Inuuteq Storch har blikket – derfor er hans deltagelse på Venedig Biennalen så interessant

Læs: Inuuteq Storch skal repræsentere Danmark på Venedig Biennalen i 2024

Selvom mange grønlændere i dag er positivt stemt over for et partnerskab med Danmark, så har vores to lande et historisk meget kompliceret og betændt forhold. Udviklingen i landet er på flere måder blevet bremset af det danske styre. Som eksempel fik grønlandske kvinder først stemmeret i 1948, hvilket både mænd og kvinder tilkæmpede sig for at få mere indflydelse på deres eget land.

Kulturelt og socialt gør kolonisering noget ved et land, som er svært at fatte, og hvis effekt altid vil kunne mærkes i en eller anden forstand. Gennem et blik på forskellige kunstværker tegner der sig et billede af to meget forskellige perspektiver af vores forhold.

Et skævt forhold

I dag bor der 19.000 indbyggere i Nuuk, hvoraf de 5.000 er danske. Det er en betydelig del af befolkningen, og det kan ses meget tydeligt i byen, at Danmark fylder meget. De fleste, man møder i byen, er venligt stemte og imødekommende, men flere og flere udtrykker også utilfredshed med, at de f.eks. ofte bliver nødt til at tale dansk og vise ekstra hensyn til danskere.

Omvendt er det i Danmark meget lettere at overse den grønlandske tilstedeværelse, og langt de fleste danskere forholder sig sjældent til vores relation med landet, sådan som grønlændere er nødt til.

Romantik

Går man på Nuuk Kunstmuseum, kan man se, at de også her forholder sig meget til spørgsmål om relationen mellem Danmark og Grønland. I deres faste samling er der mange værker, der skildrer den grønlandske kultur og natur, og der er en tydelig refleksion over forskellen på værker af henholdsvis grønlandske og danske kunstnere.

Der anes en vis romantisering af Grønland i danske kunstneres værker. Et eksempel på dette ses i udstillingen Blikke, hvor museet har udstillet værker af to danske kunstnere, Emanuel A. Petersen (1894-1948) og Jette Bang (1914-1964).

I museets podcast Bagom værket diskuterer specialestuderende Nele Boyens og museumsdirektør Nivi Christensen, hvad det betyder, når kunstnere kommer til landet – her er det primært danskere, der er tale om – og hvilke blikke, man som kunstner og udefrakommende ser på landet med.

De fremhæver bl.a., at der i Emanuel A. Petersens værker altid er godt vejr, han skildrer altid den smukke natur, meget sjældent med mennesker i, og han har aldrig malet de mere moderne sider af landet, selvom han malede i 1930’erne, hvor industrialiseringen var en realitet.

Der findes også billeder af andre, der viser et seksualiseret blik på især grønlandske kvinder. Det gælder bl.a. Briksens ungmø af Aage Gitz-Johansen. Generelt kan man sige om danske kunstnere i Grønland, at de fremhæver et meget harmonisk og skønt forhold til landet. På museet kalder de den form for romantisering i kunsten for ‘ekspeditionskunst’. Det er den kunst, der ser udefra og ind med et eksotisk blik, meget som en turist måske ville se landet for første gang.

Hvorfor skal jeg tale dansk i mit eget land?

Et helt anderledes blik får man, når man går ind i den aktuelle udstilling af Julie Edel Hardenberg Nipangersitassaanngitsut – Those who can’t be silenced.

Bemærk først og fremmest, at titlen angives på grønlandsk og engelsk – ikke på dansk – som en reaktion eller protest over altid at være tvunget til at tale dansk. Netop brug af det danske sprog i Grønland er et af hendes temaer. Hun reflekterer over, hvordan det føles at være tvunget til at tale dansk i sin egen by, fordi de derboende danskere ikke tilegner sig grønlandsk, og fordi de foretrækker at tale dansk frem for engelsk.

I udstillingen gør hun op med kolonialismen og det ambivalente forhold, hun og mange grønlændere har til Danmark: “Hvad betyder det for vores samfund og sociale relationer, at vi igennem historien og frem til i dag, bliver fostret med narrativer om Danmarks position som “hjælper” og “velgører” i udviklingen af det grønlandske samfund? Hvad gør det ved relationen mellem Inuit – kalaallit og danskere, når narrativer om at Grønland blev koloniseret af de “mest humane” blandt de inhumane, er den fremherskende fortælling?’’ skriver Julie Edel Hardenberg i udstillingskataloget.

‘Se mine grønlændere’

Kontrasten mellem Danmarks forhold til Grønland, og Grønlands forhold til Danmark stod meget skarpt, da Jim Lyngvild i 2022 blev kritiseret for sine billeder, som han tog i forbindelse med et samarbejde med Great Greenland, og som han arbejdede på at udstille på Ilulissat Kunstmuseum.

Billederne forestillede grønlændere klædt i sælpels, men de var kraftigt fortolket og havde fået tilføjet fjer og ansigtsmaling, hvilket ifølge kritikere var misvisende: “Endnu engang er det en udefrakommende, der skal repræsentere os. ‘Se mine vilde dyr, se mine kreationer, mit Grønland og mine grønlændere’. Den måde, han fremviser det på, er, som om vi er hans ejendele’’, sagde aktivist og debattør Carmina Gulmann til det grønlandske medie KNR.

Jim Lyngvild endte med at droppe sin udstilling, og museumslederen Mads Mitchell forlod museet efter en konflikt med kommunen over udstillingen.

Jim Lyngvild forsvarede sig med, at han kom i et kærligt og respektfuldt ærinde, men han blev mødt af en dybtliggende frustration over et kompliceret forhold mellem Danmark og Grønland. Et forhold, hvor det som oftest er Danmark, der bestemmer narrativet, og danske kunstnere, der har blikket.

Et grønlandsk perspektiv

Derfor er det så interessant at følge Inuuteq Storch og hans udstilling på den danske pavillon i Venedig. Han skal officielt repræsentere Danmark, men langt vigtigere så skal han repræsentere Grønland.

For første gang har Statens Kunstfond udpeget en kunstner fra en anden del af Rigsfællesskabet til at repræsentere Danmark ved Biennalen. De har valgt Inuuteq Storch grundet hans poetiske og skarpe koncept, som er at undersøge fortid og nutid, national og individuel identitet samt egne og andres blikke.

At blive udpeget til at udstille ved Venedig Biennalen blandt verdens bedste kunstnere er noget nær den største anerkendelse, en kunstner kan få, og at det også er en kunstner, der giver os et indefrakommende blik på Grønland, er en gave til os alle.

Læs også: Q&A med Inuuteq Storch
Læs også: Nye grønlandske øjne

Der er noget hverdagspoetisk over Storchs billeder, men med hans historiske greb bliver det også meget mere end det. Han siger selv, at hans mål er ”at fortælle grønlændernes visuelle historie, ikke set gennem de besøgendes blikke, men gennem grønlændernes egne.” Her er ingen konflikt at spore, men en klar og tydelig bevidsthed om øjet, der ser.

På meget elegant vis skriver Inuuteq Storch et vigtigt kapitel i historien om dansk-grønlandske perspektiver og relationer.