Samlingsudstillinger i udlandet er i opbrud. Sover de danske kunstmuseer?

Det er ekstraordinært, hvor mange kvindelige kunstnere fra 1400-tallet og frem til i dag, der er blevet udeladt fra historiens bøger og vingesus. Vi snakker ikke blot et par hundrede kunstnere verden over, men et meget, meget stort, ukendt antal af kvindelige kunstnere.

Vi snakker ikke kun om kvindelige kunstnere, der pga. de selvfølgelige besværligheder i datidens patriarkat ikke havde adgang til de bonede gulve – men utroligt nok også om kvindelige kunstnere, der trodsede normalen og rent faktisk havde succes op opnåede rigdom i deres levetid. MEN som alligevel efterfølgende blev direkte skrevet ud af historien.

Den enormt succesfulde billedkunstner Elisabetta Sirani måtte male med et overvågende publikum, således at der var vidner på, at det var hendes hånd, der udførte maleriet. Det endte med at blive en slags turistattraktion i Bologna i hendes samtid. Hun malede blandt andre for den romerske kejserinde Eleonora Gonzaga og storhertuginde Vittoria della Rovere, indtil hun døde i en tidlig alder af kun 27. Selvom hendes værker gik for høje priser og var meget eftertragtede i hendes levetid, så er det først i år, 358 år efter sin død, at hun får sit allerførste katalog over sine værker.

Narrativet om kunsthistoriens kanon af udelukkende mandlige kunstnere er simpelthen ikke blot en konsekvens, men ligefrem et ekstra opfundet benspænd, af patriarkatet.

Som et seismologisk apparat, der endelig kan opfange den finere kulturarvs frekvenser, så hører Europa nu endelig de urgamle udvælgelsesmekanismer:

“Selvom du er rig og eftertragtet i din levetid som kunstner, så sletter vi dig fra historien, fordi du ikke er mand. Vi kasserer dit værk eller gemmer det i et hjørne, indtil generationers gang glemmer dig i private samlinger og museernes kældre.”

Der er tonsvis af eksempler på dette: Marisol, Rachel Ruysch, Lavinia Fontana, Properzia de’ Rossi, Fede Galizia, Élisabeth Vigée Le Brun og mange flere.

I de kommende årtier – når denne kategori værker af kvindelige kunstnere fra 1400-tallet til i dag (både dem der var berømte og rige i deres levetid, og dem, der ikke var) langsomt er blevet kendt, arkiveret og integreret i kunstteorien – vil vi have totalt omskrevet den klassiske kunsthistoriske kanon.

Ikke kun i forhold til the hall of fame of arthistory, men også i forhold til nye forståelser af de gængse genrer, nye genrebeskrivelser, nye metoder for museumsformidling og helt nye kriterier for samlingsophængninger. Endda et nyt og skarpere blik på de grundfilosofiske og ideologiske principper, som kunstteorien og kunsthistorien beror på. Et af disse grundprincipper er nemlig: køn.

De mange særudstillinger med solopræsentationer af kvindelige kunstnere eller tematikker over køn og kvindelige kunstnere i ind- og udland gør, at vi allerede står med en ny version af den traditionelle kanon i kunsthistorien. Hvordan sikrer man så, at vi ikke gentager vores bias i det uendelige, og at denne kategori af værker ikke igen forsvinder fra kulturhistorien og kunsthistoriens forskningsfelt? Svaret er: den faste samlingsudstilling på de nationale museer.

Vi lever i spændende tider. Kunsthistoriens brikker flyttes gevaldigt rundt i denne tid, og kunstmuseer i udlandet og deres samlingsudstillinger undergår lige nu en gennemgribende forvandlinger. Kunsthistoriens gamle fortælling er som ‘Titanic’ allerede sunket.

Den faste udstillede samling er museets og kunsthistoriens magtfulde puslespil, og i dag har ingen kunst- eller kulturinstitution ‘råd til’ at blive ved med at trække på skuldrene af århundreder med køns- og raceulighed.

Som tidligere chefkurator for Whitechapel Gallery Lydia Yee siger: “I dag ville et museum være kikset og forældet, hvis man havde en ophængning eller en udstilling, der er sammensat af 75, 80 eller 90 procent hvide mandlige kunstnere.”

Ja, den tid er forbi.

Vor tids muse

Mnemosyne (gr. Mνημοσύνη) betyder på græsk erindring og personificeres i græsk mytologi som gudinden for erindringen, der med guden Zeus undfangede de ni muser. Mnemosynes døtre, de ni olympiske muser (Erató, Euterpe, Kalliope, Klió, Melpomene, Polyhymnia, Terpsichore, Thalía og Uranía), blev dyrket over hele det græske kulturområde i antikken og var beskrevet som kilden til kunst, poesi, litteratur, dans, astronomi og musik.

De ni muser i antikken havde deres egen kult, og i dag er kulten sådan set stadig i live: Ordet muse kommer fra oldgræsk Μοῦσαι, der betyder “at synge / have i tankerne”. Og af samme rod kommer ordet museum, Μουσεῖον, der betyder: ’det sted hvor muserne bor’.

Museets opfindelse beror på ideen: “huset-for-kilden-til-al-kunst” (templet til museerne), og i sin funktion er det – siden den franske revolution og opfindelsen af Louvre – et hus for folket, der manifesterer og arkiverer en kulturs narrativ, filosofi, etik og politik.

På trods af, at de ni muser er opfundet i antikkens patriarkalske samfund, er kunstmuseet i dag bogstaveligt talt og i overført betydning ved at udskifte porte.

Endelig gives der adgang til alle kunstnere, alle køn anerkendes, og kvindelige kunstnere får endelig adgang ‘til musernes tempel’, samt helt konkret plads på den vestlige kulturs bonede gulve.

“The one duty we owe to history is to rewrite it” (Oscar Wilde)

Museer og gallerier af alle størrelser i Europa er efterhånden klar over, at de enten skal følge med forskningen og tidsånden – eller gå til grunde. Museerne i Vesten gentænker lige nu deres faste samlinger, repertoire, formidling og ledelsesstrukturer, således at de afspejler det 21. århundrede.

Dette kæmpe paradigmeskift i vestlig museumpraksis har National Portrait Gallery i London tydeliggjort og understreget ved i år at have kurateret en totalt ny ophængning af den faste samling, den største transformation siden 1896. Samt ved helt bogstaveligt at skifte sine porte ud – med et fortryllende smukt bronzeværk, The Doors (2023) af Tracey Emin. Tre porte til National Portrait Gallery, der viser 45 kvindeportrætter tegnet af Tracey Emin og støbt i bronze.

TATE Britain i London har også denne sommer 2023 lavet en større omstrukturering og genåbnet med en total nyophængning af deres faste samlinger. En ophængning, der er kritisk overfor kunsthistoriens metode og genser historien samt hylder datidens forbudte kunst: den banebrydende og imponerende kunst af kvindelige kunstnere.

På V&A i London har man også startet Parasol Foundation Women in Photography Project, et projekt, der undersøger den rolle, kvinder har spillet gennem fotografiets historie og adresserer de historiske ubalancer mellem kønnene. Projektet omfatter nyerhvervelser, forskning, kommissioner, udstillinger og events.

På louvreguide.com kan man booke guidede ture med en kunsthistoriker om kvindelige kunstnere i Louvres samling. Guidede ture, der inkluderer værker af berømte kvindelige kunstnere som Vigée Le Brun (1755-1842), Adélaïde Labille-Guiard (1749-1803) og Anne Vallayer-Coster (1744-1818).

I 2003 planlagde den franske stat at indkøbe halvdelen af Camille Claudels kunstværker og udstille denne samling samlet for at hylde hendes betydning for fransk kunsthistorie. I byen Nogent-sur-Seine lidt udenfor Paris åbnede den franske stat så i 2017 dette nye nationale museum, Musée Camille Claudel, i Camille Claudels gamle barndomshus.

I Holland har man på Rijksmuseum udviklet et forskningsprogram, Women of the Rijksmuseum, der vedrører museets egen samling. Projektet, der startede i 2021, er initieret for at forstå, hvordan kvindelige kunstnere har påvirket den hollandske historie, og i hvilken grad deres arv er til stede i Rijksmuseums samling.

Det er første gang i Rijksmuseums historie, at man har foretaget en kønsbaseret sondring i museets egen samlingsdatabase. Dette vidtrækkende forskningsprojekt involverer at indsamle data om de mere end én million genstande i Rijksmuseums egen samling. En del af projektet er også at have fokus på Rijksmuseums historie som institution – hvor det så er kommet frem, at kvindelige samlere, kunstmæcener og medarbejdere har haft en meget større rolle end tidligere anerkendt. Det første offentlige resultat af forskningen var Women on Paper, en udstilling af omkring 70 værker på papir af kvindelige kunstnere.

På Prado museet i Spanien, i et projekt der hedder The Female Perspective, har man set alle sine labels igennem og har for eksempel totalt fjernet alle betegnelser som “hustru til ” eller “var gift med”.

Noget, som den danske museumsverden godt kunne lære noget af, når det drejer sig om Anna Ancher, Anne Marie Carl Nielsen, Anna Syberg, Christine Swane, Alhed Larsen, Lene Adler Petersen og Marie Krøyer. Formidlingsenheder på museer herhjemme burde også tage det store viskelæder frem og som Prado-museet systematisk fjerne alle labels eller intro-biografier, hvor der står “gift med/kone af”.

Projektet The Female Perspective er også en udstilling, der er aktuel lige nu på Prado-museet. En kurateret udstilling med 32 mesterværker fra perioden 1451-1633 fra Prados faste samling – værker, der alle har det tilfælles, at det var kvindelige kunstsamlere og mæcener, der bestilte og købte værkerne.

Udstillingen giver dermed en ny vinkel på historien, idet den fortæller om, hvordan kvindelige kunstmæcener har haft kæmpestor betydning for samlingen på Prado-museet. Og generelt har Prado indkøbt nye værker af kvindelige kunstnere, såsom Marcela de Valencia, Maria Blanchard og Aurelia Navarro.

Det er snart mange år siden, at jeg boede i Paris og kunne se Centre Pompidous udstilling elles@centrepompidou (2009-2011). I kraft af kuratoren Camille Morineau’s utrolige arbejde foretog museet en nyophængning af hele sin faste samlingsudstilling i hele to år og viste udelukkende værker af kvindelige kunstnere. Fælles for værkerne var, at de tilhørte Centre Pompidous egen samling. Der var værker, der, til trods for at de var indkøbt for mange årtier tidligere, aldrig havde set dagslyset.

Tja, og det er efterhånden også fire år siden, at Tate Britain i et års tid i 2019 i en afdeling af deres faste samling udelukkende udstillede værker af kvindelige kunstnere fra UK og kaldte den 60 Years.

Hvad angår samtiden, kan man faktisk sige, at vi er i en slags omvæltningsperiode i forhold til museumspraksis, uddannelse og arkivering inden for kunsthistorien. Dette drejer sig ikke om at være ‘woke’ eller om ‘wokewashing’. Det handler derimod om, at man har større faglig indsigt i historiens metoder og nu kan kortlægge den med større bevidsthed.

Internationalt set startede arbejdet med at finde kvindelige kunstneres værker frem fra historiens tåge allerede i 1980’erne – men er intensiveret især gennem de seneste 15 år.

Hvad så, Danmark?

Hvad så med Danmark? Hvorfor er vi så langsomme herhjemme inden for museumsverdenen? Man skulle da mene, at både TATE og National Portrait Gallery er mere tunge institutioner end Arken, SMK og ARoS?
Det er endnu mere mærkeligt, når vi brander os selv som det modsatte: som ligestillingens nøglebærer.

Hvordan går det til, at vi brander os selv så helligt, mens vi i kunstfaget lever i en helt anden tilbagestående virkelighed – i forhold til udlandet og tidsånden – ja, det er faktisk ret imponerende. Kun en dygtig kult kunne gøre dette efter.

På SMK, ARoS og Arken har vi historisk for første gang 3 kvindelige ledere samtidig. Spørgsmålet er, om de kan forny museerne til det 21. århundrede? Om de underlægger sig de gamle, forkrøblende metoder eller består tidsåndens prøve og viser sig som fornyere og dermed sikrer museernes overlevelse – det vil tiden vise.

Den unge generation og de nye forskere vil i hvert fald ikke acceptere, at vi sakker bagud. Også selv hvis kunstverdenen ønskede at vende tilbage til sine gamle støvede metoder, så ville dialogen mellem mennesker via de sociale medier forhindre det.

ARoS har et skiftende udstillingsprogram med fokus på køn og kvindelige kunstnere, men hvad så med deres faste samlinger? Lige nu er ARoS’ to faste samlingsudstillinger meget forældede. Den ene del af den faste samling over samtidskunst, Far From Home II, har 14% kvindelige kunstnere og mangler stadig at indtænke denne nye værkkategori.

Selvom SMK cirka hvert tiende år laver en udstilling om feminisme (Efter Stilheden, 2022, What’s Happening, 2015), så er der lang vej endnu. Kunst af kvindelige kunstnere handler nemlig ikke bare om en fag-niche i kunsthistorien, dvs. værker, der omhandler køn og feminisme. Nej, det er meget større end det. Det handler om, at hele historien skal omskrives totalt i et helt nyt perspektiv. Det virker ikke som om, SMK har erkendt dette endnu.

Trods nyerhvervelser på SMK af Elisabeth Jerichau-Baumann og Bertha Wegmann – foruden at der i de faste samlinger hænger et par værker fremme af Anna Ancher, Susette Holten, Suzanne Valadon og Anne Marie Carl Nielsen – så er der godt nok lang vej endnu. De fylder forsvindende lidt i den gamle samling. Der er stadig masser af værker at indkøbe og inkludere i samlingen.

Hvad angår samlingen efter 1940, så har SMK også indkøbt værker af et af Danmarks allerstørste kunstgenier, Sonja Ferlov Mancoba – det manglede da bare. Men man har placeret hendes værker tæt som sild i en tønde, som dukker på hylder, og sådan har kunstneren ikke tænkt sine værker.

Selvom Sonja Ferlov Mancobas værker er skrøbelige og måske kræver at stå bag glas, så behøver de ikke stå stuvet sammen, det har jeg da lært af den smukke samling over bronzealderens kunst i Athen på The Museum of Cycladic Art.
Sonja Ferlov Mancobas værker kræver rum og plads omkring sig. Formelt set fabulerer hun over historiens store linjer fra bronzealderens kunst til hendes samtid og mediterer over skulpturen som antikkens solur, der slår skygger i sandet. Sonja Ferlov Mancobas værker mangler plads på linje med Per Kirkebys eget rum i SMK. Eller sågar – som Camille Claudel – et helt museum for sig.

Generelt mangler der i SMKs faste samling med værker fra 1900 frem til 2018 flere eksempler på kvindelige kunstnere, der arbejder med abstraktion, surrealisme og popkunst.

Hvor er Franciska Clausen-rummet? Og hvorfor skal jeg støde på den nu nærmest ironiske rum-titel “Wilhelm Freddies forbudte kunst”, når det i virkeligheden faktisk var kvindernes kunst, der var forbudt? Værker af Rita Kernn-Larsen var langt mere forbudt.

Det hele virker forældet. Samlingen efter 2018 består heldigvis af mindst 50 procent kvindelige kunstnere og er den eneste grund til, at jeg ikke fik et reelt hjertestop i de tårnhøje museumssale.

Arken viser sig som det museum af de tre, der er ved at varme op til endnu større forandringer. Det var en glæde at møde Laure Prouvost’s værk i entreen på museet. Generelt lader det til, at kunstnerkollegaen Esben Weile Kjær, der har kurateret den faste samling, rent faktisk ved, at man – hvad angår samtidskunst og nyere kunst – skal tælle køn på værkerne i de faste samlinger. Jeg gik derfra håbefuld.

Liberté, égalité, diversité! (Frihed, lighed, mangfoldighed)

Hvad kan museerne herhjemme så gøre? Tja, det som udlandet allerede gør med bravur: oprette en national forskningsenhed, der kan opstøve og arkivere denne nye kategori af værker. Omrokere den faste samling. Tildele nye rum i de faste samlinger til kvindelige kunstnere. Åbne hele nye museer. Tildele hele nye kronologiske afdelinger med den nye kategori i faste samlinger. Fortsætte med eller starte med at tælle køn på sit årlige repertoire og indkøb. Bestille nye værker, der indgår i museets faste arkitektur, som Tracey Emins nye værk. Omtænke al museumsformidling.

Hvad med – som Centre Pompidou – at tage den store saks frem og i en hel afdeling for sig i den faste samling at lave et kronologisk billede af kvindelige kunstnere i Danmark (og fra udlandet) fra 1600-tallet og frem til i dag?

Man kunne forestille sig helt nye ophængstematikker i de faste sale, som ‘omtænkning af kunsthistorien’, ‘en ny kunst-kanon’ eller ‘vores brydningstid’.

Man kunne også lave guidede ture gennem museet med røde prikker, en arkitekttegning, en flyer og en audio-guide, der ledte til alle værker af lgbtqia+- og kvindelige kunstnere. Det ville tydeliggøre grundprincippet køn i kunstens historie for publikum samt vise, at museets eksperter står ved, anerkender og følger med tiden i faget. Og ja, hvorfor har vi ikke på SMK, Arken eller ARoS – ligesom TATE – et Women and Art-tema online?

Vi kunne omdanne det nu lukningstruede Gl. Holtegaard til museum for nogle af de kvindelige kunstnere, der endnu ikke har deres eget museum: Anna Ancher, Marie Krøyer, Anne Marie Carl Nielsen, Rita Kernn-Larsen og Sonja Ferlov Mancoba. Gl. Holtegaard kunne sågar fungere som den nationale forskningsenhed for alle kulturarvs- og kunstmuseer og universiteter med hensyn til netop denne uopstøvede kategori af værker: kvindelige og lgbtqia+-kunstnere.
Gl. Holtegaard kunne tilmed være det eneste forskningsbibliotek i landet for denne nye kategori af værker: p.t. er der ingen biblioteker i landet, der har en reol over den nye kategori.

Vi står midt i en tid og over for en kommende fremtid, hvor mangfoldighed, kønshistorie og kønsstudier er grundlæggende for og helt almindelige i vores kultur og den nye normal.

Men da jeg kommer hjem fra de tre museer, spørger jeg mig selv: Hvorfor går vi så stille med dørene herhjemme? Hvad er vi bange for? Hvorfor er vi så forsigtige?

Lige nu skulle vi allermest være bange for at sakke bagud og ende som et dårligt eksempel på en tidslomme. Ja, vi er faktisk nødt til at lave ret alvorlige, omfattende, hurtige og radikale tiltag for at følge med tiden.

“Budskabet er ret simpelt”, siger Dr Nicholas Cullinan, direktøren for National Portrait Gallery: “Hvis du som national institution vil vokse og trives, skal du tjene din nation. Hvis du som national kunstsamling af en eller anden grund kun repræsenterer en snæver gruppe, bliver du irrelevant.”