Billedkunstneren Dina El Kaisy Friemuths første institutionelle soloudstilling No History At All på Overgaden fremskriver alternativer til historieskrivningen ved vellykket at puste liv i egyptiske artefakter gennem feministiske, personlige historier.
På facaden på Overgaden hænger et sort banner med hvid skrift: ”Some Ideas have to die”. Det er svært at komme udenom, det står der hvidt på sort. Der må forandring til nu!
Billedkunstneren Dina El Kaisy Friemuths første institutionelle soloudstilling No History At All på Overgaden præsenterer både slagkraftige, poetiske og reflekterede kunstneriske arbejder i debatten om, om kolonialiserede landes stjålne kunstværker ikke skal leveres tilbage. Dina El Kaisy Friemuths udstilling diskuterer således også overordnet, om historieskrivningen ikke i sig selv er en imperialistisk handling og tilslutter sig således kunstpraksisser som eksempelvis Jeanette Ehlers, der forsøger at genforhandle og genskrive historien.
Det hvide museum farvet rødt
Ligesom skriften hvidt på sort på banneret på Overgadens facade vendes om, så forstyrres og genskrives historien i udstillingen. Men først må man gå ind i en anden verden, hvor væggene ikke er traditionelt gallerihvide, men derimod – i kraft af lyssætningen – holdt i orange, violette og rødlige nuancer. På den måde bliver No History At All også som en rejse ind i en totalinstallation.
I gangen ind til hovedudstillingsrummet hænger Dina El Kaisy Friemuths interessante hybride plakater og animationscollage, Some Ideas Have to Die (2021), hvor tegneserieskriftsprog i talebobler blander sig med fotografier af Nefertiti-busten udstillet på et museum og stillbilleder med portrætter af Dina El Kaisy Friemuths familiemedlemmer fra videoværket House of Ka (2021).
Den private historie blander sig med – og forstyrrer en smule humoristisk men selvfølgelig i særdeleshed meget seriøst og velkomment – historieskrivningens konstruktion, ligesom populærkulturen blander sig med ‘fine art’ allerede i indgangspartiet.
Et gerningssted!
Dina El Kaisy Friemuths plakater og tegneseriefortælling bliver optakt til hovedvideoværkets præsentation af, at Egyptisk kunst og kultur har en stor plads i den vestlige populærkultur for eksempel i tegneserieuniverser som Tintin og i film som James Bond og Indiana Jones, samtidig med at det er fuldstændigt absurd, at den egyptiske befolkning må til eksempelvis Berlin for at opleve deres egen egyptiske kultur- og kunstskatte såsom Nefertiti-busten.
”Nefertiti wants to return home”, står der i Dina El Kaisy Friemuths tegneserie-taleboble ud fra Nefertiti-bustens mund. Tegneserien giver hende stemme: ”I miss the heat of sand the sun the moon the stars. FRESH AIR!!”, nærmest råber hun. Og henover hele Friemuths tegneseriefortællingen står skrevet med store bogstaver: CRIME SCENE!!
Dina El Kaisy Friemuths praksis er muligvis som eksempelvis billedkunstneren Mo Maja Moesgaards præget af aktivistisk leg med skriften som billede og omvendt.
House of KA
Inde i hovedudstillingsrummet ligger et kolossalt og flot rødt tæppe på gulvet. På tæppet er nedfældet flere egyptiske betegnelser for sjælen side om side med en masse politiske citater. ”I am here because white people were in my country” er et citat af den antiracistiske aktivist Houria Bouteldja.
Man inviteres som beskuer ikke kun til at betragte tæppet men også til at sætte sig på det og opleve videoværket House of Ka (2021) i modsætning til at gå oprejst rundt i kunstrummet, som man ellers ville gøre. Nøjagtig som den lille kreds af kvinder i filmen sidder og taler sammen på et tæppe, kan man sætte sig og måske føle sig lidt mere hjemme og gøre sig det behageligt, måske næsten ligefrem føle man bliver indlemmet i og en del af værket som i augmented reality.
Feminister på Neues Museum
I House of Ka er det nok mest den ældre kvinde, der fortæller, mens de yngre lytter. Et par katte sniger sig også kælent ind. Den ældre kvinde, Dina El Kaisy Friemuths mor, er tidligere rejseguide, men her fortæller hun om den egyptiske tro på sjælens vandring rundt om jorden.
I filmen krydsklippes til scener, hvor de samme kvinder – til et gyser-soundtrack og med filmiske referencer til Nat på Museet og tv-serien Pose – studerer egyptiske skulpturer, buster og kunstskatte på Neues Museum i Berlin.
Museets statslige historieskrivning bliver på den måde sat overfor den private feministiske gruppes egne erfaringer. Og gabet imellem dem er tydeligt. Derfor er titlen på udstillingen måske også netop blevet No Historie at All, som er lånt fra kulturforsker Ariella Aïsha Azoulas bog Potential History: Unlearning Imperalism (2019), hvor hun argumenterer for, at historieskrivningen er et værktøj, der er blevet brugt til at fremmedgøre vores fortid, mens imperialisme eksisterer i bedste velgående i verdenssamfundets magtstrukturer.
Kunstneren gør debatten sanselig
Netop i disse år beder kolonialiserede folkeslag Vesten om en tilbagelevering af deres stjålne artefakter. Den debat taler Dina El Kaisy Friemuths video og installationen i sin helhed selvfølgelig direkte ind i.
No History At All gør debatten sanselig, inddragende og enkel at sætte sig ind i politisk, men mest af alt virker totalinstallationen som en interessant både poetisk og slagkraftig undvigemanøvre uden om den vestlige historiefortælling ved at vække artefakterne til live og give dem stemme gennem den private, intime setting og den personlige fortælling.
