Pressemeddelelse:
Et tog kører igennem en ødemark på en udpint jord. På Tranens vægge ser man toget passere igen og igen – i et endeløst loop, som om det kører i ring. Togets fører og passagerer er alle dyr. Det kunne være Noas Ark, men dyrene i videoinstallationen Civilizasia ser udmattede ud. Det eneste, der ser ud til at animere dem, er det bumlende tog, de klynger sig til. Den industrielle revolutions ikoniske maskine tøffer nu derudad uden at føre nogen nogetsteds hen. Her er ikke noget fremskridt, men blot evig genkomst af det samme. En giraf, hvis lange hals man har tilskrevet dens stræben efter træernes blade, hænger som en lang hale efter toget. Dets hoved dunker rytmisk mod svellerne mellem skinnerne.
Den verden, som den danske kunstner Steffen Jørgensen nu udfolder på Tranen, kunne være tiden efter den undergang, som mange i samtiden føler er fremtiden. Det kunne også være en verden blottet for fremtid. Imens Noa inviterede dyr ombord parvis, så de kunne formere sig, nøjes Steffen Jørgensen med et eksemplar af hver art, som var de kastrerede kæledyr.
Steffen Jørgensens animationsvideoer minder i form og indhold umiddelbart om store animationsproduktioner fra bl.a. Disney og Pixar. Hos Steffen Jørgensen er der dog ikke opfundet nogen happy ending til lejligheden. Der er slet ingen slutning, for der er ikke nogen handling. Depressionen og apatien har indfundet sig. Scenariet minder om en moderne fabel, men dyrene på toget synes hverken at glimre ved deres særlige egenskaber eller i stand til at spille den rolle, som tildeles dem i menneskenes historier. Fablen lærer os hverken om dyrs eller menneskers særlige væsen. Idet dyrene på Civilizasia rives ud af deres vante omgivelser, er det ikke kun dyrene, der bliver hjemløse. Vi mister også vores eget billedsprogs udsigelseskraft. Udstillingen præsenterer en ødelagt og frugtesløs verden skabt af mennesker til mennesker, hvor selv vores fantasidyr synes malplacerede.
I ødemarken, der breder sig på tværs af rummet foran toget, fortaber et kultur- og naturlandskab sig i mudder. Eneste tegn på liv er nogle vildtlevende dyr, der mest af alt minder om bamser og legetøjsfigurer: en bjørn, en gris og en kanin. De har tilpasset sig omgivelserne og flyttet ind i Steffen Jørgensens karikerede rester af en civilisation så som en overdimensioneret støvle. Her ligger de alene i hver deres celle oplyst af hver deres skærm og leger med sig selv, imens de er forbundne i ivrig kommunikation. Selvom det hjørne af en verden, som Steffen Jørgensen præsenterer, er gået under, fortsætter strømmen af kulturindustrielle produkter og vilde historier; nogle er utrolige, men sande, andre det pure opspind, og hvad der er hvad er efterhånden svært gennemskueligt.
Som grisen overbeviser bjørnen og kaninen om, så kan man nu sige, hvad man vil, så længe man slutter af med: ”Således talte Zarathustra”. Hvorfor ved ingen af dem, bortset fra ”det lyder vigtigt.” Frasen er også titlen på filosoffen Friedrich Nietzsches digteriske fortælling om den persiske profet, der var grundlægger af en af de første monoteistiske religioner. I bogen forlader Zarathustra med jævne mellemrum sin hule for at forelæse for menneskene om, at Gud er død, at moralen er kaput, at man ikke længere kan skelne mellem godt og ondt, og at sandheder og værdier er noget, som vi nu selv må skabe. Men på Civilizasia er ingen i gang med at skabe noget nyt. Den passion, som de gamende dyr samles om og ophidset fornøjer sig ved, er encyklopædiske genfortællinger af dystopiske og post-apokalyptiske spil. I mangel af store fortællinger såsom religion og ideen om fremskridt, der udlægger livet og verden, dyrker de alternative historier, som på en og samme tid fortryller, forklarer og fastholder det forfald, der nu er deres vilkår.
Steffen Jørgensens genbrug af Nietzsches beretning om den persiske profet ser han selv som et stykke fanfiction baseret på fanfiction. Men Civilizasia er grummere end Nietzsches forlæg. På udstillingen er der ingen profet, der kommer ned fra bjerget for at besynge død og ødelæggelse som forudsætning for at noget nyt kan spire og gro. Når de gamende dyr til tider bryder ud i sang, er det i stedet en lumsk blomst, som langsomt skyder i vejret for fløjtende på en knogle at akkompagnere dem. Blomsten præsenterer sig som en smuk sol, der står op og går ned, men dens fløjtespil – ligesom Rottefængeren fra Hamelns – er lige så forførende som ildevarslende. Dens ankomst ledsages ikke af en lys ide, som når et æble dratter ned i hovedet på Newton, men en regn af industrielt producerede frugter, der falder opad – ud i det endeløse verdensrum.
Steffen Jørgensen (1983, DK) er uddannet på Det Fynske Kunstakademi, Odense, og Akademie der Bildenden Künste, Wien. Han er kendt i Danmark for sit arbejde med kunstnerkollektivet Years og internationalt for sit samarbejde med den amerikanske kunstner Will Benedict, bl.a. på gruppeudstillingen DIS presents: What Do People Do All Day? på Tranen i 2020. Civilizasia er hans første institutionelle udstilling i eget navn.
Toke Lykkeberg
Leder af Tranen
