I en montre på Overgaden står et par røde stilletter gemt. Værket hedder Hell on Wheels og trækker på udtrykket ‘Bitch on Wheels’, der beskriver en særlig kvindestereotyp; en temperamentsfuld og besværlig kvinde.

Skoene i montren er røde, meget høje og den tynde hæl ender i en trefork. Ved første øjekast kommer jeg til at tænke på rappere som Tessa og Nikki Minaj eller den tidligere statsminister Helle Thorning Schmidt. Skoene fremstår som noget en fjerdebølgefeminist, der reclaimer sin seksualitet og feminitet, ville bære med stolthed. Den bedste danske oversættelse af reclaiming er ‘at genvinde noget’. Reclaiming er en aktivistisk handling, hvor undertrykte subjekter tager ejerskab over karakteristikker, der tidligere er blevet brugt nedsættende.

Med værket rammer Tora Schultz ind i en relevant feministisk diskussion: Er en selvvalgt seksualisering et frihedsprojekt, eller er det en fortsat objektivisering af kvinden?

Et par sko er ikke uskyldige, men en positionering af hvem man er. Er man sådan én, der går i Birkenstock eller i røde stilletter, der ligner, at de er produceret til en kvinde, der ofte har møde i helvedes femte ring? Den heftige debat om Helle Thornings lyserøde kjole, som hun bar til dronningens regeringsjubilæum, er et godt eksempel på, at kvinder i offentligheden bliver nødt til at forholde sig til, at deres tøj sender et kønspolitisk budskab.

Med skoene tager Schultz ejerskab over en særlig form for femininitet, som er seksuelt aggressiv og ‘überfeminin’ i sit udtryk. Eller som rapperen Tessa udtrykker det: “Rollerne er vendt rundt, Barbie rykker Ken rundt. Nu’ du kun i centrum, når jeg sætter mig på den mund.”

De røde djævlesko er noget en fjerdebølgefeminist med glæde vil bære for at genvinde, hvad det vil sige at være en ‘bad bitch’. De står tomme i montren som et åbent spørgsmål til beskueren.

Gag Balls i Eden Have

Udstillingen Bitch on Wheels er en del af Overgadens såkaldte INTRO-program, der giver unge, talentfulde kunstnere faglig sparring, produktionsstøtte og en udstilling i kunsthallen, og denne gang er turen altså kommet til Tora Schulz, der især arbejder med en slags modificerede readymades.

Et rødt æble går igen i forskellige kunstværker, og Schultz anvender designklassikeren EVA-stolen i en af udstillingens værkserier. Schultz trækker i udstillingen på myten om den første kvinde, Eva, der fik os alle sammen i uføre ved at begære mere, end hun var bestemt til, da hun spiste et æble fra Kundskabens Træ. Siden da har menneskeheden været forvist fra Edens Have.

På en af de dekonstruerede EVA-stole er en gag-ball bundet om ryggen på stolen. En gag-ball er et sexlegetøj fra den sadomasochistiske sex-industri, som bruges i dominanslege for at fratage den ene part muligheden for at tale. Den pågældende gag-ball, der er bundet om stolen, ligner et rødt æble, der er lige til at tage en bid af. I værket er der ingen talende, der bliver forstummet, i stedet er gag-ballen bundet om et objekt.

De tre EVA-stole, som Schultz har bearbejdet, er designet af Bruno Mathsson. Stolenes forvredne armlæn fremstår organiske, og det ser næsten smertefuldt ud, som om nogen har vredet armene om på dem. Blandingen af seksualitet, smerte og dominans er forvirrende. Er det sexet? Eller er det tvang?

På en anden af stolene har Schultz flettet en rød sikkerhedssele ind i stolens fletværk. Man bliver letter desorienteret af at betragte stolene. Man kan ikke fastholde sin fortolkning mere end få sekunder af gangen. Objektet fremstår først som en ting, en stol, og når man går tættere på, mister man overblikket over dets egentlige betydning. Schultz brug af forskellige fikseringsbælter peger i retning af et magtforhold med en dominerende og en domineret, og stolen som objekt er i opløsning, fordi den har mistet sin oprindelige funktion.

Tegnforskydningen er forvirrende og peger også på den debat, vi har om køn i dag. Hvad vil det sige at være et køn? Hvilke tegn knytter sig til kønnet? Og hvad så med ligestilling, hvis køn er konstruerede? Samtidig er brugen af Eva som figur en henvisning til en myte, der har lagt grund til en meget heteronormativ måde at se på køn og kønsroller i vestlig kultur.

Melankoli i robotternes verden

På en rød piedestal sidder en plastdukke. Dukken, der ligner en robot, sidder let ludende og kigger ind i væggen. Der er noget sært rørende over plastdukken. Hun (den?) virker indadskuende, lidt nedtrykt og næsten genert. Hænder er foldede og fødderne, som ikke når jorden, roterer indad.

Som beskuer føler jeg, at jeg frarøver dukken et kontemplativt øjeblik ved at betragte den. Jeg føler mig næsten pervers, som mændene, der belurede Susanna i badet. Robot-værket virker som Schultz’ andre værker. Der er noget galt, noget er off, og ens logiske tolkningsapparat kortslutter et øjeblik.

En robot er kendetegnet ved effektivitet. Den er skabt for at udføre en opgave. Hvorfor sidder Schultz robot ned og tænker? Som statsministeren lige har konkluderet, skal vi alle sammen yde mere, så det virker absurd, hvis selv robotter er begyndt at sætte sig ned og reflektere. En følende robot svarer til en arbejder i et senkapitalistiske samfund, der stopper med at yde for at fundere over tilværelsens forunderlighed. Altså: ubrugelig.

Samtidig er robotten formet som en kvinde med bryster. Da en robot i sagens natur ikke kan reproducere sig selv, virker brysterne malplacerede eller som unødvendig pynt.

Efter at have stirret på robotten et stykke tid, går det op for mig, at jeg har lavet en fejllæsning. Jeg indser, at det jeg opfatter som en robot er en kollisionsdukke. En dukke man bruger til at teste sikkerheden i biler. Biler er designet med henblik på sikkerheden for en mandekrop. Man har brugt kollisionsdukker siden 1970. Kollisionsdukken, der sidder på den røde piedestal, har værknavnet Eva. Det er første kvindelige kollisionsdukke, designet af den svenske trafikforsker og ingeniør Astrid Linde i 2022 for at sikre, at bilsikkerhed ikke kun er rettet mod en standardiseret mandlig krop. Det er en endnu uanvendt prototype. Så jeg forstår godt, at den er melankolsk.

Med værket Eva peger Schultz på et generelt underbelyst problem. Verden er i høj grad designet til mandekroppen. Medicin testes på en gennemsnitlig mandekrop, doserne udregnes til en mand, maskinerne i et fitness-center er designet med henblik på en mandekrop. Den slags ting, der måske virker ubetydelige, men har reelle konsekvenser. En kvinde involveret i en bilulykke har 47 procent højere risiko for at komme alvorligt til skade end en mand. Og 17 procent højere risiko for at dø end en mand i samme situation.

I udstillingen Bitch on Wheels bliver feminitet og vores måde at relatere til køn på rammesat på en legende, lettere aggressiv og til tider melankolsk måde.

Schultz peger på, at vi ikke kan komme uden om at forholde os til køn.