Bæreposeteorien om mindesmærker

Bæreposeteorien om mindesmærker

Detalje fra mindesmærket for de mange svenskere, der omkom under tsunamien i Sydøstasien i 2004. Land-art værket Gravitational Ripples blev indviet i Stockholm i 2018 og er skabt af Lea Porsager. Foto: Ricard Estay.

Billedserie

TEMA: Mindesmærker i det offentlige rum
Monumenter og mindesmærker er ofte genstand for diskussioner, for det offentlige rum er fyldt med konflikt. Kunsthistoriker Mette Haakonsen kaster i denne artikelserie lys på traditionerne og peger på, hvordan samtidskunsten skaber vedkommende mindesmærker i dag.

Med denne artikelserie om monumenter og mindesmærker i det offentlige rum har kunsthistoriker Mette Haakonsen taget imod Kunsten.nus opfordring til at elaborere på sit indlæg i Kunstsalonen Vision i Viborg Kunsthal oktober 2020.

I den første artikel introducerer hun os for Bæreposeteorien om fiktion, et essay af den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guin, som hun benytter som en gennemgående tankemodel i seriens fire artikler.

Marcus Aurelius’ Søjle i Rom, færdiggjort i år 193. Wikimedia Commons.

Det konventionelle monument eller mindesmærke er grandiost, overvældende, monumentalt, prangende, dominerende. Det rager højt op i vejret eller i omkreds. Tænk på prototyperne, de utallige grav- og sejrsmonumenter i form af pyramider, triumfbuer, søjler, konger og hærførere til hest og statuer på høje sokler.

Det er et aggressivt formsprog. Erobrerens formsprog. Sådan er traditionen. Sådan har vi valgt at mindes gennem århundreder, årtusinder og den dag i dag. Det er jægerens fortælling, der bliver fremført. Nu er det på tide, at vi begynder at fortælle andre historier og ser med kritiske øjne på monument- og mindesmærketraditionen, og til det formål kan (samtids)kunsten (fortsat) spille en afgørende rolle.

Det er min påstand, lettere unuanceret (nuancer følger senere) og med ublu inspiration fra den amerikanske forfatter Ursula K. Le Guins essay Bæreposeteorien om fiktion, som er omdrejningspunktet i denne tekst og afsættet for de kommende artikler, hvor jeg vil se nærmere på monumenter og mindesmærkers potentiale i fremtiden og kunstens bidrag til skabelsen af nye historier i det regi.

Åbne døre?

“Men har samtidskunsten ikke for længst korrigeret monument- og mindesmærketraditionen?”, er der måske læsere, der vil indvende. Og jo, det er korrekt. Standardløsninger, så som den vertikale statue, figuration, stedmarkering og selvberoenhed, er siden 1980’erne og i stadig stigende grad blevet udvidet med banebrydende monumenter og mindesmærker, der i stedet vægter horisontalitet, abstraktion/minimalisme, stedsspecificitet og inddragelse af den besøgende.

Maya Lins Vietnam Veterans Memorial (1982), Peter Eisenmans Memorial to the Murdered Jews of Europe (2005) og Michael Arads Reflecting Absence (2011) hører til de skelsættende, der har dannet grundlag for en ny international mindesmærkestil. Aktuelle mindesmærker som Lea Porsagers Gravitational Ripples (2018) tyder dog på, at der er gryende tendenser, der kan tage de nyere stiltræk et skridt videre. Et synspunkt, som jeg vil uddybe senere i denne artikelserie.

Maya Lin, Vietnam Veterans Memorial, 1982, Washington, D C. Wikimedia Commons.

Også indholdsmæssigt befinder vi os midt i en brydningstid. Traditionens primært samfundsbevarende målsætninger er udvidet med en større vægt på samfundskritik, og hidtil marginaliserede eller oversete samfundsgrupper og -forhold har vundet mere og mere hævd på inklusion. Heriblandt især kvinder, etniske mindretal og dybdevirkninger af racisme og kolonialisme, der blandt andet adresseres i Marc Quinns statue A Surge of Power (Jen Reid) (2020).

Nye historier har altså været undervejs længe. Det ændrer dog ikke ved, at vi fortsat er omgivet af, bærer på og støtter os til arven efter tusindårige traditioner. Der er derfor fortsat behov for en kritisk refleksion og nye optikker, og her mener jeg, at netop Le Guins Bæreposeteorien om fiktion kan være til hjælp.

Ursula K. Le Guin (1929-2018). Foto: Wikimedia Commons.

Jægerens fortælling

Ursula Kroeber Le Guin (1929-2018) er mest kendt for sine science fiction romaner, men hun skrev også digte og noveller og flere samfundskritiske essays, såsom Bæreposeteorien om fiktion. Denne lille bog, eller rettere pamflet, udkom på engelsk i 1986 og siden på dansk i 2018 takket være et af de uundværlige mikroforlag, Forlaget Virkelig.

Kongstanken i Le Guins essay er, at vores samfund gennem årtusinder har været præget og styret af én grundfortælling: den om jægeren. Det til trods for, at vi som art indledte med primært at indtage vegetabilsk føde. Vi var først og fremmest samlere. Før våbnet – kniven, øksen, sværdet, riflen – var beholderen, argumenterer Le Guin med afsæt i en antropologisk teori om menneskets udvikling set i et feministisk perspektiv. Bær, nødder, svampe, frugter, spirer, skud og smådyr (fugle, fisk, kaniner): “hvordan får du mere end én mavefuld og én håndfuld med hjem?”, spørger Le Guin, retorisk. Og svaret er, i en beholder: “Et blad et græskar en skal et net en pose en slynge en sæk en flaske en gryde en kasse en beholder. En beholder. En modtager.”

Men på et tidspunkt, mens vi lever som jægere og samlere, er der nogle mænd, der begynder at kede sig. De bliver rastløse, og så lusker de ud og begynder at jage mammutter, som Le Guin formulerer det i en drilsk tone. Og jægeren, der vender tilbage med sit bytte, kan fortælle dramatiske historier, fængende historier.

Det er langt vanskeligere at fortælle medrivende om samlerens rolige, langsommelige, gentagende færden, om, med Le Guins ord, at vriste frø ud af flyvehavrens skal: “og så et til, og så et til, og så et til.” Det blegner i forhold til jægerens beretning om blod, kampe, sejre og nederlag. Så vi overlader scenen til jægeren, eller han indtager den selv.

Jacques-François-Joseph Salys rytterstatue af Frederik V, 1771. Står på Amalienborg Slotsplads, København. Wikimedia Commons.

Alle retter deres opmærksomhed mod jægeren, og sådan har det været lige siden. Generelt set. Vi har lige siden styret efter jægerens fortælling. Vi har dyrket helten, stræbt efter erobring og triumf, efter linearitet, målrettethed og fremdrift. Os alle sammen.

Jægeren er ikke ensbetydende med alle mænd. Det er vigtigt at understrege. Men vi har alle sammen, gennem årtusinder, underlagt os jægerens værdier (påtvunget eller frivilligt, bevidst eller ubevidst). Mænd, kvinder og børn, i generaliseringens skarpe skær: vi har internaliseret denne fortælling som en fundamental tankestruktur, hvormed vi forstår, opererer i og formgiver verden.

Det konventionelle monument og mindesmærke fremstår i denne optik som tæt allieret med jægerens fortælling, og Le Guin berører emnet indirekte, når hun skriver om jægeren og helten, at: “Han har brug for en scene eller en sokkel eller en tinde.”

Man aner nok allerede den kritiske brod i Bæreposeteorien om fiktion. Jægerens fortælling kædes da også sammen med, hvad Ursula K. Le Guin kalder “dræberhistorien”, en giftig historie og triumferende erobring af jord, rum og fremmede – og tragiske følger. Men Le Guin fremfører ikke blot en kritisk samfundsanalyse. Hun opstiller et alternativ.

Samlerens fortælling

Nok er det svært at skrive gribende om samleren, men som Le Guin pointerer mod slutningen af essayet: “jeg sagde ikke det var umuligt.” Hun opfordrer derfor til, at vi begynder at fortælle en ny historie. Frem for fokus på jægeren og det dræbende våben, kan vi rette opmærksomheden mod samleren og beholderen. Jeg forstår det som en poetisk fortale for langsomhedens historie, for bæredygtighed og (med)menneskelighed, hvor erobring og evig fremdrift er kontraproduktiv. Man har god tid, lytter til hinanden, plukker, hvad man har brug for. En smuk tanke. Hvorfor skulle det ikke kunne være et ideal?

Le Guin angiver romaner og især science fiction som alternativ til jægerens fortælling. I stedet for helte, frembringer de ifølge Le Guin livshistorier, en uheroisk form for historie, og i stedet for en lineær, fremadskridende modus som pilens, repræsenterer de fortløbende processer og begyndelser uden slutninger. De er fuld af (hold fast!): “langt færre triumfer end snarer og indbildninger; fuld af rumskibe der sidder fast, missioner der slår fejl, og mennesker der ikke forstår.”

Lea Porsager, Gravitational Ripples, Stockholm, 2018. Foto: Ricard Estay.

Inkarneret bæreposeteori

Hvordan kan sådanne litterære og metaforiske fraser omdannes til en brugbar teori om monumenter og mindesmærker, kunne man spørge – med skepsis, og med rette – hvis man gik forskerens vej? Men det er ikke mit ærinde her. Det ville også være skudt ved siden af. Ursula K. Le Guins essay optegner frem for alt et tankerum, der tilbyder et værdifuldt, fornyende udsyn.

Bæreposeteorien om fiktion er åbenlyst æstetisk funderet, men Le Guin låner også fra den akademiske fremstillingsform, hvilket indvarsles af ordet teori i den lille bogs titel. Umiddelbart vil man nok opfatte den som en hybrid, men måske vi snarere præsenteres for et nyskabende genregreb, vi blot ikke har en betegnelse for endnu, og den eksperimenterende form inkarnerer dermed det, bogen indkredser: ”Bæreposeteorien om fiktion”. Le Guins essay er så at sige i sig selv et alternativ til jægerens fortælling.

Lyder det kringlet? Nok en anelse. Men jeg er nødt til at have det med, fordi det eksperimentelle er en vigtig forudsætning for, at Bæreposeteorien om fiktion kan øge vores bevidsthed – i dette tilfælde omkring problematikker, der klæber til monument- og mindesmærketraditionen.

Nye begyndelser

Vi må hellere begynde at fortælle en anden historie, hævder Ursula K. Le Guin, og jeg er enig. Der er behov for nye historier. I flertal. Men hvori består monumenter og mindesmærkers mulighedsrum som alternativ til jægerens fortælling? Bør vi droppe statuer i fremtiden? Eller er de officielle monumenter og mindesmærker ligefrem ved at være udtjente som erindringsform? Og hvis ikke, hvad kan samtidskunsten da bidrage med? Der er ingen entydige svar. Men jeg vil forsøge mig med nogle bud i de kommende artikler, hvor jeg vil benytte Le Guins bæreposeteori som filter. Vi kunne kalde det “bæreposeteorien om mindesmærker”.

TEMA: Mindesmærker i det offentlige rum
Monumenter og mindesmærker er ofte genstand for diskussioner, for det offentlige rum er fyldt med konflikt. Kunsthistoriker Mette Haakonsen kaster i denne artikelserie lys på traditionerne og peger på, hvordan samtidskunsten skaber vedkommende mindesmærker i dag.

Billedserie

TEMA: Mindesmærker i det offentlige rum
Monumenter og mindesmærker er ofte genstand for diskussioner, for det offentlige rum er fyldt med konflikt. Kunsthistoriker Mette Haakonsen kaster i denne artikelserie lys på traditionerne og peger på, hvordan samtidskunsten skaber vedkommende mindesmærker i dag.

Del artiklen

'Bæreposeteorien om mindesmærker'

Facebook