Konference om kunst i den antropocæne tidsalder

Konference om kunst i den antropocæne tidsalder

OVERGADEN – Institut for Samtidskunst. Pressefoto

Kunsten, kulturen og naturens sammenfletninger diskuteres under dette års todelte udgave af Overgaden LECTURES. Anden del af konferencen Artificial Nature finder sted torsdag den 16. november kl. 14-19 og fokuserer på det kuratoriske blik på naturen.

Til årets konferenceserie Overgaden LECTURES diskuterer de inviterede kunstnere, forskere og institutionsfolk naturens indvirkning på kunsten – særligt ud fra dens tydelige tilstedeværelse i moderne kunstpraksisser.

I den aktuelle debat om naturen har et stigende antal forskere og meningsdannere hævdet, at vi er trådt ind i en ny geologisk tidsalder, kaldet den antropocæne, hvor mennesket er blevet den altdominerende forandrende kraft på jorden. I det lys stiller årets konferenceserie skarpt på relationerne mellem kunst, kultur og natur ud fra en tværdisciplinær vinkel.

Under første del af konferencen i oktober blev de æstetiske relationer mellem naturbegrebet, det antropocæne og kunsten diskuteret. Arrangementet den 16. november fokuserer på det kuratoriske og kunstpolitiske blik på naturen og klimaforandringerne, ligesom der vil blive spurgt ind til betydningen af, at kunstnere og institutioner adresserer de miljømæssige udfordringer, som samfundet står overfor.

Konferencen foregår på engelsk og er gratis for alle.

Overgaden LECTURES blev lanceret i 2013 og går én gang årligt i dybden med fremtrædende tendenser på samtidskunstscenen.

Kilde: Overgaden – Institut for Samtidskunst

Årets konference er arrangeret af Alexander Clausen og modereres af Hanne Strager, cand. scient. i biologi og tidligere udstillingschef på Naturhistorisk Museum i København.

Deltagere den 16. november: Jacob Lillemose (DK), kurator og stifter af X & Beyond, Dr. Nina Möllers (DE), kurator og forsker på Rachel Carson Center & Deutsches Museum, Etienne Turpin (CN/DE), filosof, forsker, kurator og medstifter af udstillingskonceptet Reassembling the Natural, Christian de Lutz & Regine Rapp (DE), kurator og kunstner, grundlæggerne af Art Laboratory Berlin og Adam Bencard (DK), forsker og kurator, Medical Museion.

Læs mere om konferencen den 16. november her

Overgaden LECTURES er støttet af Bikubenfonden.

Del artiklen

'Konference om kunst i den antropocæne tidsalder'

Facebook