I min erindring genlyder der en masse diskussioner, som jeg har lagt øre til i løbet af stort set hele mit liv som kunstner – om kunstnersammenslutningernes berettigelse eller det modsatte. Det var især populært som ung kunstner at have den bekvemme holdning, at kunstnersammenslutninger er noget crap, der kun er for udbrændte, gamle nisser, der klynger sig til gruppens tryghed, og det eneste, der holder dem oppe som kunstnere, er det årlige højdepunkt i form af udstillingen med mulighed for et godt salg osv.

Den holdning, at sammenslutningerne er outdatede og ikke burde have en position som faste gæster i kunsthallerne, blev i høj grad aktualiseret, da Charlottenborgs daværende leder Bo Larsson i 2006 besluttede at smide kunstnersammenslutningerne på porten for at skabe plads til et frit kunsthalprogram. Derefter gik et større politisk tovtrækkeri om de hjemløse sammenslutningers skæbne i gang, der som bekendt endte med et kompromis i form af, at Den Frie Udstillingsbygning blev ny vært for Grønningen, Den Frie Udstilling, Decembristerne og Koloristerne til gengæld for et driftsbudget fra staten, der sikrer udstillingsstedets overlevelse.

Gæstfri entusiasme
Jeg blev for nylig inviteret af kunstnersammenslutningen Grønningen til at deltage som gæst på sammenslutningens tilbagevendende udstilling på Den Frie.

Uagtet, at hele denne baghistorie knævrede for mit indre øre, blev jeg rigtig glad for invitationen og besluttede mig for at deltage, da jeg aldrig nogensinde før havde prøvet at udstille med en kunstnersammenslutning – og det kan næppe sættes til diskussion, at Grønningen repræsenterer fremragende kunstnere, som jeg kun kunne være stolt af at udstille ved siden af og stolt over at blive inviteret af.

Nu var jeg jo lidt af en nytilkommende, som pludselig kom tumlende ind, men jeg blev meget glad og rørt over den gæstfrihed og entusiasme, som Grønningens medlemmer viste mig – der var varme, rummelighed og en steming imellem medlemmerne, der viste kærlighed til kunsten og stolthed over sammenslutningen. Hvor utroligt gammeldags det end må lyde.

Bred bredde og rummelig rumlighed
Organiseringen af en sådan stor og bred gruppe af kunstnere sætter en udfordring op, hvis man har en plan om, at resultatet skal blive retningspejlende, homogent, stramt kurateret og så videre. Grønningen-arrangørerne havde gjort et solidt stykke arbejde ud af at få placeringen af de mange kunstnere i Den Fries seks forskellige rum til at fungere på et formelt plan ved at opfordre kunstnerne til at gå i dialog med hinanden vedrørende de enkelte rum, der så at sige forhåbentlig skulle blive små enheder i sig selv.

Imidlertid er man også klædeligt bevidst om, at det er Grønningens præmis og dens DNA, at der ikke findes en samlende fortælling udover den historiske udvikling, som sammenslutningen har været igennem i form af et rigt ind- og udflux af kunstnerskaber igennem 102 år. Derfor er der i vid udstrækning plads til det individuelle bidrag, som nok kommer til at dominere mere end “sammenhængen”.

Derfor bliver beskuerens oplevelse på én gang vertikal – af mange generationer i samme rum – og horisontal – en fysisk passeren forbi en lang række individuelle værker og individuelle kunstnerskaber. Det fungerer især i en udstillingsbygning som Den Frie, der historisk er kunstnernes hus og ikke kuratorernes hus eller anmeldernes hus, og det bærer især udstillingerne med kunstnersammenslutningerne deres særlige præg af.

Gruppeudstillingen som form
Siden 1898 har Den Frie lagt hus til en myriade af gruppeudstillinger, der i bund og grund har fungeret på de samme præmisser: At man oplever en lang række enkelte kunstnere bragt sammen i en mere eller mindre defineret orden. Det er en form, hvor publikum bliver udfordret af alle forskellighederne og på en måde beriget ved ikke kun at se en forudsigelig enhed af kuratorisk komposition, men også alle de ting, man ikke “ønsker” eller regnede med at se – der er både skidt og kanel, og det kan være meget godt – hvis man kan tage det.

Det vil altså være at gå galt i byen at søge efter et samlet tema i en sådan traditionel kunstnersammenslutnings output af diverse udsagn og varierede oeuvrer. Den, der forsøger sig, vil lede sig blind i forsøget, hvilket vil skygge for oplevelsen på en sådan udstilling – en række af kunstneres individuelle standpunkter i et horisontalt snit i samtiden.

Hvad vil anmelderen se?
Derfor var det også med nogen overraskelse, at jeg kunne læse en anmeldelse af Grønningens udstilling af Mathias Kryger (“Hvad vil I os, Grønningen?”, Politiken, 26.11.17), som med en vis nydelse udførte en sønderlemmelse af udstillingen, netop fordi den ikke var det, som anmelderen åbenbart havde håbet på at finde – en kurateret udstilling. Med en historie, et tema eller et tydeligt pejlende tegn: Den vej, kammerater! Først fremhæver Kryger enkeltstående kunstværker, han godt kan lide, beklager sig dernæst over manglende sammenhæng og idé i udstillingen og gæsterne, opleder derefter eksempler på værker, der i hans fortolkning “snakker sammen” eller giver en slags sammenhæng/forløb – men det er så en sammenhæng, han finder forkastelig: Når der mangler sammenhæng, er det forkert; når anmelderen selv med et sarkastisk tonefald finder en slags sammenhæng, ville han ønske, der ikke var én.

Det er anmelderi, som ikke tager udstillingen på dens egne præmisser, og det er derfor svært at se, hvordan Grønningen eller nogen anden kunstnersammenslutning nogensinde kan vinde sympati i den optik.

Cutting out the middle man
Men anmeldelsens overskrift stiller et interessant spørgsmål, som er værd at diskutere. Hvad vil disse sammenslutninger?

Sammenslutningsformen har bestemt nogle udfordringer, men kan de mon ikke sammenlignes med dét at eksistere mere end ét menneske i verden; hvad vil vi alle overhovedet med hinanden?

Alle sammenslutninger er skabt af en grund – som regel en kunstpolitisk grund som at søge at få indflydelse og mulighed for at vise sin kunst, selvom man ikke var del af det etablerede parnas. Den samme form har i dag potentiale til at give kunstnerne styrke i fællesskabet og skabe en modpol til gallerierne, kuratorerne og alle de andre mellemmænd, der dominerer i magtforholdet over den enkelte kunstner. I fællesskabet bliver den enkelte kunstner stærkere: Sammenslutningen er er overlevelsesredskab – en vej, der går direkte fra kunstner til publikum og tager mellemmanden ud af ligningen.

Og hvem ved, måske behøver alting ikke at handle om sammenhænge, ligesom kunstudstillinger ikke altid behøver at være formidlinger af tematikker og styret af en kurator. Måske er der en værdi i sig selv i at tage pejling i de enkelte værker og kunstnerskaber, der bliver præsenteret på en gruppeudstilling, selvom det kan virke anakronistisk? Den oprindelige nødvendighed i sammenslutningens skabelse træder med tiden i baggrunden og viger pladsen for en udstillingstradition, der kan udvikle sig i mere eller mindre interessant retning, men jeg synes faktisk, at organisationsformen er interessant og stadig relevant. Bare dét at slutte sig sammen er en gestus, der viser, at man er interesseret i fællesskabet og i kollegaernes arbejder. Og det er mere end det. Den solidaritet med kunsten og med kunstnerne, som man desværre ikke finder i mellemmændenes univers, får i bedste fald en chance for at blomstre i sammenslutningen.