Kim Richard Adler Mejdahl: “Jeg ønsker, værket primært skal sætte sig i maven”

Kim Richard Adler Mejdahl er ikke nogen nærig kunstner. I hans værker skrues der op for emotionerne, farverne, effekterne, lyden. Det er kunst, som gerne vil ramme mig, berøre mig og sætte sig i kroppen.
Som kunstner har han indtil nu mestendels udtrykt sig i videoværker – gerne med vægt på musikken – men også mere installatoriske sider har indfundet sig i hans praksis.

I nærværende artikel skal det dreje sig om, hvordan Mejdahl arbejder med ‘det personlige stof’. Men også om, hvordan et personligt afsæt kan bane vejen til et mere alment terræn. Og ikke mindst skal det handle om traumer, for vi skal tage rejsen fra det ‘überpersonlige’ gennembrudsværk Ode fra 2015, der kredser om Mejdahl egen traumatiske familiehistorie til hans rituelle behandling af det store, kollektive klimaangst-traume i udstillingen Liljegrotten på Overgaden 2020-21.

En voldsom historie

Kim Richard Adler Mejdahl er opvokset i en familie med en alkoholiseret og voldelig far, og det har præget såvel kunstneren som hele familien. I 2010 blev faderen gennemtæsket af en drukkammerat og dagen efter fundet død for enden ad en stejl trappe.

Det er denne personlige, voldsomme og mørke historie, der danner baggrunden for filmen Ode, som kunstneren selv beskriver som en “horror musical dokumentar”.

I Ode agerer Mejdahl selv sammen med sin mor og sine tre søstre. I det filmiske forløb optræder de i hver deres ‘musikvideo’, som giver forskellige, stærkt ekspressive vinkler på fortællingen om familiefaderen.

Aktørerne er smurt ind i blod, plastik og maling. Ruder knuses. En kniv stikkes i jorden ved faderens gravsten, et mystisk pendulkort hentes frem fra hans pung, obduktionsfotos rekonstrueres, og kunstneren selv ligger som stand in ved foden af selvsamme trappe, hvor faderen døde.

Det er til tider sart og skrøbeligt, men minder først og fremmest om en okkult sceance – en vendetta med mere trods og oprør end tilgivelse. Filmen slutter i et kirkerum, hvor et kor synger en klagesang med strofer fra familiemedlemmernes sange, mens familien sidder som tilhørere på kirkebænken. Man er ikke helt den samme efter at have overværet filmen.

Terapi og gave

“Det var et værk, der kom af sig selv”, fortæller Kim Richard Adler Mejdahl. “Den kom ud af et livsnødvendigt behov, ligesom når man skal kaste op og ikke kan holde det tilbage. Det skulle ud. Det var meget frigørende og lettende, netop som i sekunderne efter, at du har knækket dig”.

“Der var helt klart et terapeutisk element over det, men jeg havde helt fra starten et ønske om, at projektet skulle åbne sig og blive en gave, der kunne gives videre til andre. At værket Ikke skulle lukke sig om sig selv, men at vores lille private historie skulle folde sig ud til noget alment, som andre kunne spejle sig i”.

Derfor ønskede Mejdahl ikke at skabe en ‘rigtig’ dokumentar, som havde et nidkært forhold til en ‘sandhed’, som måske alligevel ikke rigtig lod sig indfange. Snarere drejede han projektet i retning af fiktionen og det teatralske med skramlede, effektfulde og ekspressive virkemidler og et musikalsk univers, der skiftevis er helt sart og råt, støjende og rasende.

Hvad sagde dine søskende og din mor, da du kom med ideen om at lave en film om jeres historie?

“Der var ingen betænkningstid. Det var en stor livsgave, de gav til mig og min kunst, såvel som til vores fælles historie. Jeg synes, det var ekstremt gavmildt, og jeg vil være dem evigt taknemmelig for det”.

Filmens tekster opstod ved, at Kim Mejdahl talte med sin mor og sine søskende om deres personlige minder om faderen, hvorefter han formede dem som sangtekster.

“På den måde undersøger jeg også, hvordan minder kan clashe mod hinanden: ‘du husker det på den her måde, jeg husker det sådan her’. Og jeg synes, at sangteksterne åbner op til, at der er forskellige måder, man kan erindre på. Der kan være benægtelse, man kan have en kropslig hukommelse eller bruge erindringen som et sværd mod en, man vil gøre ondt”.

Mejdahl fortæller, at filmen rummer en lille hemmelighed, en “snydeting”. En af teksterne er helt fiktiv (han vil ikke sige hvilken) og altså helt uden afsæt i et af familiemedlemmernes minder. Det betyder, mener han, at værket i endnu højere grad er æltet ind i fiktionen.

Kan du sige lidt mere om valget af form og de virkemidler, du benytter i Ode. Hvilken effekt er det, du ønsker?

“Jeg bruger gyser-musicalen, fordi jeg tænker den er god til at vække folks kropslige reaktioner. Gyserfilmens greb kan jo vække frygt og simulere et angstanfald. Og musikken kan noget særligt. Den kan tale til kroppen. Jeg vil gerne have, at værket primært skal sætte sig i maven. Hvis jeg skal tale det op i skyerne, vil jeg sige, at jeg ønsker at skabe en slags traumesimulation”.

“Jeg ville gerne have, at folk skal have det dårligt sammen med os. ‘Lid sammen med os’”! Mejdahl slår en latter op.

“Vi er ikke alene om vores historie. Måske er der trøst i, at vi som mennesker står sammen om en meget udbredt fortælling om en psykisk syg forælder, der har et misbrug, og som tager familien med i faldet. Den danske drukkultur er overalt – og tro mig, i den her bygning, vi sidder i nu, er der mindst ti, der kender til det. Familier gemmer på meget. Der er et godt citat af den amerikanske fotograf Diane Arbus, som siger: ‘I think all families are creepy in a way’”.

“Det her er en almen fortælling om, hvordan man kan bære det videre med sig, uden at det skal æde en op”.

Fra starten har Mejdahl netop været meget opmærksom på, at filmen ikke måtte blive for privat, for selvomsluttende, for netop at være i stand til at kommunikere til andre. Det har været en balance.
Nøjagtig som det er nu, her flere år efter, at se og forholde sig til filmen igen.

“Jeg vil sige det på den her måde: Når man laver et så personligt værk, så bevæger man sig ind på et dobbeltdomæne, hvor man ser på det med et splittet øje: Som menneske med mit blødende hjerte og mit familieliv på den ene side. Og som kunstner på den anden side”.

“Jeg har nogle gange følt mig følelsesmæssigt afstumpet, når jeg som kunstner har forholdt mig til det som værk og for eksempel ærgret mig over en sjusket klipning, eller at jeg ikke kendte til colourgrading dengang. Altimens jeg kiggede på min døde far. Så bliver jeg lige mindet om den splittethed i mig. ‘Wow, vågn lige op’! Det kan være følelsesmæssigt svært”.

Øko-gotisk horror vision

Derfor er det måske passende, at vi for denne gang siger farvel til det personlige traume og bevæger os videre i Mejdahl kunstneriske virke. For hvordan udvikler man en praksis fra et sådant udgangspunkt til at gå i kødet på andre og mere kollektive traumer? Og hvordan fortsætter man sit arbejde med – og sin tro på – at udvikle kunstens transformerende kraft?

Mejdahls udstilling Liljegrotten på Overgaden 2020-21 kan i den sammenhæng udpege veje at gå.

Her iscenesatte Mejdahl udstillingssalene som en mørk grotte med videoværker og interaktive skulpturer og animationer. Det tematiske omdrejningspunkt var den sårbare situation, som mange føler, vi befinder os i som følge af den alarmerende klimasituation.

“Udstillingen havde den her påstand om, at der i vores ængstelse for klimaforandringerne ligger en forestilling om – i hvert fald her i vesten, hvor vi er præget af den kristne tradition – at det er dommedag, der er ved at komme”.

Det er dette kollektive traume Mejdahl så spiller op til i udstillingen, hvor den får på alle tangenter med vulkanske dommedagscenarier og blødende madonnaer. Man kan måske opfatte udstillingen som en økogotisk horrorfiktion, hvor naturen fremstilles som et monster.

“Det er som om, at nu bider naturen fra sig. Den har nogle virkelig skarpe gule tænder og virker nærmest unaturlig. Den er ubeboelig, den er uforudsigelig, den er destruktiv. Den er et kæmpestort monster”.

“Og hvad gør vi som mennesker overfor denne monsternatur. Okay, skal vi hugge den ned, prøve at bekæmpe den som riddere med sværdet i hånden?. Eller skal vi prøve at læne os ind i den her monsterforståelse af naturen og undersøge, om vi måske selv bærer på det monstrøse? Man kan sige, at jeg med de her værker prøver at vække det indre monster i folk”.

Få det ud!

Udstillingen indeholdt således flere musiske instrumenter eller installationer, som den besøgende kunne benytte til at få kontakt med ‘sit indre monster’.

I en sangboks kunne man skrige lynild frem. I værket Doomsdaydrummer kunne man ved at tromme på nogle trommeplader få en animeret kæmpetrold til at spille på et monstrøst trommesæt (der blandt andet involverede klask i en bar røv med stearinlys på), ligesom man med Psalm Machine – et puppelignende strengeinstrument – kunne skabe, det Mejdahl kalder for “infernalsk strengemusik”, idet man lod små bolde falde ned i instrumentet, mens man drejede på et hjul.

“Få det ud! Læn dig ind i monsterforståelsen – med et glimt i øjet og med humor. Så vi kan komme ud over vores forståelse af, at vi er prisgivet en monstrøs natur udenfor os selv, men at vi selv har noget monstrøst, noget mørke i os”.

“Med Liljegrotten prøvede jeg at bruge humoren som greb. Mange kunstnere har arbejdet med frygten for klimakatastrofen, men jeg synes, der var en mulighed, som jeg ikke har set udfoldet så mange steder før, med at arbejde med angst-traumet på en sjov måde. Med værker der i sin kerne var ret sjove. For simpelthen at indgyde noget håb og skaberkraft, et nyt boost, en ny handlekraft”.

At arbejde med skyggen

Og således kan man se projektet på Overgaden som en slags Jungiansk skyggearbejde. I stedet for at projicere det ubehagelige over på noget, der er udenfor os – her naturen – kan vi prøve selv at rumme det monstrøse, selv stå og skrige, selv spille på trommerne og selv lave infernalsk strengespil.

Og det i en stærkt teatralsk kunstinstallation, hvor der – hånd i hånd med humoren – arbejdes med maksimal følelsesmæssig effekt. Se bare musikvideoen Hour of Moth, der også indgik i udstillingen, og hvor kunstneren selv med sensuel og skrøbelig sang kaldte på lysets forvandlende kraft for at forbinde sig med natsværmerens væsen.

Med installationen søgte Mejdahl at danne et rum, som gav mulighed for kropsligt at erfare – før ord og begreber sætter ind – at det monstrøse, der vitterligt er i naturen, altså også er virksom i os mennesker.

På den måde kan man sige, at Kim Richard Adler Mejdahl søger at korrespondere sin traumebearbejdning fra filmværket Ode med det kollektive traumearbejde.

Og i den forbindelse er det slet ikke så entydigt, hvad der er ‘privat’ og hvad der ‘kollektivt’. Mejdahls familiehistoriske drama har almene niveauer. Mens angsten for en fremtid, hvor naturgrundlaget kollapser og slår igen, ikke er en abstrakt eller upersonlig størrelse, men noget som bæres af alle os enkeltindivider.