Cisternerne under Søndermarken, der var Københavns vandreservoir fra 1859 til 1933, blev tømt for vand i 1981, og siden 2013 har det tjent som kunsthal for stedsspecifik kunst med én årlig installation. Udstillingsforholdene er ekstreme. 4.320 kvadratmeter under jorden, opdelt i tre store kamre, granit og beton og bastante søjlegange. Og så er der mørket, ingen dagslys, kun sparsomt elektrisk lys, foruden en luftfugtighed tæt på 100 procent og kulde og drypstensformationer, forfald. Det minder om et bunkeranlæg, sakralarkitektur og en grotte. Krig, religion og natur.

Det er en arkitektur, der både larmer og resonerer med alle levende organismers grundbetingelser: fødsel, liv, død. Iblandt mine favoritter fra tidligere år er netop kunstinstallationer, der indgår i et tæt samspil med stedets ånd, såsom Ingvar Cronhammars H (2015) og Eva Kochs Den drøm om fred (2016), der intensiverede henholdsvis voldsomheden og fornemmelsen af emanation.

I år er det den sydkoreanske kunstner Kimsooja (f. 1957), der med installationen Weaving the Light tager livtag med de givende og krævende udstillingsrum.

Få, enkle greb

Kimsooja gør brug af få, enkle greb i Cisternerne. De to inderste kamre er fyldt op med vand, op til 10 centimeter i højden. I det første kammer er der kun lidt vandpytter, ellers bevæger man sig rundt over vand via let hævede gangbroer.

Undervejs er enkelte dele af den eksisterende arkitektur oplyst af spotlamper: drypsten, jernstænger, jerntrapper og aftryk i betongulvet. Hovedkomponenterne i Weaving the Light er dog de transparente paneler med lysbrydende film, som er ophængt som ”lærreder” mellem udvalgte søjler. Midt i rummet og op mod ydervæggene bliver de gennemlyst af hvidgult, elektrisk lys, og panelernes overflade fungerer som små prismer, så lyset spaltes og der skabes et utal af mønstre i klare, stærke gyldne toner og regnbuefarver, der reflekteres i vandspejlet.

Upræcis og mangelfuld formidling

I kunsthallens lille flyer beskrives Weaving the Light som ”et sakralt lyshav” og en ”omsluttende installation”. Det stemmer desværre ikke overens med mine oplevelser. Det sakrale: jo, lidt. Lyshav: nej. Omsluttende: nej. Men hvad oplever jeg så?

I starten af installationen bliver jeg flere gange blændet af spotlamper. Måske det er meningen, men jeg bliver også i tvivl om, hvorvidt de oplyste arkitekturelementer er en del af udstillingen. Der berettes intet om det i den omtalte flyer, men jo, det er det, så vidt det venlige personale ved Cisternernes lille indgangsparti. De fortæller mig, at Kimsooja har ønsket at kaste lys på arkitekturens oprindelige funktion og historie – i konkret og overført forstand – i ren begejstring for de arkitektoniske særpræg. Mærkeligt, at det bliver forbigået i den centrale formidling.

Labyrintisk uro

Passagen gennem installationen har noget labyrintisk over sig. Man søger efter lyset, kigger ned for sine fødder, kigger op. Andre besøgende bliver til silhuetter, og de dukker pludseligt op bag et oplyst panel eller omkring om et hjørne. En forsigtighed sætter sig kroppen og de lysende billeder er holdepunkter. Eller det bør de være. Våde fodspor på de lave gangbroer vidner om, at det (også her) er en god ide at være opmærksom og sætte farten ned.

I de første kamre er der forholdsvis få paneler. Vi er langt væk fra et lyshav. Enkelte af dem afgiver korslignende former med stærk stråleglans og rummer med andre ord associationer til det sakrale, hvilket underbygges af Cisternernes ligheder med en tidlig kristen kirke eller et tempel. De lysende ”lærreder” vækker min nysgerrighed, men tæt på skuffer de. De udgøres af flere mindre firkanter (den lysbrydende film), de buler ud og fra nogle vinkler fremstår de med en mat, lukket og plastisk overflade, der står i modsætning til lysets æteriske væsen.

Installationen kulminerer i det sidste kammer, hvor der er ophængt et større antal oplyste paneler i et uafbrudt forløb langs endevæggene. Et ensartet farvespektrum, varierende mønstre. Jeg får tankerne hen på apsis i en kirke og glasmosaikker i gotiske katedraler. De minder mig dog mest om psykedelisk kunst, discolys, benzin i en vandpyt og – især – om mønstre i de der paprør med kalejdoskoper, som man drejede rundt og rundt som barn – her bare som forstørrede stillbilleder. Til trods for variationer, spejlinger og fremtoninger, der ændres alt efter ens placering i rummet, forekommer også disse paneler statiske og tillukkede. De indtager ikke rigtig rummet, spejlingerne i vandet er for fjerne og for afgrænsede og heller ikke her – i kulminationspunktet – gør de et lyshav.

Lys, mørke, farve

Kimsooja har arbejdet i mange forskellige medier: film, fotografi, performance, lyd, lys og – ikke mindst – i tekstiler, som hun har et særligt forhold til, idet tekstilindustrien og -håndværket er fremtrædende i hendes fødeby Daegu. Kimsoojas tekstilværker – herunder en serie, der refererer til den traditionelle koreanske bottari (en farvestrålende stofbylt anvendt til at indpakke og fragte genstande) – hører til hendes hovedværker, som desuden rummer socialkritiske dimensioner. Tekstiler er også indlejret indirekte i Cisternernes installation, idet Kimsooja i flere sammenhænge har udtrykt, at hun anser lysets passage gennem glas eller paneler som en parallel til vævning – deraf udstillingens titel.

Weaving the Light følger dog især i kølvandet på de seneste to årtier, hvor netop spaltningen af lys, farvespil og refleksioner integreret i arkitektoniske rum har været i centrum af Kimsoojas kunstneriske praksis. Det er greb, hun har benyttet for eksempel i Palacio de Cristal del Retiro i Madrid i 2006 og til Den koreanske pavillon i Venedig Biennalen i 2013, hvor lysbrydende film tilpasset vinduespartierne var essentielle. For nyligt har Kimsooja også opnået den ære at blive udvalgt til at udsmykke den markante gotiske katedral Saint-Étienne i Metz med glasmosaikker (2022). En ære, der tidligere er blevet tildelt blandt andet Marc Chagall.

Med Cisternernes installation er det dog første gang, Kimsooja benytter kunstigt frem for naturligt lys til at generere farver og mønstre.

Det enkle kan rumme stor udtrykskraft. ”Farverne fødes ud af lyset og mørket,” som det formuleres i den fine, lille bog om Goethes farvelære: Lyset, mørket og farverne fra 1998 (redigeret af Henrik Boëtius, Marie L. Lauridsen og Marie L. Lefèvre). Det er elementært – og fantastisk – og kernestof i Weaving the Light. Hvorfor fungerer det så ikke til fulde?

Ufokuseret og uforløst

Enkelheden i installationen bliver efter min mening forstyrret af disharmoniske materialer og af dårlig lyssætning, der får mig til at savne det naturlige lys’ komplekse og foranderlige farvetoner og stoflighed.

Der sker også for meget i Weaving the Light. Vi skal se og sanse den oprindelige arkitektur, men den oprindelige arkitektur er ligeledes bagtæppe for de ophængte paneler. Det virker ufokuseret, og jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med de religiøse referencer i sammenhæng med de oplyste arkitekturelementer.

Paradoksalt nok har dette års installation i Cisternerne for mig at se en lav grad af stedsspecificitet. De firkantede paneler kan øjensynligt flyttes til et andet mørkt rum uden at miste effekt, og det er ærgerligt, synes jeg, at de ikke udfylder hele rummet mellem søjlerne, op til hvælvet. Da ville panelerne for alvor være stedsspecifikke og spejlingerne ville nå længere ud i vandet og ind i rummet og dermed sandsynligvis have en mere omsluttende virkning.

Glimt af et udefinerbart svæv

Weaving the Light transmitterer flere sanselige oplevelser foruden de visuelle: lyden af strømmende vand, fugt og kulde, der nok er forøget på grund af vandet. Der er også øjeblikke med prægnans. På vej ud af det inderste kammer, vender jeg mig om og rum, lys og silhuetter af mennesker bliver til ét billede – et glimt af et udefinerbart svæv. Helhedsindtrykket er desværre knap så godt.

Jeg ville gerne have oplevet de underjordiske kamre omdannet til et lyshav eller en fortælling om det gamle vandreservoir. Det er fine intentioner. Hver for sig.