Sommerens kunstoplevelser i Østdanmark

Sommerens kunstoplevelser i Østdanmark

Yet, it moves!. Pressefoto, Copenhagen Contemporary.

Hvad enten du tilbringer sommerferien i Øst-eller Vestdanmark, er der masser af interessante kunstudstillinger rundt omkring i sommerlandet. Vi har samlet en håndfuld kunstoplevelser i Østdanmark, der er værd at skrive i kalenderen, uanset om du er til kultursightseeing eller hvis strandturen afbrydes af lumske sommerbyger. Du kan også få det fulde overblik i vores Art Guide.

Copenhagen Contemporary
25 maj – 30 dec, Yet, it moves!

Igennem to år har kunstnere sammen med forskningsinstitutioner udviklet værker, der udfolder temaet bevægelse som allestedsnærværende fænomen og gør os bevidste om de mange og komplekse mønstre, vi alle er en del af.
Læs interview med Helene Nymann her

Cisternerne
26 mar – 30 nov, Kimsooja : Weaving the Light

I en omfattende installation forvandler Kimsooja Cisternerne til et foranderligt univers, hvor lyset som farvestrålende penselstrøg på transparente lærreder bryder med mørket. Lysstrålerne spaltes i alle regnbuens farver, som dynamisk væver sig ind og ud af de underjordiske søjlegange.
Læs anmeldelse af udstillingen her

Den Frie Udstillingsbygning
23 jun – 13 aug, Uffe Isolotto: We Walked the Earth: Harnessing

Træd ind i en verden efter mennesket! Isolottos bidrag til Venedig Biennalen kan nu opleves i Danmark og har en lille kentaur-familie som omdrejningspunkt. I deres midlertidige hjem på Den Frie befinder familien sig i et dramatisk stadie mellem sammenbrud og begyndelse.
Læs interview med Uffe Isolotto her

Glyptoteket / Copenhagen Contemporary
22 jun – 26 nov, Abbas Akhavan: curtain call

Det fælles udstillingsprogram giver mellemøstlige samtidskunstnere adgang til Glyptotekets oldtidssamlinger. Akhavan genbesøger nogle af historiens fortiede og ufortalte historier og giver dem stemme og plads gennem egne værker i et nutidigt landskab.

Kunstforeningen GL STRAND
1 apr – 27 aug, Tabaimo: Nest

Tabiamo viser fem store totalinstallationer af videoværker og en række malerier og tegninger, der inviterer publikum med på en rejse mellem virkelighed og uvirkelige, næsten surrealistiske universer.
Læs anmeldelse af udstillingen her

Tabaimo: public conVENience, 2006, video installation. ©Tabaimo. Courtesy of Gallery Koyanagi and James Cohan. Gl Strand. Foto: David Stjernholm.

Fuglsang Kunstmuseum
23 jun – 17 sep, Teknokroppen

Otte yngre samtidskunstnere beskæftiger sig med menneskets møde med ny teknologi i det 21. århundrede. Genmodificering, AI-sexdukker, mobilbrug, kunstig intelligens og kryopræservering undersøges i værker af Marie Munk, Arvida Byström, Lea Porsager, Amalie Smith, Stine Deja, Emilie Alstrup, Asta Lynge og Hannah Toticki.

Kunsthal Charlottenborg
17 mar – 6 aug Jeremy Deller: Welcome to the Shitshow!

Gennem film, fotografi, grafiske værker og skulpturelle installationer tegner Jeremy Deller et mangesidet og til tider humoristisk portræt af engelsk kultur og undersøger forskellige typer af fællesskaber, hvor folk engagerer sig og finder sammen om en kollektiv sag.
Læs anmeldelse af udstillingen her

Kunsthal Kongegaarden
1 jul – 24 sep, Camilla Berner: Planternes Privatliv

Berners stedspecifikke og økofeministiske værker tager ofte udgangspunkt i forholdet mellem den kontrollerede og vilde natur. Udstillingen kobler samfundets stigende begrænsning af planternes mulighed for at sprede deres pollen med den historiske forhindring af kvinders seksuelle udfoldelsesmuligheder.

Louisiana Museum of Modern Art
9 jun – 22 okt, Ragnar Kjartansson – Epic Waste of Love and Understanding

Kjartanssons værker rummer både kærlig, humoristisk og kritisk dialog med den vestlige kultur – vores selvforståelse, succeser, klichéer, fiaskoer, melankoli, forvirring, håb og absurditeter. Refleksioner over maskulinitet viser sig i et tematisk spænd fra eksistentiel smerte til aggressiv verdenspolitik.

Ragnar Klartansson: Me and my mother, 2015. Videostill. Louisiana Museum of Modern Art. Erhvervet med midler fra Museumsfonden af 7. december 1966 © Ragnar Kjartansson.

Rønnebæksholm
10 jun – 6 aug. Kim Richard Adler Mejdahl: En! Gang! Til!
I udstillingen fremmanes det indre brændte barns stemme. Mejdahl muterer nemlig på grotesk vis og med bizar humor sit personlige barndomslykkeland, BonBon-Land, idet han arbejder med kunstens potentiale til at trøste vores alles smertelige levn fra fortiden.
Læs interview med Kim Richard Adler Mejdahl her

Malmö Konsthall
3 jun – 10 sep, Roman Signer

I løbet af sin mere end halvtreds år lange karriere har schweiziske Signer udfordret, hvad en skulptur kan være. Hans kunstnerskab er kommet til at repræsentere sin egen stil inden for skulpturgenren, og han regnes i dag som en af ​​de fremmeste repræsentanter for proces- og konceptkunst.

Møstings
23 jun – 3 sep, Birk Bjørlo: I am Lost to This World

Bjørlo genoptager sin passion for tegneserietegning med en serie af tegninger, der kredser omkring en tudsekarakter. Figurative tegninger, abstrakte malerier og skulpturer blandes i et sprudlende virvar af hverdagsanekdoter, parafraser og almenmenneskelige problematikker.

Tranen
18 jun – 1 okt, Steffen Jørgensen: CIVILIZASIA

Videoværket CIVILIZASIA kunne udspille sig efter klimaapokalypsen. Et tog med nuttede, men deprimerede animationsdyr kører i ring som en moderne Noas Ark. Men hvor Noa inviterede dyr parvis ombord, nøjes Steffen Jørgensen med et eksemplar af hver art, som var de kastrerede kæledyr.

Del artiklen

'Sommerens kunstoplevelser i Østdanmark'

Facebook