Gode beslutninger og det modsatte

Der er få uger i løbet af året, hvor så mange store nyheder rammer kunstfeltet som den just afsluttede.

På få dage fik vi ny leder af Kunsthal Aarhus, en rektor der sagde tak for kampen på Det Jyske Kunstakademi, etableringen af et nyt Institut for Forskning og Tværgående Studier ved Billedkunstskolerne i København og sidst, den politiske beslutning om at rykke Statens Værksteder for Kunst ud af Gl. Dok til Helsingør inden udgangen af 2017.

Den soleklare
Man kan vel mere eller mindre skære den sådan her: Beslutninger, der tilfredsstiller et eksisterende behov eller er taget med en grundig erkendelse og indsigt, er gode beslutninger. Beslutninger taget ud af den blå (farven er ikke helt dum her) luft er ukvalificerede og til tider snarere bygget på konstruerede forestillinger eller ligefrem fordomme.

At Kunsthal Aarhus, der med Josia Krysa har skabt en seriøs, tværfaglig profil i kunstens mere eksperimenterende felter, kunne få gavn af en ny leder som Jacob Fabricius er soleklart. Fabricius er en udfordrende navigatør, der har en sjælden evne til at forene det smalle med det folkelige og skabe dialoger både på tværs af fagligheder, landegrænser og generationer. Denne signatur ser fine potentialer i det ægteskab. God beslutning.

Den visionære
En af de væsentligste strømninger i samtidskunsten i de seneste år har været det tværæstetiske og –faglige med en anerkendelse og intens dyrkelse af kunsten som et videns- og forskningsfelt.

Den erkendelse har de gjort sig på Det Kongelige Danske Kunstakademi og ansat Sidsel Nelund, der har uddannet sig ved både Goldsmith’s College og Københavns Universitet i netop dette krydsbefrugtningsområde.

”Vi har i Danmark manglet en institutionel ramme, der specifikt og koordineret støtter og nærer forskningsorienterede kunstneriske praksisser. Et miljø, der kontinuerligt kan kvalificere folks viden om emnet, introducere nye praksisser og give kritisk respons på konkrete projekter. Derfor er det fantastisk, at Billedkunstskolerne har taget teten her og oprettet et egentligt institut på området. Det giver mulighed for at koordinere den politiske, universitære og støttemæssige interesse og blande sig institutionelt på internationalt niveau,” forklarer Nelund.

Man kan ikke være uenig. God beslutning.

Den trælse
At Jesper Rasmussens vision om ligeledes at koble Det Jyske Kunstakademi til en sådan krydsbefrugtning i Godsbane-området i Aarhus ikke vandt samklang i akademiets bagland og endte med Rasmussens fratrædelse i onsdags er mere uargumenteret. Den merværdi der kunne grundlægges lokalt handler faktisk om meget mere end fysiske og økonomiske rammer.

”Gennem den senere tid er det blevet klart, at han ikke længere har opbakning fra akademiets bagland til sin linje med planen om at bygge et nyt kunstakademi på Godsbanen. Bestyrelsen beklager meget, at det ikke har været muligt at finde en fælles forståelse om akademiets fremtidsplaner, da Jesper Rasmussen gennem 8 år har arbejdet dedikeret for en nødvendig opgradering af de fysiske og økonomiske rammer om uddannelserne på Det Jyske Kunstakademi. Det arbejde vil bestyrelsen naturligvis fortsætte i et tæt samarbejde med en kommende rektor og skolens lærer- og elevgruppe,” skriver bestyrelsen. Erkendelserne er lidt uklare her, men efter 8 år, kan kampen for en fælles erkendelse også blive for træls, som det hedder i Aarhus – Danish for Progress (eller blev progressionen droppet?).

Den mindst underbyggede
Lad os runde denne beslutnings-analyse af med den mindst underbyggede beslutning taget i kunstfeltet i den forgangne uge:

Inden udgangen af 2017 skal Statens Værksteder for Kunst under ordre fra Kulturminister Bertel Haarder (V) rykke ud af Gl. Dok på Christianshavn og til Helsingør. Jeg har svært ved at beskrive hvor omstændelig den beslutning er i negativ forstand, da der ikke ligger nogle relevante eller logiske erkendelser i den. Dem, der har taget beslutningen, har tydeligvis ikke den fjerneste indsigt i værkstedernes rolle, kunstnernes behov eller kunstfeltets arbejdsformer.

Et hus for kunsten
Statens Værksteder har siden 1986 været det sted hvor kunstnere, designere og kunsthåndværkere kunne finde ekspertise og faciliteter til at løse de komplicerede opgaver og udfordringer de helt aktuelt stod overfor.

Det er en “Kunstens fødeklinik”, som Peter Michael Hornung skrev i 2011, da værkstederne kunne fejre 25 års jubilæum. Derudover har direktøren Frederik Hardvendel nu i mange år arbejdet på en ny version om et ‘kunstens arbejdende hus’ – Copenhagen Dock. Den vision, som havde vundet stor opbakning i et bredt kunstfelt, kan nu formentlig skrottes.

Et vitalt organ
Til forskel fra en styrelse eller et administrativt organ i det statslige korpus, så er Statens Værksteder dybt afhængig af nærheden til kunstfeltet og de arbejdende kunstnere – for slet ikke at tale om det omvendte behov: kunstnernes! Forestiller man sig, at kunstnerne (fra både ind- og udland) nu tager til Helsingør for at realisere deres projekter, fordi værkstederne er flyttet? Som kunstner fra udlandet eller provinsen er et ophold ved Statens Værksteder netop en mulighed for at skabe forbindelser i centralnervesystemet, pleje netværk og indhente nye.

Den naturlige trafik og funktion huset besidder i dag som centrum for kunstnerisk skabelse er jo opbygget gennem en lang historie, tradition og vel at mærke konkrete behov. Det er med krydsbefrugtningen og faciliteringen af det komplicerede at markant kunst, innovativt design og ny viden opstår. Det var et behov, der stod klart for 29 år siden og endnu klarere i dag.

Læs mere om projekter, der er blevet realiseret i Statens Værksteder for Kunst

Useriøs politik
Fra at have været en glædelig uge med gode beslutninger, så synes beslutningsdueligheden ligesom at dale henimod slutningen. Jeg forestiller mig stadig, at jeg har læst forkert.

Hvor er det velfunderede argument? Hvad er behovet vi tilfredsstiller? Hvilken erkendelse bygger det på? Hvem har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i situationen, der nu kommer til at præge et helt kunstfelt?

På Statens Værksteder drejer det sig vel at mærke ikke bare om de ansatte, der er nogle af de dygtigste inden for deres håndværk herhjemme, men et centralt producerende led og fagligt mødested inden for kunst, design og kunsthåndværk.

Der er tydeligvis udelukkende tale om selviske politiske og ideologiske behov. Og man kunne spørge, hvordan det overhovedet er muligt at føre seriøs politik på forestillinger om noget, man tydeligvis ikke har den fjerneste indsigt i?

Og beslutningen? Ja, det er den absolut mest ringe i lang tid.

Frank Jensen (S), Overborgmesteren i København, udtalte torsdag aften:
“Jeg synes, det er meget hovedkulds, det der er foregået, og jeg ville da have ønsket en længere analyse af, hvor det reelt kunne have givet mening.”

Se DET ville måske have ledt til en god beslutning!