“Jeg interesserer mig grundlæggende for menneskets forbindelse med naturen”, indleder Silas Inoue om sin udstilling Lower Lifeforms, som netop nu forgrener sig ud i udstillingssalene på Horsens Kunstmuseum.

Som titlen antyder, handler det om de livsformer som vi – ud fra et menneskeligt perspektiv – traditionelt har betragtet som laverestående. Livsformer hvis vigtighed mange kunstnere de seneste år er begyndt at interessere sig for i en erkendelse af, at menneskeheden i skyggen af klimakriser og overdrevent ressourceforbrug er nødt til at revurdere og betragte sig selv som uløseligt forbundne med verden omkring os.

Inoue udforsker denne forbundethed på tværs af arter, teknologier og systemer: “Det kan både være planter og organismer fra naturen, men også hvordan menneskeverdenens teknologier og systemer har indflydelse på og interagerer med naturens verden – og endelig hvilke ligheder der også er mellem naturens former og menneskelige systemer, som kapitalisme og monetære systemer, og hvordan disse får deres eget liv”, forklarer han.

Komplekse systemer

Udstillingens centrale værk Wash (2023) består af et stort spa-lignende egetræskar, hvorfra sammensvejsede udstødningsrør, plasticslanger og elkabler spreder sig som dampende tentakler ud i rummet og fletter sig sammen med eksotiske stueplanter og ikke mindst Inoues karaktistiske gopler af sukker og fritureolie.

“Det ubestemmelige væsen er skabt af bil- og motorcykeldele – ting der har med vores forbrug af fossil energi at gøre. Gas, benzin, olie, og kul, som er udvundet af jorden og døde dyr, forbinder sig og bliver til nye livsformer”, forklarer Inoue.

“Væsnet repræsenterer den infrastruktur og de systemer, der er skabt med fossile energier. Selvom vi udmærket ved, at vi ikke bør udvinde flere fossile brændstoffer, så sker det alligevel pga. alle mulige menneskelige særinteresser. Det har fået sit eget liv, som vi ikke rigtigt kan stoppe pga. kompleksiteten af de systemer, det er indlejret i.”

Begær og tiltrækningskraft

Det tilstødende lokale domineres af en gigantisk mønt, Bond (2023). På møntens ene side forbinder et hybridvæsen sig med havdyr og plantevækster. Den anden side viser en natsværmer fanget i en elektrisk lampe.

“Den finansielle sektor styrer meget af, hvad der sker i verden: Dét, der investeres i, er det, der vokser. Værket tematiserer vækst og tiltrækningskraft i naturen, men er også en allegori over, hvordan økonomien fungerer. Havgudinden, hvor organismer har suget sig fast, er et symbol på den tiltrækningskraft, der er i naturen”, fortæller Inoue. “Bagsiden er en natsværmer, der er fløjet ind i lampen. Den er tiltrukket af lyset, men er blevet fanget af det, den er blevet tiltrukket af.”

“Så det handler også om denne forsnævring, hvor man kan blive fanget og helt opslugt af det mål, man søger. Det kan man også relatere til de finansielle systemer, som skaber en monokultur, hvor pengene får lov at diktere, hvordan verden skal tage sig ud. Hvis markedet alene er det styrende paradigme, så bliver der også mindre diversitet – både kulturelt, men også i naturen”, mener Inoue.

Skimmelsvampe og fritureolie

Lower Lifeforms viser et bredt udvalg af Inoues værker – herunder flere nye, skabt specielt til udstillingen, der desuden ledsages af et katalog med poetiske tekster af Sophia Handler. Ved indgangen mødes man af en serie glasmontrer, hvori der lever små økosystemer af skimmelsvampe (Infrastructures, 2018), og i rummet ved siden af finder man et stort bassin med fritureolie, over hvilket der hænger et gigantisk kebabspyd. Både svampene og fritureolien er materialer, der går igen i store dele af Silas Inoues praksis.

Kebabspydet, Skewer (2022), handler blandt andet om transformationer og national identitet udtrykt gennem mad: En pagode af peberkage, der både peger i retning af vestlig madkultur og Inoues japanske rødder. Et stort ulvehoved dækket med burrer – måske en reference til New Nordic-køkkenet eller domesticeringen af vilde dyr? En sommerfuglelarves puppe, som et klassisk symbol på forvandling. Og naturligvis goplen, som er et tilbagevendende motiv hos Inoue:

“Brugen af olie startede med de her gopleværker, (Future Friture, red.), som handler om evigt liv”, fortæller Inoue. Værkerne bestod af sukker, som nedsænket i fritureolie skabte gople-lignende former. “Vandmanden lever i japanske have og i Middelhavet og når den når en vis alder, bliver den til en polyp og bliver helt ung igen og kan på den måde regenerere sig selv. Sukker og olie er interessante, kontrasterende materialer, som vi også forbinder med det usunde, og noget, vi gerne vil forbruge.”

Nymaterialisme

“Mit arbejde med levende organismer startede tilfældigt med en vandskade i mit atelier, hvor flere af mine opbevarede værker fik skimmelsvamp. Men det sig lægger også i forlængelse af hele nymaterialisme-bevægelsen, inspireret af Documenta (13) i 2012, hvor mange i kunstverdenen begyndte at arbejde med det – det var også der, jeg selv blev præsenteret for det”, fortæller Silas Inoue, da jeg spørger ind til hans karakteristiske valg af materialer og hvordan de spiller samen med de tematikker, han arbejder med.

Mange samtidskunstnere har over de seneste ti år taget nymaterialismen til sig og arbejder på forskellig vis med levende væsner, som eksempelvis svampe, der netop er karakteriseret ved at indgå i symbiotiske relationer med omgivelserne: “Jeg tror, at det er fordi klimakrisen er et af tidens store emner. Det fylder alting. Dén måde at beskæftige sig med naturen på er en måde at bringe fokus på vigtigheden af andre livsformer. En måde at få noget viden og nogle andre perspektiver. Nymaterialismen har været vigtigt for mig ift. at få nye indblik i en ikke-antropocentrisk tilgang til livet og verden.”

Dine værker – og mange andre kunstnere, som arbejder i dette felt – taler meget om sameksistens på naturens præmisser. Men er det ikke også udtryk for et idealiseret syn på naturen?

“Jo det kan man godt sige. Men faktisk er det også meget for vores egen skyld, at vi i højere grad burde tilgodese naturen. Hvis vi får udryddet tilstrækkeligt mange arter, kollapser de økosystemer som opretholder vores eksistensgrundlag. Men det jo et virkelig svært spørgsmål, som også er præget af evige interessekonflikter mellem, hvor meget af naturen man kan udvinde, og hvem som drager fordel af det.”

Kunstens rolle

Hvordan ser du dig selv i det? Kan du se mennesket som noget, der stadig har en rolle, eller skal vi lade naturen få overtaget?

“Jeg tror, naturen nok skal overleve os mennesker på den ene eller den anden måde. Der er primitive organismer, som feks. bakterier, skimmelsvampe, alger og vandmænd, som har levet på jorden mange hundrede millioner af år før os og som ikke har brug for de samme, særlige livsforhold, som vores nuværende klode byder på. Måske starter de bare forfra med at skabe en ny verden, hvis vi mennesker får ødelagt det for os selv og de øvrige arter. Mit virke er både præget af sådanne forestillinger, men også af hvordan mennesker og teknologi kan sameksistere med naturen. Men det er svært: Jeg tror, at teknologien netop kan være en del af løsningen på mange ting, eksempelvis i form af vidensdeling via internettet. Dilemmaet er, at verden er fanget et sted mellem, at teknologien på den ene side er skyld i at ting kollapser, men at det også er den, der skal være med til at redde os. Men det kræver kulturændringer.”

Hvordan ser du så kunstens rolle i alt det her?

“Jeg tror at kunsten kan fungere som et vigtigt supplement til andre former for vidensdeling, eksempelvis inden for forskning, politik eller aktivisme. Kunsten er fri til at udtrykke tingene på nogle anderledes, sanselige måder. Den kan danne netværk mellem forskellige fagligheder og kan være præget af erfaringsgrundlag, der spænder fra nøgterne, videnskabelige tilgange til dybt trippede og spacy måder at indoptage verden på.”