Hvor er kunsten i dag i dansk pædagogik? Esbjerg Kunstmuseum har i samarbejde med en række dag- og uddannelsesinstitutioner skabt en forbilledlig platform, hvor kunstens potentiale i forhold til det pædagogiske arbejde udnyttes til fulde.
Ideen om æstetisk praksis med børn befinder sig i et spændingsfelt. Her er der både risiko for at kunst forsvinder fra vores pædagogiske institutioner, og at dannelsesaspektet forsvinder fra vores omgang med kunst.
På den ene side skubber konkurrencestatslogikken de kreative fag og aktiviteter gradvist længere ud i skoleskemaets margin. I konkurrencestaten er børnehaven et skoleforberedende sted med øvelse i tidlig tal- og bogstavforståelse. Ambitionsniveauet for børns faglighed har ført til en nedprioritering af sanselige aktiviteter, legende påfund og musisk-rytmisk samvær.
På den anden side findes en moddiskurs, der består af et ønske om at fremme den rolle, som kunst, kreativitet og sanselighed spiller i børns liv, som er drevet af en tendens til at tillægge disse praksisser nogle særlige funktioner såsom at øge barnets empati, intelligens eller resiliens.
Undergravningen af æstetiske praksissers vigtighed må altså ses i lyset af modtendensen til glorificering. Men mens tendensen til ønsket om at fremme det æstetiske perspektiv findes, mangler der sans for, hvordan kreativitet i æstetisk praksis med børn rent faktisk finder sted. Dvs. at selv i det tilfælde at vi kan blive enige om vigtigheden af, at børn sanser, maler, danser og ’finder på’, har vi en begrænset forståelse for de former for pædagogik, som promoverer disse praksisser, og som stimulerer børn til at deltage på en både sjov og dannende måde.
I Art, Artists and Pedagogy fra 2017 skriver Gert Biesta, at i 2030’erne vil uddannelsessystemet komme til sig selv og indse, at det i sin stræben efter effektivitet har skabt et ubæredygtigt monster, der i stedet for at understøtte menneskehedens kamp for meningsfuld og fredelig sameksistens er blevet et grådigt og selv-omsluttende projekt. Hvis Biesta har ret, kunne man spørge, hvorfor vi skal vente til 2030 på, at uddannelsessystemet kommer til sig selv.
Ude i landet, helt ude vest på, findes et sted, hvor sådan en opvågnen sker lige nu. I Esbjerg har byens kunstmuseum i samarbejde med en række dag- og uddannelsesinstitutioner på initiativ af museumsinspektør Birgitte Ørum skabt det forbilledlige projekt Kunst for Livet, som forstår at gøre brug af kunstens potentiale i pædagogisk arbejde.
Som psykolog og forsker er min rolle i projektet at undersøge, hvordan en gruppe af de deltagende børns udvikling interagerer med deres deltagelse i kunstaktiviteter. I et kvalitativt mikro-kohorte-studie har jeg i fire år beskrevet, hvordan otte børns udvikling forløber, alt imens de indgår i forskellige æstetiske aktiviteter.
Børnene, der ved undersøgelsens begyndelse var 1-2 år, bliver igennem et 5-årigt forløb med jævne mellemrum inviteret til at indgå i forskellige æstetiske og kunstmæssige aktiviteter faciliteret af pædagog og kunstformidler Diana Boholm fra Esbjerg Kunstmuseum.
Ret hurtigt skiftede mit fokus fra, hvad der sker inde i det enkelte barn til at prøve at få greb om den pædagogik, som tillader børnene at deltage i kunstaktiviteterne på opmærksomme, skægge, overraskende måder. Frem for at begynde med en forestilling om, hvor aktiviteten skal ende (f.eks. hvilket produkt der skal komme ud af en aktivitet med ler), eller hvad de toårige skal lære af at gå på kunstmuseum, består det mest centrale pædagogiske greb i at promovere netop de ideer og interesser, der opstår i den æstetisk-sanselige situation, hvor børnene møder værker og materiale.
Kunst for Livets kerne er en pædagogik, som udspringer af kunsten selv, og som giver anledning til en særlig måde at betragte børn på. Denne pædagogiks børneforståelse er inspireret af den måde kunst – før ethvert forsøg på analyse og fortolkning – er noget som opleves.
Når kunst opleves med tålmodighed og åbenhed muliggør det en erfaring af, at i værket er der altid noget. Der er, hvis kunstværket udforskes sanseligt og tålmodigt, altid noget der viser sig. Der kan aldrig være intet. På Esbjerg Kunstmuseum betragter man kilden til dette noget som en slags ”kunstens betydningsoverskud”. Indtil vi får øje på noget, kan frygten for ’intet’ imidlertid stoppe udforskningen. Det kan altså være både ubehageligt, frygteligt kedeligt, og endda pinefuldt at se på kunst. Men budskabet er, at hvis vi tør at se efter, vil noget altid vise sig. Vi kan have nogle forventninger om, hvad dette noget er, og måske indfries netop disse forventninger, men muligheden for at det vil være noget helt andet findes også.
Det som pædagoger, lærere og andre, der faciliterer kreative aktiviteter for børn, kan lære af Kunst for Livet er, at det mod, som det kræver at arbejde kreativt med børn, skal komme et sted fra. Det er afgørende, at der er noget at læne sig ind i. Kunst for Livet viser, at man kan læne sig ind i kunsten selv. Læner man sig ind i kunsten og udviser tillid til at værket vil vise noget, vil man finde ud af, at det er i denne tillid, at kunstoplevelse bliver til pædagogik. En kunstoplevelses-pædagogik har som sin kerne en tro på barnet; at det kan.
Det positivt forventningsfulde spreder sig som en særlig stemning af frihed: Her kan du ikke gøre noget forkert. I det rum, hvor intet er forkert, er der intet at frygte. Derfor er det også let at opføre sig ”modigt”.
Børn, har jeg kunne konstatere, befinder sig umådelig godt i dette rum. De stortrives i dets rolige stemning. Det de gør, det de kan og den de er, er ikke forkert men derimod noget værd i sig selv. Mindre børn kan have lettere ved at finde sig til rette i dette rum end voksne. De har ikke gjort sig bitre erfaringer af intethed; af tab, død, ensomhed og kedsomhed, og er således mindre bange for det tomme åbne. Børene har let ved at give sig hen til ideen om, at der vil være noget i værket, i aktiviteten, i malerbøtten.
De blomstrer. Det trygge menneske er et åbent menneske, og i åbenheden er vi sanseligt modtagelige. Vi modtager verden omkring os, ser på den, dufter til den, lytter til den, og interesserer os for den på en undrende, nysgerrig og afprøvende måde.
Børnene begynder at se muligheder frem for begrænsninger. Materialer og aktiviteter åbner sig for dem, og de bliver nysgerrige efter, hvad materialerne vil kunne åbenbare. Netop denne nysgerrighed og dette blik for muligheder er kreativitetens kilde.
Lad os nu læne os ind i kunsten og udnytte alt det, den kan give pædagogikken.
Benedikte Kudahl er psykolog og Phd studerende på Københavns Universitet.
