Kan du kort beskrive, hvad publikum konkret kan opleve i din udstilling?
I udstillingen kan man opleve en stor gul tragt, som en forenklet version af planten Gul Snerres blomst, et stort kar med ægte pollenstøv, over 200 lerfigurer formet af 56 lokale kvinder ud fra formen på Gul Snerres pollen, en korridor af støvdragere lavet af tovværk – en reference til Korsør havn, som kvinderne blev sejlet til, når de skulle på hospitalet og steriliseres – samt grifler; hunkønsdelen på blomsten, som er overtrukket med nylonstrømpebukser og fremstiller på den måde det kvindelige i flere arter.

Desuden udstilles et stort sort/hvidt fotografi, som gengiver Gul Snerre’s frø affotograferet gennem et elektronmikroskop, samt endnu et stort kar med plantens frø i.

Ude i Kongegaardens have kan man finde en mindre beplantning af selve Gul Snerre.

Som forløb gengiver udstillingen plantens formeringsliv set fra perspektivet af et insekt (publikum), spændt ud mellem det essentielle pollen til kulmination i frøet som afslutningen såvel som starten på en ny plante.

Udstillingens titel Planternes Privatliv er hentet fra en dokumentarserie af samme navn af David Attenborough, som formidler ikke kun planternes formeringsliv, men også at formering finder sted, fordi alting er forbundet.

Du kobler i udstillingens samfundets stigende begrænsning af planternes mulighed for at sprede deres pollen med historiske forhindringer af kvinders seksuelle udfoldelsesmuligheder. Kan du fortælle lidt om det?

Udstillingen tager afsæt i planterne og den historiske begivenhed med de ”moralsk defekte” kvinder på Sprogø, og udstillingen laver derigennem en kobling til biodiversitetens velbefindende i al almindelighed.

Kvinder blev sat ud på Sprogø i årene 1923-1961, enten fordi de havde været for promiskuøse i deres adfærd eller var blevet diagnosticeret åndssvage. En lov i 1934 gav skærpede beføjelser overfor kvinderne og muliggjorde tvangssterilisering.

Planter har brug for plads for at kunne formere sig. Planters formeringskultur er så fint afbalanceret i et samarbejde mellem jord- og klimaforhold, øvrige plantearter, og ikke mindst i samarbejde med insekter, fugle og andre, der sørger for at sprede deres pollen og frø.

Men når der ikke er plads til denne udfoldelse, er spørgsmålet, om vi rent faktisk ikke udøver en form for ’sterilisering’ af planterne, af økosystemerne. Vi taler meget om at give mere plads til naturen i denne tid, men luften er inficeret af øget kvælstofmængder, som kommer primært fra landbruget. Det er skidt for mange af de nøjsomme arter og deres levesteder – som for eksempel Gul Snerre – så på den måde er plads ikke kun en fysisk ting: det indebærer også luften.

Desuden er plads også noget, der skal dannes kulturelt. Pollen er helt afgørende for langt de fleste planters formeringsliv og dermed overlevelse, men i stigende grad danner vi i stedet en negativ fortælling om pollen, fordi så mange mennesker har udviklet pollenallergi.

Dette er blot endnu et eksempel på vores undertrykkende adfærd overfor planteriget.

Du er ofte optaget af ukrudt og andre ildesete planter. Kan du kort fortælle lidt om din kunstneriske praksis, og hvilken rolle planterne spiller i den?
Jeg har gennem hele min karriere forsøgt at begribe vores hierarkiske forståelse af planteriget. Den er ikke konstant, og det vidner netop ukrudt og de ‘ildesete’ planter om, fordi de kan sagtens have været populære kulturplanter i andre tider.

Så på en måde interesserer det mig, at bringe planterne i spil, som det, de er, og samtidig undersøge, hvorledes kultur bevirker, at vi ikke evner at se dem.

Planter er alle steder i vores liv og er hele fundamentet for alt liv, og alligevel overser vi dem. At se planter, vil være ensbetydende med et langt større nærvær overfor verden, og på den konto havde vi måske været et andet sted i dag, hvis vi havde været bedre til det.

Det handler min anden aktuelle udstilling om: Det jeg aldrig før har set på Willumsens Museum.