Påtrængende fysikalitet, flydende overflader og barok generøsitet kendetegner René Schmidts skulpturer, som han foretrækker at kalde objekter. Kunstneren har modtaget treårigt stipendium fra Statens Kunstfond, og det giver mulighed for yderligere grundforskning i at lave noget, man aldrig har set før, siger han.
Jeg møder René Schmidt ved hans hjem i Viborg, og i indkørslen er forskallingsbrædder og værktøj fremme – han ved at hjælpe en kollega med at bygge en støbeform til en skulptur. Vi er allerede tæt på noget centralt i Schmidts praksis: det fysiske.
René Schmidt kommer ud af en jord- og betonarbejderfamilie. Det er de første arbejdere på en byggeplads, og han har set, hvordan man starter med at skabe noget ud af ingenting. Materialiteten er vigtig, fortæller han mig, og det er derfor han arbejder med skulpturer, som han foretrækker at kalde objekter:
“Objekter fungerer i den samme verden, som det du henter i et byggemarked eller Imerco. Billeder er virkelighedsfjerne, mens objektet har del i denne verden.
Jeg modellerer alt i 3D computerprogrammer, som jeg bruger som et skitse-redskab. Det er logisk, hvis du skal arbejde i tre dimensioner at tegne i 3D fra starten. Men det er vigtigt at sige, at for mig er det nøjagtig lige så fysisk at modellere i et 3D program som at stå og modellere i ler. Jeg har altid nogle klare referencer derude i verden og en meget klar fornemmelse af, hvordan det objekt, jeg sidder med på skærmen, fungerer i virkeligheden. Så det fysiske er et afsæt – ligesom det at lave noget, der ikke er lavet før, er en kæmpe motor og drivkraft”.
Trykkoger!
Og Schmidts objekter minder da heller ikke om meget andet, vi kender til, de er så at sige af en anden verden. Uden at de af den grund har mistet sit tag i den – snarere tværtimod. De har nok antaget fast og ofte særdeles fysisk påtrængende form, men den trykkoger, der har skabt dem, er overvældende present.
Objekterne er komprimerede, facetterede, forvrængede, oppustede eller transformativt knopskydende. Vi er langt fra den klassiske modernistiske hvidhed, og i al sin umådehold er de i familie med industridesign, reklamer og konsumembalage. Det er ofte objekter med billeder, tegn og farver på, og et særkende er en kompliceret udveksling mellem overflade og form, billede og skulptur, 2D og 3D
Mens jeg gik på akademiet i København, så jeg den første taxa pakket ind i reklame for Haribo, og jeg tænkte “hold kæft, her sker noget” – overfladen var nærmest flydende! Alle objekter i et supermarked kommunikerer på overfladen. Det er kun i kunstverdenen, at objekterne er rene, men det er fordi, kunstverdenen er meget kunstig. Hvis du ser på folkekunst og kunsten udenfor Europa er overfladerne med-modullerende”.
Levende overflader
For Schmidt er et byggemarked eller et indkøbscenter derfor meget mere interessant end det hvide gallerirum, og det er en ambition, at værkerne skal spejle og være en del af den pulserende verden. Han interesserer sig ligeså meget for, hvilke metoder eller modelleringsformer erhvervslivet eller Nasa gør brug af som for, hvad kunstnere har gjort gennem historien.
“Jeg er optaget af ‘levende overflader’. Når jeg har skabt formen er objektet ikke færdigt, for jeg modellerer videre med farven og billederne på overfladen. Det ændrer ikke alene formen fysisk og illusionistisk men også mentalt. Smækker du et Coca Cola brand på, har du mentalt ændret den skulptur”.
“Jeg arbejder med modelleringsprincipper ude fra verden og kan f.eks tage afsæt i bølgebevægelsen, som du finder i rigtig mange konsumprodukter. Se bare logoer fra Coca Cola eller Nike.
I objektet Coke har jeg brugt disse bølgebevægelser, og det handler også om, at Coca Cola har modelleret vores kroppe i de sidste tredive år: vores kroppe er måske blevet mere oppustede!
Og skulpturen er på den måde formet på samme måde, som Coca Cola har modelleret vores kroppe”.
Objektet Syphilis har ligeledes udgangspunkt i bølgeprincippet, men medtænker samtidig sygdommen, hvis symptom er overproduktion af hud. Schmidt har altså lavet en bølgebevægelses skulptur, der har fået Syphilis, og jeg spørger om ikke netop denne skulptur med dens indbyggede overtryk er symptomatisk for hans produktion.
“Jo, jeg vil gerne proppe så meget ind i tingene som muligt. Det er min reaktion mod det stilrene danske design. Jeg refererer hellere til gotikkens komplicerede katedralbyggerier end til modernistisk stringens. Eller til naturen som også er meget mere kompleks”.
“Fremfor at være enkel og cool vil jeg gerne være generøs overfor beskueren, og en måde at være det på, er at gøre mine ting komplekse. Samtidig skal de være lækre som en vare, for at holde beskueren fanget i det første møde. Jeg vil gerne, at dem, der møder mine ting, skal fastholdes i en fascination: “her er noget jeg godt kan lide, men som jeg ikke forstår”.
Hvorfor ser limpistolen ud som den gør?
René Schmidt er interesseret i indkøbscentret, fordi han her finder et hav af anonyme formgivere, hvis produkter griber ned i et samfundsbåret DNA. Hvorfor ser limpistolen ud, som den gør, og hvorfor ændrer den udseende nogle år efter? Hvad er formgivningsmæssige modestrømme et udtryk for?
Det er netop ikke popkunst i traditionel ‘overfladisk’ forstand, vi bevidner hos Schmidt. Vi er inde bagved – i markedets maskinrum, hvor de psykologiske, aggressive og ekspansive formstrategier huserer.
“Hvordan tænker man som designer, når man f.eks formgiver en elkeddel. Hvad skal den kunne ud over at koge vand? Den skal kunne sælge sig selv, og hvordan gør den så det?
De modelleringsprincipper synes jeg er ultra interessante. Industriformgiverne trækker på en masse forskning og principper om, hvordan vi ser, føler og sanser verdenen – men også om, hvordan vi bliver manipuleret med og manipulerer hinanden. Det manglede bare, hvis ikke jeg kommenterede de modelleringsprincipper. Jeg vil jo ligesom kommentere samfundet uden at være illustrativ. Det, tænker jeg, er en af mine opgaver”.
En langsom politisk kommentar
Med det sidste henviser René Schmidt til, at han ikke ønsker at moralisere, ej heller komme med politiske pointer, der hudfletter kapitalismens uhyrlige karakter. Det politiske er en drivrem, men det er ikke politisk kunst, som man normalt tænker det:
“Jeg vil ikke lave propagandistisk, illustrativ politisk kunst. Det politiske i min kunst er ikke tydeligt på den måde. Det ligger snarere som en undertone i min praksis, og i den holdning, at kunst også samfundsmæssigt skal give mening. Jeg tænker, det er meningen, at vi skal komme ud i samfundet og blive brugt, og dermed også komme med vores input. Vi kan jo ikke alle være metakunstnere, der arbejder i kunstmuseernes white cubes. Hvis man som kunstner skal støttes af samfundet, skal man også give noget tilbage. Min kunst er en kommentar til samfundet – men en meget langsom kommentar”.
Fuldtidsjob
Schmidt er en af årets modtagere af det tre-årige arbejdsstipendium fra Statens Kunstfond, og peger i den forbindelse netop på muligheden for at levere noget tilbage:
“Jeg har det, som jeg har fået fuldtidsjob de næste tre år – det giver tryghed, men også en stor mulighed for at lave grundforskning. Ofte har man som billedkunstner svært ved at planlægge langsigtet og må sige ja til alle opgaver, udstillinger osv, fordi der er så stor usikkerhed.
Jeg glæder mig virkelig meget til at lave noget, ingen kunne forestille sig og som ingen har spurgt efter. Til at jeg om tre år kan fylde varevognen med ting, jeg ikke anede, jeg kunne lave”.
Man glæder sig allerede til at lette på bagsmækken til den varevogn.
René Schmidt (f. 1968)
Bor og arbejder i Viborg
Uddannelse: 1994-2000, Det Kongelige Danske Kunstakademi
