Det er helt nødvendigt, at kunstmuseer forholder sig kritisk til deres genstandsfelt, men det må aldrig blive kuratorens privilegium at fortælle publikum, hvad de skal mene.
Foruden forførende penselstrøg og storslåede motiver bød Carl Bloch udstillingen Forført på SMK på et ekstra lag i formidlingen.
ULK – Unges Laboratorie for Kunst, havde lavet en slags udstilling i udstillingen, hvor de forholdt sig kritisk til (endnu) en soloudstilling med en hvid mand. De havde skrevet en sang på melodien Bølle Bob, skrevet om til Bølle Bloch, de havde lavet et interview med en museumsinspektør, og de havde udstillet skærme, hvor minoriteter fortalte om deres oplevelse med at blive set på som ‘andet’ i bybilledet.
ULKs formidling var veludført, men fik også flere anmeldere til at stille spørgsmålstegn ved den måde at formidle på. En anmelder fra Berlingske “havde en bitter smag i munden”, da han forlod udstillingen. I hans anmeldelse skrev han bl.a.
“Det er en rystende historie, og jeg håber, at den unge kvinde i videoen har meldt hadforbrydelsen til politiet. Det er også fint, at offentligheden får indblik i, at den slags forekommer. Det skal stoppes. Men hvorfor bliver Carl Blochs maleri kædet sammen med racisme i 2023? Er dét faktum, at maleren er en gammel, hvid mand så tilstrækkelig en forbrydelse, at man uden videre kan hænge maleri og video side om side på samme museumsvæg?’’
Det er ikke første gang, SMK kuraterer en udstilling med kritiske elementer, som får anmeldere til at rynke på næsen. En kritisk tilgang til en udstilling var selve præmissen for udstillingen fra 2021 Kirchner og Nolde – Til diskussion.
Udstillingen stillede eksplicit spørgsmål til, om man kunne stille berømte og betydningsfulde malere som Ernst Ludwig Kirchner og Emil Nolde til ansvar for den racisme, der kan læses ud fra malerierne.
I en anmeldelse med titlen Statens Museum for Skyld og Skam skriver Informations anmelder: “Som afspejling af den udvikling er den nye udstilling på SMK uhyre interessant. Ja, jeg tøver ikke med at kalde den epokegørende. Som kunstudstilling er den mindre vellykket og fylder en med mismod på kunstens vegne, fordi den kunstneriske oplevelse af værkerne overskygges af konteksten.’’
Pointen her er, at omend det er relevant at forholde sig kritisk til kunsthistorien, så skal kunsten have lov at stå “i sin egen ret og skønhed”.
SMK er ikke det eneste museum, der arbejder med nye måder at kuratere og formidle deres udstillinger, hvor man kigger på historien gennem en moderne kritisk linse. Glyptoteket gjorde det med udstillingen Paul Gaugin – Hvorfor er du vred? fra 2020.
Her satte de historien i et nyt lys ved at udstille billederne sammen med historiske artefakter og ved at stille kritiske spørgsmål til malerens praksis. Informations anmelder skrev: “Den erklærede hensigt med Glyptotekets Gauguin-udstilling er ikke den vanlige hyldest af geniet og mesteren, men at invitere publikum »til kritisk tænkning i stedet for at tilbyde eviggyldige sandheder«”.
Flere anmeldere er enige i, at denne udstilling var mere vellykket, da den snarere end at kritisere fortiden havde fokus på spørgsmålet frem for fordømmelsen.
It’s Pablomatic – feministisk kritisk udstilling på Brooklyn Museum
Et meget aktuelt – og stærkt kritiseret – forsøg på en udstilling, der forholder sig kritisk til sit genstandsfelt, er Brooklyn Museum’s It’s Pablomatic.
Udstillingen er co-kurateret af komiker og feminist Hannah Gadsby. Gadsby blev populær med sit Netflix show Nanette fra 2018, hvor en række (især) hvide ciskønnede mænd, herunder Picasso, stod for skud for den ene punchline efter den anden.
Nu stiller Gadsby skarpt på Picasso gennem en – ifølge Gadsby selv – humoristisk, feministisk udstilling, der problematiserer Picassos forhold til kvinder og dermed siger, at kunsten ikke er interessant, fordi maleren gennem moderne briller har opført sig højst “Pablomatisk”.
Udstillingen består af mindre kendte Picasso værker med sarkastiske vægtekster blandet med værker af kvindelige/feministiske kunstnere og deres kommentarer til Picasso, hvilke aldrig rigtig går med på præmissen og bliver lige så kritiske som kuratorens.
Gadsby skriver bl.a.: “Picasso said, ‘You can have all the perspectives at once—from above, from below. All the perspectives at once!’ What a hero. But tell me, are any of those perspectives a woman’s? Well, then, I’m not interested” og: ”I fucking hate him…. He’s a rotten-in-the-face cavity… You can’t make me like [him]”.
Gadsby bruger kort sagt denne udstilling som et udtalt forsøg på at ‘cancle’ Picasso. Udstillingen har dog mildest talt ikke fået den ønskede effekt. Kritikken hagler ned over udstillingen fra flere vinkler, og selv de medvirkende feministiske kunstnere tøver med at kritisere maleren. De kalder selv på et mere nuanceret blik på spørgsmålet om, hvorvidt man kan adskille kunsten fra kunstneren.
En særdeles grundig kritik (i to dele) kommer fra Art Net’s anmelder, som bl.a. skriver: “Personally, I am not so much of a formalist. Historical background does matter. It also matters if, in selling us an artist, a museum creates a distortion of the past. But saying that biography matters is different than saying that biography is all that matters. It seems to me that the Gadsby way of thinking simply flips the museum’s “good artist = good art” default marketing pitch on its head.”
Der er mange ting galt med udstillingen – lige fra udgangspunktet, som for både Brooklyn Museum og Gadsby selv handler mere om selvpromovering end kunstinteresse, til de kuratoriske valg, der ikke understøtter Gadsby’s pointer, til selve dét at bruge en udstilling til at opfordre publikum til at hade en kunstner og påstå, at dennes for mange betydningsfulde værker ikke er noget værd, fordi maleren var en ciskønnet hvid mand med et – for nutidens øjne – problematisk kvindesyn. En gennemført mislykket udstilling.
Museet i forvandling
Som jeg skrev i min forrige klumme her til magasinet, så er kunstudstillinger ikke neutrale rum, der serverer en objektiv sandhed. Det æstetiske er politisk, og vi lever i en transformativ tid, hvor vi skal vænne os til, at museet stiller flere spørgsmål end det giver svar.
Derfor er jeg helt enig i, at museer skal forholde sig kritisk til deres genstandsfelt. Kunst produceres ikke i et socialt vakuum, men omvendt skal kunst ikke bruges som politisk løftestang. Kunstnerisk frihed er en hjørnesten i et demokratisk samfund, og vi skal værne om den frihed. Museer er samtidig magtfulde rum, der skal sørge for at administrere den magt så retfærdigt som muligt.
Nye former for udstillinger har sat gang i en interessant og meget nuanceret debat blandt anmeldere. Det er spændende at følge, og grundlæggende kan man se, at hvor anmeldere er åbne over for kritiske spørgsmål til fortiden, så står de af, når kunstværker bliver taget som gidsel i en politisk kamp. Der insisteres på muligheden for at kunne nyde skønhed og kunst som sådan.
De mest vellykkede udstillinger er dem, der giver beskueren plads til selv at tænke, og hvor kunsten kan foldes ud i et respektfuldt og åbent rum, og hvor der ikke er en kurator eller institution, der har travlt med at proppe politisk korrekte holdninger ned i halsen på en.
