Psykiatrisk Virtual Reality

Psykiatrisk Virtual Reality

Line Finderup Jensen: VR still fra værket Afsnit: 801. © Line Finderup Jensen.

Billedserie

Med udstillingen Ingen udgang før gennemgang på Overgaden tager Line Finderup Jensen udgangspunkt i sin egen indlæggelse på en psykiatrisk afdeling, som vi kommer helt ind i med Virtual Reality-hjelmen trukket godt ned over hovedet. Men lovlig forudsigelig bliver autoritetskritikken nu.

Jeg er kommet til at vælte en af de orange plysstole. Ups. Prøver at styre min tatoverede venstrearm nedad for at hive den op igen. Det tager nogle forsøg, men så lykkes det. Selvom man befinder sig i et virtuelt rum, kan man vel godt rydde op efter sig selv. Da jeg vender mig om, er et loftshøjt, lysende McDonald’s-logo ved at synke ned gennem gulvet. Hvor kom nu det fra?

Så bliver alt pludselig hvidt. ”Critical error”, står der på et skilt midt i en endeløs hal, spilmaskinens inderste indre. Min højre controller er næsten løbet tør for strøm, fortælles det. Nuvel, søsygen er også for længst sat ind. Jeg smider min højteknologiske hjelm og vender tilbage til, ja, til hvad: virkeligheden? Men jeg befinder mig jo i kunstens rum, midt i en udstilling. Skulle det nu være virkeligt?

Line Finderup Jensens virtual reality-værk Afsnit: 801 er en ny tur ned i den ustabile virkelighedsmaskine, hendes kunst har kredset om, siden hun for seks-syv år siden meldte sin ankomst i samtidskunstens offentlige rum. Et rum, hun meget hurtigt gjorde til sit eget. Ikke kun ved at indlejre personlige oplevelser i sine animationer og virtuelle tableauer – urolige rejseminder, erfaringer med ældrepleje, møder med psykiatrien – men også ved at lægge afstand til det etablerede kunstmiljø.

Line Finderup Jensen: VR still fra værket Afsnit: 801. © Line Finderup Jensen.

Køresygen tager til

Erindr blot den spiddende interaktive video Vernissage for beginners fra 2018; en satire over Kunstnernes Efterårsudstilling i Den Frie Udstillingsbygning. Her vandrede man som beskuer gennem Line Finderup Jensens fiktionaliserede gengivelse af den udstilling, hun selv debuterede på tre år forinden. Brød man sig om et af værkerne – der i denne erindrede virkelighed alle bestod af Jensens egne frie fortolkninger af strømninger i samtidskunsten – kunne man kaste penge efter dem. Hvorefter de altså sprøjtede blod ud.

Man kunne i videoen selvfølgelig også være med på en lytter hos gæsterne ved udstillingen. Bare hvis man nu ville have bekræftet sine fordomme om høvisk eksalteret receptionssludder. Værket var oprørsk og punket, ikke mindst i sit Second Life-naivistiske udtryk med grove kanter og uhildede glitches – et udtryk, kunstneren har holdt fast i lige siden.

Også i Afsnit: 801, den ene halvdel af soloudstillingen Ingen udgang før gennemgang på Overgaden. Vil man rundt i den opholdsstue på en psykiatrisk afdeling, man med VR-hjelmen på befinder sig i, må man leve med, at intet glider som smurt.

Line Finderup Jensen: VR still fra værket Afsnit: 801. © Line Finderup Jensen.

Man kæmper med at samle ting op fra bordene – et glas vand, for eksempel, eller et eksemplar af Dostojevskijs Idioten. Nærmer man sig en af beboerne eller de ansatte, begynder de at tale med den mumlende stemme, der vistnok bare er Jensens egen i digitalt manipuleret toneleje. Og de stopper ikke igen, selvom du måske hurtigt støder ind i en anden person.

Så overlapper lydsporene blot, og måske ændrer baggrundsmusikken sig samtidig fra klavermuzak til fitnessdance. Alt er ru grovhed, mens køresygen tager til – her er lige så rodet, som der er i tankerne hos patienterne i det, der skal forestille Line Finderup Jensens egen erindring om en indlæggelse for ti år siden. Virkelighed og fiktion kolliderer, og pludselig toner altså et McDonald’s-logo frem som en fantasi om normalitet. Til sidst er det ikke til at holde styr på, hvilken etage af fiktiv virkelighed man befinder sig på. Stærkt.

Dokumentarisme fylder

Alligevel er det måske særligt følelsen af isolation, der bemægtiger sig værket. Den håndfuld af mennesker, man støder på, befinder sig øjensynligt i hver sin lille verden. En ung, hvidklædt mand med krøllet hår fortæller, ikke overbevisende, at han ”snart skal hjem”. En ansat defilerer rundt i sin egen tåge og vil gerne hjælpe mig, fortæller hun med monoton behandlerstemme. Jeg bemærker, at jeg har pink neglelak på; et ur på væggen står stille, klokken er for altid 11:55.

Line Finderup Jensen: VR still fra værket Afsnit: 801. © Line Finderup Jensen.

”De siger, jeg har det dårligt. Jeg hører ikke til i min krop,” betror en rødhåret teenager mig i et tilstødende rum. Ved siden af ham vil en kvindelig indlagt gerne læse sit digt højt for mig: ”Roser er røde, violer er blå, jeg kan lide dig, må jeg få dit nummer?” Det er en stor kvalitet ved Line Finderup Jensens erindringsværk, at man møder og let forstår patienternes ensomhed. De er sammen om at være alene.

Betragtet som kunstværk savner jeg imidlertid, at surrealistiske drømmesyn, som det store burgerlogo, fylder mere. Formmæssige åbninger, der kiler sig ind i den ellers ganske ligefremme dokumentariske fortælling. Rent stilistisk er der ikke stor forskel på dette og tidligere VR-værker af Jensen, og jeg sidder med en fornemmelse af, at man godt kunne afsøge det cyberpunkede udtryks potentiale i højere grad, hvis Afsnit: 801 for alvor skulle åbne sig som værk – ligesom hun har gjort det før i grotesk glitchede animationer som middagstableauet KillJoy, hvor den ustabile virkelighed for alvor er sat i spil.

Forceret autoritetskritik

Sympatisk er oplevelsen her på Overgaden, men lovlig forudsigeligt er det også, at sympatien ligger hos de apatiske patienter, mens behandlerne portrætteres som verdensfjerne bullshittere. Og det går igen i udstillingens andet værk, videoinstallationen Hvad hvis jeg ikke er et Übermensch?

Line Finderup Jensen: Hvad hvis jeg ikke er et Übermensch, installationsview fra udstillingen Ingen udgang før gennemgang på Overgaden. Foto: Mikkel Kaldal.

Her sidder man i centrum for ti animerede videoer af udredende personale, der diagnosticerer ”P.T.”, patienten. Vurderingerne stammer fra Line Finderup Jensens egen journal fra indlæggelsen i 2012, og man føler sig bestemt under opsyn, mens man sidder omringet af de talende ansigter.

De fortæller, at P.T. bliver dårlig, når hun tænker over livets store spørgsmål, har et ”let stirrende blik”, lider af ”formelle tankeforstyrrelser” og afviser antipsykotisk medicin. Hele tiden miskrediteres deres observationer dog. Ansigterne mumler, gaber, rømmer sig, taler i munden på hinanden og udviser små tegn på tics. De ligner rene karikaturer.

Det er en skam, for det gør værket til en endimensionel oplevelse, en forceret autoritetskritik. Dommen er fældet af kunstneren på forhånd, og ganske vist har vi fået at vide, at soloudstillingen tager livtag med erindringens luner, men problemstillingen om en upålidelig fortæller sættes egentlig ikke i spil i værkerne.

At der er tale om Jensens egen oplevelse, er åbenlyst. Men at den selvbiografiske tilgang skulle udgøre et problem, fornemmer man aldrig rigtig. Derfor føles Ingen udgang før gennemgang i sidste ende uforløst – mere vidnesbyrd og debatindlæg end uroligt kunstværk.

Billedserie

Del artiklen

'Psykiatrisk Virtual Reality'

Facebook