Man kan tage kunsten ud af politik, men man kan ikke tage politik ud af kunsten

Siden tidernes morgen har kunst og politik flettet fingre og altid fulgtes ad, også når det gælder Europas og demokratiets fødsel i antikken. Alle kender de mange antikke græske skulpturer fra Glyptoteket. Skulpturen af den muskuløse mandekrop blev opfundet i Antikken for at promovere et helt bogstaveligt kropsideal for unge mænd at følge.

Sammen med opfindelsen og afholdelsen af Olympiaden skulle disse skulpturer indgyde lyst til at holde (mandens) egen krop stærk og sund. Athens unge mænd havde obligatorisk værnepligt og kunne til enhver tid blive indkaldt til krig.

Teatret blev også opfundet af grækerne for at holde det demokratiske samfund, menneskekroppen og sindet sundt. De kaldte det ‘katarsis’ og mente, at dramaet, tragedien, poesien og komedien holdt folket rask og sammenhængskraften stærk.

Et af antikkens største amfiteatre ved Epidaurus blev bygget på lægeguden Asklepios’ hellige område, hvilket var antikkens mest kendte sanatorium og kult for healing. Udviklingen af teatret, sanatoriet og kulten til Asklepios har været med til at skabe vores begreber om ‘medicin’ og ‘hospitalet’ – dengang begreber, der var helt uadskillelige fra kunst.

Ved siden af antikkens hospital, bibliotek, bade, sportsstadion og templer for Artemis og Asklepios var teatret. På teatret blev der afholdt festivaler for op mod 14.000 mennesker, der i flere dage i træk overværede drama, musik, komedier og tragedier.

Der blev også afholdt konkurrencer om, hvem der skrev de bedste komedier og tragedier, og qua hele antikkens tradition for kunst, healing og samfundsorden blev vinderne opfattet som helte.

Kristendommen som mæcen for kunsten

Efter at kristendommen havde erstattet de hedenske guder fra antikken med én gud, blev teatret i en periode mindre populært som omdrejningspunkt for et samfund, og kunstværkerne skulle nu støtte den kristne tro og dens idéer. Kirkens rum blev det nye ‘teater’, og dramaet blev afløst af Bibelens tekst.

Mange af de mesterværker, vi kender i dag fra kunsthistorien, blev skabt med kirken som mæcen, ramme og formidler. Et eksempel på, at kunsten ikke havde frie rammer i renæssancen, er for eksempel, at hundredvis af Botticellis malerier blev brændt af kirken (efter ordre fra Savonarola), fordi de stadig beskrev hedenske motiver. Botticellis smukke værk Forår (1480) er et af de få af hans ikke-kristne værker, der undgik kirkens bål – måske fordi værket hang i en florentinsk købmands private gemakker.

Den nye mæcen: handelsmanden og magtfulde familier i Europa

Handel gjorde Firenze og Venedig rige, og længe før Italien blev samlet som ét land, brugte renæssancens kultur kunsten til at promovere en families rigdom og til at indgyde ærefrygt for én slægt. Kunsthistorien indeholder tonsvis af portrætter af Europas aristokrati i al deres pragt og magt.

I takt med, at handlen i Europa voksede, opstod der en middelklasse og en helt ny elite, der ikke var aristokratiske eller kongelige, men derimod købmænd. Det betød, at kunsten pludselig blev købmandens eje og revet fri fra kirken som mæcen og regelsætter.

Den Franske Revolution og humanismen i Europa

I takt med den voksende sociale uro i Europa og Den Franske Revolution skiftede kunsten hænder fra magthaverne til oppositionen. Delacroix’ berømte maleri Friheden fører folket på barrikaderne af det franske flag som folkets flag midt under revolutionen er et godt eksempel på, at maleri kunne være et aktiv i revolutionen.

Kan kunst forbedre menneskers vilkår og være med til at skabe fremtiden? I det 19. århundrede begyndte victorianske kunstnere i stigende grad at tro, at den kunne. 1800-tallets kunstnere malede billeder af de fattige og deres vilkår for netop at afhjælpe de sociale uretfærdigheder. Udstillingen Art & Action: Making Change in Victorian Britain ved Watts Gallery – Artists’ Village (60 km fra London) i 2020-21 beskrev, at maleriet fungerede som politisk aktivisme, og hvordan kunst i 1800-tallet i England blev lavet, ikke bare for at kommentere, men for at skabe bedre vilkår for folket.

De victorianske kunstnere brugte deres kunst til at udvikle strategier til at konfrontere deres tids mest presserende sociale problemer. De deltog også i deres samtids debatter ved at bruge deres positioner som offentlige personer til at skrive artikler i politiske tidsskrifter, donere deres kunstværker til velgørende auktioner, designe bannere eller plakater for sociale bevægelser eller male scener, der adresserede landets mest presserende problemer.

Udstillingen viste, at kunstaktivismen blandt andet har victorianske rødder. Herhjemme finder vi i samme periode lignende socialt engagerede malere såsom: L.A. Ring, Frants Henningsen, Erik Henningsen, H.A. Brendekilde og Jens Birkholm.

Ligeledes er mange bøger i litteraturhistorien også skabt som opposition til magthaverne: James Joyce mod katolicismen i Irland, Charles Dickens mod det hårde klassesamfund i England, og Martin Andersen Nexøs bøger om de fattiges kår og klassesamfundet i Danmark omkring år 1900, for bare at nævne nogle få.

Ligesom Virginia Woolf, der ikke bare opfinder helt nye litterære skriveformer, men med sit essay A Room of One’s Own i 1929 bruger metaforer til at udforske sociale uretfærdigheder og kommentere kvinders manglende ytringsfrihed.

Det demokratiske aktiv i samtidskunsten

Med kvinders stemmeret i Vesten omkring 1900-1920 og med optagelsen af kvinder på kunstakademier i Europa i samme periode blev kunsten også et instrument i kvinders frigørelse. Selvom der var kvindelige kunstnere helt tilbage til 1400-tallet i Europa – og vi stadig ikke har kontekstualiseret al den kunstteori og form-semiotik, som disse værker har skabt i historien – så udviklede denne undertrykte gruppe et visuelt sprog med kunsten som metode for deres kamp for ligestilling.

Fra Meret Oppenheim, Martha Rosler, Valie Export til Mona Hatoum ser vi for eksempel kvinders tidligere domæne, køkkenet, omdannet til spørgsmål om magt, våben og symboler.

Og kunstnere som Augusta Savage og Jean-Michel Basquiat har gennem deres kunst været med til sætte fokus på diversitet og været med til at afhjælpe diskrimination i vores samfund, både inden for kunstscenen selv, men også generelt ved publikums møde med deres værker.

Op gennem det 20. århundrede rykkede kunsten også ud af museer og gallerier og ud i det offentlige rum – igen for at fremme social forandring. Og på skuldrene af Dada, Conceptual Art, Fluxus, Performance Art og Allan Kaprows Happenings blev en helt ny genre formuleret af den franske kunstteoretiker Nicolas Bourriaud, i hans bog af samme navn fra 1998, nemlig: ‘Relationel æstetik’.

Modsat tidligere, hvor kunstværket kommunikerede gennem æstetiske objekter eller gennem kunstnerens egen performende krop, så var ‘Relationel æstetik’ karakteriseret ved at ville aktivere det deltagende publikum. I dag er dette kunstgreb helt normaliseret, og rigtig mange samtidskunstnere inkorporerer (bevidst eller ubevidst) dette aspekt i deres kunst. To af de mest skelsættende kunstnere indenfor dette felt er Rirkrit Tiravanija og – på sin egen feministiske måde – Vanessa Beecroft.

Det vil sige, at i dag er kunsten også samfundsengagerende i den helt bogstavelige forstand, hvor publikum ligefrem er direkte medskabere af selve værket.

Kunsten – et lands sammenhængskraft

Uanset om kunst fremstår som en happening, som kunstnerens egen krop eller som et fast objekt eller billede, så er kunsten ikke bare sideløbende med, men totalt gennemgribende i menneskets historie og tager ligefrem del i vores kulturs udvikling og opfindelsen af filosofi, sprog, medicin, videnskaber, militær, demokrati og identitet.

I Europa, siden 2. Verdenskrig, har man forstået, at både kunsten og menneskerettighederne kan misbruges i de forkertes hænder, og derfor har man givet mennesket sin ytringsfrihed og kunsten frie tøjler for at undgå, at fascismen vil vinde indpas igen. Blandt andet formuleret i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention af 1948.

Selv har jeg boet mange år i både England, Frankrig og Grækenland, og uanset de tre landes politik og skiftende regeringer er folkeånden generelt set, at man ved, at (ikke-censureret) kunst har en vigtig funktion i Vestens demokrati.

I et demokratisk samfund kan kunsten – også i dag – ligesom antikkens teater forstås som et lands sammenhængskraft. En befolkning mærker både sit demokrati, sit lands og omverdenens puls gennem kunsten. Sammen med kunsten kigger vi igen og igen på vores ideer, historie og følelser. Man kan sige, at i dag er museer, kunst- og musikfestivaler, teatre, koncerter, biografer, tv-streaming, bøger, biblioteker, radio og podcasts en civiliseret måde at engagere folkets stemmer, sameksistens og forbindelse til samfundet.

Selvfølgelig kan en stat lave kunstcensur og kriminalisere blasfemisk kunst, sågar i Danmark. Men at vride aktivismen ud af kunstens væsen er umuligt – selvom man ville. Kunst er skabt af mennesket, og mennesket er født politisk. At være krop – køn, klasse, etnicitet, nation, kaste og seksualitet – er i sig selv politisk. Det ved vi fra kolonialiseringens, arbejderklassens og feminismens historie og fra debatten om LGBTQIA+- personers rettigheder.

Blasfemilove gør, at samfundsudviklingen går baglæns. På sigt kan disse blasfemilove faktisk påvirke befolkningens sammenhængskraft negativt, sætte ligestillingen og LGBTQIA+- personers rettigheder tilbage og skabe generel mistillid til politikerne.

Endnu vigtigere – som danske politikerne i denne blasfemilov-periode overser: Man kan ikke lave om på en ældgammel tradition: Kunsthistorien. Billedkunstnere (samt musikere, film- og teaterinstruktører, designere, arkitekter og forfattere) er også aktivister med deres værker. Og her menes ikke kun aktivistiske for en bestemt sag, men alene dét, at værket er ambivalent, kritisk og (samfunds-)engagerende, og sågar uden entydige svar, gør det ‘ej blot til lyst’, men til en humanistisk og demokratisk praksis.

Og netop de værker, der rører en tidsånd, er dem, der går over i historien som mesterværker.