Ferdinand Ahm Krag: “Væren i det kosmiske maskineri – intet slår det!”

“Den dårlige nyhed er, at du falder gennem rummet, der er ikke noget at holde fast i, ingen faldskærm. Den gode nyhed er, at der ikke er nogen grund”.

Citatet af den buddhistiske lærer Chögyam Trungpa kommer ofte til mig, når jeg står overfor Ferdinand Ahm Krags billeder. For de er vitterligt grundløse og gør mig altid en smule svimmel. Det skyldes blandt andet, at kunstneren ofte skaber områder af forskudte linjer, som på bedste opart-vis gør, at billedet svømmer og bevæger sig for øjnene af mig, men også at selve rumligheden er uhyre kompleks. Og nej, der er vitterlig ikke noget at holde fast i, og grunden fortoner sig et ubestemmeligt sted.

Jeg er på besøg i Ferdinand Ahm Krags atelier i et nedlagt fabrikskompleks på Uplandgade på Amager. Der er ingen varme, kun en (meget) lille varmeblæser står på gulvet, så vi beholder overtøjet på. Her lugter af maling, forskellige skabeloner ligger på bordet, der hænger ‘prøver’ på væggene, og kunstneren er i gang med et stort 3×5 meter todelt maleri, der virker overvældende i det lille rum.

”Jeg er ikke så glad for billeder, som du kan tage ind i et hug”, begynder Ferdinand Ahm Krag. “Mine værker skal gerne være så sammensatte, at de ikke kun har én vej, man kan gå ind ad”.

Billederne kan aflæses som en slags landskaber, men de er ikke bygget op som et traditionelt landskab med et samlende forsvindingspunkt. I stedet er der netop forskellige indgange eller ‘huller’, som man kan se ind i.

Men disse ‘huller’ er afmasket af nogle maleriske strukturer, som – selvom de umiddelbart kan aflæses, som om de ligger foran andre elementer – alligevel indeholder komplekse rum, man så kan dykke ned i. Det gør, at rumligheden – eller skulle jeg rettere sige rumlighederne – i Ahm Krags billeder er uhyre komplekse.

“Billederne har en form for netstruktur, men der er altid et spil i gang mellem forgrund og baggrund”, fortsætter kunstneren. “Jeg vil gerne have, at man i lokale områder af billedet kan fortabe sig. At man hele tiden kan bevæge sig ind og ud af forskellige dele af billedet. At man kan glide mellem indre og ydre oplevelser”.

“Et kamera kan ikke se på den måde. Kameraet ordner det hele i forhold til centralperspektivet. Et levende øje – et levende legeme – ser på en anden måde. Du kan sidde og se ud over et landskab rent panoramisk, men hvis du tager en sten op i hånden, kigger du jo ind i det univers, stenen udgør”.

Helheden er en illusion

Ferdinand Ahm Krag søger altså at skabe billeder, som indfanger en oplevelse af landskab og rum, som er tættere på både den kropslige og mentale måde, vi i virkeligheden interagerer med vores omgivelser.

“Billedet må meget gerne præsentere sig i sin helhed, men helheden er på en måde en illusion”, siger han. “Du ser hele tiden partielt”.

“Hvis du betragter et panoramisk landskab eller ser op i himlen, ser du jo kun en brøkdel af dine omgivelser, en forsvindende lille del af verden og universet. Det er som at kigge ud igennem et sugerør. Mine billeder skal fortælle om en kompleksitet, som er overvældende”.

“Det skal være som at bevæge sig gående i et landskab, være tilstede og også indtage noget af det, der lagrer sig i landskabet. Derfor ser jeg også mine billeder som en slags erindringsstrukturer”.

Lokale universer

Ferdinand Ahm Krag udpeger et hjørne af det store billede. Her er der ved at opstå en visuel kompleksitet, som han godt kan lide. Her er blandt andet et felt, som jeg foreslår kunne minde om et kompliceret maskineri, som fortaber sig i et uendeligt billedrum.

“Ja, jeg tænker, at du her ser ind i materiens maskineri, for – hvis du ser langt nok ind i det organiske, ind i atomerne – så dukker der mærkelige, maskinagtige konstruktioner op”.

I sådanne lokale områder af Ahm Krags billeder fremkaldes andre teksturer: Gitternet, flossede fraktalstrukturer – og ikke mindst de svømmende, interfererende partier, skabt af parallelforskudte linjer, som har været et signaturtræk ved Ferdinand Ahm Krags værker gennem mange år.

De er fremkommet ved, at der ovenpå en række af parallelle linjer er lagt en anden række parallelle – men nu forskudte – linjer. Det skaber en bølgende effekt for øjet – som om billedet er levende.

Materie er energi

“Jeg kom i gang med den struktur det sidste år, jeg gik på kunstakademiet. Jeg var igang med en stor tegning med tusind elementer, hvor jeg blev ved med at tilføje elementer, for jeg opnåede ikke det, jeg ville. Det var et klassisk eksempel på en kunstner, der vil sige alt i et værk.
Så ville jeg strege noget over, og ved et tilfælde trak jeg nogle parallelforskudte linjer, som fremkaldte det her mønster. Og så var der noget, der sagde klik”. Ahm Krag knipser med fingrene:

“Dér havde jeg hele oversættelsen: Her var et mønster, der var ren energi. Det var det, jeg ledte efter: At materie er energi”.

“Det tog noget tid, før jeg forstod det helt, men det var et afgørende øjeblik, og noget jeg har arbejdet med siden. Mine billeder har mange elementer og er meget komplekse. Men skal det hele med? Nej, det skal det ikke. Det skal oversættes til energi”.

At tale om energi kan måske forekomme lidt abstrakt, men hvis man endelig skal oversætte Ahm Krags billeder til sprog, er energi måske noget af det nærmeste, man kan komme.

Det er også billeder, man umiddelbart kunne omtale som ekspressionistiske, for der sker ret meget på billedfladerne, og der er ret meget knald på. Men samtidig indeholder værkerne, hvis man går ned i detaljerne, en vis maskinel kølighed. Selv siger Kragh:

“Det må gerne være voldsomt ekspressivt, men jeg søger ikke en ekspressivitet, der kommer fra det subjektive lag, men derimod fra materien selv. Altså materiens rene udstråling eller energi”.

“Jeg tager afstand fra det, jeg kalder for vulgær-ekspressionisme, hvor JEG udtrykker MIG. Det er jo egoet med sine prætentiøse intentioner, der i virkeligheden står i vejen for det hele – og det gælder ikke kun i billedkunsten, men også i verden omkring os”.

Et rum fuld af potentialer

Rummet er en helt central størrelse i Krags værker. Hele spillet mellem forgrund og baggrund, der er så centralt her, er også et udtryk for, at der finder en ombytning sted, som fremhæver selve rummet. Rummet er der ikke længere bare som baggrund for forskellige elementer. Rummet er snarere det, der kommer først, en forudsætning for alt andet. Og dette rum er uden ende, uden grund – og ladet med muligheder.

“Der er noget magisk ved det forhold, at bare du trækker et par streger, så opstår der rum. Jeg tror, jeg er drevet af en kartografisk impuls. Jeg er fascineret af arkitektens tilgang til rum, som er mere diagramatisk. Det lyder usexet, men det er enormt sexet”. Ferdinand Ahm Krag udstøder et tørt grin.

Hvordan sexet?

“Fordi det er rene projektive rum, som endnu ikke er specifikke, men snarere fremtidige rumlige muligheder, der er ladet med potentialitet”.

Ferdinand Ahm Krag finder nogle spritnye tegninger frem for at illustrere, hvad han mener. Linjerne fortaber sig i ubestemmelige rum, og det er som om intet endnu helt er kommet til syne eller intet helt er afsluttet. Som om selve åbenheden er det, tegningerne kredser om.

“På den en side skal du være ydmyg i forhold til hele den kompleksitet, vi taler om, og på den anden side skal du antænde de potentialer, vores legeme, bevidsthed og sanser er i besiddelse af, og som er fuldstændig underprioriteret i vores verden”.

“Folk synes hele tiden, de skal købe ting eller underholdes. Verden, som den tager sig ud, kan kun fungere, fordi folk tror de i virkeligheden ikke rummer ret meget rent spirituelt”.

“Det vildeste og mest komplekse, vi overhovedet kender til i det udbredte kosmos, er det organiske maskineri, som mennesket er en del af”.

“Folk er ved at gå til i næsegrus beundring over ChatGPT og Artificial Intelligence, men så imponerende er det altså heller ikke. En væren i det kosmiske maskineri – intet slår det”! Ferdinand Ahm Krag slår igen en latter op.

Indre horisonter

Han er egentlig ikke meget for at bruge ordet spiritualitet, ”for der er så utrolig meget bullshit forbundet med hele den spirituelle markedsplads og visse dele af det, der går under betegnelsen spiritualitet”.
Han er heller ikke komfortabel, hvis det bliver religiøst, eller hvis spiritualiteten italesættes i opposition til sansningen eller den rationelle, kritiske tænkning.

Men han er optaget af de indre horisonter, og en række af hans værktitler henviser til begreber fra den spirituelle verden.

Eksempelvis værker som Sudarshanachakra fra 2016, der har referencer til hinduismen, eller State of Bardo fra 2017 (Bardo er navnet på stadiet mellem død og genfødsel inden for tibetansk buddhisme).

En værkserie, han præsenterede på Galerie MøllerWitt i 2023, kredser om det græske tempelkompleks Eleusis – et kultisk sted, som grækere valfartede til i perioden 1600 f.kr til 392 e.kr for at blive indviet i et mysterium.

Men også personlige oplevelser fra ungdommen har pant i de kunstneriske intentioner:

“Jeg tror hele tiden, jeg har kredset om nogle psykedeliske oplevelser, jeg havde i min ungdom, hvor jeg havde nogle voldsomme transcendentale oplevelser af at se altiden. Altså fuldstændig vilde tidsoplevelser. Som at sidde i en milliard år. Som at sidde i et helt tidskontinium som et rum. Jeg havde en dybt mystisk oplevelse af at være nonlokal. Det var hinsides noget som helst, jeg kunne eller kan begrebsliggøre”.

“Undervejs var jeg overbevidst om, at jeg var blevet sindsyg, det var angstprovokerende og næsten traumatiserende, fordi jeg ikke havde nogen at dele det med. Men jeg tror, at der i den oplevelse er noget, jeg gerne vil have fat i i min kunst. Jeg har en fornemmelse af, at det er noget af det mest værdifulde, jeg nogensinde har oplevet”.

Nu må vi op at stå. Kulden er ved at trænge ind i knoglerne. Jeg må af sted, og Ferdinand Ahm Krag må videre med det gigantiske maleri. Inden jeg forlader det lille atelier, fortæller jeg ham, at jeg ofte, når jeg ser på hans værker, tænker på citatet af Chögyam Trungpa, som indledte denne artikel.

“Det er et fantastisk billede”, svarer han. “Men jeg tror faktisk, at mange vil sige, at det, at der ikke er nogen grund, er det mest angstprovokerende overhovedet”.

“Men det er på en måde den indsigt, jeg igennem mine billeder har forsøgt at integrere i alle årene”.