Når vi taler om kunsten

Når vi taler om kunsten

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten, Kunsthal Charlottenborg, 2018. Foto: Nanna Marie Sigaard Helbo

Kunstkritikken, dens vilkår og betydning for kunsten og samfundet blev heftigt debatteret af et velsammensat panel af både nationale og internationale kritikere samt publikum til Bikubenfondens visionssalon på Charlottenborg.

Kunstkritikken er udfordret i øjeblikket, vil mange mene. De store, danske dagblade skærer, som i resten af Europa, ned på kunst- og kulturformidlingen og afskediger fastansatte anmeldere. For i dag er vi alle kritikere på nettet og kan give stjerner til hoteller og frisører eller poste anbefalinger af udstillinger, bøger og koncerter på de sociale medier og blogs.

Andre igen vil mene, at hele mediebranchen og dermed kunstkritikken og kulturformidlingens forandringer vil fremme innovative samarbejder; at nye formater og platforme kan opstå og skabe alternative måder at formidle og kritisere kunsten på.

Bikubenfonden har derfor også fornyligt arrangeret en visionssalon i hælene på en række andre initiativer iværksat for at styrke kunstkritikken i Danmark, fx projektet ’Gentænk kulturjournalistikken’ i Aarhus, Politiken og Bikubenfondens kunstkritikerskole og den nystiftede paraplysammenslutning Forenede kritikere.

Visionssalonen på Charlottenborg debatterede kunstkritikkens vilkår og status under titlen: Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten. Hovedspørgsmålet blev: Hvad er konsekvenserne af disse nye mediestrømninger, for hvordan vi taler om kunsten? Hvem taler vi til? Og har vi borgere, kunsten og samfundet stadig brug for den faglige kunstkritik?

Et panel af flere stemmer
Salonen var velbesøgt med ca. 70-80 gæster, muligvis the usual suspects fra den københavnske kunst-crowd. Panelet var godt sammensat af varierede stemmer; både nationale og internationale, så den danske kunstkritik-situation blev perspektiveret af et internationalt blik.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten, Kunsthal Charlottenborg, 2018. Foto: Nanna Marie Sigaard Helbo

Mest udenfor kunstkonteksten var konsulent og partner i kommunikationsbureauet Rasmussen & Marker, Lasse Marker. Han har skrevet en række kritiske bøger om kulturjournalistikken i Danmark og bekendte også hurtigt med et bredt smil i første indledende præstationsrunde: ”Jeg er helt udenfor min comfortzone i dag, for normalt er jeg moderator.”

Bemærkningen virkede lidt som en icebreaker, og Markers neoliberale holdninger til kulturjournalistikken og kunsten fik hurtigt gang i diskussionen, der blev heftigt smittende med kommentarer og spørgsmål fra salen til sidst i løbet af de to afsatte timer. ”Jeg bliver deprimeret, når jeg lytter til dig”, lød det fx på et tidspunkt højt fra en kvinde i salen til Markers synspunkter om kunstens værdi set ud fra et markedsmæssigt princip.

Moderator denne dag på Charlottenborg var Nete Nørgaard Kristensen, lektor ved Institut for medier, erkendelse og formidling på Københavns Universitet og forsker i kulturjournalistik og kritik. Panelet talte udover Lasse Marker, bestyrelsesformand for Forenede kritikere og blogger ved Børsen, Line Rosenvinge, Sophie Diesselhorst, redaktør af det tyske førende website for teaterkritik Nachtkritik, Steven Zultanski, herboende amerikansk kunstkritiker og forfatter samt Mikkel Carl, billedkunstner, freelance kurator og skribent.

Kunsten, kritikken og samfundet
Nørgaards første spørgsmål til panelisterne var bredt: ”Hvad mener I, kunstens rolle er  i samfundet i dag?  Kunstneren Mikkel Carl svarede med det samme, at kunsten som det eneste medie undersøger, hvordan man kan skabe mening. Hvor filosofien gør det i ord, gør kunsten det med det, der allerede er. Rosenvinge greb lige efter resolut på trods af, hun ikke var moderator, mikrofonen og bad Marker besvare samme spørgsmål.

”Jeg bruger den til at putte på mine vægge, jeg lytter til musik, jeg nyder den, men jeg mener ikke, det er min opgave at svare på det spørgsmål, da jeg ikke er kunstner eller kritiker. Jeg er kommunikator og rådgiver kunstinstitutionerne. Kunstnerne skal blive enige om, hvad der er kunst, mens institutionerne skal gøre kunsten relevant for borgerne. Og jeg mener, alt for mange kunstinstitutioner er dårlige til det, fordi de har været vant til at få offentlig støtte, men nu hvor støtten er skåret ned, bliver institutionerne tvunget til at interessere sig for deres gæster”.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten, Kunsthal Charlottenborg, 2018. Foto: Nanna Marie Sigaard Helbo

Debatten under visionssalonen gik overordnet på forskellene mellem at se kunstens værdi ud fra  markedet og brug af fx målgruppeundersøgelser eller, at anskue kunsten ud fra et princip om dens autonomi og altså ikke at kunne underlægge kunsten markedets værdier.

Nørgaards næste spørgsmål gik efterfølgende naturligt på, hvad kunstkritikkens rolle er i samfundet i dag. Er det at udfordre og udvikle kunsten? Eller er det, som andre vil mene at kommunikere om kunsten til den offentlighed, der skal opleve den?

Men man behøver måske ikke skelne mellem disse to: ”En god, velskrevet faglig anmeldelse er den bedste måde at advokere for kunsten på”, ifølge Diesselhorst. ”Teatret i Tyskland er  i den heldige situation at være statsstøttet. Teatret er et offentligt sted. Nogen har kaldt det for medie-forbrugsmaskinen, fordi teatret trækker på alle medier, alle kunstarter. Og da vi i højere og højere grad bliver medieforbrugere, mener vi på Nachtkritik, at det er teatres opgave at undersøge dette”.

Zultanski, fra USA, fremfører, at kunstens rolle også er at fungere som investering, hvilket vi ikke kan ignorere. En anden rolle er, at folk finder sammen i miljøer omkring kunsten; de skaber kunst, udstillinger, gallerier, publikationer sammen og diskuterer kunst med hinanden. ”Det er to helt forskellige tilgange til kunst, men de er forbundne, for vi bliver alle inspireret af investeringsobjekterne. Det gør jeg også selv, så det er et kompliceret spørgsmål, men vi må se på de forskellige niveauer af funktionalitet i kunstverdenen,” mener han.

Kunst og (ud)dannelse
Dannelsesniveauet i Danmark blev også drøftet kort efter på visionssalonen. Rosenvinge mener, Danmark har et lavere niveau af kunstkritik end i mange andre lande. ”Hvis man er på en udstilling i Tyskland og taler med en Hr. Schmidt, så begynder samtalen ikke med en diskussion om, det nu er kunst, man ser på eller ej. Så taler man om, hvad gør denne kunst ved dig? Hvad får denne kunst dig til at reflektere over? Vi mangler det niveau i Danmark, fordi vi ikke har så mange professionelle kritikere, der rent faktisk ved noget om det, de anmelder. Der er I heldigere stillet i Tyskland og USA.”

”Vi har dog næsten ingen statslig kunststøtte i USA”, svarer Zultanski. Og Carl tager over: ”Ja, vi skal skelne mellem, hvordan den nationale statsstøtte fungerer i Danmark, Tyskland og USA. Men jeg har lige kurateret en udstilling i Düsseldorf, og der kom flere tv-stationer og stillede dybbegående og velforberedte spørgsmål. I Danmark skal man bevise, hvad kunst  er værd. Det er hovedforskellen selv mellem Danmark og Sverige. På trods af at vi i Danmark har et meget højt uddannelsesniveau blandt befolkningen, har vi ingen dannelse. Generelt sætter man ikke kunst særlig højt, og derfor vil ingen aviser investere i kunstkritik. Det handler om udbud og efterspørgsel, og der er ikke rigtig nogen efterspørgsel herhjemme”.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten, Kunsthal Charlottenborg, 2018. Foto: Nanna Marie Sigaard Helbo

Her havde det været interessant at have hørt en dansk dagbladsredaktørs holdning i panelet, da de er de egentlige gatekeepere i denne henseende. Det lader til at være her kunstkritikken og -formidlingens diversitet bremses. Tendensen til de bredere vinkler på kunsten besluttes her, så det altså er markedet, der afgør, at de samme ti mainstream film, bøger eller udstillinger bliver dækket.

Derudover rejser et andet spørgsmål sig, som det også lyder senere fra salen: ”Hvem taler vi til, når vi taler om kunsten?” Kunstundervisningen i skolerne bliver også nævnt som en vigtig faktor fra salen. Og som Carl siger det: ”Hvis vi ikke en gang har et seriøst tv-program om kunst, så fremmer vi heller ikke interessen og uddanner folk til at tale om den. Det er hønen og ægget spørgsmålet. Hvordan man skal vende det om, er svært at sige, men det er meget nødvendigt”.

Overraskende for nogen måske, så havde Marker ikke en anden holdning. ”Grunden til dette er, at politikerne i de sidste 50 år har givet støtte til, at alle kunne opleve kunst, men relevansen til befolkningen har vi mistet. Kunsten er ikke relevant for alle. Og det er institutionernes opgave at gøre det relevant for borgerne”, mener han.

”Det bliver jeg simpelthen nødt til at svare på”, tager Carl over. ”Jeg er medlem af Kunstfondens legatudvalg for billedkunst og ved derfor at grunden til, at man valgte at etablere Statens Kunstfond var, fordi man mente, at velfærdsstaten ville gøre folk dumme og dovne. Folk ville ikke blive udfordret nok. Men vi har lost track med, hvorfor den blev indført. Ingen politiske partier taler om, at den blev indført for at udfordre borgerne. De taler i stedet om, hvorfor kunsten er relevant, eller at den er for mærkelig eller lign.”

Habilitet og kvalitet
”Har kunstkritikken og institutionerne muligvis ikke været gode nok til at udfylde deres rolle?”, spørger Nørgaard nu.

Rosenvinge mener, at problemet er, at kunstkritikken mangler i de store aviser og i stedet finder sted i små bobler, på nichemedierne. ”Det hjælper ikke kunsten. De, der læser de mindre kunstnichemedier, de er allerede engageret i kunsten”.

”Men det er også et spørgsmål om troværdighed”, svarer Marker. ” Mange kulturjournalister er ikke uddannet som journalister, og de følger andre regler. De lever ikke op til de regler, som journalister ellers arbejder under”. Marker har her medbragt flere eksempler heriblandt forfatteren Morten Sabroe, der blev så vred over en anmeldelse i Berlingske, at han fik lov til at anmelde sin egen bog. ”Det er også kulturjournalistikkens eget ansvar”, pointerer Marker.

”Vi har næsten igen fuldtidskritikere længere”, svarer Rosenvinge. ”Så er det ok at anmelde sine venners værker, når man er freelancer?”, spørger Marker tilbage. ”Men hvis man ikke kan leve af sit anmelderi, må man tage andre opgaver”, responderer Rosenvinge:” Det et trist, men sådan er det”. Zulanski blander sig:” Det kan også være meget cool at anmelde sine venners værker. Digtere anmelder ofte hinanden, for der er ingen andre, der gider læse dem. Der er en lang tradition for, at forfattere og kritikere anmelder hinanden. Hvis du læser anmeldelser af kunsten i 60’erne og 70’erne, vil du læse anmeldelser af folk, der var i miljøet og få en fornemmelse for hele kunstmiljø på den tid. Jeg forstår interessekonflikten, men på samme tid sker rigtig meget af kunstkritikken i et meget lille miljø, og bliver skrevet af folk, der næsten ingenting bliver betalt for at anmelde udstillinger, næsten igen ser”.

Diesselhorst er derimod enig med Marker, det er yderst vigtigt for hende, at der ikke foregår noget korrupt.

Hvad vi taler om, når vi taler om kunsten, Kunsthal Charlottenborg, 2018. Foto: Nanna Marie Sigaard Helbo

Carl tilslutter sig samme synspunkt som Rosenvinge og Zultanski med den pointe, at de mennesker, der er helt uafhængige af kunstscenen ikke findes. ”Der er kun et par hundrede, der udgør miljøet. Selvfølgelig skal man ikke spise middag med sin yndlingsforfatter og så anmelde vedkommendes bog lige efter. Men en forventning om, at man ikke kender, de folk man anmelder, kan ikke lade sig gøre. Selvfølgelig kender man hinanden efter at have været i et miljø i en årrække.”

”Jeg mener bare, at man ikke skal være gift med den, man anmelder eller anmelde sine venners bøger. Og hvis man gør, skal det være nævnt i anmeldelsens begyndelse”, siger Marker, hvilket alle kan være enige i.

Kunstkritikmomentum
Den emnetunge og engagerende debat fortsatte bl.a. med spørgsmål om anmeldelsens status, hvilke tiltag, der kan gøres for kunstkritikken i form af fx legater til kritikere ligesom i Norge.

Det stod med visionssalonen krystalklart, hvor vigtigt det er, at de rigtige beslutninger om kritikken og kunsten bliver truffet lige nu. Vi står i et momentum, hvor det kan gå den ene eller den anden vej, hvis man skal sætte det på spidsen. Det er nu, vi skal afgøre om kunstkritikken skal centrere sig om de ti største mainstream produkter eller om den, som teateranmelder ved Politiken, Monna Dithmer, formulerer det: ”bliver nødt til at strække sig lidt”.

Man bliver nødt til at strække sig lidt, både hvad angår kritikken og kunsten, diversitet er ikke til at give køb på, for ellers bliver vores samfund så meget fattigere og uden udfordring af borgerne. Så man må håbe på endnu flere debatter i fremtiden, hvor kunstkritikken, kunsten og samfundet kan blive diskuteret også af andre end den hårde kunstcrowd, af helt almindelige interesserede for, hvem kunsten også har en stor betydning.

Om Visionssaloner 
Bikubenfondens Visionssaloner sætter billedkunsten til debat. De kunstfaglige saloner tager afsæt i Udstillingsprisen Vision og har til formål at skabe debat og faglig sparring om udstillingsformater og -problematikker.

Del artiklen

'Når vi taler om kunsten'

Facebook