Ligestillingens superhelt: Barbie

Det lader til, at ingen havde regnet med, at den premiereaktuelle Hollywood-film Barbie ville starte kulturfænomenet ‘pink movement’ og slå alverdens rekorder. Jeg er sikker på, at selv Elon Musks satellitter ude i rummet har registreret Barbies pink. Måske havde folk glemt, at 50% af verdens befolkning er (eller har været) piger? Spørgsmålet er så, hvilken indflydelse Barbie-filmen og Barbie-fænomenet kan have på samtidskunst og visuel kultur?

Blot 17 dage efter filmens premiere landede Barbie i den eksklusive ‘billion dollar club’ på grund af sin globale indtjening. Før var der 28 mandlige soloinstruktører i filmbranchens ‘billion dollar club’, og nu kan der endelig tilføjes én kvindelig soloinstruktør: Greta Gerwig.

Det skelsættende er, at filmen beviser, at man kan tjene (rigtig mange) penge på et helt nyt publikum: 65 procent af filmens publikum har indtil nu været kvinder/piger. Men også at manuskriptet fabulerer over ligestillingens og kønnets historie, som jeg aldrig har set en film gøre det før.

Barbie er en fantasy-komedie, bygget op som et folkesagn, hvor Barbierne er en slags ‘guder’ i Barbieland, et sted hvor alting altid er godt (for dem). De leder alt på dette sted og kender ikke til at blive ‘objektificeret’ seksuelt eller til sexisme mod kvinder.

Barbieland er en slags sci-fi-gude-matriarkat, og dét plot er baseret på det simple faktum, at piger i vores verden spejler sig nemlig i “superhelten”, Barbie-dukken, for at lære at se sig selv som andet end moderskab eller ægteskab, og dermed trænes de til ligestilling i deres eget liv senere hen – hvilket forklarer, hvorfor Ken-dukken ikke er vigtig.

Hovedpersonen Stereotypical Barbie tager på rejse ind i ‘the real world’, for at finde og stoppe den person, der leger for hårdt med hende. Det giver hende nemlig problemer helt ind i det ellers beskyttede Barbieland. I mellemrummet mellem billedet på vores leg og virkelighedens verden følger vi Stereotypical Barbie på en udviklingsrejse, og den spiller Margot Robbie så godt, at vi langsomt ser Barbie med sin egen sjæl, akkurat som vi gav hende sjæl som børn under legen.

Selvom filmen afgjort kommer til at sælge Barbie-dukker, så er den – i Greta Gerwigs hænder – mere end blot en reklame for Mattel. Den giver genlyd tværs gennem hele verdenskulturen – sågar uanfægtet af religioner. Fra Mexico til UK, fra Australien til Kina er filmen et hit. Barbie har jo netop fået den globale succes, den har, fordi vi ikke har ligestilling endnu (heller ikke herhjemme).

Ligestilling i Hollywood

Info fra den amerikanske organisation Women in Film viser, at det stadig kun er omkring 14 procent af alle instruktører i topindtjenende film fra Hollywood, der er kvinder. At en kvindelig instruktør, med et manuskript om kvinderoller og et publikum bestående af 65 procent kvinder kan tjene så mange penge, er en begivenhed i sig selv. Det kommer til at forbedre arbejdsmulighederne for kvindelige instruktører i fremtiden.

Barbie kommer afgjort til at bane vejen for helt nye typer film med kvindelige hovedroller og nye narrativer om kvinder som omdrejningspunkt for flere og flere film – noget, som også flere og flere filmproduktionsselskaber drevet af kvinder netop har fokuseret deres forretning på. Tag bare Reese Witherspoons selskab Hello Sunshine og Margot Robbies LuckyChap Entertainment. Sidstnævnte var i øvrigt med til at producere Barbie.

Pigeværelset vs. drengeværelset

Jeg ser Greta Gerwig som filmindustriens og den visuelle kulturs Jeanne d’Arc, og trods både Barbie-dukkens og Barbie-filmens oprindelse i forbrugets og kapitalismens verden, så er det desværre netop den eneste måde for kvindelige kunstnere – én gang for alle – at få respekt i filmens verden: når de bryder glasloftet for indtjening og lander sammen med top-box office-filmene Mission: Impossible, The Super Mario Brothers, Harry Potter, Top Gun, Spider Man, The Avengers og Star Wars.

Det er meget ensidigt, at de mest indtjenende film stort set kun beskriver drengenes legeunivers, så med Barbie kan vi begynde at oprette en yin og yang-balance i box office-maskinen. Med alle disse rekorder er der nu endelig åbnet en helt ny og meget vigtig portal i Hollywood-galaksen: ligestilling. Med et allerede opfundet bagkatalog, har Mattel hermed lanceret deres nye feature film forretning. Den næste planlagte film fra Mattel er Polly Pocket med Lily Collins.

Pink movement

Som Taylor Swifts fans formåede at skabe et lille jordskælv under en koncert for nylig, så kan filmen Barbie også rykke ved normer om, “hvordan kunst må se ud”. For de nye generationer er det ikke en modsætning at være feminin og feminist. Vi er ikke bange for at være feminine, vi kan eje ‘the male gaze’ og lege med kulturens ideer om kønnet. Dét slår Barbie-filmen også godt og grundigt fast.

Min gamle lærer i London, Monster Chetwynd, er en af de kunstnere, der ligesom Greta Gerwig har givet os billeder på det hellige og frie rum, som børn leger i. En kunstnerisk praksis, der ikke er bange for ‘pige’-tabuer, og som besjæler verden i frie sammensætninger af billeder, akkurat som barnet besjæler døde objekter.

Ligesom Greta Gerwig brugte lang tid på at finde den rigtige pink til filmens scenografi. Hun skulle – som hun siger i et interview – først selv transcendere det smagsdommeri, man har som voksen, og først da hun gav slip på de voksne normer om smag, fandt hun det ærlige pink univers, som Barbie lever i. Det samme kan man sige om Chetwynd: Hun går helhjertet ind i legen og efterlader den voksnes logik for en stund.

Eksempler på andre internationale billedkunstnere, som fabulerer frit over ‘pigens’ leg er: Lily van der Stokker, Turner prize nominerede (2011) Karla Black, Sylvie Fleury, Pippa Garner, Francesca Woodman, Marisol, Chantal Joffe, Newsha Tavakolian, Anna Weyant og Isa Genzken, som dette efterår kan opleves på Neue Nationalgalerie i Berlin. Men også danske kunstnere som Tove Storch eller Eva Steen Christensen. Sidstnævnte er pt. aktuel på Arken.

Ligestillingens didaktik

Det intentionelle politiske ved Barbie-dukkens opfindelse i 1959 er, at hun IKKE blev mor og aldrig blev gift, og det forstod vi jo godt som børn. Vi fulgte Ruth Handlers (Barbies opfinder) anvisning om at forestille os os selv i fremtidens virkelige verden, som noget i os selv, dvs. i roller uden for ægteskab og moderskab. Barbie er tænkt som et redskab til kvindefrigørelsen.

Fordi vi endnu ikke har ligestilling i den virkelige verden, så har vi Barbie i diverse frigjorte og prestigefyldte roller og på diverse karrieremæssige topposter, som dukken hjælper os (piger) med at drømme om. Barbie-dukken havde sit eget drømmehus i 1962, hvor det i den virkelige verden stadig var meget svært for kvinder i USA at optage et banklån, og Barbie-dukken tog til månen i 1965, mens NASA ikke tillod kvinder som astronauter før 1978.

Greta Gerwigs film beskriver, at selvom det heteroseksuelle køn gled ned under denne leg, så fik vi også et redskab, hvormed vi kunne lege med idéen om køn. Barbie gav os et billede og et ritual for at undersøge Judith Butlers koncept ’gender performativity’. Vi lærte at træde et skridt tilbage og kigge på kønnets konstruktion. Jeg er sikker på, at dette er grunden til Barbie-filmens succes: Millioner af piger og kvinder, der mindes og genkender, hvordan de ’performede gender’ og lærte at begå sig kritisk i virkelighedens patriarkat.

Vi lærte også at hade eller elske (eller begge dele) Barbie-dukken for hendes ‘male gaze’-skønhedsidealer. Men vilde skønhedsidealer kan man heller ikke tilskrive blot Mattel; de går tilbage til græsk antik, og sågar de gamle egyptere havde make-up , hvilket Isa Genzkens skulpturer også peger på. Og filmen viser også, at Mattel har opdateret dukken med helt bogstaveligt 100 nye hudfarver, samt nye kropsstørrelser og kropstyper. I filmen spiller Hari Nef en af Barbierne og sætter et meget vigtigt flag for lgbtqia+ og passer genialt ind i Barbies nye ajourførte univers.

Filmens varme: Det indre barn og en udviklingshistorie

Det bevægende ved Greta Gerwigs film er, at den er en kærlighedserklæring til pigers leg. Ifølge Greta Gerwig legede hun selv med dukker, indtil hun var 14 år, og den oprigtighed – at hun netop ikke grinte af dukken, men MED dukken – kan mærkes gennem hele filmen. Netop dette gør filmen genial, og den ender som et værk, som handler om det menneskelige universelle, om barnets hellige rum: legen, og om kønnets historie og ligestillingens didaktik og udvikling.

Greta Gerwig beskriver med et kæmpe hjerte, hvordan vi spejlede os i dukken Barbie. Ergo er Ken-dukken jo også overflødig i Barbieland, og dette har filmen såmænd bare omdannet til komisk Ken-plot. At Ken-figuren stjæler billedet i filmen, er sjovt, fordi han stjal netop aldrig billedet, når man legede med ham som barn. Jeg kan ikke engang huske at lege med mine Ken-dukker, selvom jeg vist havde mindst to.

Filmen får os til at mindes vores (pigers) leg, og det føles meget velkendt, intimt og taktilt. Selv kan jeg dufte min barndom, når jeg ser filmen. Det må også være lidt øjenåbnende for nogle (nysgerrige) mænd (især fædre til piger?), som et slags ‘pinhole’ ind til det ‘universelle’ eller old-arketypiske i pigens lege univers.

Når vi så vokser fra Barbie, og legen da ender helt konkret for os ex-Barbie-brugere i virkelighedens verden, så opdager vi, at verden (stadig) er fuld af kønsdiskrimination. Filmen afsluttes derfor med Barbies besøg hos gynækologen og beskriver faldet fra uskylden. Det sukkersøde i Barbie-filmen er nemlig slet ikke så sukkersødt endda – på sin egen skarpe måde stiller det et smertefuldt spørgsmål om kønnets stigma, skammen ved at være kvinde, som mange unge føler, når de første gang skal til gynækolog, og ydermere om retten til at bestemme over sine egne reproduktive organer i 2023?

Alt i alt sender Greta Gerwig ikke kun Barbie og Mattel på himmelflugt til filmindustriens billion dollar club, men sætter også kvindelige instruktører i Hollywoods guld-orbit, kortlægger et helt nyt publikum (bestående af kvinder), opfinder et nyt sprog for millioner af piger verden over for deres leg og for kønnets sociale konstruktioner (#patriarchy), hejser et flag for komediens anarkistiske, frie væsen – men fejrer også kvinders og lgbtqia+-personers ret til vores krop.

Filmen cementerer kvinders ytringsfrihed ved, en gang for alle, at farve hele verden pink via sin kampagne og succes og punkterer dermed tabuet om, hvordan kunst IKKE må se ud: feminint, girly og pink.