Sofie Burgaards værker folder sig ud i pastelfarver og lækker plastik. De er sarte og indbydende og fletter fingre med feer og magi, men bearbejder samtidig centrale spørgsmål om vores komplicerede sammenfiltring med naturen og andre arter. “Mine værker er hverken rå eller farlige, men vil alligevel gerne formidle en historie, der handler om undergang, sorg og savn”, siger hun.
En interimistisk væg og et par reoler skaber det lille rum, hvor Sofie Burgaard har sin arbejdsplads. Hun har budt mig indenfor på kunstakademiet i det gamle Charlottenborg Slot ved Kgs Nytorv i centrum af København, hvor hun efter et par års orlov og travlhed med diverse udstillingsprojekter, har genoptaget sine studier. På bordet ligger arbejdsprøver på skulpturelle objekter, og på væggene hænger små malerier, tørrede blomster og eventyrlige rammer støbt i plastik.
”Jeg arbejder med maleri og skulptur i et absurd pastelfarvet univers, som tit er ret indbydende men måske også urovækkende”, fortæller Sofie Burgaard, da jeg indledningsvist beder hende give en kort karakteristik af hendes kunst. Selvom hun stadig er i gang med studierne, har hun allerede haft flere udstillinger blandt andet på V1 gallery og udstillingsstedet Sydhavn Station. Og ja, i sine forældres have på Fyn!
Her har man kunnet stifte bekendtskab med hendes sarte malerier, der er befolket med frøer, snegle, sommerfugle, egeblade, og hvad jeg ud fra titlerne på malerierne kan forstå er feer. Ofte er billederne præsenteret i rammer støbt i et plastmateriale, som ligeledes bliver en del af fortællingen. En ramme forestiller en sommerfugl, en anden har påførte stjerner på den snoede ornamentik. Til tider er der indstøbt, glimmer, fjer, sneglehuse, insekter eller blomster i plastmaterialet.
Feer kan også bo i haven
For Sofie Burgaard er afsættet ideen om haven. Ikke den vilde natur, men akkurat den helt almindelige middelklasse parcel, hvor sammenfiltringer mellem kultur og natur, mellem menneske og ikke-menneske manifesterer sig i al sin ambivalens.
”Jeg er interesseret i haven som et rum, hvor fortællingerne enten kan udspille sig eller stamme fra. Tanken om at involvere nogle af de karakterer – frøer, snegle og sommerfugle – som jeg selv oplever befolker haven, men også det magiske aspekt: altså at feer også kan bo i haven”.
I maleriet Født af haven, pyntet med plastik er en fe-figur således streget op. Med spidse negle har hun fat i en tryllestav, som går ind igennem det ene øje og ud af det andet. Ovenpå tegningen er der malet to naturalistiske hårspænder med rhinstens sommerfugle. Værket er ikke alene et eksempel på, hvordan Burgaard skaber et univers, hvor det er naturligt at forskellige aktører og elementer sameksisterer. Det illustrerer også, at der ofte er mere på spil end de lyse, sarte pastelfarver og den blanke plastik ellers umiddelbart kunne indikere.
”På en måde er mine værker hverken rå eller farlige, men så vil de alligevel gerne formidle en historie, der handler om undergang, tab, sorg og savn. Det synes jeg, der er noget meget poetisk i”.
”Feerne har jo tit klør og spidse tænder, så der er elementer i værkerne, der tenderer det monstrøse. En lille smule horror, hvor der for eksempel gror ting ud af åbninger, som måske godt kunne være sår”.
”Feen er sådan en lille magisk og eventyrlig figur, som jeg i hvert fald er vokset op med i form af plastiklegetøj, hvor de har sådan nogle fantastiske plastik vinger. Og feen er naturens beskytter og meget tæt forbundet til den – der er den her forestilling om, at feen hører til en bestemt plante, og hvis planten dør, så dør feen også”.
”Det er et fint og uskyldigt billede på den store fortælling om, at mennesket jo også er sammenhængende med naturen. Det er den lille version af den store fortælling. Og jeg tror, jeg godt kan lide at lege med at lave mine egne eventyr, hvor – hvis ikke vi passer på – så kommer der noget monstrøst efter os”, fortæller kunstneren og peger på et værk som Havens vogter, hvor fe-figuren vokser ud af organiske vækster og har tornegrene løbende ud af øjnene. ”Med titler som denne indikerer jeg, at hvis du gør noget forkert, så kunne der jo ske et eller andet”.
Plastik som fine-art
Så selvom Burgaards værker trækker på en lyserød ’pigeværeleses-æstetik’ ala Polly Pocket eller My Little Pony, er hun stærkt optaget af, hvilke associationer og følelser – ja, følelser mere end tanker – hun kan vække gennem sine værker. Som hun siger:
”Jeg vil gerne skabe en følelse af noget let og trygt – som man så kan sætte overfor noget utrygt, klimaforandringer og biodiversitetskrise for eksempel.”
”Og så kan jeg kan virkelig godt lide at arbejde med pastelfarver og de her helt blanke plastikoverflader, som næsten ligner, de er maskinelt producerede, men så er de alligevel håndgjorte”,
Sofie Burgaard lader hånden glide hen over en plastramme med snoet ornamentik og to stjerner i toppen. Rammerne er først modelleret op i selvhærdende ler, hvorefter kunstneren har lavet støbeformen i silikone og gips. Selve rammerne er støbt i epoxy. Hun ser rammerne som en udvidelse af det narrativ, der allerede er i gang i maleriet.
”Jeg synes det er megavigtigt at få aktiveret den kropslige modtagelsen af et værk, og der kan en ramme, der har en anden taktilitet end et fladt maleri, virkelig sætte gang i den kropslige følelse. Jeg oplever tit, at folk får lyst til at røre ved rammerne”.
”Jeg er for eksempel meget glad for de rammer, jeg har støbt med sommerfuglevinger. Det er meget fantasy-agtigt at give billeder vinger – måske også lidt dårlig smag? Man kan sige, det er et meget nemt greb, jeg har bare ikke rigtig set det lavet før”.
”Men der er måske også noget omkring det organiske, noget med at ville slippe lidt væk fra, at malerier er firkantede, har firkantede rammer, og hænger på lige linjer i firkantede rum”, griner Sofie Burgaard.
Man kan godt lave seriøs kunst i lyse farver
Hun finder, at der er en ambivalent poesi i at benytte plastik. Det er næppe forkert at sige, at plastik har et dårligt omdømme. Det ligger lavt i materialernes værdihierarki, og selvom det har en meget lang levetid, bruges det mest af alt som engangsplast.
”Jeg synes, det er vildt spændende at bruge netop det materiale til at behandle det besværlige i, at alting hele tiden ændrer sig, at alting hele tiden forgår. Det er jo sådan, det er at være en del af livet på jorden”.
”Både hvad angår farver og materialer er der tilsyneladende hierarkier. Børneværelser er lyse. Når man bliver ældre, går man i mørkt tøj. Det farvede plastik er forbundet med børnelegetøj eller engangsemballage, hvorimod vi meget hurtigere genkender keramik og metal som værdifuld kunst”.
“Alt det er noget, som er ved at ændre sig nu, men det er alligevel ikke en virkelighed, jeg har set så meget. Og at det for eksempel skulle være mere seriøst at arbejde i mørke end i lyse farver, er i hvert fald ikke noget, jeg abonnerer på”.
Er dit arbejde en form for oprør mod de her æstetiske hierarkier?
”Det er det jo nok, men jeg tror mere, jeg bare gerne vil leve den virkelighed, som jeg finder virkelig. Altså: fordi det for mig er de mest attraktive farver at beskæftige sig med, så er det gyldigt”.
”Som kvinde, der er vokset op i en vestlig kultur, er man bare blevet udsat for enormt mange fe-figurer og sommerfugle. Og vi er jo også vokset op med virkelig meget plastik. Så det skulle være mærkeligt, om det ikke også vækker noget emotionelt hos mennesker, hvis det vises i andre former”.
Bliver du mødt med fordomme på grund af din æstetik?
”Det var en stor sejr at komme ind på kunstakademiet med værker i pastelfarver, fordi jeg selv havde en forestilling om, at sådan kunne fine-art ikke se ud. Jo, jeg har mødt fordomme. Jeg har fået at vide, at det bare er en fase at kunne lide de her ting. At det ikke kan være dybfølt, at det kun kan være overfladisk. Jeg har også oplevet en uforståenhed overfor farvevalget: ’Hvorfor skal det være så sart og sødt’? Men her synes jeg jo bare, at der er også er noget rigtig ulækkert ved det: Sød Cupcake med icing og krymmel! Og slik! Så bliver det for meget, og det synes jeg er fedt. At gå hele vejen”.
En Humlebi i øjet på en blomst
Nu påkalder objekterne på bordet sig opmærksomheden. De er skabt til at hænge selvstændigt på væggen, og også de er støbt i plastik. Her er en blålig blomsterform, i centrum af kronbladene er et øje med en (rigtig) humlebi indlejret.
En violet sommerfugl rummer indstøbte Nellikeblomster og papir med en håndskreven tekst: Forever Yours står der.
”Det er en skulptur, hvor det insekt, der er indstøb, er ’dit for evigt’. Men for mig er der en enorm stor sorg eller melankoli i det værk. For det er ikke ’forever’. Biodiversiteten falder, vi kommer til at miste insekter, og måske kommer værket til at være et lille fossil for fremtiden. En indkapsling af noget, der er mega-værdifuldt, som vi måske kommer til at miste”.
Sofie Burgaard har ligeledes skabt en række plastobjekter af Ege- og Tempeltræsblade med snoede ’ophæng’. Hun kalder dem beskyttende amuletter.
”Jeg tænker, at de her objekter rummer en form for poetisk og intuitiv magi. Hvis jeg nu siger, at det her har en beskyttende karakter, kan det være, det får det”.
Tror du, at kunstværker kan have sådan en magisk funktion?
”Man laver magien ved at tro på den. Kunst er en kommunikationsform, som er meget anderledes, end hvis jeg fortæller dig, hvad jeg synes og mener. At lave et værk med åbne narrativer giver rum for, at der opstår noget, der ikke var der før værket”.
”Man kan med et lidt fortærsket udtryk sige: ’den plante du vander vokser’. Så hvis man som kunstner retter sit blik mod noget og bruger tid på at lave billeder, værker, objekter, ritualer omhandlende det, så vil det drage sig opmærksomhed. Og dermed kan det være med til at ændre menneskers tanker og handlinger lidt – det er jo lidt magisk, ikke? At man skaber et narrativ, og at det så har en indvirkning i verden”.
Med et sådant skud magi i bagagen, gør jeg mig klar til at forlade Sofie Burgaards atelier og begive mig ud i byens pulserende virkelighed. Burgaards projekt er måske hverken højtråbende eller klassisk politisk, men bearbejder alligevel centrale spørgsmål om vores komplicerede sammenfiltring med omverdenen, med naturen og andre arter.
Og måske er der netop brug for transformerende ’feminine’ pastelfarver, lækker plastik og magi for at vække vores sanser og medfølelse til live. Burgaard vil i hvert fald gøre sit:
”Jeg vil gerne, at dem, der oplever mine værker, bliver i tvivl, får vækket nogle følelser, tiltrækkes, frastødes, undres, vågner i sine sanser. Jeg oplever verden som ekstrem sanselig, og det vil jeg gerne være med til at give videre til andre”.
