Dansk “mang’folke’lighed” i ny sammenslutning

Dansk “mang’folke’lighed” i ny sammenslutning

Jeanette Land Schou: Pseudo News, 2016. Foto: Jeanette Land Schou

Dansk Folkekunst er en nyetableret kunstnersammenslutning af 35 kunstnere fra ind- og udland, som bor og arbejder i Danmark. De har skrevet et manifest. Og de er aktuelle med udstillingen Transfer i Esztergom Castle Museum i Ungarn.

Det er intentionen i Dansk Folkekunst at sætte fokus på den nationale samtidskunst i udlandet. Det nationale skal dog ikke forstås som en afgrænset størrelse. “Dansk Folkekunst er jo netop et forsøg på at afvæbne og afmontere ideen om den nationale identitet som et statisk koncept, der er fastfrossent i tid og sted,” skriver sammenslutningen i en emailudveksling. Det er kunstnersammenslutningens idé at lave interviewet over email, og svarene, de sender tilbage, fortsætter ordlyden fra manifestet.

Manifestet af Dansk Folkekunst.
Manifestet af Dansk Folkekunst.

Bredt forankret
Som navnet antyder, favner Dansk Folkekunst bredt. Det ser ud til, at hele præmissen for projektet ‘Dansk Folkekunst’ er en særlig åbenhed overfor kunstneriske udtryk og fortællinger.

“Dansk Folkekunst består af mange forskellige kunstnere med et væld af orienteringer ind i den verden, vi allesammen deler. Og det er her styrken skal findes – i mangfoldigheden. Vores udstillinger bliver aldrig homogene eller singulære opsætninger. Vi er som udgangspunkt en heterogen gruppe af kunstnere, som afspejler virkelighedens sammensætning af kulturer og folkeslag,” skriver de.

Kunstersammenslutningen spænder fra maleriske greb, som vi blandt andet ser hos Linda Bjørnskov, til brugerdrevne projekter hos en kunstner som Jesper Aabille. Hos Dansk Folkekunst kan det kunstneriske handle om intimiteten, hverdagslivet og det personlige. Det kan handle om sociale eksperimenter og politiske agendaer.

Installationsview: <i>Transfer</i>, Dansk Folkekunst, The Hungarian National Museum - Esztergom Castle Museum, Rondella Gallery. Fra hj. væg: Linda Bjørnskov, Hartmut Stockter, Ismar Cirkinagic.Fra hj. gulv: Jacob Strand, Kristian Sverdrup. Foto: Lykke Andersen.
Installationsview: Transfer, Dansk Folkekunst, The Hungarian National Museum – Esztergom Castle Museum, Rondella Gallery. Fra hj. væg: Linda Bjørnskov, Hartmut Stockter, Ismar Cirkinagic.Fra hj. gulv: Jacob Strand, Kristian Sverdrup. Foto: Lykke Andersen.

Kunstens transcendens
Dansk Folkekunst vil kun udstille i udlandet, da kulturmødet er centralt for kunstnersammenslutningen. I bevægelsen ud af landet ligger også spørgsmålet omkring, hvordan et værk eller en kunstnerisk praksis bliver relevant i andre sammenhænge. Det er kunstnersammenslutningens ønske at “møde de andre lande, som den besøger og udstiller i, med stor respekt og indlevelse.” Derfor er den fysiske tilstedeværelse og mødet med lokalbefolkningen vigtig for Dansk Folkekunst. I Transfer ser vi kulturudvekslingen helt konkret i Simone Aaberg Kærns samarbejde med den ungarske instruktør Marcell Ivanyi i videoværket Point of Contact (2016).

Simone Aaberg Kærns videoværk Point of Contact, 2016 er lavet i samarbejde med den ungarske filminstruktør Marcell Ivanyi. Foto: Dansk Folkekunst
Simone Aaberg Kærns videoværk Point of Contact, 2016 er lavet i samarbejde med den ungarske filminstruktør Marcell Ivanyi. Foto: Simone Aaberg Kærn

Udstillingens titel Transfer refererer netop til den bevægelighed, som gør sig gældende i en flydende, global verden. “Samtidsmennesket rejser, bevæger sig og kommunikerer på tværs af lande og zoner,” forklarer Dansk Folkekunst.

Derfor må kunsten også bevæge og bevæge sig. Ifølge Dansk Folkekunst er det netop kunstens evne til at overskride tid, rum og sted, som gør den i stand til at ændre dagsordenen. I sit væld af forskellige udtryk kan kunsten udviske skarpe grænsesætninger. “Vi er fortalere for, at det dikotomiske opløser sig selv, frem for at stå grænsestærkt. Kunsten er et unikt medie til at opløse modsætningsforhold,” pointerer de.

Bevægelsen som den eneste sande konstant
For Dansk Folkekunst er bevægelse en nødvendighed. “Vi anerkender bevægelsen som den eneste sande konstant i livet. Vi bevæger os, vi er en bevægelse, og vi tror på det at blive bevæget,” skriver kunstnersammenslutningen og fortsætter: “Vi bevæger os på den særlige måde, at vi kun bevæger os ud af landet, frem for at lukke os inde.”

Installationsview Dansk Folkekunst fra udstillingen Transfer, 2016.
Simone Aaberg Kærn: Point of Contact, del af værk skabt under performativ aktion ved åbningen af udstilling Transfer. Materiale: Bue, pil, maling, træ, høballer. Foto: Lykke Andersen.

Bevægelsen i Dansk Folkekunst bliver ikke en koordineret, afsluttet handling. Bevægelsen minder snarere om virvar af rørelser, der hele tiden sætter nye svingninger i gang og breder sig ud. “Vi er nødt til at bredde os ud for også i fremtiden at kunne udvikle os i stedet for at afvikle os selv som forsmåede kulturer.“

“Menneskeheden har altid udviklet sig i mødet med nye kulturer og idé-strømninger, både intellektuelt, men også i sin overlevelse,” skriver Dansk Folkekunst og forklarer videre, hvordan Ungarn som “kulturel smeltedigel” afspejler kunstnersammenslutningens idéer, om værdien i det sammensatte og uperfekte.

“Kunst bør ikke være et konkurrencefelt, men derimod et fag, hvori der belyses eksistens på mange planer. Som samlet enhed kan vi, med vores mangfoldighed, netop indfri denne ambition.”

Et politisk projekt?
Navnet klinger også politisk. Og nærmest drilsk, når det bliver klart, at det nationale og folkelige – ifølge Dansk Folkekunst – ikke egentlig kan eller skal indfanges. Jeg spørger, om Dansk Folkekunst er et udtryk for, at vi som danskere ikke er i forbindelse med vores folkelighed. Til det svarer Dansk Folkekunst, at vi måske tværtimod er blevet for folkelige. Videre forklarer kunstnersammenslutningen, at “idéen om en national forankret folkelighed er lige så paradoksal som idéen om den rene race. Alt er evigt foranderligt og i konstant bevægelse. Det gælder også vores nationale identitet. Det vi i dag anskuer som en national folkelighed stammer fra en mangfoldighed, der er nedarvet gennem historien og fra egne langt borte fra Danmark. Det ville være mere korrekt at kalde folkelighed for mang’folke’lighed.”

Installationsview Dansk Folkekunst fra udstillingen Transfer, 2016.
Installationsview: Transfer, Dansk Folkekunst, The Hungarian National Museum – Esztergom Castle Museum, Rondella Gallery. Fra hj.: Anita Viola Nielsen, Kristian Devantier, Rusudan Melikeshvili, Flemming Jarle, AnetteAbrahamson, Maria Wæhrens, Mie Mørkeberg, Lykke Andersen. Gulv: Sophie Ejler Jepsen. Foto: Lykke Andersen.

Og ingen tvivl om, at Dansk Folkekunst er en bevægelse med noget på sinde. “Vi oplever for tiden en stærk polarisering i Europa. Grænserne trækkes op, både i helt fysisk forstand, men også i forhold til vores kulturelle samhørighedsfortælling. Når vores forstand ikke rækker til at forstå komplekse sammenhænge, er vores modstandsmekanisme at lukke os om os selv både som individer, men også som kultur. Det er ærgerligt og en meget fattig udvikling. Det er netop det skred i vores selvforståelse, som Dansk Folkekunst ønsker at belyse,” slutter kunstnersammenslutningen.

Dansk Folkekunst er en nyetableret kunstnersammenslutning, som tog sine første spæde skridt i foråret 2014. I foråret 2015 forfattede kunstnersammenslutningen sit manifest.

Transfer udstilles på Esztergom Castle Museum i Ungarn fra den  7. maj til den 7. juni 2016. Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond.

Deltagende kunstnere:
Anette Abrahamsson, Lykke Andersen, Orsolya Bagala, Linda Bjørnskov, Ulla Bech-Bruun, Jens Brink, Ismar Cirkinagic, Signe Dahlerup, Kristian Devantier, Fatma Dogan, Mikkel Olaf Eskildsen, Andreas Monty Freddie, Christina Hamre, Juliet Hilstrøm, Sophie Hjerl, Flemming Jarle, Sophus Ejler Jepsen, Vibeke Knudsen, Simone Aaberg Kærn, Rusudan Melikeshvili, Mie Mørkeberg, Karin Olesen, Maibritt Rangstrup, Jeanette Land Schou, Hartmut Stockter, Jakob Strand, Kristian Sverdrup, Ditte Knus Tønnesen, János Vetö, Rene Victor Valqui Vidal, Anita Viola, Maria Wæhrens og Jesper Aabille.

Kommentarer

  • Søren Larsen

    At kunst for folket skal ses i udlandet, bl.a. Ungarn er fint nok for mig. Kunstnerne har deres frihed. Men lad dem så søge kunststøtten i Ungarn og undlade at lade danske skatteborgere betale. Både litteraturen og kunsten er de senere år blevet mere og mere narcissistisk og ligegyldig for folket. Varm luft i en indpakning af intetsigende fremmedord, som kun er interessant for kunstnere og anmeldere.
    Så lad venligst være med at sende mig flere nyheder om Dansk Folkekunst indtil kunsten igen begynder at interessere sig for folkets reelle levevilkår. I kan nøjes med at sende anmeldelserne og nyhederne direkte til kunstnerne i Dansk Folkekunst. Der er ikke andre, der har interesse for dem.