunstverdenen virker til at stå stille. Det er vigtigt at vise, at der – på trods af man konsekvent møder udfordringer – er et rum, hvor vi stadig tror på, at det kan lykkedes. At utopien kan blive virkelig.”

Selv er Liesel Burisch også aktivistisk engageret, og selvom kunsten i sig selv er et bidrag til at skubbe debatten og skabe bedre vilkår, mener kunstneren, at det er vigtigt, at vi alle engagerer os i disse spørgsmål – også uden for kunstinstitutionernes hvide vægge – hvis vi skal skabe en bedre og mere retfærdig verden:

”Vi kan alle bidrage til denne virkelighed i det daglige. En open source internetbrowser og gode samtalepartnere er et godt sted at starte til at gentænke og snakke om vores egne begrænsninger. Stil informerede spørgsmål, læs og lær at lytte , spørg din nabo om du kan hjælpe med at passe deres børn. Det, tror jeg, gør lidt mere end en kunstudstilling – og det har jeg det også fint med.”