Kontekst er kritikkens eksistensberettigelse

Kontekst er kritikkens eksistensberettigelse

Uden en kunstnerisk kontekst ville dette værk miste en stor del af dets betydning som værk, og her har kunstkritikken en vigtig rolle at spille. Superflex: Hospital Equipment, 2017. Først installeret som værk i Den Frie Udstillingsbygning og siden sendt til et det palæstinensiske Al-Shifa Hospital. Foto: Anders Sune Berg

Spørgsmålet om kunstkritikkens relevans er evnen til at skabe kontekst. Så kort kan det faktisk siges. Men den evne kommer ikke via lynkurser, kreative skriveredskaber, nye medier eller floromvundne fremmedord. Den evne bunder i stor viden, analytisk formåen og kritisk mod. Og det er det, vi skal bevare og kæmpe for, når vi postulerer, at kritikken er vigtig.

Vi står midt i en heftig debat om kritikkens berettigelse og overlevelse. Paneler, foreninger, masterclasses og artikelserier forsøger fra diverse positioner – og i et forsøg på at tage spørgsmålet alvorligt i en kulturel forstand – at undersøge kritikkens tilstand, og billedet er efterhånden klart: Den er nedadgående, primært i de store, etablerede medier – der, hvor den brede kulturoffentlighed burde møde den.

Samtidig synes diskussionen, som momentummet har skabt, at være ufokuseret. Folk står i kø for at erklære, at kunstkritikken er vigtig – ligefrem nødvendig – ligesom den erfarne, britiske teaterkritiker Michael Billington (The Guardian og meget andet over en periode på 50 år) argumenterede til den seneste masterclass arrangeret af Ny Carlsbergfondet og Politiken.

Under den seneste Visionssalon på Kunsthal Charlottenborg, Hvad taler vi om, når vi taler om kunsten?, cirklede diskussionen også om strukturelle betragtninger, men slog aldrig direkte ned på det store spørgsmål: Hvorfor er kunstkritikken vigtig?

Læs reportagen fra Visionssalonen: Hvad taler vi om, når vi taler om kunsten?

Kontekst som fordring og udfordring
Billington, der lagde sit storslåede oeuvre frit frem til inspirerende granskning, havde fine pointer om anmeldelsesprosaens kvaliteter, udfordringer og vilkår. Men et konkret svar på sin egen eksistensberettigelse blev ikke formuleret – eller måske gjorde det, uden at vi rigtig fik lagt mærke til det. Måske fordi det er så åbenlyst, at vi ikke rigtig ser det midt i virakken.

“Jeg er nødt til at skabe en kontekst omkring værket,” var ordene, da Billington forklarede, hvorfor han og mange andre kritikere har det svært med nye opsætninger af ukendte instruktører. Og her har vi den: Den store udfordring for kritikeren, men også lige netop den funktion og eksistensberettigelse vi om noget kan – og burde – pege på.

Værdi som dybde
Alle kan skrive om udstillinger i nok så friskt vokabular, nok så nye medier, vi kan dele, like, hashtagge og hvad ved jeg. Men den værdifulde anmelder kan skabe kontekst, dyb, reflekteret og vidende kontekst, der sætter et værk og en kunstners praksis i perspektiv i forhold til kunstbegreb, -genre, tiden, mediet, andre kunstnere på tværs af historien og disciplinen. Det er i den dybe analyse, der trækker på denne kontekstuelle viden, at et værk indskrives i en kunstners og kunstens fortælling. Det er her, læseren får det uventede, dybdegående lag og perspektiv, de ikke får fra journalisten, bruger-ratings og deskriptive blogs.

Vi ved faktisk (fra bl.a. John Chr. Jørgensen, der i en årrække undersøgte anmelderiets væsen herhjemme), at læserne netop efterspørger at få noget særligt ud af at læse en anmeldelse – noget mere, noget de ikke allerede vidste, et engageret, fagligt greb om et materiale, der bringer nye betydninger med sig. Kritikken handler i sidste ende om at formidle viden, og den viden omsættes lige netop i skabelsen af kontekst omkring et givent værk. (John Chr. Jørgensen: Dagbladskritikkens opgaver, 1994)

Michael Elmgreen & Ingar Dragset: End of Natural Behaviour, 1996. Foto: SMK samling

Konteksten for et værk og analysen af denne er den eneste vej til at kunne kvalificere en vurdering, for hvordan skulle man ellers kunne slå fast, om dette værk overhovedet skiller sig ud – historisk eller konkret inden for en kunstnerisk genre og den enkelte kunstners praksis (hvad ville dogmereglerne og -filmene være uden en forståelse af de konventionelle normer fx).

Kontekstanalysen som konsolidering
Spørgsmålet er selvfølgelig så, om den kontekst er vigtig? Er det vigtigt, at et værk eller en udstilling ved et museum får en faglig, offentlig respons, der kan introducere læsere til at møde værket eller udstillingen og dens udsagn med dybere og nuancerede perspektiver, der ikke blot er formuleret af museets egen PR-afdeling?

Er det vigtigt, at en kunstners dedikerede arbejde møder nye offentligheder og indskrives i en sammenhæng, eller er det rigeligt med overfladiske vurderinger, bruger-/produkt-ratings, selvbestaltede bloggere, sociale medier med en række likes? Jeg synes, det giver sig selv. Og til trods for den faglighed, som museet besidder og formidler, skal der en modtager til at konsolidere, korrigere eller decideret afvise de adjektiver, et værk markedsføres med (jeg har skam selv prøvet alle varianter adskillelige gange).

I samme ombæring kan vi vel blive enige om, at der er flere læsninger af det samme værk, og at det er tyngden af kvalificerede læsninger, der konsoliderer et værk?

Kritikkens performativitet
Som kritikere i dag er det klart, at vi ikke kan eller skal postulere nogen form for ophøjet objektivitet, når vi anmelder. Vi er hver gang subjekter, der tilnærmer os et materiale og i sig selv performer, når vi anmelder – vi performer faktisk alle sammen i mødet med et værk. Og lig kultur- og kunstteoretiker Irit Rogoffs samtidskritik (i fx teksten From Criticism to Critique to Criticality fra 2003) af bl.a. kunstkritikken, så er en kunstkritiker i dag nødsaget til at omfavne det faktum.

In ‘criticality’ we have that double occupation in which we are both fully armed with the knowledges of critique, able to analyse and unveil while at the same time sharing and living out the very conditions which we are able to see through. As such we live out a duality that requires at the same time both an analytical mode and a demand to produce new subjectivities that acknowledge that we are what Hannah Arendt has termed ‘fellow sufferers’ of the very conditions we are critically examining.

Det handler om at sætte sin tvivl, krop og sensibiliteter i spil, både kritisk og selvkritisk. Og det handler hverken om at undskylde sin faglighed, undervurdere sin kritiske standpunkter eller analytiske formåen, men om at vedkende sig, at vi er mennesker, imens vi gør det.

Jeg synes, det er på tide, at vi begynder at tale om kritikkens værdi som helt grundlæggende kontekstgenererende uden at hoppe i strukturelle spørgsmål først, for de forplumrer argumentet og flytter ansvaret til dem med magten og pengene, og det er bare den samme sang om og om igen. Hvem andre end os selv kan sige klart og tydeligt, hvad vi gør, når vi gør det? Vi skal fastholde, hvad kritikkens værdi er, hårdnakket. For hvis vi gør det, vil det være ganske klart for de fleste, hvad det er for en merværdi, som kunstkritikken kontinuerligt producerer i vores kultur og samfund, og at den lige præcis af den grund er værd at bevare og kæmpe for.

Man kunne også blot spørge: Hvad ville kunstværkets betydning være uden?

Klummen er udtryk for skribentens personlige holdninger og dagsordener.

Del artiklen

'Kontekst er kritikkens eksistensberettigelse'

Facebook