Krøblingekunst og kropskultur

Krøblingekunst og kropskultur

Hege Haagenrud: The Rest is Silence. Foto: Siren Lauvdal / Bora Bora pressefoto

På Kunsthal NORD kan man for tiden opleve Kristian Sverdrups totalinstallation og selvportræt Kunstneren Som Værk. Sverdrup er spastisk lammet, og med udstillingen har han valgt at adressere dette livsvilkår. Hermed skriver han sig ind i en kunstnerisk tradition, der undersøger positionen og repræsentationen af den syge eller handicappede krop i samfundet – et felt, der låner sit sprog fra såkaldt ‘crip theory’.

Kristian Sverdrups historie er ikke for sarte sjæle. For livet er nemmere uden den slags fortællinger. Ifølge den amerikanske kunstner og aktivist Sunaura ‘Sunny’ Taylor stammer denne berøringsangst fra det faktum, at syge og handicappede mennesker minder de ‘raske’ om deres egen dødelighed og skrøbelighed. Taylor omtaler ikke sig selv som handicappet, men kalder sig derimod ‘impaired’, svækket eller stækket. For Taylor lider af den muskuloskeletale dysfunktion artrogrypose. Hendes kropslige rum er hæmmet. Men det findes stadig. Der er stadig gøren og væren. Der er rum at bryde ud i. At bryde sammen i. At bryde ud af.

Kroppens som politisk organ
Også for Sverdrup er kroppen central. Det er udstillingen på Kunsthal NORD et eksempel på. For her er værkerne både udtryk for for-megen-krop og for-lidt-krop. For det er svært at se Sverdrup som et individ ved siden af et handicap. De to er uløseligt bundet sammen. Kroppen kommer én i møde som noget af det første. Samtidig er det en krop, der ikke – sådan som vores samfund er bygget op – har adgang til de samme ting, som en såkaldt ‘normal’ krop har. Noget ‘mangler’.

Kristian Sverdrup: Abstract. Foto: Niels Fabæk

Læs portræt af Kristian Sverdrup her

Se video med Kristian Sverdrup her

Interessant nok gør dette også den handicappede krop til et politisk organ af en slags. I en samtale med kønsteoretikeren Judith Butler forklarer Taylor, at: “På en måde er det en politisk protest for mig at gå ind og bestille en kop kaffe og kræve hjælp, simpelthen fordi hjælp er noget, vi alle har brug for. Hvilket er noget, man ser ned på i vores samfund, på trods af at vi alle er indbyrdes afhængige af hinanden.”

Kontrakt og patologier
Hos Sverdrup ligger fokus dog andetsteds. I Kunstneren Som Værk undersøger han blandt andet de netværk og relationer, som den syge krop indgår i, når den træder ind i forsknings- og hospitalsregi. For også dette er et livsvilkår. Sverdrup har i de senere år meldt sig til flere forskellige forskningsprojekter, og det er oplysninger fra disse undersøgelser, i form af mikroskopier, elektrofysiologiske målinger, biopsier samt skanninger, han har brugt til at skabe en række skulpturer, relieffer og malerier ud fra.

Dermed fremhæver han også den kontrakt, der foreligger mellem patient og forsker. For hvor Sverdrup helt konkret får noget igen i form af inspiration og materiale til sin værkproduktion, så får andre patienter, som deltager i forsøg, også noget igen i form af eventuel adgang til ny medicin med mere. Ligesom forskerne og medicinalindustrien også får noget igen. Der finder altid én eller anden form for handel sted. Også dette er et livsvilkår for den syge. En krop er aldrig kun kød, knogler, organer og hud. Den er også en samling af data. Det er den syge bevidst om. Og data – dem kan man handle med.

Kristian Sverdrup: 3D Biopsi. Foto: Niels Fabæk

Hos Sverdrup tager informationerne fysisk form. En bænk baseret på et udslag fra en af målingerne ser ikke umiddelbart ud til at være behagelig at sidde på. Den minder os derved om kroppens besværligheder, om den syge krops tyngde, udfordringer og begrænsninger. Andre steder bliver budskabet mere direkte politisk, som i bronzeskulpturen Spastika (2017), der tager udgangspunkt i Sverdrups egen forvredne, forkrøblede hånd og er en direkte reference til nazisternes udryddelser af handicappede under Anden Verdenskrig.

Welcome to the crip
Sverdrup er naturligvis ikke den eneste kunstner, der har beskæftiget sig med den syge krops sociale stigmatisering og fysiske omstændigheder. Nok mest kendt er den amerikanske performancekunstner Bob Flanagan, der døde i 1996 i en alder af 43. Flanagan led af cystisk fibrose, noget han brugte i sine kontroversielle værker, hvor selvtortur og masochisme indgik som en måde at illustrere hans egen smerte og lidelse på.

Også Hannah Wilke er værd at nævne her, især hendes Intra-Venus fotoserie fra 1992-93, hvori hun med hjælp fra Donald Goddard dokumenterede sin egen kræftsyge krop – og ikke mindst den behandlingsproces, hun gennemgik frem til sin død.

Sådanne værker er vigtige, fordi de viser en side af livet, som vi har en tendens til at glemme. Som det er nemmere for os at institutionalisere og lukke ude fra hverdagen. Proppe den på hospital, hospice og plejehjem. Lige indtil vi selv og vore nærmeste rammes.

Alessandro Schiattarella: Altrove. Foto: Rosa Sanzone / Bora Bora pressefoto

Det er også denne problemstilling, som tages op af crip theory, en udspringer af såkaldt queer theory – og inspireret af forfattere som Michel Foucault og førnævnte Judith Butler. Også i crip theory er kroppen central. For den er både undertrykkelsens sted og dens sociale slagmark. Ganske som den for Butler er det i queer theory – hvor en ‘queer’ krop også kræver plads, ja, insisterer på den. Men dette er samtidig en insisteren, der klæder kroppen af og åbner den op for fordom og potentiel voldelighed, for dømmesyge blikke, for hån og latter.

Monstrøse forvoksninger
Også dette års Spring Forward-festival på danseteateret Bora Bora og i Musikhuset i Aarhus inkluderede værker, der adresserede forestillingen om den ‘forkerte krop’. Således talte norske Hege Haagenruds The Rest Is Silence om bulimikerens fysiske selvopfattelse; med fire dansere, der nærmest smeltede sammen til én og derved blev underligt dyreagtige – som et gigantisk insekt. Eller måske en insektrede. Som havde det været en fortolkning af Kafkas Forvandlingen (1915), hvori protagonisten ligeledes bliver transformeret til noget ikke-menneskeligt – ja, til en stor bille.

Også Alessandro Schiattarellas Altrove havde den uperfekte, sygdomsramte krop som omdrejningspunkt med koreografen/danseren Schiattarella selv, der her gjorde brug af sit eget handicap, nemlig det såkaldte Hirayama-syndrom – en neuromuskulær sygdom, som langsomt reducerer styrken i hans hænder – til at vise ‘andre’ måder at bevæge sig på.

Krøblingekunst har dog langt igen. Og det er endnu ikke lykkedes crip theory at bane vejen. For det er er svært at se den handicappede krop som én, der blot indeholder andre muligheder. En krop, der skal forhandles på en ny måde. “En genfunden krop”, siger Schiattarella. Men det er værker som blandt andet Sverdrups, der åbner feltet.

Kommentarer

Del artiklen

'Krøblingekunst og kropskultur'

Facebook