Benedikte Bjerre arbejder i sine skulpturer og fotobaserede værker ofte med den udtalte ulighed i samtidens vestlige samfund – trykkogt på benzin, sukker, kaffe og leveret døgnet rundt af udmattede kroppe under mere og mere transitlignende levevilkår. Uanset om Bjerre arbejder med (ready-made) vaskemaskiner, bleer, kaffemaskiner, menneskestore transportkasser eller kyllinger i (helium)ballonform, tager hendes værker typisk udgangspunkt i genkendelige hverdagsobjekter, som forskydes eller ændres en anelse, hvorved Bjerre peger på absurditeter i samfundets økonomiske kredsløb og infrastruktur.

Samtidig er Benedikte Bjerres praksis forankret i en grundlæggende destillerende, nærmest minimal tilgang til skulpturen. Ligeså meget som hendes værker peger på symbolværdien i de genstande, der bebor de flestes moderne tilværelse, så er værkerne også udtryk for en konkret indstilling til og bearbejdelse af materialer. Bjerres skulpturer er bronze og aluminium og stål og plastik – og frem for alt en usentimental omgang med fundne objekter. En insisteren på kunsten som nøgtern konstatering, men også som undersøgelser, der er mættet af mulige følelser.

Vault

Eksempelvis er det i Bjerres aktuelle soloudstilling Vault på O–Overgaden – kunstnerens første i Danmark – det nye værk Day to Day, der indtager hovedrollen. Værket består af seks sølvskinnende containere, som er skåret over i to og således ligner hjernehalvdele, lunger, gravide maver eller bankbokse. Værkerne er modelleret efter FedEx-containere til lufttransport, og de buede aluminiumskroppe maksimerer det transportrum, der sikrer leveringen af produkter i løbet af få timer, eller, som værkets titel indikerer: fra ’dag til dag’. Med deres minimale og forseglede udtryk antyder disse monolitiske blokke den kommercielle logik omkring adgang for nogle og utilgængelighed for mange: hvem kan og kan ikke drage fordel af samtidens dag-til-dag-levering?

Oppustelige høns

Et af Bjerres tidligere nøgleværker er Lisa’s Chickens (Farm Life) (2022), hvor 50 høneformede balloner er blevet pustet op med helium og spredt rundt i udstillingsrummet, som en slags malplaceret hønsegård. Hver høne tager sit navn efter et af de 50 mest populære pigenavne i det land, hvor udstillingen vises. Til værket, som hun første gang lavede en version af i 2016, da hun tog afgang fra Kunstakademiets Billedhuggerskole i København, tilføjer Bjerre således – måske på grund af hendes baggrund som bachelor i sociologi – et statistisk og samfundsanalytisk aspekt til det umiddelbart absurde ved høns i et udstillingsrum. På samme måde synliggøres den skævvridning af køns- og kvinderoller, der ligger implicit i ordet ’chick’.

De mange oppustelige høns peger på Bjerres vedholdende interesse for det serielle og gentagende. Mere eller mindre indirekte artikulerer hendes praksis overvejelser om, hvad disse kopier (måske endda tyverier) eller replikaer af billeder og objekter har potentiale til at gøre, og således starter en spiralagtig søgen efter aura og integritet. Med andre ord: grundlæggende skulpturelle spørgsmål om den bearbejdede, konvekse skulptur versus den udhulede form eller facaden. Som Bjerre selv har bemærket om de oppustelige, kyllingeformede heliumballoner: ‘Kyllingerne er hule, heliumfyldte tanke – de er en enkel facade.” Og netop facaden er et tilbagevendende spørgsmål i en lang række af Bjerres værker, der undersøger, hvad der er fakta – hvad er virkeligt, hvad er et ”rigtigt objekt” – i modsætning til, hvad vi opfatter som et billede af en ting – et simulakrum.

Tingene som de er

Der ligger en stræben efter noget uformidlet eller direkte, når man arbejder med formgivning på den måde, Benedikte Bjerre gør. Hendes værker er, hvad de giver sig ud for at være – der er en transparens mellem et indre og et ydre – What you see is what you see. Men i bestræbelsen på en sådan transparens findes også en søgen efter – eller en tro på tilstedeværelse af – en slags “tingenes kerne”. Så når vores virkelighed kan antage så mange og så forskellige former, materialiserer selve kunsten sig også i tilsvarende mange og forskelligartede udtryk. Man kan sige, at der går en linje fra virkelighed til poesi. Den kan være meget kort eller meget lang, og kunstværket kan måske sløre den, måske helt ophæve den. Benedikte Bjerres praksis er sådan en linje.

Se Portfolio nedenfor