Samtidskunst og videnskab er et integreret makkerpar på udstillingen Yet It Moves! på Copenhagen Contemporary. Udstillingens titel er hentet fra fortællingen om, hvordan den katolske kirke i 1600-tallet bad astronomen Galileo Galilei om at benægte, at jorden drejer om solen og ikke omvendt, hvortil han kækt tilføjede: ”Og alligevel bevæger den sig”. Alting har bevæget sig siden Big Bang, som én af kuratorerne påpegede ved pressevisningen. Heller ikke vores forståelse af verden omkring os er statisk og endelig, men ligesom vores kroppe og sanser i konstant bevægelse.

Helene Nymann er en af de deltagende kunstnere, som i samarbejde med forskningsinstitutter har udviklet værker til udstillingen. Helene Nymann er i gang med sin Ph.d. tilknyttet det interdisciplinære forskningscenter Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet under professor Andreas Roepstorff. Et forskningscenter, der integrerer forskere fra humaniora, socialvidenskab, kognitionsvidenskab, biologi og klinisk forskning.

”I begyndelsen af min Ph.d. startede Andreas Roepstorff forskningsprojektet EER op sammen med Olafur Eliasson. EER står for Experimenting Experiencing Reflecting. Formålet var at samle kunst og forskning ved lave eksperimenter som del af udstillinger og i det offentlige rum og at få de besøgende med i de processer, vi som kunstnere og forskere arbejder med, og se på hvordan man kan åbne dette tredje felt mellem kunst og videnskab op”, fortæller Helene Nymann over Teams på en stille tirsdag efter åbningen af Yet It Moves! og et par hektiske år, dels med Ph.D., dels med at være blevet mor til tvillinger og samtidig arbejde på to store udstillinger; en solo sidste år på Overgaden og med værker til udstillingen på Copenhagen Contemporary.

Videnskaben i kunsten eller omvendt

Memories of Sustainable Futures: Remembering in the Digital Age er titlen på Nymanns Ph.d.-projekt. Hun arbejder med hukommelse, hukommelsesteknikker, forestillingsevnen, kroppen og det digitale.

”Dét, jeg synes er interessant, er de valg, man tager; hvordan man vil tilegne sig viden, hvordan man vil huske, og hvad man vil have, at fremtiden skal huske. Det, som har fascineret mig ved forskellige hukommelsesteknikker, er den forestillingsevne, man aktiverer ved at huske; at mærke den teknologi, man har inde i sig. Det er en form for transformerende kraft, som jeg har lært fra kunsten, og som har transformeret hele mit liv, og det er dén, som jeg prøver at videregive eller vise.”

Videnskaben og kunsten har gennem flere tusinde år kørt parløb. Matematikken var med centralperspektivet og gridet en integreret del af renæssancekunsten i Europa. Den danske Guldalder var et parløb mellem de danske landskabsmalere og de gryende videnskaber, geologi, geografi samt arkæologi.

På de videnskabelige ekspeditioner i sidste halvdel af 1800-tallet og ind i 1900-tallet arbejdede videnskabsmænd side om side med kunstnere, der optegnede folk, kultur og landskab; videnskaben og kunsten var på den måde også en integreret del af koloniseringen, hvor indsamlet viden og kortlægninger indgik i de begyndende europæiske nationalstaters erhvervelse af ’retten til’ nye territorier.

Bare dét at repræsentere eller tegne efter verden omkring os er på mange måder et fælles vilkår for kunsten og videnskaben, om end metoderne oftest er forskellige: Hvor billedkunsten er hængt op på det æstetiske, sanserne og kroppen, så er videnskaben indlejret i en positivistisk tradition med hypoteser og efterprøvninger. Men også kunsten undersøger, og også videnskaben kan være kropslig og sanselig.

Vores tid er præget af ekspertviden samt i opdelte og afgrænsede discipliner indenfor forskning og videnskab. Som forfatteren Siri Hustvedt skriver i essayet Ekskursioner til øerne med de lykkelige få, så er vores verden “intellektuelt fragmenteret, en verden hvori udvekslinger mellem forskellige felter bliver sværere og sværere”. Samme Siri Hustvedt har Helene Nymann for øvrigt en åben korrespondance med i kataloget fra udstillingen på Overgaden sidste år.

På trods af dette fokus på eksperter og opdelte fagfelter ses alligevel en tendens på den europæiske kunstscene, som også Yet It Moves! taler ind i, hvor videnskaben tænkes ind i kunsten, og kunsten tænkes ind i videnskaben.

Ligesom andre fagområder, der arbejder interdisciplinært, kommer det måske i en erkendelse af, at de kriser, vi står til halsen i, ikke kan løses i skarpt adskilte og partikulære fagområder, men at selve det interdisciplinære, at samarbejde på tværs af fagområder og videnskategorier, er helt essentielt, hvis vi netop skal løse op for denne krisetid.

Kunsten at huske

Helene Nymann har en bachelor fra Goldsmiths, og lige før sin afgang fra Malmø Kunstakademi, hvor hun tog sin master, fik hun en bog i hånden af sin professor, kunstneren Joachim Koester.

The Art of Memory af Frances Yates blev min bibel i lang tid. Det fantastiske ved bogen er, at den viser hukommelseskunsten; altså de systemer brugt til at registrere og overføre viden. Det er teknikker fra før computeren og før det digitale. Mange af teknikkerne, som jeg har nørdet med og studeret i uendelighed, opererer på visuelle systemer, som jeg genkender fra billedkunsten. For eksempel det her med at visualisere og lave en konstellation med andre elementer og lade disse elementer være symbolerne for de følelser eller den data, som man gerne vil huske eller videregive.”

Et residensophold på Pioneer Works i New York, hvor hun mødte hjerneforsker Lauren Silbert ledte til en udstilling, først i Rundetaarn derefter på Kunsthal Aarhus, hvor Nymann lavede en skulptur i kropsstørrelse af hippocampus, som er den hjernehalvdel, vi bruger til at huske, samt et videoværk, hvor hun arbejdede med hukommelsespalads-teknikken, som er en metode til bevidst at arbejde med hukommelsen.

Residensopholdet, samarbejdet og udstillingen førte til, at hun søgte og blev tildelt en Ph.d. hos Novo Nordisk Mads Øvlisens Fond.

”Jeg har altid søgt nogle, jeg kunne undersøge sammen med i min praksis og samtidig ledt efter et område, jeg kunne undersøge. Det er fantastisk at være en del af et forskningsmiljø og en gruppe forskere samt interdisciplinært at have nogle at nørde igennem med. Her kan jeg træde lidt væk fra mig selv og åbne mere op i mine værker.”

Hippocampus

Nymanns praksis er ikke illustrationer til videnskaben men vidensproducerende på lige fod med de andre forskningsdiscipliner. Fra måske netop at være mere illustrativ i hendes tidligere produktioner, går hendes værker nu mere i dialog med publikum og bliver på den måde også en indsamling af data.

”Udstillingen med hippocampus og hukommelsespaladset forblev på et abstrakt plan, hvilket jo også er det, kunsten kan, og kan måske ses som en formidling af viden og research. I mine værker på Copenhagen Contemporary er der et skifte fra ‘mig’ til ‘os’; til dét, at få flere stemmer ind og ikke holde fast på ét narrativ, men at lade værket bevæge og ændre sig. Jeg har fået færdigheder og tilgange gennem forskellige forskere; for eksempel fra antropologer, som er dygtige til at studere mennesker og adfærd og til at stille spørgsmål og lytte.”

”Tit samarbejder man som kunstner med nogle forskere, som bliver efterladt, når udstillingen først er oppe; måske har man en artist talk med forskerne, og så er de væk igen. Vi må også tage kunsten seriøst. Den viden, der kommer ud af kunst og udstillinger, er reel viden, som er essentiel i forhold til, hvad det betyder at være menneske og for vores videreudvikling.”

”Mange kunstner-Ph.d.’er kommer ud på den anden side og sidder lidt forladt, og spørgsmålet er: Er du en bedre kunstner eller forsker? Holdt du på dit eget eller blev det for forskningsbaseret? Hvad kan du bruge det til bagefter, og hvilken forandring eller skift skete der?”

”Hvis vi vil samarbejde med forskere, så skal vi kunne tage deres metoder ind og gøre kunsten tilgængelig; lade den blive målt, komme ned som data og stille de lidt for pædagogiske spørgsmål. I den gruppe, jeg er en del af, mødes vi en gang om ugen og fremlægger vores idéer. Når jeg fremlægger en idé, siger en forsker måske noget, der får projektet i en hel anden retning, hvilket selvfølgelig også er et udtryk for en tillid, vi har opbygget i gruppen, som kræver tid, men i denne kollektive dynamik er der en evne til at lade forskerne være med på ens idé, sådan at de også kan bruge den til noget.”

På Copenhagen Contemporary har Nymann hippocampus med igen, men nu som tre mindre skulpturer, hvoraf to er placeret i det købehavnske byrum. På skulpturerne står spørgsmålet, ”what do you want the future to remember?” sammen med en QR-kode, som åbner op til en hjemmeside, hvor alle kan dele et minde og sætte det ind i et emotionelt landskab.

“Hjemmesiden er bygget sådan op, at nogle af forskerne kan bruge data til eksperimenter og analyser, og jeg har måttet gøre den tilgængelig og simpel for, at de kan bruge det til noget.”

Huskeknuder

En metode Nymann har taget kursus i og implementeret i sin praksis er mikrofænomenologi. Mikrofænomenologi er en interviewteknik, hvor man via sanseoplevelser går længere og længere ind i en specifik situation. En teknik hun benyttede på Overgaden, og som åbnede op for en anden måde at bruge og tænke en udstilling på, hvor hun rent faktisk lyttede til, hvordan publikum oplevede udstillingen og værkerne, men også for hvordan andre forskningsdiscipliner kan implementeres i kunsten.

Udstillingen på Overgaden tog udgangspunkt i husketeknikken khipu; et snore- og knudesystem Inkaerne brugte. Nymann har studeret khiputeknikken i flere år og fik adgang til at se khipuerne i Nationalmuseets samling. Med handsker på og noget på hovedet blev hun præsenteret for knuderne i, hvad hun beskriver som et klinisk koldt rum.

”Inkaerne har ikke efterladt et nedskrevet sprog, så mange mener, at dette var deres sprog eller i hvert fald en teknik til, at de kunne lagre viden eller data. Nogle tænker det som et tællesystem, andre ser det som et sprog; jeg er tilhænger af sproget.”

”Jeg var overbevist om, at nu skete det for mig; at nu ville jeg få overført viden. Men jeg kunne simpelthen ikke få kontakt med knuderne. Jeg måtte ikke røre dem, så jeg prøvede at tegne, at skrive og at snakke, men der kom kun frustration.”

”Bagefter lavede Katrin Heimann [forsker og del af EER samt underviser i mikrofænomenologi, red.] et mikrofænomenologisk interview med mig, og langsomt fik hun mig ind i én af knuderne. Jeg havde lagt mærke til, at der var lidt luft eller et mellemrum i den ene knude, og der var mørkt derinde, selvom jeg sad i det her klinisk oplyste rum. Det var ligesom en portal; små, små ting, der satte så meget i gang.”

At lytte til publikum

Med denne erfaring besluttede Nymann, at besøgende på Overgaden fysisk skulle engagere sig ved at vælge en snor og binde en knude ud fra spørgsmålet: ”What do you want to remember to remember?”. Og egentlig var det meningen, at de besøgende skulle placere knuderne bestemte steder i udstillingen.

”Men lige pludselig var der knuder overalt i udstillingen, og først tænkte jeg: ‘Shit! Det ødelægger hele min udstilling”. Men til sidst var der flere hundrede knuder, som voksede op overalt ligesom små plantede frø. Jeg har et arkiv af knuder nu, som jeg skal passe på.”

Nymann lavede også mikrofænomenologiske interviews med nogle af de besøgende og fik dermed adgang til, hvad værkerne satte i gang hos publikum.

”Ved mikrofænomenologi lytter man, og jeg har jo aldrig før sat mig ned og virkelig lyttet til de besøgende. Det åbnede værket fuldstændig op. Der er en transformerende kraft i at tage den omsorg ind og ligesom lytte. Jeg er begyndt at se mine udstillinger, ikke som endelige værker, men som eksperimenter eller iterationer, som bærer mig videre til det næste. Spørgsmålet og alle de her stemmer fra Overgaden har jeg taget med videre og har lavet et nyt emotionelt landskab, et Carte de Continuonus på hjemmesiden, hvor alle kan skrive et minde ud fra spørgsmålet, hvad man gerne vil have, at fremtiden skal huske, og hvor jeg giver plads, går i dialog, lærer af og ser, hvilket narrativ der former sig.”

”Jeg skal ikke bare sætte udstillingen op, og så gå. Jeg begynder at synes, at det endda er fordummende, at folk bare skal komme, opleve og så gå igen. Der er så meget potentiale, vi ikke tager ansvar for, og så mange stemmer vi gerne vil inkludere, men ikke giver plads. Jeg ser et potentiale i at udvide udstillingsrummet ved at tillade flere perspektiver og stemmer komme til som en uundværlig del af værket sådan, at andre kan få deres kroppe med.”