Gallerirevy København september 2021: Aparte typer på galleriet

Gallerirevy København september 2021: Aparte typer på galleriet

Kinga Bartis: It Might Already be too Late. Foto: Anders Sune Berg

Fra esoteriske malerier og okkulte skulpturer til gigantiske orgelpiber og forunderlige visuelle kommentarer til økokrisen. Samtidskunsten danser, sanser og tænker kritisk på en legende måde som aldrig før på den københavnske galleriscene. Det er er alt andet end kedeligt.

De privatejede gallerier har for længst opsuget den kritisk-reflekterende samtidskunst, som ofte sprænger kunstens traditionelle kategorier, formater og materialer. Når jeg tænker nogle år tilbage, så kunne de banebrydende og øjenåbnende udstillinger med nye tendenser i samtidskunsten udelukkende opleves i kunsthallerne. Der er sket et mærkbart skred i den danske kunstoffentligheds vilje til at engagere sig i kunst, der udfordrer den etablerede kunst og dens institutioner. Nu kan vi hyppigt opleve den også i gallerierne.

Her optræder helt utraditionelle værker, der eksempelvis er skabt af fundne eller hjemmegjorte, trashy materialer I pagt med den stigende bekymring for øko-krisen genanvender stadig flere kunstnere frasorterede materialer fra hverdagen eller indhenter elementer fra naturen med henblik på at afæske dem deres æstetiske muligheder. Materialer og budskaber går således hånd i hånd i pagt med tidsånden.

Udstillingsbillede fra Galleri Nicolai Wallner med værker af Kinga Bartis (maleri) og Rasmus Myrup (skulptur). Foto: Anders Sune Berg

Kinky og humoristisk

Som nu Rasmus Myrup (f. 1991), der udstiller sit fetich-agtige, nærmest sataniske, figurgalleri i Galleri Nicolai Wallner. Det er ikke just harniskklædte kæmper, vi møder i Wallners hvide kube, men derimod fragile konstruktioner af strå, kornaks og grene, som Myrup har sanket i naturen for at kombinere dem med tekstiler og forskellige industrielle anordninger.

De pauvre, men fantasifulde materialer transformerer figurerne til disse uforglemmelige, aparte typer. De på én gang kinky, humoristiske og også lidt morbide hybridvæsener giver fantasien vinger. De ligner nogle trætte deltagere fra et ugelangt kultritual og står nu udslukte tilbage, som havde heftige orgiastiske udladninger, psykedeliske ud-af-kroppen-oplevelser og rituelle danse drænet dem for alt liv.

Rasmus Myrup skulptur. Foto: Anders Sune Berg.

De fleste af dem kan dog stadig holde sig oprejst, mens Lindorm (2021) – en slange med en menneskelig overkrop – ligger ned. Dens krop slanger sig på gulvet, og denne hybrid fra dyre- og planteriget synes på vej til at rejse sig fra gulvet for at blive menneskelig. Vi må heller ikke glemme The Rye Bitch (2021), hvis ansigt er formet af rug-aks. Hun/han/høn/den/de? bærer en gulvlang, blåviolet fake fur. Dette og andre gotiske fantasifostre indgår i Myrups groteske hær, som han kalder Folx. Den hører hjemme i tegnefilm, mareridt eller eventyrene, men optræder nu ”lyslevende” og taktile som kunstværker i galleriet og fremkalder både fryd og frygt – og også lidt omsorgsfølelse.

Maleren Kinga Bartis (f. 1984) er uddannet på Det kgl. Danske Kunstakademi, men er også kandidat i samfundsvidenskab. Hun er født og opvokset i det bjergrige Transsylvanien i Rumænien. Hendes første udstilling i galleriet har titlen Irregulars. Beyond the Current, og hendes inciterende malerier viser en dyb interesse for netop det irregulære eller spirituelle. Det, der ikke kan måles, vejes eller ses med det blotte øje, men som kan anes og sanses af det åbne og søgende sind. I hendes malerier lever myten, følelsen, seksualiteten og kroppen. Det er synæstetiske malerier, hvor personer og landskaber vokser sammen og går i ét. Det er monokrome malerier i forskellige farver, lagt på i lasurer. De kalder én uvilkårligt hen med deres anderledes, organiske formsprog med linjer, der bugter sig i blide bevægelser som bølger på havet. Det er symbolisme i det 21. århundrede og er beslægtet med esoteriske malere som Hilma af Klint og Arild Rosenkrantz – dog er de mere ”mørke”.

De to kunstneres værker går både i frugtbar dialog med hinanden og med Det Andet. Det er deres første udstilling i galleriet, og man ser allerede frem til deres første solo-solo-show i galleriet.

Rasmus Myrup: Folx. Kinga Bartis: Irregulars. Beyond the Current. Galleri Nicolai Wallner. Til 30. Oktober.

Lagune Ouest viser udstillingen Vista med Emilie Bausager og Asta Lynge. Udstillingsfoto. Foto: Lagune Oest

En smuk udsigt

Det kunstnerdrevne udstillingssted Vermilion Sands, som er opkaldt efter den amerikanske science fictionforfatter J.G. Ballards novellesamling fra 1971, er nu knopskudt til endnu et galleri, Lagune Ouest, der ledes af kunsthistorikeren og kuratoren Nikolaj Stobbe, hvis udstillinger fremover vil veksle med Vermilion Sands’. Navnet henviser til en mindre naboby til Vermilion Sands i novellesamlingen. Det nye galleri vil fremover navnlig repræsentere lokale kunstnere og bidrage til at løfte deres karrierer.

To kunstnere, som begge arbejder i tre dimensioner, nemlig Emilie Bausager (UK/DK, f. 1992) og Asta Lynge (f. 1988), optræder her på udstillingen Vista, altså en smuk udsigt. Der er egentlig tale om en todelt udstilling, da halvdelen af værkerne optrådte i galleriets stand på Chart for nogle uger siden. Den resterende del kan nu ses i galleriet.

Man må dukke hovedet på vej ind i galleriet pga. Asta Lynges nye væg i skumpap med en meget lav port, og således tvinges kroppen ned i tempo og højde, inden man entrerer det lille kældergalleri. Lynge bidrager yderligere med to store hængeskulpturer i galvaniseret stål, skabt af færiste, der anvendes i landbruget for at holde husdyrene inde i deres indhegninger, mens mennesket kan bevæge sig frit mellem dem. Disse værker med titlen Instrument minder om kæmpemæssige panfløjter og giver associationer til hyrdespil, fauner eller skovånder, der agerer i et arkadisk landskab.

De sekunderes af Emilie Bausagers sækkestol med et patchwork af indlejrede landskabsbilleder og hampeplanter, der også har en reference til en aktivistisk gruppe i 1600-tallets krigshærgede Storbritannien, the Levellers, der havde et progressivt natursyn og kæmpede for lige rettigheder og trosfrihed til alle borgere. Som med megen anden samtidskunst giver dette værk først rigtig mening, når man har læst sig lidt ind på det.

Udstillingen viser to lovende kunstnerskaber, som er værd at følge.
Emilie Bausager har en MFA fra Det kgl. Danske Kunstakademi i 2019, mens Asta Lynge har en BFA fra Central Saint Martins i 2013.

Emilie Bausager, Asta Lynge: Vista. Lagune Ouest. Til 2. oktober.

Tue Greenfort: Marken er mejet. Udstillingsbillede. Foto: Alice Folker Gallery.

Økokritik i smukke gevandter

Tue Greenfort (f. 1973) er en af den internationale samtidskunsts mest fremtrædende aktører, når det gælder økokritisk kunst, som han har været optaget af i over 20 år. På et sobert, naturvidenskabeligt grundlag – og uden at forfalde til at moralisere – håndgribeliggør han de miljødestruktive følger af menneskets ageren i naturen. Det sker uden tvivl med større gennemslagskraft, end hvis budskabet var blevet bragt på avisernes debatsider.

På hans nye udstilling Marken er mejet mødes man allerede ved indgangen af nogle rækker af moden havre, der er en hilsen til det danske landbrug og dets udprægede brug af monokulturelle dyrkningsmetoder, som på sigt udpiner jorden. Udstillingen adresserer i flere værker, hvorledes denne dyrkningsform undergraver biodiversiteten sammen med den massive brug af pesticider og kunstgødning.

I den forbindelse indgår også en række cyanotypier eller blåtryk med motiver af vilde planter, som landbruget typisk opfatter som ukrudt. Planterne optræder næsten spøgelsesagtigt på papiret sammen med billeder af maskiner og tekniske tegninger, der benyttes i det højteknologiske landbrug. Motiverne er blevet fremkaldt ved hjælp af UV-lys direkte fra solen under sensommerens høst.

Tue Greenfort. Udstillingsbillede. Foto: Alice Folker Gallery.

Derudover er der bl.a. nogle delikate bronzeafstøbninger af sukkerroer, som har en påfaldende lighed med menneskehjerter, samt en række glasarbejder på gulvet af gopler, som Greenfort tidligere har arbejdet med.
Her handler det om skadevirkningerne af overgødskningen, som fører til eutrofiering – dvs. et for stort indhold af næringsstoffer i have, søer og vandløb, der igen sætter algeproduktionen i vejret, så fiskebestandene dør. Goplerne kan derimod leve i iltfattigt vand og vil følgelig – hvis havforureningen accelererer yderligere – blive de sidste overlevende havdyr.

Advarselslamperne blinker vildt hele vejen rundt, selv om værkerne per se er forførende smukke. Det er Tue Greenforts første udstilling i galleriet, og den er arrangeret af kunsthistorikeren og kuratoren Julie Tvillinggaard Bonde.

Tue Greenfort: Marken er mejet. Alice Folker Gallery. Til 5. november.

Del artiklen

'Gallerirevy København september 2021: Aparte typer på galleriet'

Facebook